Earl Lind fra USA søgte lægehjælp i 1902 for at blive kastreret, da han ikke følte sig tilpas som mand.

Vist 306 gange.
Earl Lind blev født i 1874 i Connecticut. Han brugte også navnene Ralph Werther og Jennie June.
I 1895 mødte han andre androgyne i New York i en sammenslutning ved navn Cercle Hermaphroditos.
Han optrådte også som dragqueen i New York.

I 1902 søgte den nu 28 årige Earl Lind og nu boende i New York om lægehjælp til at blive kastreret.
Han betegnede sig selv som “spejlvendt”, androgyn og homoseksuel. Han ville kastreres, da det formentlig ville reducere hans seksuelle besættelse og helbrede ham for de hyppige natlige udløsninger, han følte var ved at ødelægge hans helbred.
Han fremførte også, at han så sig selv som værende en kvinde og foretrak at være mindre mand. Han håbede også, at kastrationen ville gøre, at hans skægvækst ophørte, da han følte, at skægvæksten var afskyelig og det mest synlige tegn på maskulinitet.
Ovenstående fremgår af bogen American Sexual Histories af Elizabeth Reis. Det fremgår imidlertid ikke af bogen, om han fik foretaget kastrationen.

Earl Lind var en af de første transkønnede, som fik udgivet en selvbiografi og som på skrift forsvarede homoseksualitet, hvilket skete i 1918 i hans selvbiografiske bog: Autobiography of an Androgyne. Bogen er noget ældre, idet han siden 1900 havde forsøgt at finde et forlag, der ville udgive den. Bogen blev genudgivet i 1975, 2005 og 2008.
I 1922 fik han udgivet bogen: The Female-Impersonators. Bogen blev genudgivet i 2005.
Earl Lind skrev også en tredje bog: Riddle of the Underworld, som imidlertid aldrig blev udgivet.
Dr. Randall Sell, professor ved Drexel University School of Public Health og direktør for LGBT Health Program oplyste den 13. oktober 2010, at han havde fundet væsentlige dele manuskriptet til Riddle of the Underworld, som viste sig at være fra 1921.