FSTB’s skr. af 17. sept. 2019 til Ligestillingsudvalget om juridisk kønsskifte for transkønnede børn og unge under 18 år. LIU bilag 11.

Vist 105 gange.
FSTB, Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn har den 17. september 2019 sendt en skrivelse til Ligestillingsudvalget om ændring af CPR-nummerjuridisk kønsskifte – for transkønnede børn og unge under 18 år.
Ligestillingsudvalget (LIU) Alm. del. Samling: 2018-19 (2. samling).

Skrivelsen gengives herunder.

Ændring af CPR-nummer
juridisk kønsskifte
for transkønnede børn og unge under 18 år

Begrundelse og beskrivelse af behov
I Danmark kan transkønnede børn og unge under 18 år heldigvis få lov til at skifte navn, bremset deres pubertet samt modtage behandling med kønshormoner. Der er ingen aldersgrænse koblet til nogen af disse tiltag.

Det betyder at;
  • Børnene går klædt, fremstår og har et navn som er anderledes end hvad cpr.-nummeret indikerer
  • At børnene får hormonel hjælp til at få et kropsligt udtryk i overensstemmelse med deres kønsidentitet, men i modstrid med hvad deres cpr.-nummer indikerer
  • De skal tiltales med et pronomen som er i modstrid med hvad deres cpr.-nummer indikerer

Og bevirker at;
  • Der opstår forklaringsproblemer hver gang barnet/den unge skal opgive sit cpr.-nummer og modtageren ikke mener barnet/den unge opgiver et korrekt cpr.-nummer, grundet barnets kropslige udtryk.
  • Der opstår misforståelser når instanser og institutioner benytter cpr.-nummer til eksempelvis inddeling af klasser, forskning, skoleintra mm. Barnet/den unge bliver da fejlplaceret i forhold til sin kønsidentitet.
  • Børn/unge møder udfordringer i paskontrollen, på arbejdspladsen og blandt mennesker som vil fastholde deres køn ud fra pas, sygesikringskort, lønsedler mm., mens barnet/den unge selv fysisk fremstår og hævder sig som værende et andet køn end dokumentet indikerer.
  • Børn/unge udelukkes fra foreningsliv og social interaktion med sine kammerater i tilfælde hvor aktiviteter/deltagelse er kønsopdelt på baggrund af cpr.-nummer (pigefodbold er eksempelvis ikke muligt med et drenge cpr.-nummer).

Ovennævnte afstedkommer unødig høj grad af mistrivsel hos de transkønnede under 18 år.

Når de transkønnede børn/unge skal forsøge at forklare uoverensstemmelsen mellem cpr.-nummer og deres navn/krop, så er de nødt til eksplicit at fortælle at de er transkønnede og dermed også hvilket køn der sidder mellem benene på dem. Dette sågar i fuld offentlighed hos eksempelvis tandlæge, paskontrol mm.

Muligheden for at få ændret cpr.-nummeret for børn/unge vil afhjælpe dette, hvorimod de nuværende forhold leder til mistrivsel og virker direkte uetisk.

Ændring af sidste ciffer i cpr.-nummer bør derfor være tilladt for transkønnede børn og unge under 18 år. I lighed med øvrige muligheder og hjælp ved identitetsforhold bør der heller ikke være koblet aldersgrænse på tilladelse til juridisk kønsskifte.

Ofte stillede spørgsmål og svar (Q&A)
Q: Er transkønnethed ikke bare et modefænomen i dag? – et udtryk for tendensen i samfundet om at man subjektivt skal kunne vælge alle ting som var det et ta´-selv-bord!…det kan vi jo ikke bare ændre lovgivning efter.
A: At være transkønnet indebærer mange udfordringer i forhold til bl.a. hatecrimes, manglende anerkendelse, kærlighedslivet, jobs mm. og er på ingen måde noget man vælger at være. Spørger man de transkønnede selv svarer de at det er sådan de ER. Ifald de kunne vælge, så ville de vælge IKKE at være transkønnede, da livet så ville være meget nemmere.

At leve med en kønsidentitet som IKKE stemmer overens med det køn vi blev tildelt ved fødslen er altså IKKE en lagkage på et ta´- selv- bord.

Forskning viser at transkønnede børns trivsel hænger sammen med graden af anerkendelse og mulighed for at leve i overensstemmelse med deres kønsidentitet.

Muligheden for at kunne ændre cpr nummeret vil være et redskab hertil. WPATH (World professional association for transgender health), som driver evidensbaseret forskning på området, anbefaler at regeringer verden over skal gøre det muligt for transkønnede under 18 år at blive registreret i overensstemmelse med deres kønsidentitet.

Q: Er det ikke bare forældrenes projekt og ikke barnets?
A: I de flere hundrede henvendelser vi i FSTB har modtaget fra forældre/institutioner/kommuner mm. omkring transkønnede børn, har det i alle tilfælde været forældrene som er den TILBAGEHOLDENDE part i processen, så intet tyder derfor på at det er forældrenes projekt – tværtimod

Q: Og hvad hvis de fortryder? Vil vi så ikke se en masse børn som skifter frem og tilbage?
A: Nyere forskning viser at de børn som klart giver udtryk for at VÆRE et andet køn end det tildelte, IKKE har tendens til at ændre på den oplevelse. Derfor anser vi det ikke sandsynligt at der vil blive skiftet cpr nummer frem og tilbage, hvilket understøttes af at det ej heller har været tendensen i de lande hvor ændring af cpr nummer er muligt for børn og unge under 18 år. Skulle det ske at barnet senere i livet ”fortryder”, da er ændring af cpr nummer det letteste som lader sig tilbageføre af de anerkendende tiltag og behandlingsmuligheder som findes til børn og unge under 18 år.

Q: Vil det ikke bare gøre de andre børn og voksne helt forvirrede!
A: At skifte cpr nummer vil ikke lede til forvirring – tværtimod. Forvirring blandt kammerater og i øvrige sociale/samfundsmæssige sammenhænge opstår eksempelvis når Amalie på 6 år , klædt som de andre piger har et drenge cpr nummer og derfor står på klasseliste mm. som dreng. Altså når der er disharmoni mellem hvad barnet og omverdenen oplever/ser og det som cpr nummer indikerer.

Q: Skal børn ikke bare have lov at være børn?
A: FSTB er enige i at børn skal have lov at være børn og det kan de i videst muligt omfang jo mere harmoni og færre uoverensstemmelser der er i deres tilværelse. Transkønnede børn oplever disharmoni mellem det køn de har fået tildelt og det køn de identificerer sig som. Forudsætningen for at transkønnede børn kan få lov at være børn er altså at vi socialt såvel som fra systemets side anerkender disse børns kønsidentitet OGSÅ i forhold til deres cpr nummer.

Q: Er det ikke for stort et ansvar at lægge på børnene?
A: Det giver ikke mening at tale om barnets ansvar i forhold til at være transkønnet, idet transkønnethed IKKE ER ET VALG. Ifald vi ikke tager dem alvorligt i deres ytringer sætter vi dem netop ud i at skulle tage ansvar for om de tør vedblive at være sig selv eller skal forsøge at tilpasse sig den kønsidentitet de fik tildelt ved fødslen. Undersøgelser viser at sidstnævnte leder til mistrivsel hos barnet.

Q: Kan børn tage stilling til deres køn i den alder?
A: Ja! Forskning inden for udviklingspsykologien har påvist at børn fra 3-5 års alderen har en klar bevidsthed omkring køn som noget der ikke er foranderligt. De ved altså i den alder hvilket køn de selv er, uagtet om de er iført drenge eller pigetøj. Børn som vedholdende giver udtryk for at VÆRE et andet køn end det som de fik tildelt ved fødslen, er derfor bevidste omkring at deres kønsidentitet ikke stemmer overens med omverdenens opfattelse af dem.

FSTB– Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn
En landsdækkende frivillig og politisk uafhængig forening, som arbejder på at bedre vilkårene for transkønnede børn.

Dette gør vi bl.a. ved;
  • At tilbyde rådgivning
  • At udbyde netværksmøder
  • At afholde sommertræf
  • At arbejde politisk
  • At være i dialog med organisationer, myndigheder og sundhedssystemer som er relevante på området
  • At udarbejde informationsmateriale mm.

Læs mere om foreningen og vores arbejde
På vores hjemmeside:
https://www.fstb.dk
eller Facebook:
@foreningenFSTB

Donationer til udførelse af vores arbejde modtages gerne via indbetaling til Rønde Sparekasse på reg. nr. 9354 konto 354474 eller via mobile pay på 83379 (skriv venligst ”donation” i tekstfeltet).

* * *
Folketingets journal vedr. skrivelsen.
Skrivelsen i pdf-format hos Folketinget.