Vist 328 gange.
Under mit ophold i London sammen med Qvickie og hendes hustru, Jeanette gik jeg som Tina for første gang ud på gaden, i forretninger og på restaurationer.
Hidtil havde jeg kun været sammen med andre under private forhold. Det var derfor en stor oplevelse at bevæge sig ud i offentligheden i London.
Men jeg følte mig tryg. Dels regnede jeg ikke med at møde nogen, jeg kendte, og dels var jeg med Qvickie og Jeanette i godt selskab.
Jeg var iført en lyserød bluse, en sort glat nederdel, der nåede til lige over knæene og et par støvler med stilethæle. Yderst en dejlig sort pels.
En af de store oplevelser var restaurationsbesøgene. Det at gå ind i en restauration som transvestit er en meget spændende oplevelse. At de færreste registrerede, at jeg var transvestit, gjorde ikke oplevelsen mindre.
Personlet må have opdaget det, men de fortrak ikke en mine. Vi fik en sød, høflig og proffessionel betjening.
Det skal ganske enkelt prøves for rigtigt at forstå det.
Jeg fik en blid start
Lørdag morgen klædte jeg mig på som Tina.
Qvickie, hendes hustru Jeanette og jeg gik derefter ned i Philbeach Hotels restauration. Alene det at gå ud af værelset, ned ad trappen og ind i restaurationen var meget spændende. Jeg var ikke nervøs, men spændingen sad i min krop.
Først i restaurationen, der ikke er stor, men med en meget intim atmosfære, mødte vi nogen. De løftede blikket, da vi kom ind og høfligt og smilende “Good morning”. Ingen forundrede blikke.
Vi satte os ved et ledigt bord.
Stemningen blev meget hurtigt afslappet. Og i Qvickies selskab, er der heller ikke langt til spas og latter. En bedre ledsager til min første offentlige “optræden” kunne jeg næppe fÃ¥.
Men sÃ¥ fik jeg min første overraskelse. Den var dog ikke ubehagelig – tværtimod.
Jeg fornemmede, at en person kom ind i restaurationslokalet. Løftede automatisk mit blik og sÃ¥ to personer – Lynne og Melissa.
Lynne er en engelsk transvestit, som bor lidt nord for København, og som jeg har mødt nogle gange.
Melissa kendte jeg ikke på det tidspunkt.
Lynne havde i samme øjeblik fÃ¥et øje pÃ¥ mig. Jeg rejste mig og gik hende i møde. En inderlig omfavnelse og et gensidigt: “Hi. How are you? What a suprise to meet you here”.
Derefter en gensidig præsentation, hvorunder vi fik fortalt, at Milissa, der også var transvestit, var fra Mexico.
Sandelig en international atmosfære.
Vi aftalte med Lynne og Melissa, at vi skulle spise aftensmad sammen klokken halv syv på en restauration og derefter følges ad til Stormes. Vi havde godt nok hjemmefra besluttet os for at besøge The Way Out Club, men lod os af Lynne og Melissa overtale til at vælge Stormes, som de fandt mere interessant.
Efter morgenmaden var vi et lille smut inde i hotellets fjernsynsstue, hvor der er opstillet en pc med internetadgang mod betaling. 1 £ for ti minutter. Vi skulle jo lige vise Melissa vore hjemmesider og hun vise os, at der var billeder af hende på Stormes hjemmeside fra et tidligere besøg.
På vej hjem til hotellet sidst på eftermiddagen for at møde Lynne og Melissa, meldte sulten sin ankomst. Vi var godt belæsset med indkøbsposer.
Da vi steg af toget på Earls Court Station, var der stuvende fuldt på perronen.
Cat walk
Vi var kommet ud på perronen næsten i modsatte ende i forhold til den udgang, vi skulle bruge for at komme til hotellet.
Det var den rene gang cat walk hen ad perronen. Zig zag mellem de mange mennesker. Det var en oplevelse. Jeg skal love for, at Tina var kommet ud blandt andre mennesker.
Men uden uheld eller nogen form for pinlige episoder nåede vi til udgangen og stod på Warwick Road lige over for Earls Court Exhibition Center. Det er et stort udstillingscenter a. la. vores Bella Center.
Som nævnt så havde sulten meldt sig. Vi så til begge sider og valgte at gå modsatte vej i forhold til retningen mod hotellet for om muligt at finde et sted at få noget at spise.
Der var intet at se. Derimod var der to politibetjente ved det næste gadehjørne.
Det var der nu ikke nogen grund til.
Jeanette fik forklaret, at vi søgte et sted at fÃ¥ noget at spise, og de viste os ned ad sidevejen – Earls Court Square og forklarede at for enden af den, var der mange muligheder for at finde spisesteder.
Ad sidevejen nåede vi til Earls Court Road.
PÃ¥ cafeteria
Lige skråt over for den anden udgang fra undergrundsstationen Earls Court fandt vi et cafeteria, hvor vi gik ind.
Jeg havde nu været ude i offentligheden så længe, at jeg ikke tænkte voldsomt over de enkelte nysgerrige blikke, som de øvrige gæster sendte os. Der var heller ikke nogen, som kom med bemærkninger af nogen art.
Ved disken fik vi studeret de forskellige retter, vi kunne vælge imellem. Jeg husker ikke, hvad vi valgte, men det var lune retter. Med mad og service placeret på bakker gik vi gennem cafeteriet til et ledigt bord.
Det var godt nok spændende. Medens jeg stod ved disken fornemmede jeg stærkt, at der blev set på mig, men det var sikkert mere en fornemmelse end virkelighed. De gange, jeg så mig omkring, var der ikke nogen, som virkede påfaldende interesseret i os.
Maden var udmærket. Vi sludrede lavmælt om vores indkøb og tur med undergrundsbanen frem og tilbage til Doreen, og ikke mindst om den fantastiske betjening, vi havde fået i forretningen.
Vi var enige om, at hos Doreen havde vi nok fået den optimale betjening og service. Men det havde jo også lønnet sig for dem. Vi havde jo købt pænt ind.
Men også Jeanettes ubekymrede henvendelse til politibetjentene blev kommenteret.
Betjentene havde været høflige og havde ikke løftet et øjenbryn, da de så på os. De kunne da ikke have undgået at bemærke, at vi var transvestitter.
De oplysninger om engelske politibetjentes venlige væremåde over for transvestitter, som jeg på internettet havde fundet, holdt fuldt ud stik.
Men vi blev færdige med at spise og forlod cafeteriet. Nu skulle vi vælge hvilken vej, vi ville gå for at komme til hotellet. Den nærmeste var gennem undergrundsstationen Earls Court, så den valgte vi.
Ind gennem billetautomaten og ned ad trapperne til perronen. Den var lige så fuld af menesker, som da vi tidligere steg ad toget.
SÃ¥ Tina gik endnu en gang cat walk hen ad perronen til dens modsatte udgang.
Igen var det meget spændende. Belæsset med en stor hvid indkøbsplastikpose gik det langsomt hen ad perronen. Stoppe op for andre, der kom på tværs. Lidt i zig og lidt i zak. Fremad gik det. Enkelte kiggede på mig, men ingen tilråb eller pegen fingre.
De fleste har nok kun set Tina som en kvinde, der havde været på indkøb.
Midt i spændingen var det også en dejlig fornemmelse.
Så op ad trapperne og ud gennem billetautomaten og ud på gaden. Vi var igen lige over for Earls Court Exhibitions Center.
I løbet af et par minutter var vi fremme ved hotellet.
På restauration ledsaget af to verdensmænd
Som nævnt aftalte vi med Lynne og Melissa, at vi skulle mødes klokken halv syv og spise aftensmad sammen med dem, inden vi tog på Stormes senere om aftenen.
Tiden var løbet stærkt for os dagen igennem. Vi nøjedes derfor med at friske vores makeup og tage andet fodtøj på.
Jeg havde dagen igennem haft støvlerne med stilethæle på. Det var også gået udmærket. De var dejlige at gå i, og jeg følte mig godt tilpas med dem på. Men mine fødder var dog blevet noget trætte. Jeg skiftede derfor til et par sko med lidt lavere og kraftigere hæl. Qvickie tog et par sko med høje hæle på.
Vi gik ned i restaurationen, men fandt ikke Lynne eller Melissa. SÃ¥ gik vi ind i fjernsynsstuen. Der var de heller ikke.
Men vi blev hilst hjerteligt af en nydelig mand. Kiggede først lidt forundret, for vi havde da ikke stiftet bekendskab med nogen mænd.
Så kom genkendelsen. Det var Melissa. Hun forklarede, at hun og Lynne hver i sær havde været beskæftiget med deres forretninger og derfor ikke havde været klædt som Melissa og Lynne dagen igennem, og at de havde tænkt at ledsage ud at spise os som mænd. Kort efter kom Lynne.
Sammen forlod vi hotellet og gik ad et par små gader til Earls Court Road. Det støvregnede en anelse, men ikke generende. I øvrigt den eneste antydning af nedbør under vores ophold i London.
Næsten ved siden af indgangen til Earls Court Station var en italiensk reatauration. Vi havde set den tidligere på dagen.
Rutineret fik hun et bord til os, og vi blev placeret.
Betjeningen var høflig, og hurtigt havde vi spisekortne i hånden.
Melissa og især Lynne, der jo er englænder, fik hurtigt besluttet sig. Lidt langsommere gik det for os andre, men med lidt forklaring om, hvad de enkelte retter bestod af, fik vi også bestilt.
Hurtigt kom en flaske rødvin på bordet.
Vi hyggede os gevaldigt til maden kom.
Der blev snakket lystigt, og vi fortalte om vore oplevelser, både om turene i The Tube, som vi var enige om havde været spændende, men alligevel taget en for stor del af vores tid. Men vi havde jo også været langt omkring, så det havde været den hurtigste transportform.
Maden var velsmagende. Den første flaske vin blev erstattet af en ny, og til sidst kom kaffen på bordet.
Det var en rigtig hyggelig middag – om end ganske dyr. Tyve £ svarende til omkring 240 kr. pr. person.
En dejlig oplevelse, som ikke blev mindre af at være ledsaget af og sludre med to verdensmænd. Især Melissa var god til at underholde vores lille selskab med ikke så få vittigheder. Selv om vittigheder kan have et lokalt islæt, så er de også meget internationale.
Efter omkring halvanden times forløb forlod vi restaurationen og gik tilbage til hotellet for at klæde om til aftenens besøg på Stormes.
* * *
Artikel 1: Før turen til London.
Artikel 2: Philbeach Hotel.
Artikel 3: Turen som helhed.
Artikel 4: PÃ¥ restauration. (Denne artikel).
Artikel 5: Handler hos Doreen.
Artikel 6: PÃ¥ Stormes.
Artikel 7: PÃ¥ sightseeing.