Beretningen om verdens første kønsskifteoperation – et historisk snit. Søren Laursen den 1. november 1999.

Vist 396 gange.

Søren Laursen
Søren Laursen
I dag, den 30. maj 2016, ville Christine Jorgensen være fyldt 90 år. Hun døde den 3. maj 1989 af kræft i San Clemente, Californien.
Magasinet Zink nr. 5, der udkom den 1. november 1999, bragte en artikel af Søren Laursen om Christine Jorgensen. Magasinet Zink blev udgivet af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) – i dag LGBT Danmark – og udkom seks gange om Ã¥ret.
Herunder bringes artiklen på Christine Jorgensens 90-års fødselsdag med tilladelse fra Søren Laursen.

Christine Jorgensen. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier
Christine Jorgensen.
Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier
Af Søren Laursen
Beretningen om verdens første kønsskifteoperation – et historisk snit.

Den 1. december 1952 blev Danmark placeret pÃ¥ verdenskortet af den udenlandske presse. Den dag bragtes i en amerikansk sensationsavis historien om, hvordan “landsbarnet” George Jorgensen rejste Danmark og fik taget en kønsskifteoperation for at blive Christine Jorgensen.
Christine blev genstand for både forargelse og·beundring. Hun ville siden hen tale om det frisindede Danmark, hvor seksuelle minoriteter kunne leve i fred og ro.
Et billede af 50’ernes Danmark, det er lidt svært at genkende med homobriller pÃ¥.
SØREN LAURSEN har kigget nærmere på begivenhederne.

På trods af sine 86 år er Ellen i glimrende form. Hun er netop kommet hjem fra en Tivolitur, og står ret op og ned i køkkendøren og sludrer med os i 20 minutter før maden er færdig, og vi sætter os til bords. Dette finder sted hos Mulle, hendes datter, som hun er på besøg hos. Ellen er en vidt berejst dame og til daglig bor hun i Rom.
Når jeg har sat de to i stævne, er det fordi, de på nærmeste vis var involveret i Christine Jorgensens begivenhedsrige liv for snart so år siden.
Desværre er Ellen af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at tale om den sag så mange år efter. Og det er en skam, for ifølge Christine, spillede Ellen en afgørende rolle for udviklingen.
Det kan man læse om i Christines selvbiografi ‘Christine Jorgensen – a personal autobiography‘ fra 1967.

Kvinde i en mandekrop
George Jorgensen kom til verden i 1926 i New York.
Hans bedsteforældre var indvandret fra Danmark, og både de og hans forældre var meget aktive i det dansk-amerikanske samfund i byen.
George var en bleg og indadvendt dreng, der allerede som barn havde en feminin udstråling. Så udtalt, at hans storesøster skrev om det i en stil i skolen, hvilket han var temmelig fortørnet over.
George følte sig anderledes, og det viste sig da ogsÃ¥, at forelskede sig i drenge. Han havde imidlertid svært ved at se sig i rollen som homoseksuel. Ja, han var nærmest panisk: Til en fest i den dansk-amerikanske forening, hviskede en sømand til ham: “Hvis jeg var en lille svans, sÃ¥ ville jeg lægge an pÃ¥ dig!” George blev dybt chokeret og følte en væmmelse, sÃ¥ han mÃ¥tte flygte ud pÃ¥ kajen, hvor han kastede op!
For George blev det mere og mere klart, at han følte sig som en kvinde, der blot havde fået en mands krop.

[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid] Christine i sin oprindelige profession som fotograf. Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.
[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid]
Christine i sin oprindelige profession som fotograf.
Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.
George interesserede sig for fotografi og tog også kurser i det. Han drømte om en karriere som filmfotograf. En veninde fra den danske forening, Jane, var blevet filmklipper i Hollywood, og på et tidspunkt rejste George over til hende for at prøve lykken selv. Han havde dog ikke held med sit forehavende.
Det er her, Ellen for første gang kommer ind i billedet. Ellen husker udmærket, hvordan hun første gang mødte George, på et besøg i Californien hos veninden Jane. Hun har ·imidlertid ikke noget nærmere at fortælle om mødet.
Det har George, for han følte, at de to var så åbensindede, at han kunne afsløre sig selv for dem.
De to blev således de første, han sprang ud over for.
I selvbiografien fortæller Christine, at de to piger hverken blev chokerede eller fordømmende.
George opgav at få job i Hollywood og tog tilbage til New York. En dag læste han i avisen om en endokrinolog, der foretog eksperimenter på dyr, som han behandlede med kønshormoner. George blev fascineret af disse videnskabelige studier og mente, at her muligvis var en løsning på hans problem. Han opsøgte lægen, som lyttede til sin nervøse gæsts forklaring om, at han følte sig som en kvinde, og mon ikke det kunne være en ubalance i kirtlerne? Lægens svar var kort, nemlig en henvisning til en psykiater. George besøgte psykiateren og blev hurtigt overbevist om, at de foreslåede behandlinger bort fra de feminine følelser ikke var løsningen på hans problemer.

BEHANDLINGEN
George havde nu fÃ¥et øjnene op for hormoner, og han skaffede sig en bog om emnet, som overbeviste ham om, at dette var vejen frem. Han skaffede sig sÃ¥gar nogle kønshormoner pÃ¥ pilleform, og begyndte at behandle sig selv. Han mødte siden en læge, som indvilligede i at tilse ham, og det var med ham, han diskuterede muligheden for at tage til Sverige, hvor der var sporadiske oplysninger om, at man behandlede den slags kønsforstyrrelser. George var fast indstillet pÃ¥ at opsøge denne mulighed, og uden fyldestgørende informationer, endsige aftaler, indløste han en enkeltbillet – han havde ikke rÃ¥d til en retur – til ‘Stockholm’ og sejlede afsted mod byen af samme navn. Familien vidste ikke andet, end at han ville til Skandinavien for at fotografere.

Han nåede dog aldrig til den svenske hovedstad, for nu da han var på de kanter, ville han besøge Ellen. Hun tog imod ham på Langelinie den 10. maj 1950, og han blev installeret i hendes og hendes mands hjem. Det var Ellen, der fortalte George, at han da ikke behøvede at tage til Sverige, for hun havde læst i avisen, at danske læger også arbejdede med den slags behandlinger. Og dermed blev George ført frem til Christian Hamburger fra Statens Seruminstitut. Hamburger foretog sine eksperimenter på dyr, men George insisterede på at gå i behandling. Han indgik derfor en aftale med Hamburger: Han ville blive behandlet gratis under forudsætning af, at han stillede sig til rådighed for et videnskabeligt studie, hvilket i praksis betød, at han f.eks. skulle opsamle sin urin hver dag måned efter måned.

[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot] Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien på ’Andrea Doria’. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerhedsøvelse. Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.
[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot]
Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien på ’Andrea Doria’. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerhedsøvelse.
Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.
EN KVINDE BLIVER TIL
Projektet skred glimrende fremad. Mulle kan huske, hvordan hans hår blev langt, og hvordan han i det hele taget opførte sig som en kvinde. Og hvordan han altid optog toilettet meget længe. l sin selvbiografi tegner Christine et billede af lutter idyl hos sin danske værtsfamilie, hvilket sikkert skyldtes, at hun holdt meget af Ellen. Men virkeligheden var nu ikke så rosenrød. Faktisk ragede George uklar med Ellens mand. Mulle fortæller om en episode, der var med til at anstrenge forholdet. Ellen og hendes mand drev en danseskole. En dag kom en pakke med damelingeri, og han troede det var noget, en af danselærerinderne havde bestilt, og tog det med på danseskolen. Det kendte de imidlertid ikke noget til, for det var George, der havde bestilt det. Det endte med, fortæller Mulle, at George flyttede ud til Ellens forældre, som havde en gård i Osted uden for Roskilde. Her var tale om en grundtvigiansk familie med hjertet på det rette sted, f.eks. var faderen med til at starte friskolen i Osted. Her boede George nogen tid, men det var temmelig besværligt, for han besøgte Seruminstituttet dagligt. Man kom ind til byen ved at tage rutebilen til Toftegårds Plads i Valby, og så videre derfra, så det har været en større rejseaktivitet George flyttede da også senere ind til Østerbro.

PÃ¥ et tidspunkt var behandlingen sÃ¥ fremskreden, at Hamburger fandt det betimeligt at foretage en kastration. Han ansøgte justitsministeriet om lov til at gennemføre en sÃ¥dan, men fik afslag. En ansøgning skulle baseres pÃ¥ en psykiatrisk undersøgelse. PÃ¥ det tidspunkt kom Georg Stürup ind i billedet. Han var overlæge pÃ¥ Herstedvester. “Jeg havde”, fortæller han i et interview fra 1984 (Hertoft og Ritzau”, Paradiset er ikke til salg“, 1984), “mangeÃ¥rig erfaring med kastration af seksualkriminelle, men ikke af andre typer af seksuelle afvigelser”. Han undersøgte Christine og fandt, at indgrebet var tilrÃ¥deligt, og sammen sendte de to læger en ny ansøgning. Denne gang kom den længere i systemet, men blev afvist, fordi der var tale om en amerikansk statsborger. Stürup var imidlertid pÃ¥ talefod med justitsministeren selv, Helga Pedersen. Hun tog affære, og tilladelsen blev givet. Operationen fandt sted i september 1951. Nogle mÃ¥neder senere gik George pÃ¥ den amerikanske ambassade for at fÃ¥ et nyt pas. Han fik en aftale med ambassadøren selv, Mrs. Eugenie Andersson. Hun var meget forstÃ¥ende og pressede sagen igennem pÃ¥ fÃ¥ dage. Og navnet Christine blev valgt som en hyldest til Christian Hamburger, der var Georges læge. Først med sit nye pas i hÃ¥nden var Christine blevet til. Før da havde hun altid kaldt sig George. Og sÃ¥dan gik det til, at en uformuende amerikansk statsborger kom til Danmark og gennemgik en hidtil uset behandling, for siden at kunne vende tilbage til sit hjemland som et menneske med et nyt køn.

KARRIEREN SOM FOTOGRAF
Christine var fotograf, og allerede da hun rejste herover, havde hun planer om at forsøge at leve som sådan. Hun arbejdede med farvefilm, hvilket var nyt dengang og ukendt i Danmark. I København så hun sig om efter en fotograf, hvor hun kunne få arbejde, og hendes valg faldt på Jens Juncker-Jensen. Han var byens kendteste portrætfotograf.
Juncker-Jensen kunne ikke tilbyde Christine et arbejde, men lod hende benytte atelieret, hvis hun til gengæld ville undervise hans medarbejdere i farvefotografi. Det blev begyndelsen på et livslangt venskab mellem Christine og ham, og også med hans kone Edna. Det lykkedes efterhånden Christine at få fodfæste som fotograf, og hun fik solgt flere billeder til bladforsider. Efter operationen tog hun hul på et projekt, som hun havde haft i tankerne, siden hun kom til landet, en Danmarksfilm. Hun måtte have sine forældre til at sende farve-råfilm herover, da det ikke kunne købes i Danmark. Hun fik af Turistrådet mulighed for at rejse vederlagsfrit rundt i hele landet, og på den måde blev den første Danmarksfilm i farver til. Dette var i sommeren 1952, et halvt år efter operationen. På det samme tidspunkt sprang hun ud over for foræld rene, som indtil da ikke havde vidst noget om, at deres søn ville være kvinde, og slet ikke, at det var blevet ført ud i livet på den anden side af Atlanten. Det fortalte hun dem så i et udførligt brev, som også indeholdt nogle portrætter. De tog det ganske pænt, omend de stod uforstående over for fænomenet.

[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted.
[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted. Her tilbragte han i 1950 sin første jul i Danmark. Ellen sidder på gulvet forn sine forældre, og Mulle står bag ved bordet.
DET AFGØRENDE SNIT
Hen pÃ¥ efterÃ¥ret besluttede Christine sammen med sine læger, at der skulle gennemføres en ny operation, hvor penis fjernedes. Mens hun lÃ¥ pÃ¥ hospitalet i dagene efter operationen, tog hendes liv en overraskende og dramatisk drejning. En journalist havde fÃ¥et nys om historien, uvist hvordan, og havde opsøgt forældrene. Det var Ellen – som var pÃ¥ besøg hos dem – der Ã¥bnede døren for ham den dag. Hun var alene hjemme, men blev af den aggressive journalist presset til at fÃ¥ fat i sine værter. Han truede dem med, at hvis de ikke samarbejdede, ville han skrive historien pÃ¥ sin egen mÃ¥de, sÃ¥ de gav efter og gav ham bÃ¥de billederne og brevet fra Christine. Historien og billederne fyldte hele forsiden af Daily News den 1. december 1952. Og fra det øjeblik var verden ikke længere den samme. Telegrammerne væltede ind over Christines hospitalsseng med tilbud om højt honorerede interviews og ditto optræden i allehÃ¥nde etablissementer. Fra da af blev hun uden ophold efterstræbt af en særdeles aggressiv presse, som bragte hvad som helst til torvs. Hun valgte at sige ja til et tilbud om at fortælle sin egen historie over fem artikler, hvilket hun fik 20.000 $ for. For de penge kunne hun bygge et hus til sig selv og sine forældre. Hun vendte tilbage til USA ved lanceringen af serien. Hvor hun end viste sig, stimlede folk sammen omkring hende for at fÃ¥ et kig, og enhver selskabsarrangør med respekt for sig selv inviterede Christine Jorgensen. Efter hjemkomsten til USA lod hun sig overtale til at gÃ¥ ind i showbusiness og blive entertainer. Hun ville selv bestemme, hvad hun skulle optræde med, og da hun betragtede sig som fotograf, skulle hendes debut være en forevisning af Danmarksfilmen. Det blev pÃ¥ det kraftigste frarÃ¥det, men hun insisterede, og hun fik det som hun ville, skønt det var under forudsætning af, at hun klippede filmen ned fra to timer tit tyve minutter.
Debuten var en dundrende fiasko. Christine havde absolut ingen forudsætninger for at stÃ¥ pÃ¥ en scene. Hun havde trods alt, indtil for nyligt levet et tilbagetrukket og indadvendt liv. Men hendes agent stolede pÃ¥ hende – hvad han i og for sig ogsÃ¥ sagtens kunne, hun var jo altid sikker pÃ¥ et stort og sensationslystent publikum. Hun blev sat sammen med en kendt komiker, og sammen lavede de en optræden, som levede op til dagens standard. Christine blev med tiden en anerkendt entertainer og fik ogsÃ¥ udmærket kritik for sine teaterroller.
Christine udgav i 1967 sine erindringer, “Christine jorgensen – a personel autobiography“, en aldeles velskrevet og charmerende bog. Den dannede i 1970 grundlag for en film, “The Christine Jorgensen Story“, som i filmkredse har et mindre flatterende ry.

FOREGANGSLANDET DANMARK
Et sted i sin selvbiografi fortæller Christine, at Ellen, efter hendes opfattelse, “afspejlede indstillingen i sit hjemland, Danmark, hvor ‘seksuelle problemer’ var accepterede som normalt for nogle mennesker, og ikke var genstand for juridisk og social forfølgelse.”

l det ovenfor omtalte interview siger Stürup: “Noget af det mest karakteristiske, jeg husker, var, da en af mine sønner, som havde Ã¥bnet døren for Chris Jorgensen, kom ind og sagde: ‘Der stÃ¥r et ungt menneske derude, hun ser højst mærkværdig ud. Og det mÃ¥ jeg give ham ret i, hun sÃ¥ virkelig mærkværdig ud. F.eks. nÃ¥r hun gik ned ad gaden, man kunne ikke undgÃ¥ at se, at der kom en homoseksuel, som pÃ¥kaldte sig folks opmærksomhed ved sin feminine fremtræden.”
Men Christines liv i Danmark formede sig anderledes end for bøsser i almindelighed. Redaktør Helmer Fogedgaard skrev i januarnummeret af Vennen, 1953: “En hermafrodit, der fÃ¥r det ene organ opereret bort (en misforstÃ¥else, den tvivlsomme pressedækning har givet anledning til) og fÃ¥r lov til at optræde med det køn, som vedkommende hele tiden har følt sig forankret i, gøres til en sensation og møder sympati fra alle sider. Det sidste kan vi ikke have noget imod. Men de homofile, som ogsÃ¥ føler sig anderledes end det, samfundet forlanger af dem, skal skam ikke vente nogen sympati – ja, ikke engang forstÃ¥else. Vi har jo ikke et organ for meget at fÃ¥ opereret af, fordi vor ‘hermafroditisme‘ er af Ã¥ndelig natur. Vi skal derfor kanøfles og rubriceres efter et nævenyttigt samfunds forgodtbefindende. […] Vort eneste hÃ¥b er, at lægevidenskaben klart og tydeligt vil gøre offentligheden opmærksom pÃ¥, at samtlige mennesker psykisk set udgør mellemstadier mellem mand og kvinde.” Det er karakteristisk, at bÃ¥de Christine og Fogedgaard søger alliance med og forløsning hos lægevidenskaben. Det er videnskaben, der skal sikre den fredelige sameksistens. Christines beundring for sine læger er allestedsnærværende i hendes fortællinger.

[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid] Det første billede af Christine, 1951. Portrættet, som er udført af Jens Juncker-Jensen, var på forsiden af avisen, da den første skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.
[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid]
Det første billede af Christine, 1951.
Portrættet, som er udført af Jens Juncker-Jensen, var på forsiden af avisen, da den første skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.
For Ellen er historien om Christine Jorgensen ikke noget, man taler om i dag. Det er pudsigt, for så vidt Christine bruger megen plads i sine erindringer på hendes meritter og beskriver hende som en vigtig figur i hele sagen. Og så måske alligevel ikke:

Ellen fortæller, at hun senere, mens hun var danselærer i Detroit, mødte Christine igen, og ved den lejlighed sagde Christine til hende. “Ih, altsÃ¥ Ellen, du ser verden gennem lyserÃ¥de briller.”
Men ogsÃ¥ Christine har et filter pÃ¥, nÃ¥r hun fortæller. Hendes selvbiografi er god underholdning, men den er skrevet af et menneske, som har udviklet et kraftigt skjold om sig, som har været i stand til at modstÃ¥ verdenspressens sensationshungrende sladder-journalistik af værste skuffe, som har kunnet hÃ¥ndtere afvisninger og fordømmelser i rigt mÃ¥l – og beundringer ligesÃ¥.
Branchebladet Editor & Publisher kunne i foråret 1954 fortælle, at Christine Jorgensen-sagen var den historie, der havde fået størst pressedækning nogensinde. Hun blev årets kvinde i flere sammenhænge, men blev f.eks. også forbudt at optræde i Boston på grund af moralske forbehold.
Hun havde selv øje for, at hun var både freaskhow og foregangskvinde. Men sin status fik hun i kraft af sin usædvanlige personlighed. Hverken i USA eller i Skandinavien var samfundet i almindelighed åbent over for variationer i seksuel identitet.

Christine Jorgensen døde i 1989.

* * *
Artiklen i pdf-format.