Juridisk kønsskifte for unge under 18 år. Uddrag fra folketingsdebatten den 6. oktober 2022.

Vist 112 gange.
Under Folketingets forhandling den 6. oktober 2022 af R 1 om statsministerens åbningsredegørelse stillede Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne (DD) et spørgsmål til Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti (SF) og til Mai Villadsen, Enhedslisten (EL) om juridisk kønsskifte for unge under 18 år.

Herunder de nævnte uddrag.
Første afsnit med Peter Skaarup, DF om juridisk kønsskifte.

Kl. 111825. (time-minut-sekund).
Fungerende formand (Karen Elleman):
Næste korte bemærkning er Peter Skårup, Danmarksdemokraterne. Værsågod.

Kl. 111830.
Peter Skårup (DD):
Tak til fru Pia Olsen Dyhr for en god tale. Jeg håber, at vi også kan have et godt samarbejde efter valget, uanset hvordan det ender. Men uanset valgresultater synes jeg, at der er nogle spørgsmål, der trænger sig på, i forhold til hvor SF står henne. Vi har jo fået et forslag fra regeringen, og jeg går ud fra, at SF bakker det op, om at fjerne aldersgrænsen, når det gælder juridisk kønsskifte, sådan at man skal kunne få kønsskifte, når man er 0 år.
Der kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Pia Olsen Dyhr: Hvordan ved en baby, at den er født i den forkerte krop?

Kl. 111910.
Fungerende formand (Karen Elleman):
Ordføreren.

Kl. 111913.
Pia Olsen Dyhr (SF):
Det tror jeg ikke en baby ved. Og derfor er det ikke særlig sandsynligt, at man som 0-årig benytter sig af muligheden for juridisk kønsskifte– vi skal huske på, at vi taler om juridisk kønsskifte– men det kan være, man ved det som 3-årig; det kan være, man ved det som 5-årig; det kan være, man ved det som 7-årig. Jeg kommer ikke til at forhindre en lille pige eller en lille dreng, der vil noget andet, i det, altså til at lade dem begrænse sig. For det er jo i virkeligheden det, det handler om. Det handler om deres frie valg, deres ret til at bestemme over sig selv, og der må jeg sige, at jeg kommer til at stå på barnets side.

Kl. 111949.
Fungerende formand (Karen Elleman):
Hr. Peter Skaarp.

Kl. 111950.
Peter Skaarup (DD):
Jamen, er det virkelig Socialistisk Folkepartis opfattelse, at en 3-årig eller en 5-årig skal kunne foretaget et juridisk kønsskifte, skal kunne have nogen idé om, hvad det vil betyde? Og er det virkelig barnets tarv, at man i en alder, hvor man stadigvæk går i skole eller børnehave, skal kunne gives nogle rettigheder til juridisk kønsskifte, når man slet ikke kan forudse rækkevidden af på et senere tidspunkt af livet? Er det virkelig SF’s opfattelse? Vil man virkelig gennemføre det, hvis man får mulighed for det sammen med Socialdemokratiet efter et valg?

Kl. 112027.
Fungerende formand (Karen Elleman):
Ordføreren.

Kl. 112027.
Pia Olsen Dyhr (SF):
Ja, det er virkelig SF’s opfattelse. Fordi, når man er 5, 6 år og skal starte i folkeskolen og definerer sig selv som dreng, men har et pige-cpr-nummer, så får man nogle begrænsninger. Og jeg har i virkeligheden lyst til at sætte det barn fri, så det er barnet selv, der bestemmer. I virkeligheden ville jeg synes, det bedste var, at vi havde kønsneutralt cpr-nummer, for så var vi ude over den diskussion.

[…]
Andet afsnit med Peter Skaarup, DF om juridisk kønsskifte.

Kl. 140642.

Peter Skaarup (DD):
Tak til ordføreren for talen. Jeg spurgte tidligere i dag fru Pia Olsen Dyhr og SF omkring det forslag, der er kommet fra regeringen vedrørende juridisk kønsskifte, hvor man jo vil tillade børn helt ned til 0 år at blive juridisk kønsskiftet. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om det er sådan, at Enhedslisten bakker op om det forslag, og om man også efter et valg vil insistere på, at et sådant forslag bliver gennemført.

Vi har det selv sådan hos Danmarksdemokraterne, at vi synes, det er helt hovedløst at varetage barnets tarv på den måde, at man tror, at et barn i en så tidlig alder selvstændigt kan vurdere, om det ønsker et juridisk kønsskifte eller ej. Så støtter Enhedslisten virkelig det forslag, som jeg kan forstå at SF gjorde her tidligere i dag?

Kl. 140734.
Formanden (Henrik Dam Kristensen):
Ordføreren.

Kl. 1407
Mai Villadsen (EL):
Ja, Enhedslisten støtter det forslag, fordi vi synes, det er fuldstændig forkert, at vi som samfund ikke tillader de børn og unge, som er transkønnede, at skifte deres cpr-nummer. Jeg synes da ærlig talt, det er det mindste, vi kan gøre for at bidrage til deres trivsel. Jeg forstår ikke helt, hvad der går af hr. Peter Skaarup ved at lade andre mennesker skifte et tal på deres sygesikringskort.

Kl. 140804
Formanden (Henrik Dam Kristensen):
Hr. Peter Skaarup.

Kl. 140804.
Peter Skaarup (DD):
Jeg forstod på fru Pia Olsen Dyhr tidligere i dag, at man som barn helt ned til 3 år godt kan vurdere, om man er parat til at foretage et juridisk kønsskifte, og der må jeg bare sige at jeg stod fuldstændig af. Og jeg står altså også af, når Enhedslisten tilsyneladende vil gennemføre det her forslag efter det her folketingsvalg. For det undrer mig, at man tror, at et barn på et så tidligt tidspunkt kan vurdere, hvad der er rigtigt eller forkert i den her sammenhæng. Er det virkelig hele Enhedslistens opfattelse, at man insisterer på, at det her forslag bliver gennemført?

Kl. 140840.
Formanden (Henrik Dam Kristensen):
Tak. Ordføreren, værsgo.

Kl. 14:0840.
Mai Villadsen (EL):
Ja, det her er Enhedslistens politik, og jeg må bare sige sådan helt stilfærdigt, at jeg står af på, at højrefløjen har travlt med at gøre spørgsmål om trivslen for børn, der er transkønnede, til et eller andet politisk slagsmål, når det handler om at sikre deres rettigheder og deres vilkår, når Dansk Folkeparti også går til kamp mod wokeness, når det i virkeligheden handler om at sikre ordentlige rettigheder for lgbt-personer og for regnbuefamilier. Jeg forstår ikke behovet. Det må jeg virkelig sige.

* * *
Herunder vises debatten fra TV fra Folketinget.
Første afsnit med Peter Skaarup, DF om juridisk kønsskifte:
I feltet “KL.” trykkes: 11 18 25. Derefter trykkes på “Gå til klokkeslet.

Andet afsnit med Peter Skaarup, DF om juridisk kønsskifte:
I feltet “KL.” trykkes: 14 06 42. Derefter trykkes på “Gå til klokkeslet.

* * *
Afskrift af hele folketingsdebatten hos Folketinget.