Københavns Byrets dom 22. februar 2022 om en juridiske kønsskiftet strafafsoner skulle afsone i en mande- eller kvindeafdeling og visiteres af mænd eller kvinder.

Vist 123 gange.
Københavns Byret afgjorde den 22. februar 2022, at en strafafsoner, der havde fået juridiske kønsskifte fra mand til kvinde, under afsoningen skulle behandles som biologisk mand, men tiltales som kvinde.

22 FEB 2022
KØBENHAVNS BYRET

Dom i sag om afsoners juridiske kønsskifte.

Københavns Byret har den 22. februar 2022 afsagt dom vedrørende en indsat i Herstedvester Fængsel.

Forvaringsdømt, der havde foretaget juridiske kønsskifte til kvinde, skulle under afsoning behandles som biologisk mand, men tiltales som kvinde.

Den indsatte, der tidligere var straffet adskillige gange, herunder for voldtægt af særlig farlig karakter, blev i 1990 dømt til anbringelse i forvaring. Den indsatte blev i 2006 prøveudskrevet, men blev genindsat i forvaring i 2007. I 2009 blev den indsatte på ny prøveudskrevet, men blev for væbnet røveri fængslet i august 2010 og idømt forvaring på ny i 2012.

Den indsatte, der er født i 1961, er diagnosticeret med Kinefelters Syndrom. Det er en medfødt sygdom i kroppens arvemasse, hvor der er et X-kromosom for meget (47, XXY). Der er således 47 kromosomer (mod normalt 46), og det ekstra kromosom er et X-kromosom. Tilstanden rammer kun drenge. Det fører bl.a. til mangelfuld udvikling af testiklerne med manglende produktion af sædceller og en reduceret mængde af det mandlige kønshormon testosteron.

Den indsatte identificerer sig som kvinde, og fik i marts 2015 juridisk kønsskifte til kvinde. Den indsatte har ikke fået foretaget en kønsskifteoperation.

Retslægerådet udtalte, at personer med kromosomsammensætningen 47, XXY betragtes som født med den biologiske køn mand, og at det ikke fuldstændigt kan afvises, at den indsatte kan gennemføre et samleje selv med lavt testosteronniveau.

Under sagen nedlagde den indsatte påstand om, at hun kun må nøgenvisiteres og aflægge urinprøve i nærvær af kvindeligt fængselspersonale, at hun skal afsone på en kvindeafdeling, og hun krævede erstatning for de nøgenvisitationer, der var gennemført gennem årene af mandligt personale.

Ved dommen fastslår Københavns Byret på grundlag af en udtalelse fra Retslægerådet, at den indsatte har det biologiske køn mand. Retten fastslår desuden, at der er lovhjemmel til nøgenvisitation, samt at visitation skal foretages af personale af samme køn, som den indsatte. Retten fastslår herved, at det biologiske køn er afgørende.

Afdelingsplacering beror på en sikkerhedsmæssig vurdering, herunder både angående den indsatte person og den begåede kriminalitet, og på baggrund af et skøn, der udøves af det fængsel, hvor en indsat er placeret.

Retten har ikke fundet fornødent grundlag for at tilsidesætte Herstedvester Fængsels vurdering angående afdelingsplacering.

På baggrund af bevisførelsen i sagen har retten vurdereret, at den indsatte ikke har været udsat for en sådan krænkelse, at hun har krav på erstatning eller godtgørelse. Retten har herved tillige vurderet, at reglerne i menneskerettighedskonventionen ikke er tilsidesat.

Derimod har retten fundet grundlag for at tage en anerkendelsespåstand til følge, hvorefter den indsatte både mundtligt og skriftligt skal tiltales med det stedord, som hendes juridiske køn tilsiger, hvilket vil sige ”hun”, hende”, m.v.

Sagen har journalnummer BS-339/2019 KBH.

* * *
Domsresuméet hos Københavns Byret.

POV International den 7. november 2021: “Retssag: Transkvinde vil afsone i kvindefængsel”.
POV International den 17. januar 2022: Kvinder i Jyderup-fængslet om transkvinder bag tremmer.
POV International den 24. februar 2022: Kriminel transkvinde taber retssag, men advokat anbefaler appel.

* * *
Dommen blev anket til Østre Landsret, der afsagde dom den 24. maj 2023.