Spgsm. 3 af 5. oktober 2012 om en ukrainsk lov, som vil forbyde ytringer om støtte til LGBT-rettigheder. Svar 24. oktober 2012.

Vist 110 gange.
Den 5. oktober 2012 stillede Europaudvalget på foranledning af Nikolaj Villumsen (EL) spørgsmål 3 – Alm. del 2012-13 – om en ukrainsk lov, som vil forbyde ytringer om støtte til LGBT rettigheder, til europaminster, Nicolai Wammen (S), der svarede den 24. oktober 2012.

Spørgsmål
Hvilke initiativer vil udenrigsministeren tage på baggrund af det ukrainske parlaments 1. behandlingsvedtagelse (d. 2. oktober 2012) af udkastet til en lov, som vil forbyde ytringer om støtte til LGBT-rettigheder (rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede personer) set i lyset af at Ukraine, som medlem af Europarådet, har forpligtet sig til at sikre ytrings- og forsamlingsfriheden?

Svar
Forholdene for LGBT-personer ligger regeringen meget på sinde. Derfor har Danmark fuldt ud støttet de fælles EU-protester og -erklæringer, hvor EU har kritiseret begrænsning af rettigheder på LGBT-området i Ukraine. I forbindelse med Pride-paraden i Kiev i maj i år har EU bl.a. kritiseret de voldsepisoder, der fandt sted. Erklæringen kan læses på følgende link:
https://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_Data/docs/pressdata/EN/foraff/130404.pdf

I forhold til det konkrete lovforslag, der er under behandling i det ukrainske parlament, ser forslaget i sin nuværende form ud til at stride mod de normer og værdier, som Danmark og EU arbejder for at fremme internt og internationalt. Derfor har jeg offentligt beklaget, at det ukrainske parlament stemte lovforslaget igennem førstebehandlingen og understreget, at vi fra dansk side vil arbejde for, at EU i fællesskab bringer sagen op. Danmark har således i EU-kredsen talt for, at EU sammen med USA tager spørgsmålet op med de ukrainske myndigheder forud for anden afstemning i det ukrainske parlament. Fra dansk side arbejder vi også for, at sagen bringes op i andre internationale fora, heriblandt Europarådet og OSCE. Danmark har i EU-kredsen opfordret til, at man fra EU‘s side fortsat følger sagen tæt.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgmsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.