Vist 432 gange.
Svar på gensvar om min artikel om autogynefili
Lisa Andersen har i ”Vidensbanken om kønsidentitet” fået bragt et længere gensvar på min artikel, der blev bragt samme sted og som handlede om fænomenet autogynefili, altså teorien om at de mand til kvinde (MtK) transseksuelle, der er seksuelt tiltrukket af kvinder eller er aseksuelle, grundlæggende set er biologiske mænd, der bliver stærkt seksuelt ophidset af fantasier om sig selv som kvinde. Min artikel tog udgangspunkt i Anna A. Lawrences bog om emnet, der har titlen ”Men Trapped in Men’s Bodies – Narratives of Autogynephilic Transsexualism”. Lawrence betegner sig selv som en autogynefil transseksuel kvinde – og hendes bog trækker på bidrag fra 249 andre autogynefile MtF’er samt 52 andre autogynefile, som hun ikke betragter som transseksuelle men som ”andet”, hovedsageligt transvestitter. Man kan altså ikke påstå, at teorien om autogynefili er en som transkvinder generelt er uenig i eller at deres stemme ikke bliver hørt når teorien bliver diskuteret. Problemet er snarere, at transbevægelsen typisk helst ikke taler om fænomenet eller prøver, at bortforklare eller bagatellisere autogynefili.
Nok fordi Lawrence selv er en autogynefil MtF’er arbejder hun i sin bog ikke med de MtF’er som er seksuelt tiltrukket af mænd, selvom hun nævner dem i forbifarten hvor hun betegner dem, ligesom forskerne Ray Blanchard og Michael Bailey gør det, som homoseksuelle transseksuelle. Disse forskere arbejder mere med gruppen og ser den grundlæggende set som bestående af meget feminine homoseksuelle mænd, der allerede som børn viste tydelige træk på femininitet og ofte også derfor allerede fra barnsben af blev mødt med chikane og mobning pga. denne tydeligt udtrykte femininitet. I henhold til Ray Blanchard og Michael Bailey ønsker disse MtF’er et kønsskifte for at undgå rollen som den foragtede feminine bøsse – og for hermed at kunne blive attraktiv for heteroseksuelle mænd som deres seksuelle begær er rettet mod. Også her er antagelsen altså, at der ligger et seksuelt begær bag MtF’ers ønske om at skifte køn, forskellen til de autogynefile er, at sidstnævnte som børn ikke var i øjne faldende feminine i påklædning, opførsel og interesser, og at deres seksuelle begær grundlæggende set ikke er rettet mod andre men mod fantasien om sig selv som kvinde.
Lisa Andersen mener, at teorien om autogynefili er uholdbar pga. påstanden om at den kvindelige kønsidentitet hos de autogynefile MtF’er er et produkt af deres seksualitet, frem for at deres seksualitet er et produkt af deres kønsidentitet. Og så henviser hun til nogle undersøgelser hvor antallet af MtF’er der betegner sig som autogynefile er lille samt andre, hvor MtF’er der beretter om et seksuelt begær rettet mod mænd, også fortæller om autogynefile erfaringer.
I sig selv er der en selvmodsigelse her, for hvis autogynefile erfaringer er et produkt af MtF’ernes kønsidentitet, så skulle man jo antage, at de var overordentligt udbredte hos alle MtF’er, ja hos alle transkønnede. Og omvendt, hvis de kun er sjældent forekommende blandt MtF’er, så kan kønsidentiteten hos dem, der har disse erfaringer, næppe være den eneste forklaring på at de har dem. Det forekommer også lidt mærkeligt at det forhold, at autogynefile kan berettet om stærk seksuel ophidselse inklusive voldsomme orgasmer udløst af fantasier om f.eks. at have menstruation, virkeligt kan forklares med at de har en kvindelig kønsidentitet. Det kendetegnende ved det autogynefile begær er lige præcist fænomenet ”auto”, dvs. at begæret er rettet mod en fantasi om sig selv frem for en anden. Hvor heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle bliver seksuelt ophidset ved fantasien om sex med en anden person bliver den autogynefile ophidset af fantasier om sig selv, og fantasierne indeholder ikke udelukkende seksuelle handlinger i ordets almindelige betydning, men altså også f.eks. at have en kvindes kropsfunktioner eller at udføre stereotype kvindelige handlinger, så som at f.eks. at barbere benene.
Når der imidlertid indgår seksuelle handlinger i de autogynefiles fantasier, kan disse også indbefatte seksuelle handlinger med mænd. Men i henhold til Lawrence og Blanchard afspejler disse fantasier ikke et reelt seksuelt begær rettet mod mænd, og dermed et ægte homoseksuelt begær i henhold til deres terminologi. Mændenes funktion i disse fantasier er nemlig typisk at penetrere den autogynefile og dermed give dem andel i den ”ultimative kvindelige erfaring” det skulle være at have sex med en mand. Som sådan er disse autogynefile ikke romantisk eller erotisk interesseret i mænd og deres fantasier tager derfor typisk ikke udgangspunkt i konkrete mænd. De homoseksuelle/androfile mænd der altså angiver, at de har autogynefile erfaringer, er i henhold til Lawrence og Blanchard pseodohomoseksuelle/androfile og reelt set autogynefile MtF’er.
At mange relevante MtF’er benægter autogynefile erfaringer forklarer Lawrence og Ray Blanchard med at de bevidst eller ubevidst fortrænger og benægter disse erfaringer – hvad både kan forklares med det tabu disse erfaringer er omgæret med og ikke mindst fordi det desværre både blandt transkønnede og i behandlingssystemet er en stærk tendens til antage, at autogynefile ikke er ægte transseksuelle/transkønnede. Blanchard har sammen med nogle andre forskere lavet en undersøgelse af et udvalg af transkvinder, hvor blodgennemstrømningen i deres penis blev målt samtidigt med at der blev læst historier højt, herunder nogle om erotisk crossdressing. Også gynefile transkvinder, der nægtede, at de blev seksuelt ophidset af sådant viste en tydelig erotisk respons på disse historier. Man kan selvfølgelig mene hvad man vil om sådanne undersøgelser, men undersøgelsen kunne tyde på at der faktisk kan være noget om det der med fortrængningen.
Ifølge Lisa Andersen er det forhold, at sexdrivet forsvinder efter en kønsskifteoperation et bevis på at de mange MtF’er, der er tilfredse med at have fået en sådan, ikke kan have været drevet af et seksuelt begær, men i stedet af behovet for at deres kroppe skal afspejle deres kønsidentitet. I henhold til Lawrence fortsætter det autoerotiske begær imidlertid også ofte efter de operative indgreb, det bliver bare svagere og dermed mere håndterbart, hvad er en stor lettelse for mange af de autogynefile. Til de af hendes klienter, der efter operationen klager over at de ikke længere kan få orgasme, anbefaler Lawrence, at de vender tilbage til deres autogynefile fantasier. Og hun påstår, at de typisk giver hende ret i at det var et hjælpsomt råd.
Sidst men ikke mindst må jeg korrigere Lisa Andersen, der lægger op til at Blanchards teori skulle ligge bag at Sexologisk Klinik afviser hhv. har afvist folk med autogynefile erfaringer, når de søger om hormoner og operationer. Sexologisk Klinik trækker (eller trak) på den ældre teori om transvestitisk fetichisme som er mere snæver end autogynefili. Lawrence, Blanchard og Bailey anbefaler, at autogynefile får adgang til hormoner og operationer og mener, at afvisningen af autogynefile som ”fake” transseksuelle skaber lidelse og fortvivlelse i de berørtes liv og medfører, at de nægtes den hjælp som de har brug for.
* * *
Artiklen bringes med tilladelse fra Karen M. Larsen.
Karen M. Larsens hjemmeside.
* * *
De tidligere artikler:
Karen M. Larsen den 21. april 2018: Autogynefili – transbevægelsens største tabu.
Lisa Andersen den 30. april 2018: Autogynofili – teorien om transkønnede eller en blindgyde?