Layla Nielsen. Selvbiografisk artikel den 20. januar 2008.

Vist 549 gange.

Layla Nielsen.
Layla Nielsen.
Af Layla Nielsen den 20. januar 2008.
Lørdag den 19. januar 2008 havde jeg den fornøjelse at have besøg af Tina Thranesen til frokost og hyggeligt samvÌr. Fü dage før havde Tina publiceret en selvbiografi. Nu vil jeg gerne give min egen livshistorie som Layla.

Det er fra 1965, jeg har den første klare erindring. Jeg var ca. 10 ür og legede med naboens datter. Vi var alene hjemme hos mig, og jeg var vildt betaget af hendes søde hjemmesko. Sü opfandt jeg en ny leg: Vi skulle pü skift binde hinanden. Først skulle hun binde mig med bind for øjnene, og sü skulle jeg binde hende med bind for øjnene. Endelig kunne jeg prøve hendes sko.

I ürene efter har jeg spredte erindringer om at gü i mors skuffer og isÌr prøve hofteholder og nylonstrømper. Stor var min skuffelse, da min mor skiftede til strømpebukser og hofteholderne forsvandt. Dem ville jeg gerne have haft, men det kunne jeg selvfølgelig ikke sige.

Da jeg flyttede hjemmefra og i flere ür boede pü kollegium, havde jeg lidt større muligheder med f.eks. nylonstrømper og trusser. Den erindring, der stür klarest fra den tid, er et par gamle cowboybukser. Jeg klippede benene op og syede dem sammen som en nederdel. Nür jeg sü ogsü havde nylonstrømper pü, var det lidt godt.

Men tiden fløj og jeg flyttede meget rundt. Tøj blev smidt ud, og i 1986 var jeg sĂĽ tilbage i Danmark i en helt ny job- og boligmĂŚssig situation. Jeg flyttede ind i en lejlighed pĂĽ Vesterbro i København. Til jul var jeg ude og købe julegaver, vist nok i det gamle Dalls varehus. Jeg havde kigget i julekataloget og fundet en dejlig rød natkjole plus tilhørende bh og nylonstrømper. Det var en stor fornøjelse at komme hjem og straks pakke den julegave ud. I dag kan jeg se, at bh’en var for lille og det var natkjolen og strømperne ogsĂĽ.

Men fra 1986 har jeg stille og roligt opbygget min garderobe. Jeg har kun smidt tøj ud, nür det var hübløst slidt og ubrugeligt.

I starten af 90’erne sĂĽ jeg nogle gange Politiken om søndagen, og i “Kom frit frem” var der nogle transvestitsammenkomster, som fangede min opmĂŚrksomhed. Vi skal dog helt frem til 1997 før jeg vovede at ringe og melde mig ind i TiD. Jeg fik tilsendt materiale, og senere fik jeg medlemsbladet en gang i kvartalet.

I 1998 skete det sĂĽ. Det var i april. Jeg havde lige meldt mig til et TiD-arrangement pĂĽ Fyn, da min gode veninde Mette ringede til mig en eftermiddag, hvor jeg var hjemme. I øvrigt samme dag, hvor jeg om formiddagen først havde ringet til Parykmagasinet og derefter som mand gik ned og købte min første seriøse paryk – fastelavnsparykkerne sĂĽ forfĂŚrdelige ud. Men altsĂĽ, jeg kom hjem med en god paryk, lagde makeup sĂĽ godt som jeg nu kunne, klĂŚdte mig fra inderst til yderst, og tog min nye paryk pĂĽ. Super, og sĂĽ ringede Mette. Hun gik hjemme og havde lidt ondt af sig selv, sĂĽ hun ville gerne besøge mig. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg og gik hjemme, men Mette ville gerne besøge mig alligevel. SĂĽ tog jeg springet: Ok, men Mette sĂĽ skal du lige vĂŚre klar over, at jeg i dag er kvinden Layla! Vi havde kendt hinanden i flere ĂĽr, men det overraskede hende, og hun bad om en halv times betĂŚnkningstid. Ca. 10 minutter senere ringede hun tilbage og sagde, at hun gerne ville besøge mig. SĂĽ hun cyklede op til mig pĂĽ Trøjborg og mødte for første gange Layla med den nye paryk og det øvrige udstyr. Jeg husker isĂŚr to ting fra det møde. Det første var, at efter ca. et kvarter sagde Mette, at det var utroligt, hvor hurtigt hun glemte at der var noget sĂŚrligt ved situationen. Vi sad jo bare og hyggesnakkede som sĂĽ ofte før. Den anden ting var, at hun isĂŚr beundrede mine ret ordinĂŚre damesko. Som en god gammel 70’er kvinde var hun meget fastlĂĽst i sin kedelige pĂĽklĂŚdning. Hun kunne godt tĂŚnke sig et par sko som mine, men det turde hun ikke. Senere den sommer glĂŚdede det mig, at hun bĂĽde tog en kjole pĂĽ og fik nogle pĂŚne damesandaler.

SĂĽ kom ĂĽrene med forskellige transarrangementer, bl.a. i Parykmagasinet i Århus og Randersmøderne. Den store private begivenhed var da jeg inviterede min mor til frokost pĂĽ hendes fødselsdag og advarede hende om en lille overraskelse. SĂĽ da mødte min mor for første gang Layla. Hun tog det meget fint, og vi havde en god frokost og eftermiddag, hvor jeg bl.a. havde fundet mange bøger og blade frem om os trans’er. Det hun var mest interesseret i var at se min garderobe, sĂĽ hun fik en lille opvisning. IsĂŚr var hun meget begejstret for den røde kjole, jeg lige havde købt via postordre. Hun fortalte, at hun som ung nygift kvinde havde ønsket sig en rød kjole, men min konservative og sparsommelige far sagde nej. Men pĂĽ denne decemberdag, hvor min mor havde fødselsdag, fandt jeg kataloget frem, og vi bestilte en rød kjole til hende. SĂĽ til jul, hvor vi dette ĂĽr tilfĂŚldigvis kun var hende og mig selv, sĂĽ fejrede vi juleaften i to røde kjoler. I ca. 5 ĂĽr derefter var det skiftevis Layla og hendes søn, der mødtes med mor. SĂĽ døde hun.

I nyere tid er jeg blevet meget mere modig, og jeg gür tit ud som kvinde, selv om jeg stadig kun lever som kvinde pü deltid. Jeg arbejder som mand. Men hvis jeg er hjemme, f.eks. i weekenden, sü er jeg kvinde fra morgenstunden og gür gerne ud og handler som Layla og mødes ogsü med andre.

Jeg fantaserer da lidt om en fremtid som kvinde pĂĽ fuld tid. En overgang tog jeg hormoner, men jeg blev syg af det, mĂĽske fordi jeg pĂĽ det tidspunkt fik en masse anden medicin, bl.a. mod depression. SĂĽ jeg stoppede med hormonerne. Lige nu lever jeg ret godt med mit nuvĂŚrende liv. Jeg bor godt, tjener penge som mand, og kan vĂŚre kvinde i min fritid. Jeg har fundet en balance, som jeg godt kan leve med i nogle ĂĽr, og sĂĽ mĂĽ vi se, hvad der skal ske.

Den 20. januar 2008. Layla Nielsen.