Maetreum of Cybele

Vist 221 gange.
Af Valborg Ravn.
Kybele eller Cybele er en gammel Frygisk modergudine fra Anatolien (i dag det vestlige Tyrkiet). Tilbedelsen af hende var i klassisk tid udbredt over hele det romerske rige. Hun herskede over de vilde dyr, og hun k√łrte i en vogn, trukket af han-l√łver.
Kybeles pr√¶steskab bestod dels af kvinder kaldet Mellissae, dels af kastrerede m√¶nd if√łrt damet√łj kaldet Galli/ eller Gallea. Sidstn√¶vnte er af historikere traditionelt blevet betegnet som ‘eunukker,’ men i og med at de levede og omtalte sig selv som kvinder, er det mere rimeligt at betragte dem som vore dages post-opererede transseksuelle.

Dyrkelsen af Kybele er da også i takt med den moderne hedenske bevægelse blevet genoptaget af netop transseksuelle.
Gudindereligion er ikke noget ukendt f√¶nomen indenfor moderne hedendom. Is√¶r er Wicca religionen bygget op omkring en generisk modergudinde og hendes hornede gemal. Wicca er idag mange forskellige ting, men s√¶rligt inden for den gren der hedder ‘Dianic Wicca’ er gudindedyrkelsen blevet ener√•dende og visse steder endda rent monoteistisk.
Mange gange er disse moderne gudindereligioner udelukkende forbeholdt kvinder. Ofte afviser de endda transseksuelle og kan udvise en lettere trans-fobisk holdning. Is√¶r det sidste st√•r i kontrast til oldtidens gudinde-religioner. Selv om disse i et vist omfang kunne udelukke almindelige m√¶nd eller i det mindste virke afskr√¶kkende p√• dem, var det ikke ualmindeligt at de havde et pr√¶steskab af b√•de kvinder og ‘transseksuelle.’ Den babylonske gudinde, Inanna, der ogs√• gik under navnet Ishtar, havde hele to typer af mandlige pr√¶ster. Den ene slags kaldtes Assinnu og havde knust deres testikler mellem to kampesten. Den anden slags havde kronjuvelerne i behold, men bar en dragt der var kvindelig p√• den ene side og mandlig p√• den anden. Disse kaldtes kurgarru.
Ogs√• denne gudindes kanan√¶iske form Astarte eller Asherah havde mandlige pr√¶ster ikl√¶dt kvindet√łj. I den j√łdiske bibel er de beskrevet som Qedeshim. Det er muligvis disse Qedeshim, der er baggrunden for biblens forbud mod at if√łre sig det modsatte k√łns t√łj, da j√łdedommen med dens patriarkalske gud stod i mods√¶tningsforhold til den mere rummelige Kaanan√¶iske religion.

De moderne kybeledyrkere har valgt den kybelinske religion, fordi det var den gudinde-religion, der var mest udbredt i den klassiske oldtid. De er meget bevidst om, ikke at ville skabe bare en ny gren af Wicca-religionen, som de ser som elitær og mandehadende.
Kybeledyrkerne er rekonstruktivister. De √łnsker at genoprette den gamle Kybele-dyrkelse ud fra historisk kilder og ark√¶ologiske vidnesbyrd. De har ogs√• v√¶ret involveret i genopdagelsen af det gamle Kybele-tempel i Rom.

Det vides ikke, hvor l√¶nge man har dyrket gudinden Kybele, men i en ark√¶ologisk udgravning ved √áatal H√ľy√ľk (udtales tja-tal h√ł-jyk) n√¶r Konya i det sydlige Tyrkiet er der fundet en over 8000 √•r gammel figur af en modergudinde, der ligesom senere afbildninger af Kybele er flankeret af to l√łver. Figuren peger ogs√• bagud i tid, i det gudinden har samme kropsideal, som de endnu √¶ldre gudindebiller af ‘Venus fra Wellendorf’ typpen.

Der er ingen, der kan vide, hvilket navn √áatal H√ľy√ľk gudinden havde, men ark√¶ologiske fund vidner om, at en modergudinde er blevet dyrket i det vestlige Lilleasien helt frem til klassisk tid.
Navnet Kybele er frygisk og betyder ‘hende fra bjerget.’ Med bjerget hentydes formodentlig til Idabjerget og i gr√¶sk overs√¶ttelse kaldes hun netop ‘Den store moder fra Idabjerget.’

Allerede ved begyndelsen af den klasiske oldtid havde Kybele-dyrkelsen spredt sig til egne rundt om Middelhavet. Det var ikke alle steder, de blev lige godt modtaget. Der er en gr√¶sk beretning om en skytisk prins, der i Frygien var blevet indviet til Kybele, men da han kom hjem til Skytien og fors√łgte at indf√łre Kybeledyrkelsen der, blev han dr√¶bt af sin bror.
Ogs√• i Athen blev en omvandrende Kybele- Galli fundet dr√¶bt og smidt p√• en m√łdding. Det bet√łd imidlertid, at en masse ulykker v√¶ltede ind over den athenske bystat. Disse ulykker holdt f√łrst op, da Athen byggede et officielt Kybele-tempel.

I Rom blev Kybeledyrkelsen ogs√• indf√łrt i en tid med tr√¶ngsel og ulykke for romerne. Under den anden puniske krig sp√•ede det sibyllinske orakel, at Rom ville sejre, hvis den store moder fra Frygien blev f√łrt til Rom. S√• l√¶nge hun blev √¶ret i byen, ville det romerske rige best√•. Romerne regnede selv sin oprindelse til Troja i Lilleasien. Det blev s√• tribunen Scipio, der selv hentede de Frygiske Kybele-pr√¶ster, med samt gudindens billede til byen. Det fort√¶lles, at da b√•den med gudindens billede l√łb p√• en banke i Tiberen, sprang en prostitueret kvinde ud i floden og hev b√•den i land og reddede s√•ledes sit rygte.
Senere slog tribunen Scipio den puniske general Hannibal og det romerske rige blomstrede lige ind til de kristne kejsere afskaffede Kybeledyrkelsen.

Nu er Kybeledyrkelsen så ved at komme til ære og værdighed igen. Dog hverken i Italien eller Anatolien, men i USA. Siden 2002 har der så eksisteret et Kybele Maetreum i Palenville i staten NewYork

Artikel har tidligere v√¶ret bragt i Tidsskriftet Valravn og er tilf√łjet her af Lisbeth Merete Lund med tilladelse fra forfatteren og tidsskriftet.
Læs selv Maetreum of Cybele, Magna Mater!