Udtalelse/erklæring den 5. september 2011 fra Susanne Selmer til medlemmer af Trans-Danmark om, hvad der kan forventes af en ny bestyrelse.

Vist 281 gange.

Susanne Selmer
Susanne Selmer
Den 5. september 2011 har Susanne Selmer, der kandiderer til at overtage formandsposten i Trans-Danmark på den ekstraordinære generalforsamling den 15. september 2011, udsendt følgende udtalelse/erklæring.

* * *
Kære medlem af Trans-Danmark

Som du sikkert er bekendt med, afholdes der ekstraordinær generalforsamling den 15. september d.å. kl. 1900 i Bylderup-Bov i Sønderjylland. Generalforsamlingen har tre hovedformål:
  1. At debattere og eventuelt fastsætte et nyt navn til foreningen.
  2. At tage stilling til et mistillidsvotum mod den nuværende bestyrelse og – hvis dette mistillidsvotum vedtages – gennemføre valg til en ny bestyrelse.
  3. At tage stilling til udelukkelsen af Irene Haffner og GNOEQA [1].

Hvis du hører til blandt de medlemmer, som mener, at den nuværende bestyrelse ikke har levet op til rimelige forventninger og derfor bør træde tilbage og give plads til nye og friske kræfter, er det af overordentlig stor vigtighed, at du møder op til generalforsamlingen for at afgive din stemme.
Du opfordres derfor til at give en forhåndsmelding om dit fremmøde til undertegnede,
ruinen@paradis.dk

Det kan du forvente af en ny bestyrelse:
  1. En bestyrelse, som viser større åbenhed og gennemsigtighed i bestyrelsens arbejde for foreningens medlemmer, end tilfældet har været hidtil.
  2. En bestyrelse, som har fokus på medlemmernes interesser og på deres særlige situation.
  3. En bestyrelse, som giver større mulighed for at øve indflydelse på bestyrelsens arbejde.
  4. En bestyrelse, som arbejder for reformer og forbedringer i forhold til transkønnedes vilkår i overensstemmelse med medlemmernes behov og ønsker.
  5. En bestyrelse, som vil arbejde for, at medlemmernes indbyrdes sociale relationer styrkes, og at vort kendskab til hverandre øges.
  6. En bestyrelse, som vil søge samarbejde med andre interesseorganisationer med det formål at opnå bred enighed i hele transmiljøet.
  7. En bestyrelse, som vil arbejde for et debatforum, hvor der er plads til meninger og holdninger og til alle slags mennesker.

Bestyrelse
Vi har tilsagn fra et tilstrækkeligt antal medlemmer til, at der kan vælges en ny bestyrelse, og selv stiller jeg op til formandsposten.

Hvis det skulle have din interesse at stille op som kandidat til en bestyrelsespost, så skriv endelig til mig, så bringer jeg gerne dit navn i forslag. Jeg håber, du med dit fremmøde og din stemme vil medvirke til at skabe et nyt Trans-Danmark.

Med venlig hilsen
Susanne Selmer
ruinen@paradis.dk

Note af Tina Thranesen.
  1. [Retur] GNOEQA er indsat i stedet for pågældendes navn, hvilket dog er mig bekendt. Tina Thranesen.