Vist 1.625 gange.
Det rammer mig som et kølleslag. Sender mig til tælling. Jeg kan ikke tænke. Sorg. Tomhed.
Det sker med mellemrum. Den dybe sorg, at jeg aldrig kan blive den, som jeg allerhelst vil være.
Men hvem vil jeg være? Kvinde, ja. Men hvilken kvinde? Smuk, flot og helt uden tvivl kvinde.
Hvordan kan jeg nogensinde blive det, når jeg er født mand? 180 cm høj, uden stiletter? Med for meget hår de forkerte steder, og for lidt hår de rigtige steder?
Skulle jeg ikke bare glemme det? Være tilfreds med livet som mand, ægtefælle og far? Er det ikke fuldstændig skørt og sindssygt, at ville ofre ægteskab, familie og måske materiel velstand?
Men jeg kan ikke glemme det. Kvinden i mig er stærk, og hun vil ud. Hun vil vise, at hun er der, og at hun kræver sin ret. Sin ret til at være. Sin ret til at leve det liv hun gerne vil. Med de mennesker omkring sig, som hun holder af og som holder af hende. Dem som kun kender kvinden, men ogsÃ¥ de som kender begge. Og de, som ikke kender kvinden endnu, men som forhÃ¥bentlig finder styrken til at acceptere hende – eller bare at acceptere hendes eksistens.
Beslutningen er truffet. Efter et liv på snart 52 år, med mange års kamp for at forstå hvem jeg er. Hvilke livsvilkår jeg har. At acceptere, at jeg kan føle mig som kvinde, trods anselig fysisk størrelse. At være ligeglad med, hvordan offentligheden opfatter mig. At færdes som kvinde når og hvor det passer mig. At opføre mig, som om min ret til at være her er soleklar og indiskutabel.
For det er den. Jeg HAR ret til at være den jeg er. Hvis nogen mener noget andet, er det dem, der er noget galt med. Ikke jeg. De må finde sig i mig, for jeg forsvinder ikke. Man kan tage meget fra mig. Men så længe min hjerne fungerer, kan man ikke tage min kønsidentitet og mine grundlæggende værdier fra mig.
Vejen til beslutningen har været lang og vanskelig. Jeg har gennemgÃ¥et hele registret af følelser. I starten, som 5-Ã¥rig, forvirring og usikkerhed. Hvad var det for noget med mig? Hvorfor kunne jeg ikke lade min vens søster sko være? Hvorfor gik jeg i min mors klædeskab og “lÃ¥nte”. Hvorfor havde jeg smÃ¥ bryster (som desværre aldrig voksede sig helt store og flotte)? Hvorfor var jeg den eneste i hele verden som var sÃ¥dan?
Som 11-Ã¥rig, ved læsning af “Den lille Lyserøde”, en aha-oplevelse. Der var noget, som hed transvestitter! NÃ¥. Det var det, jeg var. Senere gik det op for mig, at det ikke bare var det med tøj. Der var noget mere. Det ubehag, der var ved at opføre sig som manderollen pÃ¥bød. Den eneste i familien, som ALDRIG klædte sig i jakkesæt og slips til fester. Som ikke ville give sin mor et billede af mig som soldat – det var bare for slemt. Hvorfor sÃ¥ være soldat? Det var min traditionelle opdragelse, som havde udstyret mig med den pligtfølelse, som gjorde, at jeg ikke kunne leve med at snyde mig fra den del. Men soldatertiden gav mig et skub til at bevæge mig yderligere væk fra manderollen. SÃ¥ jeg kan faktisk ikke sige, at tiden var spildt. Jeg mÃ¥ se tilbage og konstatere, at det var en værdifuld oplevelse, som gav mig mere klarhed.
Skyldfølelse over at være utilfreds med mit fødte køn. Skyldfølelse over at have kæmpet mod mine inderste tilskyndelser. At have indgået ægteskab, sat børn i verden. Det ægteskab jeg nu ønsker at opløse. De børn, som jeg elsker, og som nu kommer til at se mig i et andet lys.
Angst for, at mine elskede børn vender mig ryggen.
Undervejs søgte jeg assistance på Sexologisk Klinik. Hjælp til at sortere mine tanker og følelser, til at få styr på mit liv. Det var blevet uoverskueligt. Det gik mig på, både fysisk og psykisk. Svimmelhed, tinnitus, rysteture, grådanfald. Og så alle tankerne om skyld.
Det startede med at blive værre. En psykolog, som begik overgreb. OptrÃ¥dte konkluderende og fordømmende. “Det er en perversion, du kan fÃ¥ medicin til at tage toppen af lysten, og du mÃ¥ overveje hvor meget din egoisme skal ødelægge for andre.” Det var 3 sætninger som faldt under den første samtale. Jeg var nærmest apatisk og i chok.
Malene er, hvad de fleste vil kalde, en helt normal kvinde. For mig er hun et ganske særligt og vidtfavnende menneske, og mødet med hende blev på mange måder et vendepunkt i mit liv, som har åbnet døre til mange nye venskaber og bekendtskaber. Vi fattede umiddelbart sympati for hinanden, og vi var meget åbne overfor hinanden. Malene var rystet over min oplevelse, og gav mig psykisk førstehjælp. Det gav mig modet tilbage.
Jeg kontaktede psykologen telefonisk et par dage efter. Jeg bad hende lytte uden at afbryde mig, og fortalte hende stille og roligt, men tydeligt, hvordan jeg havde oplevet samtalen med hende. Derefter var der en meget lang pause. Samtalen sluttede med, at psykologen udtalte, at hun ville tage min kritik til sig. Ved næste samtale var der kommet ny behandler på sagen. Den samtale var noget anderledes end den første, selv om jeg stadig oplevede at klinikken var forudindtaget. Men de følgende samtaler blev gode og værdifulde oplevelser, som sammen med andre positive hændelser, har hjulpet mig til at træffe min beslutning.
Jeg har en fantastisk appetit på fremtiden. På at leve i overensstemmelse med min natur. At være der for mine venner. At være der for mine børn, måske på en ny måde. Som jeg tror er en bedre måde.
Jeg er også lidt stolt over at være nået frem til en beslutning. Beslutningen om at kvinden i mig skal fylde alt det hun vil. Ingen operation til mig. Nej tak. Jeg har ikke behov.
Med garanti for det perfekte resultat, sÃ¥ er tanken voldsomt tiltrækkende. Men jeg ved, at det rigtige for mig er at være kvinde med hjernen og i pÃ¥klædning. Men rigtige bryster, nul hÃ¥r de forkerte steder – jo tak! SÃ¥ jeg ved godt, hvad en evt. lottogevinst skal bruges til.
Det er nogen tid siden at sorgen og tomheden har ramt mig. Det vil ske igen. Men jeg tror det vil ske sjældnere og sjældnere, og med lidt held ebbe ud.
Jeg glæder mig til at tage hul på resten af mit liv, og at møde jer alle sammen derude. Lad os gøre livet til en fest!
Stafetten er videregivet til Malene Sakskilde.
* * *
Oversigt over stafetartikler.