Sundheds- og Forebyggelsesudvalget stillede den 26. maj 2014 på foranledning af Jane Heitmann (V) spørgsmål 9 – L 189 Samling: 2013-14 – om omtale af “kvinden” i forskellige love til sundheds- og forebyggelsesminister Nick Hækkerup, der svarede den 28. maj 2014.
Spørgsmålet
Ministeren bedes forklare, hvorfor ministeren mener, at det er fuldt ud acceptabelt, at omtale ”kvinden” som mor til et barn i Børneloven (§ 30), men uacceptabelt i Sundhedsloven at omtale en gravid som ”kvinde” og dermed med lovforslaget at foreslå, at ændre betegnelsen til ”den gravide”?
Svar
Det fremgår af bemærkninger til L 189, at forslaget om tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn, i lovforslag om ændring af lov om Det Centrale Personregister giver anledning til en række ordensmæssige rettelser i sundhedsloven. Således foreslås det, at de bestemmelser, der vedrører svangreomsorg, svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, ændres til at omhandle personens tilstand, nemlig graviditet. På den baggrund foreslås det at anvende benævnelsen »gravid« i stedet for »kvinde«.
For så vidt angår overvejelser vedrørende børneloven kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 8.
Med venlig hilsen
Nick Hækkerup
* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.