Vist 204 gange.
Af Lisa Andersen
Med skammen som følgesvend
I en rejse mod nattens ende gennem de københavnske bøssenatklubber, beretter Fredrik Ekelund om sin transvestitiske forvandling til Marisol i en bÃ¥de fængende og bevægende bog om at “blive hel”. Til forskel fra mange andre fortællinger om at springe ud, er denne skrevet af en etableret forfatter og skribent, som gør denne bog til et fint stykke litteratur i denne særlige bekendelsesgenre.
Bogen “Q” foregÃ¥r for størsteparten af tiden i København, fordi København og især dens natteliv, bliver stedet hvor Ekelund udfolder sin anden side, den kvindelige under navnet Marisol, selvom Ekelund er en kendt svensk forfatter fra Malmø. Den beskriver en periode pÃ¥ godt et Ã¥r, fra hvor den da 60 Ã¥rige forfatter med et slag erfarer at han er transvestit og vil udleve dette – i starten dog med svære omkostninger i form af skam, skyldfølelse og ensomhed. Den kvinde han havde levet sammen med i 12 Ã¥r, kan ikke klare at skulle leve sammen med en transvestit. To Ã¥rs parterapi løser ikke opgaven – de kan reelt ikke snakke sammen om problemerne og hvad de indebærer. De skilles, sælger hus og flytter i hver sin lejlighed, men ingen mÃ¥ vide noget, slet ikke børnene. I begyndelsen kan Marisol slet ikke klare, at nogen personer fra familie og vennekredse skal vide noget. Alt er tyst og hemmeligt, det samme bliver det i forhold til naboer og naboskab i den nye lejlighed, hvor Marisol sniger sig ud af lejligheden, halvt omklædt, for at drage til øde beliggende steder for at klæde om, gÃ¥ en tur i natten, for igen at snige sig hjem i lejligheden. Friheden bliver København, et fristed hvor chancen for at møde bekendte er lille, sÃ¥ her kommer Marisol til at leve sit liv og det bliver her hun vokser og efterhÃ¥nden finder sig selv som en forvandlet person. Men især er det selve skriveprocessen med denne bog, der bidrager til at Marisol kan leve ogsÃ¥ i Malmø blandt familie og venner og til sidst springe ud for hele verden med denne bog.
Bogen er skrevet som en roman, som det fremgÃ¥r af forsiden, og ikke en selvbiografi i traditionel forstand, og skriver sig pÃ¥ den mÃ¥de ind i denne moderne, mere eller mindre selvbiografiske romangenre, mÃ¥ske inspireret af vennen, den internationalt kendte forfatter Karl Ove KnausgÃ¥rd, hos hvem digtning og sandhed bliver umulig at skelne fra hinanden. Det samme her – grænserne opløses for læseren, og mÃ¥ske er det ogsÃ¥ ligemeget al den stund bogen fanger, og det gør den. Rig er den dog pÃ¥ realistiske detaljer om eget liv, familie, TID* i København, venner og veninder fra dette miljø, ja om alle bøsseklubberne i København, sÃ¥ den for nytilkomne indenfor LGBT næsten kan fungere som en guide. Den nøgne beskrivelse af udviklingsforløbet, kronologisk fortalt, virker nÃ¥desløst ærligt bÃ¥de i forhold til forfatterens egne handlinger, refleksioner og reaktioner og i forhold til de personer der er nær Marisol under denne rejse, der typisk udfolder sig mellem klokken 21 og 05 næste morgen. “At være som en tyv i natten” – skumringen, tusmørket og natten er tiden for de skjulte eksistenser.
Man forstÃ¥r pÃ¥ Ekelund at han er velbevandret i spansk, hvorfor navnet nok ikke er tilfældigt: pÃ¥ spansk er Marisol en forkortelse af ‘Maria de la Soledad’ – den ensomme Maria – og Soledad bruges i bogen som navnet pÃ¥ en transkønnet ‘penneveninde’ fra Bolivia, bosiddende i Wien, og deres mailudveksling gennem denne periode udgør et reflektionsrum i bogen, hvor en række transkønnede problemstillinger tages op, og bidrager herved til bogens tænksomme overvejelser over det at være transkønnet sammen med tilbageblik i form af retrospektive forsøg pÃ¥ at finde begivenheder i opvæksten, der kunne forklare denne pludselige ‘spaltning’ af personen Fredrik i en mandlig og en kvindelig del – men uden held.
Bogens centrale indhold bestÃ¥r i en lang række beskrivelser af Marisols færden i nattelivet, med betragtninger over livet som trans som omdrejningspunkt for fremstillingen. Det hele starter pÃ¥ en gade, Drottninggatan, i Stockholm hvor Fredrik passerer et butiksvindue med en letpÃ¥klædt udklædningsdukke og sÃ¥, som “et lyn der slÃ¥r ned i mig. Du er hende, hun er dig. Det er der jeg opdager mig selv.” Fredrik har netop passeret under Strindbergs lejlighed pÃ¥ Drottninggatan, sÃ¥ gad vide om det er den gamle gubbe, som selv til tider befandt sig mellem det mandlige og det kvindelige, der har sendt lynet afsted, der fører Fredrik pÃ¥ vej mod et inferno, som han tidvist frygter vil føre til selvmordet.
Infernoet er først og fremmest inden i Fredrik. Den altoverskyggende følelse i starten er skammen. Følelser og erkendelser er jo ledsagere til hinanden, og erkendelsen af, at “hun er dig” igangsætter en lang række sammensatte følelser: først og fremmest den positive side, glæden og lysten forbundet med at forestille sig selv som en kvinde, skarpt forfulgt af skammen over for sig selv og overfor andre – tænk hvis de vidste…! Og i starten fÃ¥r skammen overtaget i lange perioder, mÃ¥ske har den haft det endda helt frem til dette relativt sene tidspunkt i Fredriks liv. Men nu holder lysten og glæden Ã¥benbart sÃ¥ meget fast, at skammen bliver en ledsager, som ikke længere kan undertrykke glæden og lysten, og efterhÃ¥nden roen og tilfredsheden ved at blive hel.
Skammen analyseres ikke i sig selv, men gennemspilles i en række episoder som er velkendte blandt transpersoner. Skammen er en stærk og negativ følelse der kan forpeste en persons liv, som fører til fortvivlelse og depressive reaktioner, hÃ¥bløshed, kraftesløshed og manglende livslyst i værste tilfælde. Skammen udspringer af, at man føler eller handler pÃ¥ en mÃ¥de, der bryder med nogle centrale normer og værdier, som man selv har erhvervet gennem sin opvækst og som deles med de fleste andre i samfundet. Man kan skamme sig over sig selv og overfor andre i videre forstand. Det at en mand ønsker at være kvinde, ses som noget mærkeligt, noget sygt, noget uforstÃ¥eligt. Den kvindagtige mand har altid været til spot og spe, og er forbundet med forestillinger om svaghed, manglende potens og kraft, en underdanig og ynkelig fremtræden osv. Der ligger naturligvis bag disse forestillinger ogsÃ¥ en foragt af kvinden som væsen, men selv i dag, hvor der er langt større ligeværdighed blandt kønnene, ses en kvindagtig mand alligevel som lidt latterlig – mens det modsatte, en mandhaftig kvinde, ikke gør det i samme grad. Fredrik frygter derfor ogsÃ¥ latterliggørelsen og foragten fra de andre og holder derfor sin nye erkendelse hemmelig i lang tid.
Beskrivelsen af Marisols første promenade over Israels Plads i København i mørket, illustrerer dobbeltheden mellem behovet for at komme ud blandt andre og angsten og skammen, hvis nogle skulle se hende som en mand i dametoj. “Jeg gÃ¥r over Israels Plads! Jo, jeg gør, jeg gÃ¥r faktisk over Israels Plads. Det er sandt og nu hører jeg hælene slÃ¥ mod stenbroen, hører mit hjerte buldre, mit blod som strømmer gennem Ã¥rerne og siden vove sig ud pÃ¥ Nørre Voldgade langs Ørstedsparken… Fokus lige frem. Se til siden eller ned i jorden nÃ¥r jeg møder andre mennesker pÃ¥ fortovet… Jeg møder et ungt par som ser mig, men som ikke gør nogen notits af det, mÃ¥ske tager de mig ligefrem for en kvinde, nÃ¥r jeg at tænke, og det føles godt, giver kraft og mod.”
Hele den anspændte situation opstÃ¥r pÃ¥ grund af angsten for at andre skal se og vide, at der her gÃ¥r et latterligt menneske. Det er ikke angsten for at blive slÃ¥et ned eller overfaldet, som det er i andre situationer i byen, men blot dette egentligt banale, men for transpersonen sÃ¥ afgørende, at blive læst, at blive afsløret og latterliggjort i andres øjne og dermed ogsÃ¥ i sine egne. Den kvindelige identitet er vakt, og nÃ¥r personen ‘afsløres’, dvs. ses som en udklædt mand, er det selve identiteten der sættes under pres. En skrøbelig og sÃ¥rbar identitet der søger sin bekræftelse blandt andre – det er ikke nok at være kvinde inde i sit eget hoved, andre mÃ¥ ogsÃ¥ se det – “mÃ¥ske tager de mig for kvinde“. SÃ¥ er man bare en kvinde ligesom andre kvinder, og der er ingen grund til at skamme sig. Men sÃ¥ let gÃ¥r det ikke i de fleste tilfælde, derfor mÃ¥ personen igen og igen søge ud for at finde bekræftelse, tælle de smÃ¥ sejre, bygge stoltheden op pÃ¥ trods af alle nederlag undervejs.
Dette handler jo egentlig ‘kun’ om vildtfremmede mennesker, meget mere stÃ¥r pÃ¥ spil i forhold til familie og venner. Ved skilsmissen mÃ¥ hustruen love ikke at sige det til nogen; da børnene fÃ¥r det at vide, mÃ¥ de ogsÃ¥ holde tæt. SÃ¥ledes ramler det hele, da datteren, fra et tidligere ægteskab, fortæller Fredrik, at hun har sagt det til sin mor, dvs. Fredriks exkone – Fredrik bryder nærmest sammen og bliver rasende pÃ¥ datteren, fordi hun har sagt det videre til den tidligere hustru, som sÃ¥ nok fortæller det videre til hendes nye mand – oh skræk og ve! At han skal fÃ¥ det at vide, er ikke til at bære: den mandlige selvfølelse som bliver nedgjort i og med at konens nye mand, datterens stedfar, fÃ¥r det at vide. Eksemplet illustrer hvor kompleks selvvurdering og stolthed er vævet sammen med rollen som mand og far, og at en afsløring af transvestismen udløser dyb skam, flovhed og vrede.
Angsten for de andre og for afsløringen og latterliggørelsen, søges løst ved at søge sammen med andre i samme situation, og det er netop hvad Marisol gør. Men ogsÃ¥ her oplever hun, at alt ikke er Ã¥bne arme og bred accept, og oplever flere gange, især i starten, at føle sig ene og forladt i disse miljøer. SÃ¥ledes oplever hun en aggressiv Drag Queen pÃ¥ en bar, som foragtfuld tager hende pÃ¥ brystet og oplever stærkt, at hun ikke er som dem, at de latterliggører os ‘almindelige transser‘, og anfører videre, at nu nÃ¥r hun er inde i denne LGBT verden, som hun altid har oplevet udefra som homogen og harmonisk, sÃ¥ “… ses alle sprækker sÃ¥ tydeligt: bøssernes magt, de lesbiskes ønsker om at være for sig selv, transsernes ensomhed og sÃ¥ disse mageløse pÃ¥fugle, den ene værre end den anden“.
Men til trods for disse bitre betragtninger, sÃ¥ vinder Marisol efterhÃ¥nden flere veninder i miljøet som hun klinger sammen med. Der er veninder fra TID og et netværk vokser frem som kulminerer ved Priden Ã¥ret efter ‘udspringet’. Der er en kvindelig make-up artist, som tidligt hjælper pÃ¥ vej med rÃ¥d, dÃ¥d og mere end det, som giver tryghed pÃ¥ ture rundt i byen – ikke kun natteturene, men ogsÃ¥ efterhÃ¥nden i fuldt dagslys, og som er en stærk støtte for Marisol.
Erfaringen gør sit, men ogsÃ¥ glæden og roen ved at finde sig selv, dæmper og undertrykker skammen, og ensomheden brydes med de nye kontakter. Stoltheden ved at stÃ¥ ved sig selv og stÃ¥ frem, bliver et omdrejningspunkt for en ny identitet, som nok er udfordret pÃ¥ mange planer, men som trods dette finder en dyb tilfredshed pÃ¥ et personligt plan, hvor de ‘nye’ kvindelige træk kommer til at fylde mere i livet for Marisol. Hun lærer at leve med at hun til tider bliver ‘læst’ og gÃ¥r efterhÃ¥nden mindre op i om folk nu kigger lidt mistænksomt efter hende eller ej: “… som at vandre pÃ¥ gader jeg aldrig har gÃ¥et pÃ¥ før, som om to følelser kompletterer hinanden: den at have opdaget en ukendt side af sig selv sammen med at opdage nye sider ved København. Senere to glas vin pÃ¥ udeserveringen. Ingen der ser noget, ingen som forstÃ¥r den vidunderlige følelse af at føle sig… Lykken der, med følelsen af brysterne, vinen i vinterskumringen og med mennesker ved bordene rundt omkring som ikke forstÃ¥r, aldrig kan ane hvad der er pÃ¥ spil i det øjeblik. Bruset fra Vesterbrogade og kirkeklokken pÃ¥ Eliaskirken der slÃ¥r seks tunge slag.”
EfterhÃ¥nden bliver børnene sÃ¥ ogsÃ¥ informeret, og selv om det holder hÃ¥rdt for dem, bedres relationerne efterhÃ¥nden – og flere gamle venner bl.a. Fredriks fodboldkammerater, der trods al frygt for det modsatte, klarer det fint og accepterer Marisol, som det som regel er tilfældet nÃ¥r en trans springer ud. Mod slutningen ogsÃ¥ hustruen som lidt uforklarligt vender pÃ¥ en tallerken og tager med til møde i TID og efterfølgende turen til alle natklubberne gennem natten til det bliver dag. Skammen vendes og bliver til stolthed, og Marisol kan udgive sin bog og træde frem for hele Sverige pÃ¥ TV – og har vist kun høstet bifald og stotte derved.
Fredrik Ekelund: Q. En roman. Stockholm Bonniers 2018.