Afslutningsvis i høringen om transkønnedes forhold i Danmark, som blev afholdt på Christiansborg den 14. marts 2011 blev der fremlagt en af Trans-Danmark og LGBT Danmark udfærdiget opfordring til Folketinget om at nedsætte en transkommission.
Opfordringen gengives herunder:
Idet det anerkendes, at transkønnede – transvestitter og transseksuelle og andre, der ikke entydigt identificerer sig som enten mand eller kvinde – bør have mulighed for at leve i overensstemmelse med deres kønsidentitet og indrette sig herefter i samfundet, og idet det erkendes, at mulighederne herfor ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang, opfordres Folketinget til at nedsætte en transkommission.
Kommissionen skal uden at være begrænset dertil
- sammenstille og fremlægge tilgængelig videnskabelig dokumentation om transkønnethed og transkønnedes forhold,
- foranstalte undersøgelser, der belyser transkønnedes juridiske, sociale og kulturelle situation,
- undersøge forholdene vedrørende kønsfastlæggelse ved fødslen med speciel opmærksomhed på interkønnede børn,
- undersøge forholdene omkring kønsskifte med og/eller uden behandling med kønshormoner og/eller operative indgreb – herunder omkring det juridiske kønsskifte dvs. ændring af fornavn, kønsbetegnelse og personnummer.
I forlængelse heraf skal kommissionen uden at være begrænset dertil fremkomme med forslag til foranstaltninger, der sigter mod
- en forenklet adgang til kønsskifte – herunder det juridiske kønsskifte,
- at forbedre forholdene for unge transkønnede – fra før pubertetens indtræden – herunder pubertetsbremsende behandling,
- at transkønnethed/transkønnede specifikt nævnes i relevante love og regler,
- udformning af lovgivning, der regulerer relevante forhold, som ikke naturligt er omfattet af anden lovgivning,
- forhold, som i øvrigt forbedrer de transkønnedes forhold.
Det henstilles,
- at kommissionen får tildelt de nødvendige midler til gennemførelse af dens kommissorium,
- at kommissionen færdiggør sit arbejde inden udgangen af 2012, og
- at kommissionen kommer til at bestå af personer med særligt kendskab til transkønnethed og fra Institut for Menneskerettigheder og transforeningerne.
Med venlig hilsen LGBT Danmark og Trans-Danmark.
* * *
Opfordringen om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af transkønnedes forhold i pdf-format.