Af Tina Thranesen den 2. august 2001.
Mennesker er forskellige. Forskellige af køn og inden for hvert enkelt køn forskellige af udseende, holdninger og væremåde og på mange andre måder.
Som transvestit udgør vi en lille minoritet. Men på trods af det er der alligevel store forskelle os imellem.
Lad mig tage udgangspunkt i mig selv uden at gå i detaljer.
Tina Thranesen er det navn, som jeg for tid tilbage selv valgte. Der er relativt få, som har mødt Tina. Hun lever meget i det skjulte og gør, hvad hun kan, for at det skal vedblive at være sådan.
Der er ikke nogen på min arbejdsplads, blandt mine venner og bekendte, mine naboer og end ikke blandt min familie, som kender hendes eksistens. Skulle nogen af dem have set hendes hjemmeside, så ved de i hvert fald ikke, at hun er mig.
Og sådan ønsker jeg, at det skal forblive.
Men hvorfor nu det?
Det gør jeg, da jeg er usikker på omgivelsernes reaktioner, hvis det blev alment kendt, at jeg er transvestit.
Nogle vil måske sige, at jeg roligt kan springe ud som transvestit, at samfundet er så tolerant, at der ikke vil ske noget ved det.
Muligvis er det rigtigt. Men kan jeg nu være sikker på det?.
Når Tina beslutter sig for at møde nye mennesker, er det altid efter en moden overvejelse. Indtil nu har det ikke ført problemer med sig, da de mennesker hun har mødt alle har opfyldt den diskretion, som har været altafgørende for Tina, inden hun sagde ja.
Jeg må erkende, at jeg snyder mig selv for nogle oplevelser, og det er jeg ked af. Men, hvad vil reaktionen blive, hvis jeg sprang ud som Tina? For reaktioner vil der komme. Er jeg villig til at tage mod de reaktioner?
Det ville jeg måske, hvis min tilværelse havde været anderledes. Men stadig væk, så er der også hensynet til min familie. Bliver det kendt, at jeg er transvestit, så vil det ikke kun være mig, som mærker reaktionerne. Min familie vil også mærke dem.
Derfor lever Tina meget i det skjulte.
Både som Tina og som mig selv har jeg det godt. Jeg kunne godt ønske mig, at jeg som Tina turde komme mere ud blandt andre mennesker og færdes offentligt på gaden m.m. Men sådan skal det ikke være.
Vi tvinges alle til at træffe nogle valg. De valg træffer vi ud fra de forudsætninger, som er til stede. Om det trufne valg så er rigtigt eller ej er en anden sag.
Jeg har det godt med min transvestisme. Føler ikke skyld. Føler mig som et helt menneske. Har ikke noget stort ønske om at ændre noget ved mig selv.
Tina og jeg er i fin harmoni med hinanden; og jeg med mig selv.
Transvestitter er forskellige.
Nogle har tydeligvis problemer med deres transvestisme.
Hvad er det da, der er så svært?
En transvestit er jo yderst kort beskrevet en person, der kan lide at iføre sig det andet køns klædedragt.
Men for de fleste af os er det jo ikke nok.
Er vi så alle sammen mere eller mindre transseksuelle? Ønsker vi at være kvinder og ikke blot at iføre os kvindetøjet?
Nu kan transvestisme jo udleves på mange niveauer. Nogle har tilstrækkeligt i at iføre sig især kvindeundertøj og nylonstrømper. Men mon ikke, at de så er mere fetishister end transvestitter?
De fleste af os gør, hvad vi kan for at komme til at ligne kvinder mest muligt.
Her spiller brysterne og håret en vigtig rolle.
Var det kun lysten til at iføre sig kvindetøjet, så behøvede vi jo ikke at bruge kunstige bryster eller paryk.
Altså er der noget mere i det for os.
Nogle vil gerne klæde sig, sÃ¥ de ligner den “ægte vare” mest muligt; ja helst sÃ¥ godt, at de ikke vil blive bemærket i gadebilledet eller pÃ¥ restaurationen.
Andre kan lide at klæde sig mere iøjefaldende. Nogle gange så det tangerer eller ligefrem er fetichpræget i lak, læder og andet.
Men fælles for næsten os alle er, at også kroppen skal være kvindelig. Derfor bruger vi kunstige bryster, paryk og måske også korset.
Vi ændrer altså på vores krops udseende.
De fleste transvestitter er heteroseksuelle. Nogle homoseksuelle og nogle er biseksuelle. Ikke alle, men nok mange transvestitter har nok puslet med tanken om, hvordan det vil være at blive feteret af en mand, og måske også, hvordan det vil være at være seksuelt sammen med en mand.
Om disse drømme eller fantasier bliver levet ud i livet eller ej, er forskelligt. Nogle gør det. Nogle får positive oplevelser ud af det. Andre det modsatte.
Og så er det vel de fleste, som nøjes med drømmene og fantasierne. Men nogle gange er det også bedst, at drømme forbliver drømme, og fantasier vedbliver at være fantasier.
Det er ikke altid, at virkeligheden står mål med drømmen eller fantasien.
For nogle er det ikke nok at klæde sig i kvindetøjet og at bruge proteser og paryk.
De begynder med kønshormoner for at ændre fysisk på deres krop, så den bliver mere kvindelig.
Og endnu færre tager skridtet fuldt ud og får foretaget en kønsskifteoperation, eller som det også er blevet betegnet et kønsmodificerende plastikkirurgisk indgreb.
Men hvor er grænsen for at være det ene og det andet?
Det er vel, når alt kommer til alt, uden betydning.
Det, som er det væsentligste, er at leve med sin transvestisme og sin lyst på den måde, som den enkelte har det bedst med.
Om det er skjult, om det er med kunstige bryster og paryk, om det er i fuld offentlighed, om det er med indtagelse af kønshormoner, eller om det er med kirurgisk indgreb, er ikke afgørende.
Det afgørende er, at den enkelte kan leve i harmoni med sig selv.
Hvorfor er vi så transvestitter?
Hvad har gjort, at vi har denne lyst eller måske nærmere denne trang, og at vi noget forskelligt udlever den?
Jeg ved det ikke. Som ung tænkte jeg en del over det, men fandt ikke noget svar. Siden hen opgav jeg at spekulere over det, for jeg fandt ikke noget svar. Og jeg tror ikke, at der eksisterer noget endegyldigt svar.
Vi kan alle fortælle om, hvordan vi har udviklet os som transvestitter. Men ingen har endnu fortalt mig, hvorfor de har udviklet sig, som de nu har.
Men det har jo heller ikke nogen betydning!
Lev med din transvestisme og få den til at passe ind i din tilværelse på den måde, som du nu har både lyst og mulighed for.
En anden ting er omgivelsernes tolerance over for transvestitter. Den lader en del tilbage at ønske. Det vil være dejligt, om vi som noget ganske naturligt kunne kæde os og færdes, som vi ønsker.
Men vi nok se i øjnene, at det tager nogle år endnu at nå så vidt.
Kort vil jeg udtrykke det således:
Lad os leve med vores transvestisme eller transseksualisme – og gør det ikke sværere, end det behøver at være. Lad være med at spekulere dig dÃ¥rlig over noget, du ikke kan finde svar pÃ¥.
Og væsentligst. Lad være med at føle skyld.
Vi har jo ikke gjort noget forkert. Vi har blot en lyst, en trang, som vi alle burde kunne have det dejligt med. Nyd din transvestisme.