Le Coccinelle: Sceneggiata Transessuale

Vist 28 gange.

Le Coccinelle: Sceneggiata Transessuale
Le Coccinelle: Sceneggiata Transessuale

Titel Le Coccinelle:
Sceneggiata Transessuale
Engelsk titel Le Coccinelle:
Neapolitan Transsexual Melodrama
Selskab B&B Film
Instrukt√łr Emanuela Pirelli
Medvirkende Gennaro, Tonino, Genny og Giacinto
Alle som sig selv
Premiere 24. april 2012
Spilletid 60 minutter
Sprog Italiensk
Engelske undertitler

Ved at l√¶re Le Coccinelle at kende og f√łlge deres liv fordyber vi os i en lidet kendt verden af gammel oprindelse.
Femminielli er traditionelle figurer i napolitansk kultur, der konstant svinger mellem respekt og diskrimination. De er kvindernes n√¶rmeste fortrolige, de bedste venner med b√łrn, elsket af m√¶nd om natten, men afvist af dem om dagen, betragtes som formidlere af lykke og held og er meget efterspurgte ved hasardspil, ved d√•b og bryllupper, men ofte d√łmt til et liv i ensomhed.

I lyset af vigtigheden i at fortsætte kampen for frihed og menneskerettigheder, er historien om Le Coccinelle en advarsel mod macho-hykleri og mod dem, der fortsætter med at se mangfoldighed som en begrænsning eller en defekt.
Arvingerne til den gamle femminielli-tradition, Le Coccinelle er forskellige fra alle andre. De er forskellige fra m√¶nd, de er forskellige fra kvinder, de er forskellige fra heteroseksuelle og adskiller sig fra dragqueens. Men med deres sange og kunst beretter Le Coccinelle om f√łlelser hos hver enkelt af os, og is√¶r hos dem, der selv har f√łlt sig anderledes, forr√•dt eller opgivet, og modet og styrken til at forts√¶tte med at synge forlader dem aldrig.

En fængslende doku-musical med neomelodiske sange (musikalsk stil oprindeligt fra Napoli), sex, barnedåb og bryllupper: Mine damer og herrer, velkommen til Le Coccinelles magiske verden!

Le Coccinelle består af Gennaro, Tonino, Genny og Giacinto, fire napolitanske transkvinder fra Napolis baggader. I spiserestauranternes falske barokstil synger og optræder de og fortæller deres historier om prostitution, fordomme hos en del af Napolis overklasse og om deres kunders hykleri. Men de fortæller også om deres venskaber med kvinderne i baggaderne og napolitanernes glade livsstil. Foran et publikum bestående af gæster til en bryllupsfest giver de den fuldt ud med en opkvikkende og spændende blanding af sex, religion, verdslighed, gammelt og moderne.

* * *
Napoli i slutningen af tresserne. Vi er i “Salone Margherita”, en af byens mest popul√¶re natklubber, hvor komikere, dansere, strippere og slangemennesker optr√¶der. P√• scenen optr√¶der Tania. Hun er blot 19 √•r gammel, men viser allerede en enorm selvtillid. Gennaro er en meget ung dreng ansat til at servere kaffe i omkl√¶dningsv√¶relserne. Han bliver helt tryllebundet, da han ser de sensuelle bev√¶gelser som Tania kl√¶dt i sl√łr og pailletter udf√łrer. Gennaro forestiller sig, at han en dag vil v√¶re i hendes sted, st√• p√• scenen foran et tilbedende publikum. For Gennaro er opdagelsen af sin egen kvindelighed en overraskende √•benbaring: “Tania” er blot et kunstnernavn. Privat er hun Tonino De Filippo.

Tonino bliver gennem √•rene Gennaros guide under hans f√łrste fors√łg med makeup, hans f√łrste stramme nederdele og hans f√łrste h√łjh√¶lede sko. Tonino er et referencepunkt, ikke kun for Gennaro, men for alle transseksuelle i Napoli, som stadig i hengivenhed og taknemmelighed kalder ham “moderen til alle de transk√łnnede“. Tonino var den f√łrste moderne trans i Napoli, den f√łrste til at g√• ud og kr√¶ve ret og v√¶rdighed og andre rettigheder. Flere gange endte han i f√¶ngsel. Men, mens transseksuelle altid har v√¶ret solidt forankret i neapolitansk popul√¶rkultur, betragtes som lykkebringere og dermed fast tilknyttet til hasardspil, har de ogs√• v√¶ret forvist til en ringere rolle i samfundet og dermed “tvunget” til prostitution. Gennaro og Tonino ender uundg√•eligt selv p√• gaden. Da de en aften, venter p√• en kunde f√•r Tonino pludselig en ide: “Skal vi ikke starte en entertainergruppe udelukkende af transseksuelle? Vi kalder den for Le Coccinelle”. (Kan overs√¶ttes til The Ladybirds eller Marieh√łnsene).
Showet, der bliver sat sammen af Gennaro og Tonino, er s√¶rdeles velegnet til den napolitanske offentlighed. Temaerne er popul√¶re melodrama suppleret med indslag om Gennaro og Toninos eget liv. Der er k√¶rlighed, forr√¶deri, familiestridigheder, flugt fra virkeligheden, fordomme, prostitution, ensomhed og kamp for at opn√• f√łlelsesm√¶ssig stabilitet. Det hele blandes til en dramatisk, grotesk og uimodst√•elig morsom produktion.
Tonino er den ubestridte leder og spiller de mest dramatiske dele: Den s√łrgende mor, en “falden” kvinde og manden, der er forelsket i den trank√łnnede.
Gennaro er den komiske sjæl i truppen med en morsom evne til improvisation.
I √•renes l√łb fik de selskab af Clementina, der med sine raffinerede funktioner er perfekt egnet til at spille en overklassedame, og Giacinto, der med sin statelige figur er yderst alsidig og ofte spiller den mandlige part i Carmen og Genny, den smukkeste og √łjefangende af de optr√¶dende.
I de arbejderklasseomr√•derne i Napoli er private ceremonier en blomstrende forretning. Her er stjernerne ikke internationalt kendte, men selvl√¶rte sangere. Ved bryllupper, som kan str√¶kke sig over tolv timer, optr√¶der og tryllebinder de de p√•r√łrende og g√¶sterne. Bryllupper, barned√•b, f√łdselsdage og andre fester danner baggrund for Le Coccinelle shows, hvor publikum underholdes og inddrages i forestillingerne. B√łrnene er henrykte og kvinderne bev√¶ges af Le Coccinelles shows. De b√•nd, der binder kvinderne med de napolitanske transseksuelle er gamle og dybe.
I 2009 d√łr Tonino af en svulst. Gennaro, der n√¶sten er 60 √•r, ved ikke, om hun vil forts√¶tte med gruppen. I de seneste √•r er livet for transseksuelle blevet forv√¶rret.
I kirken, under en mindegudstjeneste for Tonino et √•r efter hans d√łd m√łdes Le Coccinelle igen. Og med dem, som med kvinderne i de fattige kvarterer: The show must go on!

Instrukt√łrens bem√¶rkninger
Jeg m√łdte Tonino, ledende kunstner i Le Coccinelle, for fem √•r siden, mens jeg lavede et fotografisk projekt om Napolis transseksuelle.
Han havde en overv√¶ldende trang til at fort√¶lle sin historie, og med hj√¶lp fra utallige cigaretter og litervis af kaffe, begyndte han at fort√¶lle mig om sit liv og sin gruppe. Det var s√• fascinerende, at jeg √łnskede at m√łde de andre medlemmer. Den f√łlgende dag tog Tonino mig til frokost hjemme hos Gennaro – Toninos intime ven og medstifter af Le Coccinelle. Efter en r√¶kke utrolig medlevende beskrivelser, t√¶ndte Gennaro stereoanl√¶gget med fuld bas og lydstyrke, og begge gav deres Femmen ‘ra notte’ (Ladies of the Night).
Nu var der ingen vej tilbage: Jeg begyndte at f√łlge dem under deres shows i restauranter rundt omkring Napoli. Jeg blev en regelm√¶ssig g√¶st i Gennaros hjem, som var et m√łdested for alle slags mennesker. Jeg l√¶rte hans fans og venner at kende.
I dag bor Gennaro alene med sin lille hund, der kaldes Coccinella, som minde om Gennaros livslange ven, Tonino. N√•r jeg tilbringer en dag sammen med ham, er der en konstant str√łm af bes√łgende: naboer, venner og andre. Det savn, Tonino har efterladt i Gennaro liv bedr√łvet ham s√• meget, at gruppen stoppede sine shows i et √•rs tid.
Nu, med fornyet energi og ambitioner er gruppen gendannet – med nye medlemmer og nye sange.

* * *
Omtale af filmen hos produktionsselskabet, B&B Film på italiensk.