Spgsm. 330 af 4. april 2006 til artikel om, at danskere skifter køn i udlandet. Svar 3. maj 2006.

Vist 183 gange.
Sundhedsudvalget stillede den 4. april 2006 spørgsmÃ¥l 330 – Alm. del 2005-06 – om at kommentere artikelen fra Politiken den 26. marts 2006 “Danskerne skifter køn i udlandet” til indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, der svarede den 3. maj 2006.

Spørgsmål 330
Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Politiken den 26. marts 2006 “Danskerne skifter køn i udlandet”.

Svar den 3. maj 2006 fra indenrigs- og sundhedsministeriet
Det fremgår af artiklen, at nogle transseksuelle vælger at rejse til udlandet og få foretaget kønsskifteoperation dér, fordi det ifølge danske transseksuelle er vanskeligt at få tilladelse til kønsskifteoperation herhjemme. Blandt andet påpeges det, at Rigshospitalets sexologiske klinik er det eneste sted, hvor der foretages vurdering af de transseksuelle, der ønsker kønsskifte, og det foreslås, at privatpraktiserende sexologer inddrages i vurderingen af transseksuelles operationsønske.

Jeg kan oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning om specialplanlægning og lands- landsdelsfunktioner fra 2001, at området for behandling af svære sexologiske lidelser under det psykiatriske speciale, herunder transseksuelle med henblik på eventuel kønsskiftevurdering, er en højt specialiseret behandlingsform, som det anbefales foregår på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Aktuelt har Sexologisk Klinik på Rigshospitalet således landsfunktion på området.

Som led i kommunalreformen på sundhedsområdet vil Sundhedsstyrelsen gennemføre konkrete gennemgange af de enkelte lægelige specialer med henblik på at fastsætte krav til lands- og landsdelsfunktioner i det enkelte speciale. Der vil i den forbindelse også blive taget stilling til placering af behandling af svære sexologiske lidelser, herunder transseksuelle med henblik på eventuel kønsskiftevurdering, som landsfunktion på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

Jeg kan yderligere oplyse, at Sundhedsstyrelsen i løbet af 2006 vil udarbejde en særskilt vejledning om adgang til kønsskifte. Det bemærkes, at området overgik fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet ved kongelig resolution af 18. februar 2005, og at der ikke tidligere har foreligget en sådan vejledning. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse holdt møder med flere forskellige foreninger for transseksuelle, Rigshospitalets sexologiske klinik og plastikkirurgiske afdeling samt Retslægerådet om den gældende procedure for anmodning om kønsskifte.

Det vil i den særskilte vejleding om kønsskifte blive præciseret, at det fastsættes i Sundhedsstyrelsens vejledning om specialplanlægning og lands- landsdelsfunktioner hvilke/hvilken højtspecialiseret landsdelsafdeling, som er tillagt kompetence til at indstille til kønsskifte efter et observationsforløb.

Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.