LGBT Danmarks skr. af 9. januar 2012 til Statsministeren om manglende mandat vedr. seksuel orientering og kønsidentitet. Svar 10. februar 2012.

Vist 9 gange.
Dateret den 9. januar 2012 har LGBT Danmark sendt en skrivelse om manglende mandat vedr. seksuel orientering og kønsidentitet til statsminister Helle Thorning-Schmidt, der svarede den 10. februar 2012.

Skrivelsen fra LGBT Danmark.
Statsministerens svar.

* * *
[Til indhold] Skrivelsen fra LGBT Danmark:

LGBT Danmark
LGBT Danmark
Statsminister
Helle Thorning-Schmidt
stm@stm.dk
Kopi til ligestillingsminister Manu Sareen

9. januar 2012

LGBT-området – mandat vedr. seksuel orientering og kønsidentitet

Kære Helle Thorning-Schmidt

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – har tidligere, ved brev af 21. oktober 2011, skrevet til dig vedr. LGBT-området. Som vi dengang anførte, finder vi det problematisk, at der ikke inden for regeringen sker en koordination af LGBT-området, og vi foreslog, at en sådan koordination fx. kunne varetages af ligestillingsministeren. Da vi ikke har hørt fra dig endnu, tillader vi os at vende tilbage.

Spørgsmålet er blevet yderligere aktualiseret ved en mailveksling, vi havde før jul.
Landsforeningen havde fremsendt en række anbefalinger til europaministeren vedr. EU-formandskabet. Fra Udenrigsministeriet svarede man blandt andet:

”Da det som bekendt er Ligestillings- og Kirkeministeriet, som koordinerer regeringens politik på LGBT-området, har vi fra Udenrigsministeriets side videreformidlet Landsforeningens brev, herunder de fremsendte anbefalinger til dette ressortministerium. Jeg vil på den baggrund også opfordre til, at I kontakter dette ressortministerium direkte”

Ligestillingsministeriet måtte herefter oplyse Udenrigsministeriet om det manglende mandat. Der hersker således i administrationen en forvirring om placeringen af LGBT-mandatet.
Landsforeningen finder det vigtigt, at denne regering tager initiativ til en koordinering og får bragt forholdene på vores område i orden. Vi ser fortsat frem til dit svar.

Med venlig hilsen
LGBT Danmark
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Søren Laursen
Retspolitisk talsperson

* * *
[Til indhold] Svaret fra Statsminister
Helle Thorning-Schmidt.

Statsministeren.
København, den 10. februar 2012.

LGBT Danmark
soren_laursen@lgbt.dk

Kære Søren Laursen

Tak for jeres henvendelse af den 9. januar 2012. I den forbindelse anfører I, at I finder det problematisk, at der ikke inden for regeringen sker en koordination af LGBT-området.

Først og fremmest skal jeg beklage, at I ikke har modtaget svar på jeres brev af den 21. oktober 2011. Jeg kan imidlertid oplyse, at Statsministeriet ikke har registreret at have modtaget denne henvendelse.

Dernæst vil jeg gerne sige, at en styrkelse af LGBT-området står højt på regeringens dagsorden. Det fremgår således af regeringsgrundlaget »Et Danmark, der står sammen«, at regeringen bl.a. vil sikre, at medmødre til børn undfanget ved kunstig befrugtning omfattes af børneloven på lige fod med fædre, samt at regeringen vil styrke indsatsen med at registrere, opklare og forebygge hate-crimes mod homoseksuelle og andre grupper.

Regeringen har endvidere besluttet, at homoseksuelle par i Danmark fremover vil kunne indgå ægteskab og kalde sig ægtefæller, hvis de vælger at blive gift – både i kirken og på rådhuset.

I forhold til jeres henvendelse er det dog regeringens opfattelse, at den centrale opgavevaretagelse på LGBT-området foretages i de enkelte ressortministerier, som har ansvar for konkrete sager, der vedrører LGBT-målgruppen.

I forlængelse af regeringens beslutning om. at homoseksuelle fremover skal have mulighed for at indgå ægteskab, er Social- og Integrationsministeriet eksempelvis ansvarlig for at undersøge mulighederne for at gennemføre yderligere tiltag i retning af en kønsneutral ægteskabslovgivning.

Det er således regeringens synspunkt, at den bedste indsats på LGBT-området foregar i de enkelte ansvarlige ressortministcrier. og regeringen har derfor ikke aktuelle planer om at oprette en koordinerende funktion på LGBT-området.

I forbindelse med konkrete sager eller spørgsmål, som I måtte ønske at henvende jer til regeringen om, vil jeg derfor opfordre jer til at kontakte det pågældende ressortministerium, som jeres henvendelse måtte vedrøre.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg håber på et godt og konstruktivt samarbejde mellem regeringen og LGBT Danmark.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

* * *
Svaret fra statsministeren hos Panbloggen.