Hugo Holm/Anette Egelund. Artikel i Jyllands Posten den 19. juni 2002 af journalist Bo Østlund om Anette Egelund.

Vist 603 gange.
Artiklen om det tidligere folketingsmedlem, den MtK transseksuelle Hugo Holm,der sprang ud som Anette Egelund blev bragt i Jyllands Posten søndag den 16. juni 2002.
Jyllands Posten og journalist, Bo Østlund, der har ophavsretten, har venligst givet mig tilladelse til at bringe artiklen.

* * *
Hugo Holm/Anette Egelund
Af Bo Østlund
På Fanø er det tidligere folketingsmedlem, den 46-årige skibsfører Hugo Holm i gang med forvandlingen til kvinden Anette. I 20 år har han skjult sin lyst og trang bag to ulykkelige ægteskaber.

De fleste måger gør sig ikke den ulejlighed at lære mere end lige netop de simpleste af flyvningens principper – hvordan man kommer fra kysten og ud til føden og tilbage igen. For de fleste måger er det ikke det at flyve, det kommer an på, men det at æde. Men for denne måge kom det mere an på at flyve end at æde. Mere end noget andet elskede Jonathan Livingston Havmåge at flyve.
Han blev født som livstidsfange i sin egen krop.

I 20 år levede han i skalkeskjul i to kærligheds- og erotikløse ægteskaber af angst for omgivelsernes reaktion – for at skjule sin lyst og trang for omverdenen.
Og først nu er den lange rejse mod sandheden ved at være slut. En rejse med løgne, fortielser, tårer og smerte.
En rejse som kvinde i en mandekrop.
Blandt Fanøs 3200 beboere er det tidligere folketingsmedlem Hugo Holm sprunget ud som Anette. Forvandlingen for den nu 46-årige skibsfører begyndte i november 2000, da han begyndte at spise hormoner. Siden har de daglige fire milligram østradiol langsomt forandret Hugos krop.
Til efteråret får Hugo nyt navn og CPR-nummer – og til den tid vil der stå Anette Egelund på sygesikringsbeviset. Om to år er den transseksuelle fynbos vanskelige periode som Hugo-Anette imidlertid et overstået kapitel, når Hugo gennemgår en operation og bliver én af de syv-otte danskere, der årligt vælger at skifte køn.
Vorherre holdt fridag den dag, jeg blev født… Og hans afløser lavede rod i det. Han puttede mig i en forkert krop. Jeg har endelig løsladt mig selv.
Det er næsten som en genfødsel, og jeg glæder mig til den dag om et par år, hvor jeg ikke længere hader mit eget spejlbillede,« fortæller Hugo Holm.

Jonathan Havmåge tilbragte resten af sine dage alene, men han fløj langt bort – helt ud på den anden side af de Fjerne Klipper. Hans store sorg var ikke ensomhed. Det var det, at de andre måger nægtede at tro på den flyvningens herlighed. De nægtede at åbne øjnene og se den.

På køkkenbordet i den lille lejlighed på Fanø ligger et ID-kort fra folketinget.
Fotoet viser en mand med skæg, slips og jakkesæt.
Hugo Holm – Member of the Danish Parlament 12.12.1988.
“Jo – det er mig,” siger Anette.
Hun er i et sandfarvet striksæt bestående af halvlang nederdel og bluse, højhælede sko og et enkelt, klassisk smykke om halsen.
Hun har pyntet den lille hyggelige stue op med friske blomster og levende lys. Der sidder en Barbie-dukke på det smukke gamle klaver.
Og der er en verden, 14 år og ufattelige mængder mod mellem billedet af fremskridtsmanden og folketingsmedlemmet Hugo Holm – og så styrmanden Hugo, som nu skænker kaffe op i sin nye tilværelse som Anette.
Kun når Hugo Holm er på arbejde, går han stadig i mandetøj.
Hugo Holm sad i Folketinget fra 1987 til 1990, hvor han var partiets erhvervspolitiske ordfører. Han sad desuden i retsudvalget og forsvarsudvalget. Da han stoppede på Christiansborg i 1990, brød han med liste Z og meldte sig ind i Venstre, men i løbet af de tre år i Folketinget opbyggede Hugo bl.a. et nært venskab med Venstres Jens Peter Jensen, som han sad sammen med i erhvervsudvalget.
Hver mandag mødtes de to venner over øl, snaps og gammelost i Snapstinget, og Hugo Holm var da også senere med til Ediths og Jens Peter Jensens guldbryllup.
Også partifællen Helge Dohrmann og Hugo Holm fik et nært venskab.
“Jeg knyttede mig meget til både ham og Kresten Poulsgaard, og det var et stort slag for mig, da Dohrmann døde i en alder af bare 50 år,” fortæller Hugo, som var med til at bære hans kiste ved begravelsen sammen med bl.a. Poulsgaard.
“Min største oplevelse som medlem af Folketinget var i 1989, hvor jeg var med til at vedtage verdens første lov om registreret partnerskab. Alle tilhørerpladser var besat af bøsser og lesbiske, og da flertallet var hjemme rejste de sig alle sammen op og tog hinanden i hånden. Det var en god dag, og jeg græd af glæde.” Han lærte mere for hver dag. Han lærte, at et strømlinet styrtdyk kunne sætte ham i stand til at finde den sjældne og velsmagende fisk, som holder til tre meter under havets overflade. Han behøvede ikke længere fiskerbåde og muggent brød for at overleve. Han lærte at sove i luften, at sætte en kurs om natten hen over fralandsvinden og rejse halvanden hundrede kilometer fra solnedgang til solopgang.
Hugo Holm blev født i en lejlighed i Svendborg i 1956 – som den yngste af fire drenge. Senere fik han en lillesøster, og allerede som lille dreng hjalp Hugo med at sørge for, at hans søster kom i børnehave.
“Jeg fandt meget hurtigt ud af, at jeg var blevet født i en forkert krop.
For allerede i de unge skoleår i Svendborg var jeg mere interesseret i drengene end pigerne. Men jeg skubbede det væk. Jeg var panisk angst for, at nogen skulle finde ud af det…,” fortæller Hugo Holm, som gik ud af skolen som 13-årig for at tage arbejde på Hotel Svendborg. Først som piccolo. Og senere i 1972 og 1993 som tjenerelev.
“Jeg stod bl.a. i lære med Tivolis direktør Lars Liebst.”
Men selv om arbejdet førte til servering for kendte personer som Dirch Passer og senere også prins Henrik på Fredensborg, valgte Hugo som 16-årig at springe fra tjeneruddannelsen og tage på søfartsskole for at komme ud på de store have.
Flugten fra sandheden var begyndt.
Men inden da havde Hugo mødt sin første kæreste. Han var 16. Hun var 15. Og det ulykkelige forhold skulle vare i 13 år.
“Mine kammerater havde haft flere kærester, og jeg besluttede, at jeg også hellere måtte få én for at skjule min homoseksualitet. Jeg gjorde det kun for omverdenens skyld, og jeg tænkte, at hun nok havde fundet en anden, når jeg kom hjem. Men da jeg kom tilbage otte måneder senere, ventede hun stadig på mig.”
Efter otte år blev parret gift, og Hugos første hustru blev gravid tre gange – alle tre gange uden for livmoderen.
“Jeg sejlede og var kun hjemme et par måneder om året, så det passede mig jo fint. Men efter den første graviditet ville hun gerne have mig mere hjemme, så jeg tog stort kørekort – og på den måde havde jeg jo stadig friheden til at komme væk hjemmefra. Jeg kørte med blomster fra Odense til Tyskland, og jeg tog en masse overarbejde. Meget ofte kom jeg hjem fra en tur om morgenen for at tage en ny om aftenen. Jeg tror, jeg kørte 250.000 kilometer et år.”
Parret købte også hus sammen i en landsby nær Svendborg.
“Der var ingen kærlighed. Hun var mere end god ven, og jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at slippe for det seksuelle.”
Hugo og hans første kæreste blev gift i 1980. De blev skilt i 1985. Og de nåede at bo sammen i 13 år. Til hun var 28 og han var 29 år “Hun opdagede, jeg havde gået i hendes tøj, og hun blev utrolig vred. Jeg har aldrig set hende siden.”

Hvad han selv havde håbet for flokken, opnåede han nu for sig selv alene.
Han lærte at flyve og var ikke ked af den pris, han havde betalt. Jonathan Havmåge opdagede, at kedsomhed og frygt og vrede er grundene til, at en måges liv er så kort, og da disse ting ikke længere optog hans tanker, levede han virkelig et godt og langt liv.

Efter det første mislykkede ægteskab flyttede Hugo Holm til Odense, hvor han i 1985 mødte en mand, som han flyttede sammen med.
“Der var kun en lille lukket inderkreds, der vidste noget om det. Vi var kærester to-tre år, når jeg var hjemme fra mit job,” fortæller Hugo, som i foråret 1986 nedsatte sig som selvstændig vognmand med fire ansatte og dagrenovationen i Langeskov Kommune som én af de store opgaver.
I 1992 – efter det homoseksuelle forhold og årene i Folketinget – var Hugo Holm på besøg hos en kollega i Randers, og her mødte han naboen og enken Tove, som havde en datter på 12 år.
Igen valgte Hugo at fortrænge og skjule sine følelser bruge et ægteskab som gemmested.Og et halvt år senere stod sydfynboen midt i sit andet kirkebryllup. Uden at være hverken lykkelig eller forelsket. Og parret købte hus.
“Jeg havde ikke lyst til hende seksuelt. Men jeg følte mig tryg. Jeg havde en lille kernefamilie. Og jeg havde altid gerne villet have børn. Men til sidst havde vi ikke mere at snakke om.”
Hugo brød sammen i 1998, da han mistede kontakten til den nu 18-årige steddatter. Og forude ventede et år i helvede, to selvmordsforsøg og en kortere indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Randers.
“Jeg fik en depression, og mens jeg var indlagt, kontaktede min kone en advokat. Da jeg kom hjem, lå skilsmissepapirerne klar, og huset var tømt.”
Hugo var tre år forinden atter begyndt at sejle, og han søgte nu hjem til fødeøen, hvor han boede to år i udkanten af Odense, inden han en sensommerdag i 2000 med fornyede kræfter og tro på livet satte kursen mod Fanø for at færdiggøre sin eksamen som kystskipper på Fanø Navigationsskole.
“Jeg ville finde ud af, hvem jeg var. Og efter de tre måneder kunne jeg jo bare smutte tilbage til Odense igen…”
Men Hugo faldt til på øen. Og frem for alt opdagede han til sin egen overraskelse, at han blev accepteret netop et sted og i et lille lukket samfund, hvor man måske ellers skulle forvente kontant afregning, når han fortalte sine nye venner om sin drøm.
“I november 2000 tog jeg mig sammen til at gå til læge og starte på en hormonbehandling. Og efter nogle undersøgelser og blodprøver kom den dag, da jeg skulle afhente mine første piller. Prøv at forestille dig, hvordan det er at skulle hente hormonpiller i sit eget navn på et lille sted som Fanø, hvor alle kender alle, og med et så lille apotek kun med kvindelige medarbejdere.”
“Men det var en utrolig dejlig fornemmelse, da mine bryster begyndte at vokse. Jeg føler mig mere og mere som kvinde, efterhånden som dagene går. Og jeg ved alt om, hvad spændinger i brysterne vil sige og hvad det vil sige at være teenagepige og ikke kunne ligge på maven…”
Ud over B-skålen har hormonerne også givet Hugo lidt rundere hofter. Og skægvæksten er blevet dæmpet lidt.
“Ja – jeg bli’r lidt mere bred over måsen. Kommer lidt mere i model,” griner Hugo Holm, som går til kontrol ved den lokale læge én gang om måneden for at få checket sine levertal og østrogental.
“Jeg kan desuden mærke, at hormonerne betyder, at min psyke bliver mere og mere kvindelig. Jeg synes, at mænd er mere mærkelige og platte, end jeg synes før. Kvinder er lettere at tale med en mænd.”

Da han nu kom fra jorden, over skyerne og i tæt formation sammen med de to lysende måger, så han, at hans egen krop var ved at blive lige så klar som deres. Ganske vist var det den samme unge Jonathan Havmåge, som altid havde levet bag hans gyldne øjne, men den ydre form havde ændret sig. Den føltes som en havmågekrop, men den fløj allerede langt bedre, end hans gamle nogensinde havde gjort. Hvordan kan det være, tænkte han, at jeg med det halve energiforbrug kan opnå den dobbelte hastighed, præstere dobbelt så meget som i mine bedste dage på jorden?

Efter kun at have gået klædt i kvindetøj hjemme, samlede Hugo i juni 2001 for første gang mod til at begynde at gå rundt på øen som Anette. Og i dag kender mange beboere på Fanø styrmanden Hugo, der er på vej til at blive kvinde.
“Efter en fødselsdag og et efterfølgende besøg på Hjørnekroen, talte man om mig på gaderne herovre, at det var friskt og modigt af mig – og langsomt begyndte jeg at skifte mellem lange bukser eller en nederdel.”
Siden har Hugo Holm oplevet, hvordan de lokale passer på ham. Anettes veninder giver gode makeup-tips, og i et tilfælde var to af de lokale motorcyklister også klar til at uddele øretæver, da to gæstende rockertyper begyndte at snakke om, at de ville “mule ham transen“.
Også alle Hugo Holms 80 kolleger i rederiet kender til hans drøm og hans identitet som Anette.
“De har accepteret mig alle sammen, og jeg kan let leve med, at de driller lidt og kalder mig Hugoline…”
Hugo Holm var til sin første psykologsamtale på Rigshospitalet den 9. april i år.
Rigshospitalet er det eneste sted i landet, hvor der foretages kønsskifteoperationer efter en behandling efter internationale medicinske og etiske retningslinier. Bl.a. skal patienten forud for en operation i behandling på Rigshospitalets sexologiske klinik i minimum to år. Her undersøges det, om patienten har et stabilt ønske om kropslig forandring.
Hugos næste samtale med en psykolog er fastsat til den 25. juni.
“Det er min drøm at få grønt lys for en operation i foråret 2004, og skulle jeg mod forventning få et nej, rejser jeg til Belgien og betaler de 40.000-50.000 kroner, det koster at få den foretaget på et privathospital dernede.”
Hugo vil tillige bruge 15.000 på laserbehandlinger, der fjerner skægvæksten ved at slå rødderne ihjel, ligesom han overvejer en kosmetisk næseoperation.
Alt sammen for en dag at kunne nyde sit spejlbillede. For lige nu kan han ikke lide det syn, han ser: “Først dén dag min penis er væk, og de har brugt huden fra den til at lave en skede, finder jeg roen. Bliver mig selv. Den skal bare væk. Den er irriterende. Den er grim. Og dum at rende rundt med.”

Han stod i sandet og begyndte at spekulere på, om der skulle være en måge tilbage der, som kæmpede for at bryde ud af sine begrænsninger for at komme til at indse, at det at flyve er andet end en måde at flytte sig på for at få fat i en brødkrumme fra en robåd. Måske kunne der endda være en, som var blevet gjort til udstødt for at have sagt sandheden op i ansigtet på flokken.

Hugo Holm drømmer om den dag, han i sit nye liv som Anette finder en partner og hvor han kan sige: “Du er manden i mit liv.”
Han drømmer om at stå hjemme i køkkenet og lave god mad til sin mand, når han kommer fra arbejde.
Han drømmer om at rejse på teaterture til London og til ballet i Rusland.
Men først og fremmest drømmer han om et værdigt liv.
“Jeg ønsker friheden til at gå klædt, som det passer mig. Og ikke som det passer det store flertal. Jeg vil have lov til et elske et andet menneske, også selv om det lige nu er af mit eget køn. Det er der ingen, som skal fortælle mig er forkert. Er du klar over, hvor mange tons skyldfølelse, jeg allerede har slæbt rundt…?”
“Jeg ved godt, det kan sætte sindene i kog, ikke mindst hos mænd, hvis der er en mandekrop inde i den største sommerkjole i køen hos Irma eller på posthuset. Men disse følelser og reaktioner skyldes først og fremmest forskrækkelse og uvidenhed.”
“Der er nogle, som mener, at en mand i kvindetøj er latterlig, grotesk og et ynkeligt syn. Men dén holdning er selv grotesk. Og bortset fra enkelte tilfælde er den et udtryk for et indsnævret, konventionelt, modepræget og provinsielt syn på, hvordan man må klæde sig. De fleste finder vist transvestitter en lille smule komiske, men uskadelige. Men det handler jo slet ikke om tøjet, men om at få lov til at leve den kvindelige del af sin personlighed ud,” mener Hugo Holm, som i dag kun har kontakt med sin søster og den ene af sine tre brødre. I dag erkender han, at han ikke har været sød over for sine to ekshustruer: “Hvorfor var jeg dog ikke bare ærlig…? Men jeg elskede at lave mad, købe ind og vaske tøj. Var meget huslig. Så på den måde var jeg jo en god ægtemand…”

Det tog den ældstes ord næsten en time at nå gennem flokken: Ignorer dem.
Den måge, som taler til en udstødt, er selv udstødt. Den måge, som ser på en udstødt, bryder flokkens lov. Fra det øjeblik vendtes gråfjedrede rygge mod Jonathan, men han syntes ikke at bemærke det. Han afviklede sine øvelsestimer lige direkte over rådsstranden og begyndte for første gang at presse sine elever til grænsen for deres ydeevne.

“Det at fremstå som en person, man ikke er, er noget af det mest løgnagtige, man kan gøre mod sig selv. Også selv om man gør det af angst for andre mennesker. Men i mit liv, som alle andre kalder for en illusion, har jeg levet, som jeg måtte. Kald mig bare en drømmer og en kujon, men i dag lever jeg et lykkeligt liv sammen med hende, jeg altid selv har været – Anette.”
“Jeg har spildt så mange år af mit liv. De sidste skal være som den kvinde, jeg er. Og i virkeligheden er jeg jo heldig. Tænk at leve et liv her på jorden og få lov at opleve begge sider. Min erfaring siger mig, jeg skal igennem mange storme endnu, før sjælen finder fred, og jeg finder min store kærlighed. Men i mit liv er intet afgjort. Det er som en åben dør,” fastslår Hugo Holm midt i den forvandlingskugle, der skal gøre ham til Anette Egelund Og det nye navn?
Jo, Egelund er Hugos mellemnavn.
Og hans første hustru hed Annette. Med to n’er. Men da Hugo Holm som de øvrige sømænd ville lave en hyldest til sin ægtefælle, kom tatovøren i Hamburgs havnekvarter kom til at stave navnet på det røde hjerte på venstre overarm forkert med bare ét n.
Derfor var Hugo aldrig i tvivl om, han ville tage sin ekskones navn – og leve resten af sit liv som Anette.
“Jeg er Anette,” lyder det fra den fynske skibsfører, der levede de første 44 år af sit liv som turist i sit eget liv, indtil han en dag på Fanø besluttede at gøre som i Richard Bachs smukke fabel om Jonathan Livingston Havmåge – at gøre sig fri.
“Det er en af mine yndlingsbøger. Jeg har spildt mange gode år. Jeg har levet i et fængsel. Og jeg har løjet – styret af angsten for at blive udstødt, som Jonathan bliver udstødt af flokken.”
“Jeg tror, der er en Jonathan i os alle…”

Ingen grænser, Jonathan?, tænkte han. Godt, så er den tid ikke fjern, hvor jeg skal dukke ud af den blå luft på DIN strand og vise dig et par ting om flyvning! Og skønt han forsøgte på at se passende streng ud over for sine elever, så Fletcher Havmåge dem pludselig, som de virkelig var, bare et øjeblik, og han syntes om, nej han elskede, hvad han så. Ingen begrænsninger Jonathan, tænke han, og han smilede. Hans kapløb for at lære var begyndt.

Citaterne i artiklen er fra bogen om Jonathan Livingston Havmåge.