L 119. Bilag 1. Institut for Menneskerettigheders høringssvar af 16. juni 2011 og 5. marts 2012.

I denne skrivelse anfører instituttet bl.a. følgende anbefalinger:

• Instituttet anbefaler fortsat, at der skabes lovgrundlag for sÃ¥vel beskyttelse som klageadgang over samtlige diskriminationsgrunde og pÃ¥ alle samfundsomrÃ¥der.
• Der bør indsættes særskilt lovhjemmel, hvorefter nævnet pÃ¥ eget initiativ kan inddrage de diskriminationsgrunde, som er relevante i den konkrete sag.
• Der bør indføres et udtrykkeligt forbud mod forskelsbehandling pÃ¥ grund af kønsidentitet og transkønnethed og i den forbindelse vil der være behov for at definere de omfattede grupper/begreber.
• Det bør efter instituttets opfattelse overvejes at udpege særligt sagkyndige eller lægpersoner, som ikke er jurister, som permanente medlemmer eller som ad hoc-medlemmer af Ligebehandlingsnævnet, for derved at sikre den størst mulige viden, ekspertise og konkrete erfaring inden for de enkelte diskriminationsomrÃ¥der og -grunde.
• Det bør efter instituttets opfattelse fortsat overvejes at undtage visse klagere fra det ubetingede krav om skriftlighed, sÃ¥ledes at en klager f.eks. kan indgive sin klage mundtligt ved personligt fremmøde for nævnets sekretariat og modtage vejledning med henblik pÃ¥ sagens videre skriftlige behandling.
• Det bør nærmere overvejes, om Ligebehandlingsnævnet i særlige situationer bør have hjemmel til at kunne anordne mundtlig forhandling for nævnet, og/eller om der er behov for at kunne indhente vidneforklaringer til brug for nævnets behandling.
• Organisationer bør efter omstændighederne være selvstandigt klageberettigede til Ligebehandlingsnævnet.
• Det er instituttets opfattelse, at nævnet skal fortsætte med at yde en indsats i forhold til synlighed, og at denne indsats skal mÃ¥lrettes mod borgere, der er i risiko for at blive udsat for forskelsbehandling.
• Nævnets økonomiske fundering bør generelt styrkes for at understrege vigtigheden af nævnets arbejde.

Instituttet skal samtidig bemærke, at det er instituttets opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet bør kunne behandle klager indbragt af organisationer som fx et ligebehandlingsorgan eller en interesseorganisation.

Instituttet finder, at det er afgørende for en effektiv bekæmpelse af diskrimination, at det ikke er et krav, at der er et identificerbart offer men at organisationer, der arbejder med at bekæmpe diskrimination, selv kan forfølge sager om mulig diskrimination.

Instituttet er imidlertid bekymret for, om nævnet har ressourcer til at nedbringe sagsbehandlingstiden, og skal derfor anmode om, at det overvejes at tilføre yderligere ressourcer til nævnet.

Instituttet noterer sig, at det er Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at en ændring af beskyttelsen i forhold til de enkelte kriterier ikke bør ske ved en ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet, der alene bør afspejle det bagvedliggende lovgrundlag.
Instituttet er enigt med Beskæftigelsesministeriet i denne betragtning. Instituttet anbefaler fortsat, at der skabes de nødvendige lovændringer for at sikre såvel beskyttelse som klageadgang over samtlige diskriminationsgrunde og inden for alle samfundsområder.