Vist 491 gange.
Kitts historie.
Når jeg sidder her og tænker tilbage på, hvordan jeg var som lille, så undrer det mig, at der ikke var nogen i min familie, som kunne se, at det bedste for mig ville være, hvis jeg var født som pige.
Jeg husker mig selv som en meget Ã¥ben lille dreng/pige, som havde smag for livet. Vi var fire søskende – tre drenge og en pige. Mine to mindste brødre var tæt knyttet til hinanden, og pÃ¥ samme mÃ¥de var min søster og jeg meget tæt knyttet til hinanden.
Det var meget sjældent, at jeg legede med mine brødre. Det sagde mig ikke rigtig noget.
Jeg ville heller lege med pigerne. Det var mere naturligt for mig, for jeg opfattede mig selv som en pige og bestemt ikke som en dreng.
Jeg legede med dukker og legede teselskab, satte hår og sminkede de andre.
Kunne jeg komme til det, rendte jeg altid i pigetøj. Lige sÃ¥ langt tilbage, jeg kan huske, har jeg altid følt, at der var et eller andet i vejen. Noget, der ikke var, som det skulle være. Jeg kunne ikke forstÃ¥, at der blev snakket med store bogstaver til mig, nÃ¥r jeg havde pigetøj pÃ¥. “DET ER IKKE NORMALT”, sagde mine forældre.
Senere fandt jeg ud af, at jeg var ikke var født som en pige, men havde en drengekrop.
Det meste af min skolegang var et helvede. Jeg blev kaldt de mest frygteligste navne; navne, som jeg end ikke i dag kan få mig selv til at sige. Jeg blev banket i frikvartererne, spyttet på og låst inde i skabe på skolen. En gang var der et par drenge, som trykkede mit hoved ned i en wc-kumme, hvor der ikke var skyllet ud.
Jeg blev bange for at gå i skole, for jeg viste aldrig, om jeg ville få tæv, eller hvad de ellers kunne finde på at gøre ved mig.
Min søster var i skoletiden en stor støtte for mig. Altid hjalp hun mig og reddede mig for mange ubehageligheder, men hun kunne jo ikke altid være der og redde mig.
Jeg begyndte derfor at slå fra mig, men det gav også problemer, for lige pludselig blev jeg stemplet som vanskelig og voldelig.
Jeg husker, at der var en elev, som ikke kunne lide mig. Jeg var efter hans mening alt for piget. En dag, da jeg lå inde på mit værelse, kom han ind til mig og begyndte at banke mig i hovedet med en sko samtidig med, at han sagde, at hvis jeg var en tøs, så ville jeg græde. I omkring tyve minutter slog han mig i hovedet med skoen. Men jeg græd ikke. Den glæde skulle han ikke have. Men fuck hvor havde jeg ondt i hovedet flere dage efter.
Jeg var pÃ¥ kostskolen i lidt over et Ã¥r, hvorefter jeg kom pÃ¥ en ungdomsskole. Først troede jeg, at det hele ville blive bedre. Men “nej”. Det var stadig ikke særlig sjovt at være mig.
På ungdomsskolen var mopperiet også slemt. Der var da gode stunder, om end der ikke var så mange.
Efterhånden var jeg blevet moppet så meget, at jeg lukkede mig inde i mig selv. Der var ikke nogen, som kunne komme ind på livet af mig, Jeg var blevet en mur og var opsat på, at der aldrig mere skulle være nogen, som kunne såre mig.
Selvfølgelig kunne de såre mig og gjorde det også, men ikke på samme måde som tidligere. Jeg fik det sådan, at blev der sagt noget sødt eller pænt til mig, så tvivlede jeg på, at det kunne være ærligt ment, og stolede ikke på, hvad de sagde. Hvorfor skulle jeg gøre det? De fleste kunne jo ikke lide mig.
Værre var det også, at jeg selv begyndte mene, at jeg var et meget dårligt menneske, som ikke kunne finde ud af noget som helst, og at det måtte være min egen skyld, at de var så onde mod mig.
Min mor forsøgte altid at hjælpe og støtte mig. Det gjorde min far ikke så tit. Han drak meget, og det gik ud over min mor og os børn. Han slog ofte vores mor,
og når vi ville hjælpe hende, fik vi os en lampen.
På min fars side af familien blev der drukket ret meget. På min mors side var alkohol derimod noget, som man kun nød til festlige lejligheder.
Det var ikke let at vokse op i min familie. Vi havde problemer derhjemme, fordi min far drak meget, og fordi jeg havde problemer i skolen.
Det er noget af det sværeste, jeg nogen sinde har oplevet, og jeg ønsker det ikke for nogen – ikke engang for dem, som jeg ikke bryder mig om.
Men det har gjort mig til den stærke person, som jeg er i dag. Men jeg er stadig meget indelukket. Der er ikke særligt mange, som kommer helt ind til mig.
Medens jeg skriver dette, dukker en erindring frem. Det var to fyre fra skolen, som absolut ikke kunne lide mig. De tvang engang min søster og mig med ud på en mark ved stranden, hvor fiskerne tjærede deres garn. Den ene holdt min søster, medens den anden sparkede og slog mig. Til sidst lå jeg blot grædende på jorden. Så tog han en stor tjæretønde, som han trillede hen over mig, så jeg troede, at jeg blev mast helt i stykker.
Min søster måtte bære mig hjem. Mine forældre kontaktede drengenes forældre, men de sagde bare, at det kunne deres drenge ikke finde på, og at det var mig, som var fuld af løgn.
Jeg har altid følt mig som pige og gør det stadig. Jeg er en pige. En kvinde fanget i en mandekrop.
Lørdag den 23. marts 2002. Tina Thranesen.