Vi var fem, der den 13. oktober 2009 tog i Aalborg Teater og sĂĽ Jeg er min egen kone.

Vist 1.114 gange.

Tina Thranesen og Jakob Højlev Jørgensen.
Tina Thranesen og
Jakob Højlev Jørgensen
Af Tina Thranesen den 13. oktober 2009.

GNOEQA[1], Irene Haffner, Nauja, Sheila Frik og jeg overvĂŚrede tirsdag aften den 13. oktober 2009 skuespillet Jeg er min egen kone pĂĽ Aalborg Teater.
Det var en fantastisk oplevelse. Skuespilleren, Jakob Højlev Jørgensen leverede en imponerende indsats ved som eneste medvirkende af fortÌlle historien om Charlotte von Mahlsdorf. Kun iført en sort kjole, en perlekÌde og et sort hovedtørklÌde spillede han samtlige roller i stykket. Pü intet tidspunkt var der forvirring om, hvilken person, han lagde krop og stemme til uagtet, der ingen omklÌdning fandt sted. Det skal ogsü bemÌrkes, at han selv har oversat stykket.

Scenen pĂĽ Transformator, Aalborg Teater
Scenen pĂĽ Transformator, Aalborg Teater
Jeg er ikke teaterkyndig, men vil tillade mig at betegne skuespillet som en fortĂŚlling – en fortĂŚlling i høj klasse om Charlotte von Mahlsdorf. Charlotte var transkønnet og levede det meste af sit liv som kvinde. Fra helt lille klĂŚdte hun sig ofte i kvindetøj. Hun flygtede sammen med sin moder fra nazisterne under Anden Verdenskrig og formĂĽede at komme gennem kommunisternes styre i Østtyskland fra efter krigen til Muren faldt. En helt unik skĂŚbne, som Jakob Højlev Jørgensen fortalte om pĂĽ en medlevende mĂĽde, sĂĽ han under hele forestillingen havde publikums fulde opmĂŚrksomhed.

Fem minutter i tolv middag dagen før, altsĂĽ mandag den 12. oktober 2009 mødtes GNOEQA og jeg pĂĽ en P-plads ved motorvejen ved Korsør, hvorefter vi sammen i GNOEQAs bil kørte op til Irene Haffner i Hovsør ved Thisted, hvortil vi ankom kort før kl. 3 om eftermiddagen. Lidt senere ankom Sheila Frik og Nauja. Sammen havde vi en hyggelig eftermiddag og aften med god mad og masser af snak. Om tirsdagen drøftede GNOEQA, Irene og jeg transpolitiske forhold. – Men det er jo slet ikke det, jeg vil fortĂŚlle om.

Gangen foran teatersalen med billeder af Charlotte von Mahlsdorf. Til venstre Nauja.
Gangen foran teatersalen
med billeder af
Charlotte von Mahlsdorf.
Til venstre Nauja.
Sidst pü eftermiddagen vendte Sheila Frik og Nauja tilbage og samme kørte vi alle fem fordelt i to biler mod Aalborg for at se skuespillet Jeg er min egen kone.
Efter en hyggelig tur gennem det skønne og afvekslende landskab ankom vi til Aalborg og fandt med lidt besvĂŚr to parkeringspladser pĂĽ tagparkeringen over Superbrugsen pĂĽ hjørnet af VingĂĽrdsgade og Budolfi Plads – kun fĂĽ hundrede meter fra Aalborg Teater i Jernbanegade.

Charlotte von Mahlsdorf.
Charlotte von Mahlsdorf.
Der var mange mennesker i teateret, men foruden Jeg er min egen kone, opførte teateret ogsü Ludvig Holbergs komedie Maskerade.
Jeg er min egen kone opførtes i teaterets eksperimentalscene – Transformator, som vi af en venlig billettør ved indgangen fik oplyst lĂĽ pĂĽ første sal. Da der var unummererede billetter skyndte vi os at hĂŚnge vores frakker i garderoben i kĂŚlderen og gik op pĂĽ første sal. Der var imidlertid ikke ĂĽbnet ind til salen, sĂĽ vi stod sammen med mange andre teatergĂŚster og ventede til dørene prĂŚcist kl. 1930 blev ĂĽbnet.
Da jeg trĂĽdte ind i salen, fik jeg noget af en overraskelse. Der var ingen scene – dvs. scenen var cirka halvdelen af den temmelig lille sal. Der var midt pĂĽ gulvet et lille bord. Ved en vĂŚg stod nogle fĂĽ stole. I den bagerste halvdel af salen var tilskuerpladserne. Det var seks rĂŚkker med hver tolv pladser, der hver isĂŚr var hĂŚvet lidt i forhold til hinanden. De forreste to rĂŚkker var sofaer beklĂŚdt med hvide lagner. De efterfølgende rĂŚkker var ĂŚldre polstrede salonstole. Hele salen var holdt i sort og kun oplyst af enkelte spotlight og smĂĽ lampetter pĂĽ vĂŚggene.
Da vi gerne ville sidde ved siden af hinanden kunne vi ikke nĂĽ at fĂĽ plads i sofaerne, men fik plads pĂĽ tredje rĂŚkke. Stolene viste sig at vĂŚre behagelige at sidde pĂĽ.
I løbet af kort tid var pladser besat – altsĂĽ fuldt hus, omkring 70 teatergĂŚster.

Folder om stykket.
Folder om stykket
Det var med stor forventning, at jeg nu sad og ventede pĂĽ, at forestillingen skulle starte. Jeg kendte jo ganske godt historien om Charlotte von Mahlsdorf i kraft af det researcharbejde, jeg tidligere havde lavet om hende, ligesom jeg havde bemĂŚrket, at forestillingen havde fĂĽet rigtigt flotte anmeldelser.

Stykket er skrevet af amerikaneren Dough Wright og havde verdenspremiere pĂĽ Brodway i New York den 5. december 2003.
Ventetiden blev kun kort. Lyset blev dĂŚmpet – ja, det blev slukket helt, sĂĽ der var kulsort. En lyssprĂŚkke kommer til syne, da en dør bliver ĂĽbnet ganske langsomt. Ind trĂŚder Charlotte von Mahlsdorf. Hun har ryggen til os og skubber langsomt døren op med ryggen. Da døren er helt ĂĽben vender hun sig langsomt. I hĂŚnderne har hun et lille trĂŚskrin. Hvad der herefter sker i stykket, vil jeg ikke berette om. Det vil vĂŚre synd for kommende teatergĂŚngere at fortĂŚlle det hele.

Charlotte von Mahlsdorf
Charlotte von Mahlsdorf
Af teaterets omtale af stykket fremgĂĽr det, at der i forestillingen optrĂŚder 35 personligheder. Hovedpersonen er selvfølgelig Charlotte von Mahlsdorf, men samtlige personligheder fremføres af Jakob Højlev Jørgensen pĂĽ en imponerende og overbevisende mĂĽde. At der var 35 personligheder vil jeg ikke betvivle. Jeg talte dem ikke – jeg var for opslugt af hele fremførelsen til at beskĂŚftige mig med en sĂĽdan “detalje”. Men skiftet fra personlighed til personlighed skete pĂĽ en mĂĽde, sĂĽ vi som tilskuere pĂĽ intet tidspunkt var i tvivl om, hvem det drejede sig om. Om det var Charlotte von Mahlsdorfs fader, en nazist, en amerikansk soldat, en stasiagent eller stykket forfatter, Dough Wright, der havde indskrevet sig selv i stykket, sĂĽ fremgik det tydeligt.
Gennem forestillingen fik vi fortalt hele Charlotte von Mahlsdorfs liv – lige fra hun var den lille dreng ved navn Lothar Berfelde gennem Anden Verdenskrig, det kommunistiske Østeuropa og perioden efter Murens fald, hvor Charlotte von Mahlsdorfs blev hĂŚdret med den fornemmeste tyske hĂŚdersbevisning, Bundesverdienstkreuz til beskyldninger om, at hun under det kommunistiske regime var stasiagent.

I stykket var der indlagt en 20 minutters pause. Lige da pausen blev annonceret, følte jeg det som en meget uvelkommen afbrydelse. Jeg var alt for opslugt af stykket til, at jeg havde behov for en pause. Men pausen blev godt udnyttet.

Da vi gik ud af salen, henvendte jeg mig til en ung kvindelig ansat ved teateret, prĂŚsenterede mig og fortalte, at vi var en lille gruppe fra de to danske transforeninger – Trans-Danmark og Transvestitforeningen i Danmark – TiD – og spurgte, om det var muligt at komme til at hilse pĂĽ Jakob Højlev Jørgensen efter forestillingen.
Hendes svar kom uden den mindste tøven – selvfølgelig kunne vi det; vi skulle blot blive inde i salen efter forestillingen, sĂĽ ville Jakob Højlev Jørgensen komme ind til os.

Jakob Højlev Jørgensen
Jakob Højlev Jørgensen
Det var jo en glÌdelig nyhed at overbringe de andre. Pausen blev videre udnyttet til en forfriskning i form af et glas rødvin og snak om stykket, som vi alle fem var begejstrede for.
Sidste halvdel af stykket var liges pü medrivende og spÌndende som den første halvdel.

Umiddelbart efter de sidste teatergĂŚster havde forladt salen, og vi var alene tilbage pĂĽ gulvet – som jo faktisk var scenen, kom Jakob Højlev Jørgensen ind til os. Vi prĂŚsenterede os kort for ham, trykkede hĂŚnder, hvorefter han fortalte, at han var enormt glad for, at vi var kommet og havde spurgt om mulighed for at mødes med ham. Han kendte bĂĽde til foreningerne og havde besøgt Vidensbanken.

Billetten med autograf fra Jakob Højlev Jørgensen.
Billetten med autograf fra Jakob Højlev Jørgensen.
Vi udtrykte vores uforbeholdne beundring for hans prÌstation og sludrede gennem en tyve minutters tid om stykkets tilblivelse og om Charlotte von Mahlsdorf. Han fortalte, at det var en meget anstrengende rolle at spille, da han jo var alene hele tiden og ikke havde andre medvirkende til at støtte sig til. Det havde imidlertid vÌret en stor oplevelse for ham at fremføre det. De første par opførelser af stykket havde der ikke vÌret fuldt besat i salen, men det havde Ìndret sig til, at der var fuldt hun i samtlige efterfølgende forestillinger.
Vi fik taget nogle billeder, og jeg fik hans autograf pĂĽ billetten.

SĂĽ var det tid til afsked. Et par dejlige dag var gĂĽet – hyggeligt samvĂŚr, masser af snak, dejlig mad og en fantastisk oplevelse ude i den virkelige verden i form af et teaterbesøg.

Tina Thranesen.

* * *
Jakob Højlev Jørgensen er ogsü en dygtig bugtaler.

Note
  1. [Retur] GNOEQA er indsat i stedet for pĂĽgĂŚldendes navn, hvilket dog er mig bekendt. Tina Thranesen.