En transpolitisk opdate. Karen M. Larsens interview af Tina Thranesen den 18. februar 2009.

Vist 243 gange.

Tina Thranesen.
Tina Thranesen.
Den 4. februar 2009 modtog jeg en e-mail fra Karen M. Larsen med følgende indhold:

Kære Tina
Har du lyst til at lade dig interviewe til Panbladet?
I så tilfælde skal du blot besvare nedenstående spørgsmål 🙂
Kh Karen

I e-mailen var der indsat en række spørgsmål til besvarelse. Det svarede jeg selvfølgelig ja til og sendte den 17. februar 2009 mine svar på spørgsmålene.
Interviewet, der bringes i Panbladet den 19. februar 2009, gengives herunder:

* * *
En transpolitisk opdate
Tina Thranesen, der bestyrer Danmarks største vidensbank om kønsidentitet, transvestisme og transseksualisme (www.transviden.dk), fortæller i dette interview om den aktuelle situation i de danske trans-miljøer, lovgivningssituationen og meget mere.

Hvordan vurderer du den aktuelle situation i de danske trans-miljøer? Går udviklingen i retning af en forsat fragmentering i små grupper eller i retning af en voksende interesse for sammenhold og samarbejde?
Udviklingen vil helt givet gå i retning af mere sammenhold og samarbejde, selv om der i de nærmeste år næppe vil ske de store ændringer i forhold til de nuværende.

Det skal erindres, at de transkønnedes dvs. transvestitters og transseksuelles muligheder for at få kontakt til ligesindede i det væsentligste startede med udbredelsen af internettet.

Transkønnede er personer, der i deres indre i større eller mindre grad føler sig som værende det modsatte køn i forhold til det biologiske køn, som de er født som. Den korrekte betegnelse for det er kønsidentitetsforstyrrelse.
Transkønnethed – altsÃ¥ kønsidentitetsforstyrrelse – forekommer i mange grader, der overlapper hinanden, og det kan være svært entydigt at identificere graden af den enkeltes transkønnethed.
De overordnede grader af transkønnethed er fetichistisk transvestisme, transvestisme og transseksualisme, hvor alene fetichistisk transvestisme har noget med sex at gøre.

Da transkønnethed ikke fordrer en seksuel partner, er det muligt for de fleste transkønnede at leve et liv igennem uden at indvie andre i deres indre transkønnethed.
PÃ¥ det punkt adskiller transkønnede sig væsentligt fra bøsser og lesbiske. Hvis bøsser og lesbiske vil have et sexliv, er de nødsaget til at have en partner – og er altsÃ¥ nødsaget til at finde ligesindede.
Det har også gjort, at der alle dage har været væsentligt lettere for bøsser og lesbiske at finde ligesindede, end det har været for transkønnede.

For nogle transkønnede – de med den største grad af kønsidentitetsforstyrrelse, altsÃ¥ transseksuelle – er situationen noget anderledes. Deres indre konflikt med deres biologiske køn kan være sÃ¥ stor, at de vælger at leve i overensstemmelse med deres indre kønsidentitet, og mange af dem ønsker ogsÃ¥ at fÃ¥ foretaget en kønsskifteoperation.
For dem er situationen anderledes – de kan ikke leve i det skjulte. De er nødsaget til bÃ¥de at springe ud og at kontakte sundhedsvæsenet.

Internettets udbredelse og den lette adgang til at få information og at knytte kontakt til ligesindede medførte, at flere fik kendskab til eksistensen af transforeningerne, men også, at det blev let at få kontakt med ligesindede og evt. lave aftale om at mødes. I dag er der derfor en del, som mener, at de ikke har behov for en forening.

Foreningsarbejde er betinget af ildsjæle. Det er sædvanligvis personer, som har resurser til at beskæftige sig med mere end deres egen situation, ligesom de gerne er velorienterede om forholdene, kan se begrænsningerne og manglerne og har visioner om, hvordan de gerne ser udviklingen forme sig.

De to foreninger – TiD (Transvestitforeningen i Danmark) og Trans-Danmark – supplerer hinanden ganske godt – bÃ¥de geografisk og med hensyn til, hvad de hver især lægger mest vægt pÃ¥ at beskæftige sig med.
Samtidig er der via personlige kontakter og forskellige debatfora flere mindre grupperinger, som ikke alle ser helt ens på, hvorledes arbejdet med forbedring af forholdene for transkønnede bedst fremmes. Der er hos flere en tendens til at lave skel mellem transvestitter og transseksuelle. Ikke, at de ikke kan være i stue sammen, for når transvestitter og transseksuelle mødes ved sammenkomster af forskellig art, så har de det generelt godt i hinandens selskab.
Der er ogsÃ¥ mange, hvis kontakt til andre alene sker via internettet. De har ogsÃ¥ deres meninger og holdninger og giver udtryk for dem, hvilket kun er godt. Det er med til at gøre opmærksom pÃ¥ den store forskellighed, der er blandt transkønnede og pÃ¥, hvorledes problemerne opfattes. Samtidig er det ogsÃ¥ med til at holde de foreningsaktive til ilden – selv om det nogle gange kan være ret sÃ¥ belastende for lysten til “at gøre noget”, nÃ¥r disse holdninger ofte udtrykkes som negativ kritik.
Der hersker desværre hos nogle en manglende forståelse for, at det, som foreningerne gør for transseksuelle også kommer transvestitter til gode og omvendt.

Det er min fornemmelse, at der hos flere medlemmer i de to foreninger – TiD og Trans-Danmark – er interesse for en sammenlægning af foreningerne.
Der er også meget, som taler til fordel for en sammenlægning, og der vil kunne spares meget administrativt arbejde. Men som tidligere nævnt, så supplerer foreningerne hinanden godt, så en sammenlægning ligger næppe lige for.

Flere og flere bliver mere og mere Ã¥bne om deres transkønnethed. Det er stadig svært for den enkelte at overvinde sig selv til at springe mere eller mindre ud, men flere og flere gør det – flest ved at mødes med andre ved private sammenkomster eller i foreningsregi. Færre, men dog stadig flere og flere springer ogsÃ¥ ud over for deres familie og over for offentligheden. Det er dog en stor overvindelse for den enkelte, der mÃ¥ske i 10, 20, 30 Ã¥r eller endnu længere tid har levet i det skjulte med sin transkønnethed. Heldigvis er der mange unge og yngre, for hvem det ikke er sÃ¥ svært.

Fremtiden vil helt givet byde på bedre forhold for transkønnede i form af større accept i befolkningen og positive ændringer af love og administrative bestemmelser.
Det er derfor min vurdering, at fremtiden vil føre til større for sammenhold og samarbejde.

Har det forhold, at LBL nu også er åben for transpersoner, medført voksende interesse for LBL blandt transpersoner?
LBL er helt givet blevet mere interessant for transkønnede, efter de inkluderede transpersoner i deres formålsparagraf. Dog tror jeg ikke, at LBL skal forvente en stor tilstrømning af transkønnede medlemmer. Interessen for at være medlem af en forening er ikke udpræget stor.
Der er hos mange transkønnede nok en vis skepsis om, hvor alvorligt LBL mener det med hensyn til at varetage de transkønnedes interesser, og om hvordan de vil blive modtaget af LBL‘s øvrige medlemmer.
Desværre tyder forskellige indlæg i debatfora på, at en del homofile lider af transfobi og en del transkønnede af homofobi. Der er ikke tale om en alvorlig fobi fra hverken den ene eller anden gruppe, og virker mere som udtryk for manglende forståelse for og accept af hinanden.
Udtryk a la “Hvad skal de transer hos os?” og “Jeg er i hvert fald ikke bøsse” er sÃ¥ledes udtryk, som ikke sÃ¥ sjældent ses, og som vidner om manglende forstÃ¥else for hinandens forhold og dermed ogsÃ¥ om manglende accept af hinanden.
Imidlertid tror jeg, at fremtiden vil vise, at det var rigtigt af LBL at inkludere transkønnede. Homofile og transkønnede har mange fælles ting at kæmpe for. Lad mig blot nævne diskrimination, ægteskab, forældremyndighed, adoption og den generelle accept i samfundet.
Jo større enighed, des større gennemslagskraft.

Har LBL‘s udmelding om at man vil arbejde for transpersoner i dine øjne haft nogle konkrete resultater?
Isoleret og konkret har LBL ikke præsteret nogen konkrete resultater, der har betydning for transkønnede. Det skal dog erindres, at det var pÃ¥ LBL‘s generalforsamling den 16. februar 2008 – altsÃ¥ for kun et Ã¥r siden, at transpersoner blev inkluderet i vedtægterne.

Imidlertid var det positivt, at LBL i april 2008 ved Folketingets behandling af “lovforslag L 67 om ægteskab mellem to personer af samme køn” i sit høringssvar havde et fint afsnit om transseksuelles
ægteskabelige situation i forbindelse med kønsskifte, og i juni 2008 indgav høringssvar til støtte for transkønnedes forhold, da Folketinget behandlede “beslutningsforslag B 65 om transkønnedes rettigheder”.

Det vil imidlertid være i de kommende år, at LBL skal dokumentere, at beslutningen var mere end en tom gestus, selv om signalværdien i sig selv ikke skal forklejnes.

Hvor er vi henne mht. forsøget på at ændre den lovgivning der berører transpersoner?
Gennem mange år har foreningerne arbejdet for ændring i love og administrative bestemmelser, der har betydning for transkønnede. Det er imidlertid et langsommeligt arbejde at få gennemført ændringer i love.
Love, der berører transkønnedes forhold sÃ¥vel som homofiles forhold er meget følelsesbetonede – ja nærmest at etisk karakter.
Ændring af sådanne love tager tid og ændres gerne som følge af et vedholdende pres fra befolkningen (fra foreninger) og i sjældnere grad som følge af fremsynede og liberalt indstillede politikeres virke.

Love, som berører homofile, er gennem årene ændret meget til fordel for de homofile. Ændring af love, der berører de transkønnede, går det noget langsommere med. Det skal dog erindres, at de transkønnede først for alvor kom i gang med at påvirke politikerne på et væsentligt senere tidspunkt.

Ã…r 2005 kan godt betegnes som et skelsættende Ã¥r vedrørende lovgivning, som vedrører transkønnede. Det var Ã¥ret, hvor bÃ¥de sundhedsloven og navneloven blev ændret. For første gang i dansk lovgivning blev der indføjet særlige bestemmelser om transseksuelle og for første gang blev ordet “transseksuel” anvendt i danske love.
Foreningen Trans-Danmark fik sat meget synlige aftryk i disse to loves indhold. Dermed ikke sagt, at lovene fuldt ud opfylder ønskerne, men det var et skridt i den rigtige retning.

Der er imidlertid fortsat ganske mange love og administrative bestemmelser med relation til transkønnede, som trænger til fornyelse.
Eksempelvis er det rent ud sagt diskriminerende, at lovene, der indeholder forbud mod diskrimination, ikke indeholder forbud mod diskrimination pÃ¥ grund af en persons kønsidentitet. Ikke, at transkønnede ikke er omfattet af lovene, for det er de. Det diskriminerende bestÃ¥r i, at de skal søge deres beskyttelse under “seksuel orientering“, som ikke har noget med kønsidentitet at gøre.

Der er ogsÃ¥ problemer med hensyn til transkønnedes fornavne, deres personnummer, kønsbetegnelse i pas og tiltaleformerne “hr, fru” pÃ¥ breve til transkønnede.

Aktuelt er navneloven til revision. Udkastet til lovændringen giver en smule imødekommenhed til transkønnede, men ikke meget. Det er svært at forstå, at det offentlige har nogen interesse i at bestemme hvilket fornavn en transkønnet må og ikke må bære. Og det er svært at se det rimelige i, at Sexologisk Klinik skal afgive erklæring, for at en transkønnet kan få tilladelse til fornavneskift.

Også bekendtgørelsen om pas er aktuelt til revision. Ændringsforslaget går på, at transseksuelle får mulighed for at få kønsbetegnelsen X (for uspecificeret) i stedet for enten et M (mand) eller et F (kvinde) anført i passet. Men igen kun, hvis Sexologisk Klinik afgiver erklæring om, at pågældende er transseksuel. Det bør ikke være nødvendigt at indblande Sexologisk Klinik.
Det er svært at forestille sig, at en mand, der hele vejen igennem er mand og hvis kønsidentitet helt entydigt er mand, vil skifte til et pigefornavn, vil ønske sig et kvindeligt personnummer eller have anført kønsbetegnelsen F (kvinde) i sit pas.
Når transkønnede ønsker disse ting, så er det fordi, det svarer til deres kønsidentitet og vil medføre en lettelse i deres dagligdag. For den entydige mand, vil det tværtimod betyde vanskeligheder. Der er derfor tale om helt unødvendigt formynderi.

Der er også et stort ønske om at få ændret proceduren vedr. ansøgning om kønsskifte. I dag er det faktuelt Sexologisk Klinik, der bestemmer, om en transkønnet kan få tilladelse til at få foretaget et kønsskifte.
Formelt er det godt nok Familiestyrelsen, der træffer afgørelse, men det sker på grundlag af en erklæring fra Sexologisk Klinik. Og støtter Sexologisk Klinik ikke den transseksuelles ønske, så gives tilladelsen ikke.
Det er meget svært at forstÃ¥, at en transkønnet, der har levet i adskillige Ã¥r som kvinde – helt i overensstemmelse med sin indre kønsidentitet, ikke kan fÃ¥ tilladelse til et kønsskifte.

Som det nok kan ses af det foranstående, så har Sexologisk Klinik en stor indflydelse på transseksuelles liv. En indflydelse, som er for stor. Ikke mindst fordi det ikke er muligt at indbringe afgørelser for højere myndigheder til prøvelse.

Der er sket fremskridt, og der sker fortsat fremskridt, men der mangler meget. Men ting tager tid, og politik tager dobbelt så lang tid.

Har Enhedslistens politiske udspil i Folketinget båret nogen frugt?
Enhedslisten fremsatte i forÃ¥ret 2007 forslag til folketingsbeslutning – B 142 om transkønnedes rettigheder – og genfremsatte forslaget – B 65 – i forÃ¥ret 2008 i en noget reduceret form.
Ingen af forslagene blev andenbehandlet i Folketinget og bortfaldt derfor ved folketingsårenes afslutning, som det er bestemt i Folketingets forretningsorden.
Forslagene har derfor ikke ført til noget konkret.

Når dette helt nøgternt er konstateret, så er der ingen tvivl om, at de to beslutningsforslag har haft deres betydning. To gange er transkønnedes forhold blevet debatteret i folketingssalen og to gange har Folketingets Sundhedsudvalg behandlet transkønnedes forhold.
Det resulterede ogsÃ¥ i, at flere ministre mÃ¥tte svare pÃ¥ spørgsmÃ¥l fra Sundhedsudvalget – i stort omfang som følge af indsendte høringssvar fra foreninger og enkeltpersoner.
Beslutningsforslagene skabte dermed opmærksomhed om transkønnedes forhold, og adskillige politikere er blevet opmærksomme på at indholdet i flere love trænger til ændring.

Det havde dog været ønskeligt, om Enhedslisten, inden de indgav deres beslutningsforslag, havde konsulteret transforeningerne.

I de queere miljøer finder man en stor fascination af transpersoner, der ofte defineres som kønsballademagere og lignende. Vurderer du, at man i trans-miljøerne i tilsvarende grad er interesseret i queer-teorierne?
Selv har jeg kun lille kontakt til queere miljøerne og har en fornemmelse af, at det samme gælder mange andre transkønnede.
En stor del af queer-teorierne finder jeg i øvrigt så absurde i deres holdning og substans, at jeg ikke finder nogen grund til at fordybe mig i dem.

Hvilke forventninger har du til levevilkårsundersøgelsens resultater mht. transpersoner?
Resultatet af levevilkårsundersøgelsens afventer jeg med stor spænding. Det er den første undersøgelse af sin art, som også omhandler transkønnede.
Robin Svegaard fra LBL gjorde mig tidligt opmærksom på undersøgelsen, og jeg fik derfor tidligt kontakt til Leyla Gransell, der står for gennemførelsen af undersøgelsen og udarbejdelse af undersøgelsesrapporten.
Det gav mig kendskab til de spørgsmål, der var udarbejdet. Desværre måtte jeg konstatere, at den transrelaterede del af undersøgelsen var temmelig sparsom og vidnede om manglende kendskab til transforhold hos dem, der havde arbejdet med udarbejdelsen af spørgsmålene.
Med stor velvillighed fra Leyla Gransell blev en lang række af de forhold, jeg kunne tænke mig belyst i en sådan undersøgelse, indarbejdet i spørgeskemaet.

Det er mit håb, at mange transkønnede har besvaret spørgeskemaet, da det er afgørende for undersøgelsens værdi i relation til transkønnede.
Spørgeskemaet indeholder en række spørgsmål, som ved besvarelse vil give os informationer, som vi ikke tidligere har haft kendskab til. Det drejer sig f.eks. om, hvor lang tid transkønnede er i behandling på Sexologisk Klinik, og om deres behandling endte med en kønsskifteoperation eller et afslag.
Da der internationalt er øget interesse i forskning i kønsidentitetsforhold vil levevilkÃ¥rsundersøgelsen uanset dens resultat kunne bruges som grundlag for en ny undersøgelse pÃ¥ et senere tidspunkt – gerne en undersøgelse, der er mere mÃ¥lrettet transkønnedes forhold.