Ændring af lovgivning for hadforbrydelser i Danmark. Borgerforslag oprettet 28. februar 2021.

Vist 78 gange.
Dina Hashem, Hvidovre oprettede den 28. februar 2021 et borgerforslag om ændring af lovgivning for hadforbrydelser i Danmark for, at minoritetsgrupper skal være bedre beskyttet af lovgivningen, når de udsættes for en hadforbrydelse.

Sidste frist for at underskrive borgerforslaget er den 27. august 2021.

Hvis borgerforslaget opnår 50.000 underskrifter, bliver det behandlet i Folketinget, hvis et folketingsmedlem fremsættes det i folketinget.
Det er nødvendigt, at et folketingsmedlem fremsætter det, da kun folketingsmedlemmer og ministre kan fremsætte beslutningsforslag i Folketinget.

Borgerforslaget opnåede mere end 51.000 støtter og blev fremsat som beslutningsforslag B 10 den 13. oktober 2021 af et flertal bestående af regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

* * *
Borgerforslaget:
Ændring af lovgivning for hadforbrydelser i Danmark
ID: FT-07177

Underskriver du dette, så medgiver du din støtte til ændringer i den danske lovgivning, der vil fremme minoriteters retssikkerhed ved hadforbrydelser med reference til straffelovens § 81, nr. 6 og § 266 b (også kendt som racismeparagraffen). Du skriver under på, at minoritetsgrupper skal være bedre beskyttet af lovgivningen, når de udsættes for en hadforbrydelse.

Borgerforslaget stiller krav om tre ændringer i straffelovens § 81, nr. 6 og § 266 b:

1. Det skal tydeliggøres i lovgivningen, at en hadforbrydelse helt eller delvist kan være motiveret af had.
2. Kønsidentitet skal inkluderes i lovgivningen om hadforbrydelser
3. Handicap skal inkluderes i lovgivningen om hadforbrydelser

Lovgivningen skal kunne afspejle det nuværende samfund i det omfang, det er nødvendigt for at kunne vedligeholde retssikkerheden for den enkelte borger. Straffelovens § 266 b er fra 1971, og siden da er der sket en større udvikling i samfundet såvel som i snakken om hadtale. Derfor afspejler bestemmelsen ikke vores nuværende samfund og beskytter hverken de ønskede og nuværende målgrupper i bestemmelsen.

I Danmark kan man kun blive dømt for en hadforbrydelse, hvis hændelsen er sket offentligt med forsæt til udbredelse i en videre kreds, har været rettet mod offerets race, hudfarve, nationalitet eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, hvis motivet kan bevises at være hadefuldt. Men selvom alle disse kriterier kan påvises, så dømmes der meget sjældent i praksis, hvis der er tale om et delvist motiv. Det vil altså sige, at hvis ikke man kan bevise, at hele motivet bag handlingen fra start til slut har været hadefuldt, så vil det efter domstolens praksis ikke vurderes som værende hadefuldt. Dette er dog paradoksalt, da det i betænkningerne til straffelovens § 81, nr. 6. står klart og tydeligt, at en hadforbrydelse også kan dømmes såfremt, der er tale om et delvist motiv. Derfor skal det tydeliggøres i ordlyden af lovgivningen.

At der i begrænset omfang bliver dømt ses også i statistikkerne. De seneste tal fra Justitsministeriets offerundersøgelse viser, at ca. 5.000 personer har oplevet at være udsat for en racistisk motiveret hadforbrydelse. Alligevel er der kun 312 registrerede anmeldelser i politiets statistikker og heraf kun 12 dømte sager. Hvad angår hadforbrydelser, hvor motivet er offerets seksualitet, viser tallene henholdsvis 2.700 selvrapporterede oplevelser i offerundersøgelsen og 76 anmeldelser hos politiet. Den store forskel på de forskellige tal viser desuden, at vi ikke kender det reelle omfang af hadforbrydelser i Danmark, men tallene bekræfter samlet set, at der er minoritetsborgere i samfundet, der er særligt udsatte for diskriminerende strafbare handlinger. Det signifikante mørketal giver bevæggrund for, at lovgivningen skal tages op til en revurdering, så vi kan blive bekendte med det egentlige omfang af hadforbrydelser i Danmark.

Et andet vigtigt argument for at fremme minoriteters retssikkerhed er, at hadforbrydelser har fatale konsekvenser for både forurettede, men også for samfundet. Undersøgelser viser bl.a., at ofre for hadforbrydelser efterfølgende lever et liv i frygt, isolerer sig, lider identitetstab og udvikler selvhad. Følgevirkningen af dette er, at de udsatte grupper ikke deltager på lige fod i samfundet som resten af befolkningen, og at deres demokratiske involvering i samfundet begrænses. Særligt kritisabelt er det også, at der er nogle minoritetsgrupper, der slet ikke er beskyttet af lovgivningen, men som også er udsatte; nemlig kønsidentitet og handicap. Det understreger, at nuværende lovgivning ikke afspejler samfundet.

Danmarks håndtering af hadforbrydelser er tidligere blevet kritiseret af både nationale og internationale aktører såsom Institut for Menneskerettigheder, FN’s Racediskriminationskomité og European Comission against Racism and Intolerance. Politikere har dog ikke handlet tilstrækkeligt på kritikken. Derfor er der stærkt behov for, at befolkningen støtter op om borgerforslaget.

Bliver lovgivningen ændret efter ovenstående, vil systemet ændre sig. Domstolene vil i højere grad kunne straffe for en hadforbrydelse i Danmark og flere vil kunne blive retsforfulgt. Det vil ydermere tydeliggøre forskellen på lovlige og ulovlige ytringer. Ytringsfriheden er et grundvilkår for vores demokrati, men den er også under ansvar for domstolene. Det er ikke et spørgsmål om det kan lade sig gøre, da der er juridisk og samfundsvidenskabelig grundlag for det. Det er et spørgsmål om viljen til at gøre det.

For nærmere viden om grundlaget samt kilder, følger der et fagligt notat til borgerforslaget, som kan tilgås på hjemmesiden ved navn beskytminoriteter.

Forslag stillet af:
Dina Hashem
Hvidovre
Kontaktoplysninger:
E-mail: admin@beskytminoriteter.dk

Medstillere:
Cecilie Fjeldberg Hjarsen
København

Negist Hallberg Eshetu
København

Mary Consolata Namagambe
København

Kontaktoplysninger:
E-mail:cillefjeldberg@hotmail.com
Tlf.nr.: 27893223

E-mail: nini.hallberg@gmail.com
Tlf.nr.: 20482509

E-mail: maryconsolata@gmail.com
Tlf.nr.: 22396362

* * *
I slutningen af september 2021 havde borgerforslaget opnået 50.000 støtter og kan dermed, hvis et folketingsmedlem eller en minster ønsker det, blive fremsat i Folketinget som et beslutningsforslag.

* * *
Borgerforslaget om ændring af lovgivning for hadforbrydelser i Danmark på Folketingets hjemmeside for borgerforslag med mulighed for at underskrive det.