En skøn blanding af transvestitter og transseksuelle havde en skøn sammenkomst hos Jeanette Herniksen pÃ¥ Als. Vi havde planlagt at grille og hÃ¥bede pÃ¥ rigtigt godt vejr. Det var imidlertidig noget køligt, sÃ¥ vi var kun ude pÃ¥ den overdækkede terrasse for at passe grillen. Men vi blev mætte – ikke alene af mad, men ogsÃ¥ af snak om bÃ¥de alvorlige og hyggelige emner. Det var en sammenkomst med et forløb, som fÃ¥r én til at glæde sig til næste sammenkomst.
Susanne Selmer har skrevet artiklen herunder.
Artiklen er krydret med billeder taget af Tina Thranesen.
* * *
Jeg vÃ¥gnede lørdag klokken kvart i fem. Om natten, altsÃ¥. “Hvad var det nu…?” NÃ¥h, jo, det var jo i dag, jeg skulle til eksamen. Mødes med mine ligesindede hos Jeanette nede pÃ¥ Als. “Gu ve, hvad det er for nogen…” SÃ¥ lagde jeg mig til at sove igen.
Det er den dér angst. Angsten for, hvilke konsekvenser det kan fÃ¥, hvis man offentligt tilstÃ¥r at være anderledes. Én ting er at gÃ¥ rundt i kjole og højhælede derhjemme, men noget ganske andet er den onde lyneme at maje sig ud, sÃ¥ ens egen familie ikke vil kunne genkende mig, og sÃ¥ træde ud i “samfundet”. Men i dag skulle det altsÃ¥ være, koste hvad det ville.
Jeg stod op klokken halv ni, spiste morgenmad og gik så i gang med forberedelserne. Barberede hoved, ben og skridt, satte hår (jeg har langt hår, der til hverdag sidder i en hestehale), pakkede sengetøj, nattøj og skiftetøj og alle de ting, jeg skulle have med. Jeg havde oven i købet taget højde for den situation, at bilen skulle brække ned, for jeg havde ikke lyst til at blive hentet af Falck i fuld krigsmaling. Så gik jeg på nettet og fik lavet en kørselsvejledning. Og så kom det første klimaks: Jeg iførte mig en G-streng (lyserød!), et par supersmarte læderbukser, en sød bluse med broderier, nylonstrømper og spidse højhælede lange støvler. Så brugte jeg laaaaang tid på at få min make-up til at sidde helt rigtigt. Pludseligt var klokken 1245. Mødetiden var sat til 1500. På Als!! Jeg havde nok mindst to timers kørsel derned, så jeg fik mine smykker på, fik smidt de sidste ting i bilen og tog af sted.
sagde den ene. Hun var tydeligvis den udfarende kraft i selskabet og den, jeg kendte som Tina Thranesen fra hendes hjemmeside. Så var der Pia Nielsen, en smilende, lidt tilbageholdende pige. Hende havde jeg mødt i Randers for tre år siden. Efter ca. fem minutter faldt min puls fra 180 til næsten normal. Det skyldes nok min glimrende kondition. Eller måske det faktum, at der her ikke var nogen fordomme overfor noget som helst.
Så ankom Erwin Maria Jöhnk, Jane Johansen og Signe Kruse. Jane kendte jeg også fra Randers, og af en eller anden grund huskede jeg hende ganske udmærket. Hun er en meget livlig pige med fut i. Selv siger hun, at hun er stille og tilbageholdende, men det har vi andre nu ikke mærket noget til. Erwin havde jeg hørt om, og han er en stille, rolig og behagelig person. Signe kendte jeg ikke, men hun viste sig at være underfundig og morsom. Jeg var
kommet i godt selskab, og jeg har sjældent følt mig sÃ¥ velkommen, som tilfældet var her. “ForhÃ¥ndsaccepteret” ville være et passende udtryk.
Vi havde selv medbragt drikkevarer og kød til grillen, og Jeanette fik et symbolsk beløb for tilbehør og kaffe. At dømme efter kaffemaskinens snorken var beløbet i underkanten. Så økonomisk er sådan et arrangement til at overse. Og da grillen kom i gang og rødvinen på bordet var det, som om vi havde kendt hinanden i mange år. Det var et vellykket selskab med en behagelig atmosfære. Og da man kan ankomme som man er født og klæde om på stedet er der egentligt ikke nogen undskyldning for at blive væk.
Tak til de øvrige deltagere for en uforglemmelig weekend. Og en stor tak til Jeanette, som lagde hus til. Og så en opfordring til de, der læser det her, og som har lysten, men mangler modet: Kom ud af skabet og med til selskab. Det er trygt, hyggeligt og morsomt!
Søndag den 5. juni 2005.
Kærlig hilsen. Susanne.