Kvinden inde i Kim. Artikel om Kim/Qvickie den 18. december 2003.

Vist 2.508 gange.
Af Bo Østlund den 18. december 2003.
Jyllands-Posten Københavns julekalender er ikke en almindelig julekalender. Her er ingen nissetegninger eller chokolade. Men rigtige mennesker. Hver dag banker vi på en dør til en ejendom med et husnummer, der svarer nøjagtig til datoen. I løbet af december har læserne blandt andre kunnet møde en kinesisk akupunktør fra Frederiksberg, en modstandsmand fra Høsterkøb, en kvindelig bedemand fra Østerbro og hele Danmarks Keld og Hilda.

På en stille villavej i Hvidovre bor en ganske almindelig familie med far, mor og børn. Bortset fra at far kalder sig Qvickie og går i kjoler.

Det skulle blive en fødselsdag, de aldrig glemte.
Kim og hans kone Jeanette, som fyldte 40, havde skrevet “kom som I er” i indbydelsen til festen i festlokalet i Hvidovre. Det havde Kim nemlig tænkt sig at gøre.
Men blandt de 40 gæster var der kun en heks og en araber med turban. Resten kom i deres eget tøj. Jeanettes arbejdskolleger. Hendes familie. Kims familie. Hans far og mor, som er Jehovas Vidner.
Det var en novemberdag for fire år siden.
Klokken var 18.30.
Og pludselig holdt 40 mennesker op med at tale.
I døren stod sprængningseksperten Kim – sønnen, storebroderen, svogeren Kim – iført en lille sort, lårkort sag, sorte netstrømper, pink jakke og sko med 12 centimeter høje stilethæle.
Ansigtet var sminket, neglene lakerede, læberne skrigrøde – og Kim havde bryster.
Det var den aften, Kim sprang ud som transvestit.
Som Liselotte.
Flankeret af sine to transvestitveninder Jackie og Karina.
“Så gik jeg rundt, gav dem alle hånden og sagde, jeg var transvestit. De tog det pænt. Også far og mor. Men der blev nok talt en del i soveværelserne den aften, da folk kom hjem…”

Qvickie hjælper mig…
Fire år senere sidder vi i kalenderlysets skær i den lille stue på en stille villavej i Hvidovre.
Kim, hans kone Jeanette og deres lille seksårige søn.
En ganske almindelig familie med far, mor og børn. Ud over de tre medbringer Kim og Jeanette seks andre børn fra deres tidligere forhold.
En ganske almindelig familie med opture, nedture og hverdagsproblemer.
En ganske almindelig familien Danmark i et grønt hus.
Bortset fra at far går i dametøj, og far og mor har hver deres garderobe med kjoler og hver deres smykkeskrin og damecykel. Det har lille Jannick dog for længst vænnet sig til. Ligesom hans far har vænnet sig til, at det ikke nytter noget at bede sønnen om ikke at kalde ham for far, når de er i Netto at handle.
“Den holdt kun, lige indtil han kom hen og så legetøjet og begejstret råbte: “Seeee far. Nåh, nej. Nu gjorde jeg det forkert. Det må jeg jo ikke kalde dig”,” griner Kim – eller Qvickie, som han/hun vælger at kalde sig i dag i den rolle som kvinde, der fylder mere og mere.
Han – fordi Kim er en mand, når han tager dametøjet af om aftenen. En mand og ægtefælle, som har et normalt sexliv med sin kone. En mand, som lader sine vittigheder gå ud over kvinder. Og en mand, som ikke kunne tænke sig at blive opereret til kvinde. “For hvem gider have fjernet halvdelen af hjernen og få vred mund?”
Hun – fordi Qvickie er en stor del af Kim.
“Når jeg prioriterer mine livsværdier, så er døden det endelige. Men lige før den kommer transvestismen. Og først derefter så kærligheden, så sexlivet og så kvinden. Transvestismen er en stor del af min psyke. Jeg føler mig slet og ret bedre tilpas som Qvickie. Hun hjælper mig. Tidligere havde jeg f.eks. både sceneskræk og var bange for åbne pladser. Turde ikke gå over et torv. Men når Qvickie kan, så kan Kim også…”
Kim og Qvickie bor i samme krop.
“Jeg har i dag fundet min placering på den mandlige og kvindelige balancebom. Jeg tager det bedste fra begge verdener, og jeg ville føle mig halv, hvis jeg ikke kunne udleve min kvindelighed. Men jeg accepterer også, når Jeanette en gang imellem efterlyser mere Kim. Så snakker vi om det og når et kompromis. I det hele tager taler vi nok mere om tingene her end de fleste andre par.”

Nej til Jehovas Vidner
Kims mentale rejse har været lang. Forvandlingen fra usikker m/k startede allerede, da han begyndte at prøve sin ekskærestes tøj i 1988, da han boede i Sverige. Her havde Hvidovre-drengen Kim – som var blevet smidt ud hjemmefra, da han som den ældste af fire søskende nægtede at bekende sig til Jehovas Vidner – først arbejde som postbud. Senere blev han uddannet til sprængningsekspert med speciale i klipper, siloer, skorstene og andre store bygninger.
“Jeg gik hjem en aften og tog min kærestes tøj på. Hendes kjole og undertøj. Det var enormt spændende. Som om et eller andet trickede mig. Måske på grund af min opvækst som Jehovas Vidne med en masse fy og skam og skyldfølelse. I starten var det en gang om måneden. Senere blev det oftere og oftere,” fortæller Qvickie, som først fortalte sin kæreste om sin trang og sine dage foran spejlet i hendes tøj, da han forlod hende i 1990.
Til gengæld fortalte han sin næste kæreste om sin hang til at gå i kvindetøj, allerede da de mødtes. De blev gift i 1992. På det tidspunkt var han sprængningsekspert fra 8 til 16 og gik i kjole og bh i sin fritid.
“Min trang eskalerede. Det skulle bare ske en gang imellem. Ellers blev jeg sur og tvær. Og nu ville jeg også have sko, bryster og sminke. Jeg ville lære at gå og tale som en kvinde,” fortæller Qvickie, som øvede sig i at spadsere uden at vrikke. I at sætte sig ned på den rigtige måde. Med manerer.

Den første køretur
En mørk aften i 1995 kørte Kim sin første tur som Qvickie.
“Jeg listede ud i bilen uden at tænde lyset, så naboerne ikke så mig. Og så kørte jeg ind til Hovedbanegården og tilbage igen. Næste gang var jeg omkring Nyhavn. Og næste gang et stykke længere. Jeg udvidede hele tiden cirklen. Flyttede mine grænser. Skulle hele tiden have mere. Min største overvindelse var den dag, jeg turde gå en tur ned ad Istedgade. Og så den dag, da jeg var ude at spise med Jeanette på en restaurant for første gang, Jeg svedte. Kunne dårligt spise af bar nervøsitet. Men det overlevede jeg jo også.”
Kim skønner selv, at der i dag kun er én ud af hver tusind, der ser ham som mand, når han er ude som Qvickie, hvad han er stort set altid.
“Når jeg har stået den daglige halvanden time på badeværelset og har barberet mig og er sminket, kan du ikke se det. I starten blev jeg opdaget ofte af mændene. Det sker ikke mere. Og de, der opdager mig, er kvinder. Når jeg har lårkort på, kigger mændene jo efter mine ben. Det irriterede mig i starten, men i dag tænker jeg bare, at jeg jo må have lavet tingene godt nok. Det værste er faktisk, at jeg ikke selv kan gå og kigge efter kvinder. Og så vil min kone ikke holde mig i hånden. Hun er ikke lesbisk og vil derfor heller ikke opfattes sådan.”
Til gengæld blev intet skjult for Jeanettes døtre – som dengang var 11, 9 og halvandet år – da parret mødtes for syv år siden.

Ulykken
I dag er den 47-årige Qvickie/Kim førtidspensionist, efter at han i 1998 ved et uheld var impliceret i en arbejdsulykke, hvor han på Carlsberg gik igennem et tag og faldt syv meter ned og landede på et betongulv. Han brækkede ryggen syv steder. Og begge arme. En ulykke, der hæmmer ham meget i hverdagen.
“Jeg har ofte store smerter i ryggen, men Qvickie hjælper mig. Det er nemlig lettere for mig at tage mig sammen og komme ud ad døren som Qvickie. Det var jo Kim, der blev kvæstet. Desuden kan jeg gå længere i høje hæle uden at få smerter – og jeg kan gå med korset. Min kone har hjulpet mig meget på vej – men samtidig har jeg naturligvis også selv udviklet mig til at være den, jeg er. Nemlig fuldtids-transvestit. Men med plads til manden, faderen og elskeren. Jeg føler virkelig, at jeg hviler i mig selv.”
Jeanette hjælper Kim med at sammensætte Qvickies garderobe, med at sminke sig, med at sætte håret. For hende er det for længst blevet helt naturligt, at hendes mand også er hendes veninde.
“Jeg ser nok meget mere personligheden end transvestitten. Vi er så forskellige, Kim og jeg. Det er vores største styrke. Vi supplerer hinanden. At han så går i dametøj, kan jeg let leve med. Jeg har kun sagt, at min grænse går ved soveværelset. Derinde vil jeg kun have Kim. Men tøjmæssigt er han 90 procent Qvickie i dag.”

Mænd med nylonstrømper
Siden 1998 har Qvickie gjort så meget som muligt for at hjælpe andre transvestitter med at komme videre.
Han har arrangeret fester og hjulpet andre med informationer og tips på nettet.
“Jeg startede sammen med et par andre et samarbejde, hvor vi kaldte os “Netstrømperne” – som så i juli blev til trans-danmark.dk, hvor jeg blev webmisstres og hjalp med posten som kasserer. Jeg er nu i gang med at udvikle en nordisk hjemmeside, som skal hjælpe alle pårørende til transvestitter,” siger Qvickie.
Foreningens primære formål er at aflive en række fordomme. Ikke mindst folks frygt for at stå ved deres opfattelse af sig selv. Men foreningen er i øvrigt også for transseksuelle, som føler, de er født i en forkert krop – og som derfor ønsker en kønsskifteoperation.
Det skønnes, at fem procent af alle danske mænd er transvestitter i højere eller mindre grad. Altså 150.000 danske mænd.
“Mange af dem er som jeg, mænd med typiske mandejob. Der er f.eks. mange politibetjente og mange soldater, og på landets kontorer sidder der flere mænd i silketrusser og nylonstrømper, end du tror,” siger Qvickie, som selv kender omkring 500 transvestitter.
Men selv om han i dag føler sig som et helt menneske, har rejsen været lang og hård.
“Så hvis vi nu antager, at der fandtes en pille, som man før det hele startede kunne tage for at undgå at blive transvestit, så ville jeg have taget den,” fastslår han.
For alting har sin pris.

Citat: “Jeg har i dag fundet min placering på den mandlige og kvindelige balancebom. Jeg tager det bedste fra begge verdener, og jeg ville føle mig halv, hvis jeg ikke kunne udleve min kvindelighed”. Qvickie/Kim.

* * *
Torsdag den 18. december 2003 bragte Jyllands-Posten artiklen i avisens specielle julekalender.
Kim/Qvickie og journalist Bo Østlund/Jyllands-Posten har givet tilladelse til, at artiklen bringes i Vidensbanken.
Tina Thranesen.