Spgsm. 225 den 15. november 2019 om ministeren tager ansvar for at behandle børn livslangt med hormoner uden at kende risikoen. Svar 20. december 2020.

Vist 113 gange.
Sundheds- og Ældreudvalget (SUU) stillede den 15. november 2019 efter ønske fra Liselott Blixt (DF) spørgsmÃ¥l 225 – Samling: 2019-20 – om ministeren tager ansvar for at behandle børn livslangt med hormoner uden at kende risikoen, til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), der svarede den 20. december 2020.

Spørgsmålet
Tager ministeren det ansvar, der ligger i at behandle børn livslangt med hormoner uden at kende risikoen?

Svar
Den sundhedsfaglige hjælp ved kønsidentitetsforhold, herunder behandling, hos børn og unge er reguleret i Sundhedsstyrelsens Specialeplan og beskrevet i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9658 af 16/08/2018 om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold.

Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold, kræver den sundhedsfaglige rådgivning, udredning og behandling af kønsidentitetsforhold hos personer under 18 år helt særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært teamsamarbejde bestående af både speciallæger i pædiatri med særlig erfaring på området og kompetencer i pædiatrisk endokrinologi, vækst og reproduktion samt kønsidentitetsforhold, samt speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri med særlig erfaring og kompetencer inden for kønsidentitetsforhold hos børn og unge.

Det siger sig selv, at jeg henholder mig til Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold, som bl.a. er udarbejdet med baggrund i rådgivning fra eksperter inden for området og med inddragelse af LGBTI-organisationer.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at der i september 2019 blev etableret et Videnscenter for sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold i Sundhedsstyrelsen. Aktuelt er der afsat 5,5 mio. kr. over en treårig periode (2019-2021) til såvel etablering som drift af videnscentret, herunder midler til forskning. Sundhedsstyrelsen vurderer, at der er behov for at prioritere offentlige midler til forskning i området, også langsigtet forskning, da området er et mindre, men meget vigtigt forskningsfelt, hvor private forskningsmidler kan være svære at få.

Videnscenteret skal indsamle og formidle sundhedsfaglig viden til fagpersoner i regioner og kommuner, brugere og pårørende samt uddele midler til forskning. Videnscenteret arbejder på nuværende tidspunkt med udvælgelse af fokusområder, hvor der bl.a. er behov for mere viden og forskning. I den forbindelse blev børn og unge særligt fremhævet som et muligt fokusområde.

Jeg kan endvidere oplyse, at Sundhedsstyrelsen følger området for behandling af transkønnede børn og unge tæt, og at styrelsen løbende er i dialog med både Region Hovedstaden, brugere, pårørende og organisationer på området.

Med venlig hilsen
Magnus Heunicke

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet hos Folketinget i pdf-format.