Vist 264 gange.
i Lawrence, Massachusetts, USA, fik sin medicinske uddannelse ved Harvard Medical
Schoolog blev videreuddannet på flere fremtrædende universitetshospitaler i USA
og London.
Han er gift og far til tre børn og fire børnebørn og blev pensioneret i 2002.
I 2001 blev han af Præsident Bush udpeget til at være medlem af Council on Bioetics.
Paul McHugh betegnes bl.a. som konservativ katolsk ideolog, der søger at fremme vatikanets seksualpolitiske holdninger (Vatikanet udtrykte i 2000, at transseksualisme ikke findes, men var en form for sindsyge).
Paul McHugh var grundliggende imod kønsskifteoperationer og som chefpsykiater fik han lukket Johns Hopkins Gender Indentity Clinic i 1979.
Paul McHugh var direktør for the Department of Psychiatry and Behavioral Sciences ved Johns Hopkins University School of Medicinesamt chefpsykiater ved Johns Hopkins Hospital fra 1975 til 2001.
Til legitmering af lukningen fik han lægen Jon Meyer til at lave nogle opfølgende undersøgelser af voksne og børn, der havde fået foretaget kønsskifteoperationer. Resultatet af undersøgelserne tolkede han derhen, at det var bedre at behandle årsagen, end at foretage operationer.
Det var McHugh’s opfattelse, som han mente at finde underbyggelse i Jon Meyers opfølgningsrapport, at voksne, der led af kønsidentitetsforstyrrelse ikke skulle opereres, men behandles.
De kønsskifteopererede mænd til kvinder, han havde set, var efter hans mening stadig mænd.
Han udtrykte sine holdninger nogenlunde således.
Om voksne:
Det kunne enhver jo se, de store hænder, adamsæblet, deres kropsbygning og størrelse tilsagde jo tydeligt, at det var mænd, selv om de klædte sig som kvinder. Og det, at de havde fået fjernet deres mandlige kønsorganer og fået lavet kunstige kvindelige i stedet, ændrede jo ikke ved det. Enhver kan jo se, at det er en mand.
Ydermere var de flestes seksuelle orientering rettet mod kvinder – bÃ¥de før og efter deres operation. At de selv betegnede sig som lesbiske, var jo noget sludder.
Endvidere havde de i det store og hele de samme problemer efter deres operation, som før.
Det ville derfor være bedre at bruge resurserne på at behandle deres kønsidentitetsforstyrrelser frem for at følge dem i et nytteløst og forkert ønske om at blive opereret, da de aldrig ville kunne blive rigtige kvinder.
Om børn:
Børn, der ved fødslen ikke entydigt er drenge eller piger, skal ikke opereres så hurtigt som muligt. Det er bedre at vente, til de er så store, at de har dannet sig deres egen kønsidentitet.
Hvis det alene drejer sig om defekte kønsorganer, så er det noget andet. Så skal vi afhjælpe disse defekter så tidligt og så godt som muligt.
De børn, der var blevet opererede, var for de flestes vedkommende ikke tilfredse med det køn, som var blevet valgt for dem og trivedes ikke godt.
Men at tro, at det er muligt at opdrage et barn til et bestemt køn alene efter hvilke kønsorganer vi vælger for dem, er forkert. Kønsidentiteten dannes ikke i de første leveår, men er allerede til stede i hjernen ved fødslen.
Derfor bør forældre og læger ikke vælge køn for barnet så hurtigt som muligt, men søge at lade barnet vokse op og danne sin egen kønsidentitet og derefter søge operativt at give barnet de kønsorganer, der svarer dertil.
Der var og er delte meninger om McHougs ovenfor nævnte holdninger. Nogle er for begge, andre kun for en af dem.
McHugh kritiseres af mange også for at fortolke undersøgeler og videnskabelige resultater forkert og sprede misinformation om transseksualisme.
* * *
Artiklen: “Johns Hopkins Psychiatrist: Transgender is ‘Mental Disorder;’ Sex Change ‘Biologically Impossible'” den 20. august 2014.