Layla Nielsen. Selvbiografisk artikel den 20. januar 2008.

Vist 492 gange.

Layla Nielsen.
Layla Nielsen.
Af Layla Nielsen den 20. januar 2008.
L√łrdag den 19. januar 2008 havde jeg den forn√łjelse at have bes√łg af Tina Thranesen til frokost og hyggeligt samv√¶r. F√• dage f√łr havde Tina publiceret en selvbiografi. Nu vil jeg gerne give min egen livshistorie som Layla.

Det er fra 1965, jeg har den f√łrste klare erindring. Jeg var ca. 10 √•r og legede med naboens datter. Vi var alene hjemme hos mig, og jeg var vildt betaget af hendes s√łde hjemmesko. S√• opfandt jeg en ny leg: Vi skulle p√• skift binde hinanden. F√łrst skulle hun binde mig med bind for √łjnene, og s√• skulle jeg binde hende med bind for √łjnene. Endelig kunne jeg pr√łve hendes sko.

I √•rene efter har jeg spredte erindringer om at g√• i mors skuffer og is√¶r pr√łve hofteholder og nylonstr√łmper. Stor var min skuffelse, da min mor skiftede til str√łmpebukser og hofteholderne forsvandt. Dem ville jeg gerne have haft, men det kunne jeg selvf√łlgelig ikke sige.

Da jeg flyttede hjemmefra og i flere √•r boede p√• kollegium, havde jeg lidt st√łrre muligheder med f.eks. nylonstr√łmper og trusser. Den erindring, der st√•r klarest fra den tid, er et par gamle cowboybukser. Jeg klippede benene op og syede dem sammen som en nederdel. N√•r jeg s√• ogs√• havde nylonstr√łmper p√•, var det lidt godt.

Men tiden fl√łj og jeg flyttede meget rundt. T√łj blev smidt ud, og i 1986 var jeg s√• tilbage i Danmark i en helt ny job- og boligm√¶ssig situation. Jeg flyttede ind i en lejlighed p√• Vesterbro i K√łbenhavn. Til jul var jeg ude og k√łbe julegaver, vist nok i det gamle Dalls varehus. Jeg havde kigget i julekataloget og fundet en dejlig r√łd natkjole plus tilh√łrende bh og nylonstr√łmper. Det var en stor forn√łjelse at komme hjem og straks pakke den julegave ud. I dag kan jeg se, at bh’en var for lille og det var natkjolen og str√łmperne ogs√•.

Men fra 1986 har jeg stille og roligt opbygget min garderobe. Jeg har kun smidt t√łj ud, n√•r det var h√•bl√łst slidt og ubrugeligt.

I starten af 90’erne s√• jeg nogle gange Politiken om s√łndagen, og i “Kom frit frem” var der nogle transvestitsammenkomster, som fangede min opm√¶rksomhed. Vi skal dog helt frem til 1997 f√łr jeg vovede at ringe og melde mig ind i TiD. Jeg fik tilsendt materiale, og senere fik jeg medlemsbladet en gang i kvartalet.

I 1998 skete det s√•. Det var i april. Jeg havde lige meldt mig til et TiD-arrangement p√• Fyn, da min gode veninde Mette ringede til mig en eftermiddag, hvor jeg var hjemme. I √łvrigt samme dag, hvor jeg om formiddagen f√łrst havde ringet til Parykmagasinet og derefter som mand gik ned og k√łbte min f√łrste seri√łse paryk – fastelavnsparykkerne s√• forf√¶rdelige ud. Men alts√•, jeg kom hjem med en god paryk, lagde makeup s√• godt som jeg nu kunne, kl√¶dte mig fra inderst til yderst, og tog min nye paryk p√•. Super, og s√• ringede Mette. Hun gik hjemme og havde lidt ondt af sig selv, s√• hun ville gerne bes√łge mig. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg og gik hjemme, men Mette ville gerne bes√łge mig alligevel. S√• tog jeg springet: Ok, men Mette s√• skal du lige v√¶re klar over, at jeg i dag er kvinden Layla! Vi havde kendt hinanden i flere √•r, men det overraskede hende, og hun bad om en halv times bet√¶nkningstid. Ca. 10 minutter senere ringede hun tilbage og sagde, at hun gerne ville bes√łge mig. S√• hun cyklede op til mig p√• Tr√łjborg og m√łdte for f√łrste gange Layla med den nye paryk og det √łvrige udstyr. Jeg husker is√¶r to ting fra det m√łde. Det f√łrste var, at efter ca. et kvarter sagde Mette, at det var utroligt, hvor hurtigt hun glemte at der var noget s√¶rligt ved situationen. Vi sad jo bare og hyggesnakkede som s√• ofte f√łr. Den anden ting var, at hun is√¶r beundrede mine ret ordin√¶re damesko. Som en god gammel 70’er kvinde var hun meget fastl√•st i sin kedelige p√•kl√¶dning. Hun kunne godt t√¶nke sig et par sko som mine, men det turde hun ikke. Senere den sommer gl√¶dede det mig, at hun b√•de tog en kjole p√• og fik nogle p√¶ne damesandaler.

S√• kom √•rene med forskellige transarrangementer, bl.a. i Parykmagasinet i √Örhus og Randersm√łderne. Den store private begivenhed var da jeg inviterede min mor til frokost p√• hendes f√łdselsdag og advarede hende om en lille overraskelse. S√• da m√łdte min mor for f√łrste gang Layla. Hun tog det meget fint, og vi havde en god frokost og eftermiddag, hvor jeg bl.a. havde fundet mange b√łger og blade frem om os trans’er. Det hun var mest interesseret i var at se min garderobe, s√• hun fik en lille opvisning. Is√¶r var hun meget begejstret for den r√łde kjole, jeg lige havde k√łbt via postordre. Hun fortalte, at hun som ung nygift kvinde havde √łnsket sig en r√łd kjole, men min konservative og sparsommelige far sagde nej. Men p√• denne decemberdag, hvor min mor havde f√łdselsdag, fandt jeg kataloget frem, og vi bestilte en r√łd kjole til hende. S√• til jul, hvor vi dette √•r tilf√¶ldigvis kun var hende og mig selv, s√• fejrede vi juleaften i to r√łde kjoler. I ca. 5 √•r derefter var det skiftevis Layla og hendes s√łn, der m√łdtes med mor. S√• d√łde hun.

I nyere tid er jeg blevet meget mere modig, og jeg g√•r tit ud som kvinde, selv om jeg stadig kun lever som kvinde p√• deltid. Jeg arbejder som mand. Men hvis jeg er hjemme, f.eks. i weekenden, s√• er jeg kvinde fra morgenstunden og g√•r gerne ud og handler som Layla og m√łdes ogs√• med andre.

Jeg fantaserer da lidt om en fremtid som kvinde på fuld tid. En overgang tog jeg hormoner, men jeg blev syg af det, måske fordi jeg på det tidspunkt fik en masse anden medicin, bl.a. mod depression. Så jeg stoppede med hormonerne. Lige nu lever jeg ret godt med mit nuværende liv. Jeg bor godt, tjener penge som mand, og kan være kvinde i min fritid. Jeg har fundet en balance, som jeg godt kan leve med i nogle år, og så må vi se, hvad der skal ske.

Den 20. januar 2008. Layla Nielsen.