Rigshospitalet, Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling har juli 2020 offentliggjort en pjece for transkvinder om om kønsskifteoperation fra mand til kvinde.
[Pjecen er forældet og findes ikke mere hos Rigshospitalet.]
Pjecens tekst gengives herunder.
Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling
Information om kønsskifteoperation fra mand til kvinde
I denne pjece vil vi gerne informere dig om din indlæggelse i forbindelse med din kønsskifteoperation.
Hvad skal der ske inden operationen
Det er vigtigt, at dine tarme er tømt inden operationen, da en fyldt tarm kan give problemer efter operationen.
Du må derfor kun indtage flydende kost de sidste to dage op til operationen. To dage før operationen skal du også starte med at indtage afføringsmiddel. Du får udleveret dette. Se skema side 3. [Skemaet findes ikke mere. Den 12. juli 2020. Tina Thranesen.]
Fra kl. 24 aftenen før din operation, må du ikke længere indtage flydende mælkeprodukter. Du må heller ikke indtage pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi.
Fiskeolie og andre blodfortyndende kosttilskud
For at mindske risikoen for blødning ifm. operationen, skal du stoppe med at spise fiskeolie og andre blodfortyndende kosttilskud 3 uger for operationen.
Hygiejne og hårfjernelse
Du skal vaske kroppen grundigt og fjerne hårene i, og omkring, operationsområdet. For detaljer herom, henvises til afsnittene:
• Det er vigtigt af vaske sig grundigt før operation.
• Fjernelse af hår før operation.
i pjecen “Velkommen til Klinik for Plastikkirurgi og BrandsÃ¥rsbehandling”. [Pjecen findes ikke mere. Den 12. juli 2020. Tina Thranesen.]
Hvordan forløber operationsdagen
Om morgenen før operationen får du medicin, der forebygger smerter og ubehag efter operationen.
Du har mulighed for at få beroligende medicin inden operationen, hvis du på forhånd har aftalt dette med narkoselægen.
Hvad sker der under operationen og dagene efter
• Under operationen får du lagt et tyndt plastikrør ind i en blodåre, hvorigennem du får bedøvelse og væske.
• Når operationen er færdig, bliver du observeret nogle timer på et opvågningsafsnit, før du kommer tilbage til sengeafdelingen.
• Efter operationen vil du få smertestillende fast flere gange i døgnet. Hvis du trods dette fortsat har ondt, er det vigtigt, at du henvender dig til sygeplejersken.
• Hver aften får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper.
Operationsområdet
• Den nydannede skede vil være fyldt ud med en skumgummiforbinding (stent), og kønslæberne vil være midlertidigt syet sammen for at holde stenten på plads. Stenten fjernes efter ca. 7 dage.
• Det er normalt, at der siver blod fra skeden de første par dage og operationsområdet er meget hævet.
• Plejepersonalet vil en gang dagligt rense operationsområdet med vand og sæbe.
• For at holde operationsområdet tørt, og dermed give de bedste betingelser for heling, vil du få anlagt et blærekateter. Kateteret er en gummislange der ligger inden i urinrøret og op til blæren. Kateteret skal du have indtil stenten fjernes.
• Du vil have 2 sugedræn i operationsområdet.
Sugedrænene er tynde plastikslanger, som leder overskydende lymfevæske og blod væk fra operationsområdet og ud i en beholder. Sugedrænene fjernes sædvanligvis efter et par dage.
Forholdsregler efter operationen
• Du skal ligge i sengen indtil stenten fjernes, for at undgå belastning af operationsområdet. Du må gerne vende dig og ligge på siden. Dit hovedgærde må i denne periode højst være hævet 45 grader.
• For at mindske risikoen for forstoppelse, som kan genere operationsområdet, skal du have flydende kost til stenten fjernes. Du vil også dagligt få medicin, som gør afføringen blød.
Fjernelse af stent
• Ca. 7 dage efter operationen bliver stenten fjernes og lægen undersøger det opererede område.
Det foregår på operationsgangen og du vil være kortvarigt bedøvet. I forbindelse med undersøgelsen, vil kateteret i blæren blive fjernet.
• Efter undersøgelsen må du spise almindelig mad.
• Efter undersøgelsen må du som regel få lov til at komme ud af sengen.
• Når du har haft vandladning og er blevet oplært i hvordan skeden holdes åben, kan du udskrives.
Hvornår bliver jeg udskrevet
Du skal være indlagt ca. 7-9 dage efter operationen.
Hvornår skal jeg komme til ambulant kontrol
Ca. 3 måneder efter operationen skal du til ambulant kontrol hos en læge i Ambulatorium for Ortopædkirurgi, Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling. Vi tilstræber at du kommer til kontrol hos den læge, der har opereret dig. Du vil få dato og tidspunkt inden du bliver udskrevet.
Hvor længe skal jeg være sygemeldt
Vi anbefaler at du er sygemeldt i 3 uger efter udskrivelsen. I denne periode må du gerne gå små ture, lave mad, gå i brusebad etc. Herefter kan du genoptage dine vanlige gøremål og interesser.
Hvornår må jeg køre bil
Du må først selv køre bil, når du er lige så frisk som du plejer at være. Du skal kunne reagere normalt i en hver situation og du skal kunne bruge sikkerhedssele.