Af Eva (tv) den 15. oktober 2005.
“- Förr var jag rädd att människor skulle fÃ¥ veta. I dag är folk beredda att betala för att fÃ¥ veta.” Svenske transvestit Sara Lund er sprunget ud, helt ud, som stand-up komiker og foredragsholder om mænd i dametøj. Saras danske transvestit-veninde tog til Malmø for at se hendes show, og finde ud af hvad Sara mener med at transvestisme ikke har noget at gøre med seksualitet.
“Synes I mit tøj er flot?” spørger Sara Lund ud til publikum. Det er start-replikken i Saras show som stand-up komiker. Og faktisk er det først nÃ¥r publikum hører Saras stemme, at det gÃ¥r op for alle, at hun er transvestit. Hun er introduceret som Sara Lund, ikke som transvestit, og spiller pÃ¥ overraskelseseffekten. Hendes svenske stemme er en mandsstemme, og den er glad og veloplagt. Hun drejer langsomt rundt pÃ¥ scenen, sÃ¥ publikum kan se hendes tøj, og har hænderne i hofterne og hovedet pÃ¥ skrÃ¥. Folk rÃ¥ber tilbage at jo-da, tøjet ser fint ud. SÃ¥ fortsætter Sara: “Klart at man har flot tøj nÃ¥r man har siddet 40 Ã¥r i garderoben!” Publikum griner og hendes stand-up er kommet godt i gang.
At Sara er mand og hedder Claes kommer ikke bag på mig, for jeg kender Sara fra transvestitmiljøet. Byturene i Københavns natteliv med Sara er noget af det festligste, jeg har oplevet. Sara er sjov og fortæller løs om sit liv og sine tanker, både på tomandshånd og på scenen. Jeg kender endda mange af replikkerne, for Sara har fortalt om showet. Mange replikker afdramatiserer, ja nærmest bagatelliserer transvestismen.
Snart kommer: “Hvorfor skulle jeg ikke gÃ¥ i dametøj? Det gør jo halvdelen af jordens befolkning!” Og den hvor Sara former en jordkugle med hænderne og siger: “Der er ingen som bor pÃ¥ Nord- og Sydpolen – alt sker mellem polerne. Det samme gælder for mænd og kvinder: der er ingen där. Alle befinder sig et sted imellem.” Sara og publikum er varmet op, og slag i slag kommer vittigheder om kønsroller og udgifter til tøj, makeup og brystproteser.
At passere
Jeg kan bedst lide Saras replik om at passere. At passere er et udtryk fra transvestitverdenen. Både på svensk og dansk betyder det at være så gennemført, at transvestitten bliver opfattet som kvinde, fx på gaden. Det kommer af udtrykket to pass as a woman, som bruges af engelsktalende transvestitter. Saras replik er, at det ikke er vigtigt at passere, men at det er vigtigt at blive set som den man er.
Ærlig talt, nÃ¥r man som Sara og jeg er høje og pÃ¥ andre mÃ¥der tydeligvis er mænd, sÃ¥ er det næsten umuligt at passere som kvinder. Jeg har ingen illusion om at passere, selv om jeg bruger timer pÃ¥ makeup og hÃ¥rsætning før en bytur. Men jeg hÃ¥ber at jeg kommer til at se godt ud som transvestit. Jeg vil gerne se godt ud pÃ¥ Saras mÃ¥de: Et ansigt med bÃ¥de maskuline og feminine træk, og en udstrÃ¥ling med varme og humor. Sara er skøn at skue pÃ¥ scenen – ogsÃ¥ efter at hun har afsløret sig selv som mand. For øvrigt holder illusionen jo allerhøjst indtil transvestitten lukker munden op – i hvert fald hvis det er for at sige noget, havde jeg nær sagt.
Det er skam ikke seksuelt
At blive set som den man er.. men hvad er det at være transvestit? I showet sammenligner Sara med faldskærmudspringerne. De vil jo heller ikke være fugle, vel? Men vil bare gerne opleve suset ved at svæve i luften, må man forstå. Lige som Sara er jeg glad for at være mand; jeg er ikke transseksuel. På den måde har jeg det som faldskærmsudspringerne.
Sara pointerer at transvestismen ikke har noget at gøre med seksualitet. Og den bemærkning tænder mig! For jeg ser min transeside som noget seksuelt. Det er mest tydeligt i min interesse for sko og støvler. Stiletter er fantastisk flotte til kvinder; og det er et kick selv at gå eller danse i høje hæle. Og så er der legen med tanken om at være kvinde. Det er spændende som erotisk fantasi. Hvis jeg altså vel at mærke går ind i fantasien. Det har jeg som regel ikke tid til, for jeg skal skynde mig at blive færdig med omklædningen, for at komme til tiden til mødet på Cafe Intime på Frederiksberg eller en anden af byens transevenlige cafeer og dansesteder.
Forsøger Sara at gøre transvestismen stueren, at berolige hustruerne ved at afseksualisere den? Sara svarer at hun med seksualitet først og fremmest mener seksuel orientering, eller läggning, som det sjovt nok hedder på svensk. Hun vil pointere at dametøjet ikke betyder at transvestitten er til mænd; transvestitten klæder sig ikke som kvinde for at forføre en mand.
Sara er ikke homofobisk. Hun er medlem af den svenske pendant til den danske Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Transvestitter og transseksuelle er med i den svenske forening, som har lanceret udtrykket HBT: homo, lesbisk, trans. Sara er lige blevet valgt som formand (m/k) for Malmø-afdelingen for foreningen, hvis svenske navn er Riksförbundet för Sexuellt Likaberättigande.
Et kønsudtryk?
Sara nedtoner også det seksuelle i transvestittens egen oplevelse af at klæde om. Det er en indre trang af en anden art. Men hvad er det så at være transvestit, hvis det ikke er seksuelt? Sara giver hele tiden sin bogstavelige definition: en mand i dametøj. En mand. En mand som ikke prøver at være kvinde, men som gerne vil udtrykke sin kvindelighed, sin mandlige variant af det kvindelige. Vel at mærke hvis det er en male-to-female transvestit, ellers er det omvendt. Sara siger det er et kønsudtryk. Hun mener at tøjet hjælper hende til at komme i kontakt med den feminine del af sin personlighed, hun kan vise sider af sig selv, der ikke er plads til i manderollen.
Det lyder smukt at transvestismen er et kønsudtryk. Men.. jeg synes der mangler noget, for hvorfor er det lige, at det bløde og feminine skal udtrykkes med høje stiletter og opsat hÃ¥r? HÃ¥nden pÃ¥ brystprotesen i str. 85E: nÃ¥r jeg spørger mig selv hvad jeg udtrykker ved at klæde mig om, kan jeg ikke finde noget. Jeg ved at jeg er fascineret af vampede kvinder, og tror jeg prøver at ligne dem, ogsÃ¥. Sara driller og siger: “Du väljer själv vilke kläder du behöver för at fÃ¥ kontakt med dine känslor.”
Når jeg spørger mine transvestit-venner, er de fleste enige med Sara i at transvestismen ikke er noget seksuelt. Men nogle har det også som mig, og kender blandt andet den stærke erotiske fascination af højhælede sko og støvler. Vi kan kalde os fetichistiske transvestitter.
Transetikette
En mand i dametøj: Sara har ikke noget imod at blive kaldt han. Sara siger flot: “Jeg klæder om for min egen skyld; det er op til andre hvordan de opfatter mig”.
Jeg er ogsÃ¥ blevet spurgt hvad jeg helst vil kaldes, han eller hun, og det er lige meget for mig. Her i artiklen bruger jeg bÃ¥de hun og han om Sara. I generelle vendinger og lidt pÃ¥ afstand er det hun. Hvis man gerne vil vise sin accept, og være sikker pÃ¥ man ikke støder transvestitten, er hun det bedste – medmindre det er en female-to-male transvestit, selvfølgelig. Men de fleste transvestitter jeg kender, spiser som mænd, kører bil som mænd, fylder som mænd, fysisk og mentalt.
De transvestitter, jeg har prøvet parykker sammen med, er tydeligvis mænd. Min Sara er en han. Jeg vil skrive han i resten af artiklen.
Sara har egen hjemmeside (www.saralund.se) og her er der blandt andet en sjov artikel om hans kones accept af hans transvestisme. Det er pÃ¥ den betingelse, at han ikke taler om den hele tiden! Det er vist almindeligt, at transer er meget optaget af deres egen transvestisme. Sara trykker den af i showet, og fortæller i et væk hvordan det er at være transvestit. Er det ikke det, som fÃ¥r stand-up til at fungere – at personen taler ud fra sig selv?
Ingen fara, det blir roligt
Jeg er stolt denne aften over at kende Sara, som jeg sÃ¥ meget til før han trÃ¥dte Ã¥bent frem i aviser og TV i Sverige for halvandet Ã¥r siden. Sara var bange for at blive genkendt i Malmø, hvor han boede og arbejdede, sÃ¥ han tog til København for at gÃ¥ i byen. Nu gÃ¥r Sara ud i hjemstaden og i marts i Ã¥r gav han otte foredrag. Jeg kan se tilbage pÃ¥ vores byture og den store betydning de har haft for mig. Før jeg mødte Sara, havde jeg været til fester og arrangementer som Eva i det trygge sm- og fetichmiljø omkring Manifest m.m. “Ingen fara, det blir roligt”, sagde Sara og lokkede mig sÃ¥ at sige helt ud i byen. Vi hjalp hinanden med at pifte outfittene op, og sammen med Sara følte jeg mig rigtig godt tilpas med at gÃ¥ ud som Eva. Vi dansede bogstaveligt talt til den lyse morgen, og sÃ¥ kørte Sara mig hjem og fortsatte ud over broen til Malmø.
Det er svært at forstÃ¥, at den charmerende Sara, som stÃ¥r pÃ¥ scenen og underholder med stand-up, i det meste af sit liv har troet, at hans liv ville blive ødelagt, hvis han blev afsløret som transvestit. Han skriver pÃ¥ hjemmesiden om at føle sig forkert som 5-Ã¥rig. Ikke at turde fortælle det til sin egen mor. Og først at fortælle det til sin hustru da hun efter 16 Ã¥r fandt noget af Saras dametøj. Nu har han holdt oplæg i den svenske Rigsdag om lovsikring af transvestitters rettigheder. Han fÃ¥r penge for at holde foredrag i foreninger og skoler, og endda i etablerede og mandsdominerede dele af samfundet: erhvervsvirksomheder, det svenske Försvarsmakten og politiet – om den samme transvestisme han altid prøvede at skjule.
Indimellem de sjove bemærkninger i showet bliver Sara alvorlig. Sara siger at sjælen er kønsløs, er det ikke godt sagt? Slutbemærkningen i showet rumsterer stadig i mig: “Be yourself – everyone else is already taken. Var dig själv – alla andra finns redan”.
Eva (tv).