Sueellen i kvindetøj. 22. september 2001.

Vist 683 gange.
Af Sueellen den 22. september 2001.
Hvordan startede det, at jeg kunne iføre mig og gå i dametøj?
Ja, det er en lang historie. Da jeg var seksten år gammel, var jeg en dag alene hjemme. Jeg kedede mig gevaldigt meget. Mine kammerater var ikke hjemme, for de fleste havde eftermiddags job, som skulle passes.
Jeg gik rundt i huset for at se, om der var noget, jeg kunne gøre eller lave. Men nej – der var intet at lave, sÃ¥ jeg gik ind i min søsters værelse for at se, om hun havde noget jeg kunne gøre. Men nej – heller ikke dér, var der noget. Jeg kiggede i hendes skab, hvor alt hendes tøj var. Dér stod jeg og sÃ¥ pÃ¥ det og tænkte, at det kunne være spændende og prøve, om jeg kunne passe

Jeg vidste, at de først kom hjem hen ad syvtiden, så jeg havde da tid til at prøve det.

Jeg fandt bh, trusser, nederdel, bluse, og strømper med hofteholder (som dengang var moderne), sko og til sidst, fandt jeg da også hendes sminke. Jeg gik ud i badeværelset og tog alt mit tøj af og stod så og kiggede på mig selv i spejlet.

Så tog jeg det tøj på, jeg havde fundet frem, og sminkede mig for første gang. Jeg havde jo set hvordan hun gjorde det, og jeg syntes resultatet var rimeligt godt.

NÃ¥, men jeg gik derefter rundt i stuen og i hele huset iført dametøj. Sikken da en rar fornemmelse jeg havde i min krop, der reagerer ved at min stang blev lidt stor. Men efterhÃ¥nden blev den da slap igen. Da tænkte jeg: “Er jeg en, der kan iklæde mig dametøj”.

Tiden nærmede sig den tid, hvor de kom hjem, og jeg tog tøjet af igen og lagde det pænt på plads. Men jeg besluttede mig til, at det vil jeg da prøve igen en dag, hvor jeg var alene hjemme.

Dog skulle der ikke gå lang tid, før jeg igen kunne iføre mig dametøj, for om lørdagen var igen alene hjemme. Mine forældre kom ikke hjem før om søndagen og min søster besøgte en skolekammerat i Århus den weekend, så faktisk havde jeg hele huset for mig selv igen.

Dagene svandt hen og lørdagen kom nærmer og nærmer. Endelig var det snart weekend, og jeg var alene hjemme uha, hvor jeg jublede indvendig. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har været så glad for at mine forældre ikke var hjemme. Og jeg havde intet fortalt til mine kammerater, for jeg gad skam ikke have dem rendende her, for så skulle der jo bare drikkes, og det var nu ikke min kop te at drikke fra sans og samling.

Dagen var lang, for jeg havde besluttet mig for at tage det stille og rolig. Men faktisk var jeg meget spændt på hvordan min krop vil reagerer denne gang, og hvordan jeg personligt ville have det, når jeg havde taget tøjet på.

Men efterhånden som dagen gik, lavede jeg mad til mig selv og sad og spiste det. Medens jeg spiste, tænkte jeg på, hvordan det kunne være, at jeg kunne li at have dametøj på, selvom det var kun var sket en gang. Men denne dag, hvor jeg skulle gøre det for anden gang, og havde mere tid end første gang, blev jeg enig med mig selv om at tænke på den reaktion min krop kom med, og hvad jeg vil med det fremover.

Da jeg havde ryddet lidt op og alt det, jeg ville have på lå klar, gik jeg i bad. Jeg vaskede mig grundig og godt, og efter badet tog jeg tøjet på. Ja faktisk var det det samme tøj, jeg havde på første gang Derefter sminkede jeg mig så godt, som jeg nu kunne. Faktisk blev det bedre end første gang. Derefter gik jeg så rundt i stuen og i huset, sad som en kvinde gjorde og meget andet. Heldigvis var der ingen, der kunne se mig udefra, for så havde de nok tænkt det værste om mig.

Min krops reaktion var som ventet. Den blev opstemt, og stangen var blevet stiv, mere end første gang. Men efter et godt stykke tid aftog det. Faktisk følte mig godt tilpas og afslappet som første gang, jeg prøvede det.

Aftenen skred frem og telefonen havde ringet et par gange, for mine forældre ville da lige høre, om jeg havde det godt, og om jeg skulle i byen.

Min tante ringede også. Hun er god at snakke med, men hun kunne høre, at min stemme ikke helt var, som den plejede at være, så hun spurgte, hvad jeg lavede. (Hun havde en mistanke om, at jeg gjorde noget som ingen andre skulle vide noget om).

Jeg svarede hende ærligt.

Men hvad svarede hun mig? Jo faktisk svarede Hun: “Ja, jeg havde altid haft en mistanke, at du var ikke den du er, og jeg vil da gerne hjælpe dig, sÃ¥ hvis du kan komme ud til mig, sÃ¥ vil jeg da gerne se, om jeg kan hjælpe dig igennem dette her”.

Jeg svarede hende, at jeg gerne vil komme ud til hende næste weekend. Og der sluttede den samtale.

Udenfor var det blevet mørk, og jeg tænkte, om jeg skulle gå ud og spadserer mig en tur i den påklædning.

Efter en halv times tid gik jeg ud af døren for at så noget frisk luft. Jeg gik en tur rundt om den gade, vi boede i, og der var ingen der lagde mærke til noget.

Men et sted var der en, der stod og kaldte på sin hund. Da jeg gik forbi, kiggede han på mig og fulgte mig med øjnene. Uha tænkte jeg. Genkendte han mig eller hvad?

Da jeg gik i seng tænkte, jeg meget på, hvad jeg havde gjort og lå faktisk længe og spekulerede på fremtiden og hvilke ting jeg skulle igennem. Men jeg blev enig med mig selv om, at det havde været en god dag for mig.

Men hvordan har jeg det så med mig selv? Jo jeg har det på den måde, at jeg affinder mig med at have dametøj på i perioder. Og fysisk reagerer min krop på påklædningen.

Men det vigtigste af det hele er jo, at jeg selv accepterer, at jeg er anderledes og kan lide at iklæde mig dametøj. Og jeg skal love for at med de tanker, jeg har omkring det, og med hjælpen af fra tante og endog fra min onkel, kom jeg faktisk et meget stor skridt videre med at være en transvestit.

Og det seksuelle kan jeg både med dametøjet på og som mand.

Kærlig hilsen fra Sueellen.