At være frue i eget hus. Charlotte von Mahlsdorfs dramatisk udramatiske trans-memoirer. Af Dag Heede.

Vist 86 gange.

Dag Heede
Dag Heede
Af Dag Heede
Charlotte von Mahlsdorf (1928-2002), f√łdt Lothar Berfelde i Berlinerforstaden Mahlsdorf, er et us√¶dvanligt homo– og trans-ikon. Hendes (hans)[1] dramatiske liv blev for en snes √•r siden gengivet i to medier, der har v√¶ret afg√łrende for denne status, som hun selv p√• ingen m√•de aktivt har efterstr√¶bt;[2] den tyske homoaktivist Rosa von Praunheim indspillede i 1992 filmen Ich bin meine eigene Frau, en vellykket blanding af dokumentar- og spillefllm med von Mahlsdorf som dominerende figur og fort√¶ller; og den tyske forfatter Peter S√ľß udgav samme √•r hendes selvbiografi med samme titel.[3]

Filmen fik international succes, ligesom biografien hurtig blev oversat til engelsk. Hvor filmen i h√łj grad fokuserer p√• von Mahlsdorfs liv som transvestit og homoseksuel i Det Tredje Rige og under DDR-diktaturet, og hvordan hun overlever b√•de nazi og stasi, er det andre temaer, der dominerer hendes egen tekst. I b√•de bog og film er det dog von Mahlsdorfs spektakul√¶re “almindelighed” og lakoniske, ligefremme fort√¶llestil, der fascinerer.

Den markant uflamboyante heltinde er alt andet end diva eller drama queen, men hendes persona brænder stærkt igennem ved sin underspillede stil. I filmen fremstår den dengang 63-årige transkvinde som en venlig, hvidhåret, lidt grå, usminket morlille, der jordnært og ·pædagogisk på et langsomt, næsten overtydeligt berlinertysk beretter om ganske dramatiske begivenheder.[4]

Ulig hovedparten af trans-memoirer – og samtidige homo-memoirer og spring-ud-historier for den sags skyld – er smerte, forkerthedsf√łlelse, tvivl, kriser og splittelse n√¶sten frav√¶rende i denne biografi, der dog heller ikke kan betegnes som idylliserende.[5] Vrede og anklager er absolut til stede, men det er ikke de transvestitiske og seksuelle udfordringer, der pr√¶ger beretningen om hendes bev√¶gede liv.

Hvor von Praunheims film som n√¶vnt is√¶r fokuserer p√• seksualitet og k√łn, er memoirerne anderledes. Tekstens beg√¶r er slet ikke m√¶nd eller damet√łj, men arkitektur og m√łbler. Charlotte von Mahlsdorfs store og livslange k√¶rlighed er Gr√ľndertiden: “Museum, M√∂bel, M√§nner” (s. 153) er de vigtige faktorer i hendes liv – i denne r√¶kkef√łlge!: “Wenn ich heute ein neues Vertikow[6] bek√§me, k√∂nnten zehn willige M√§nner auf meiner Freitreppe rumturmen – ich w√ľrde sie nach Hause schicken. “Kinder, kommt morgen wieder, heute habe ich keine Zeit”, w√ľrde ich ihnen zurufen, “denn ich muß meinen neuen Schatz wienern und dann ein schones Pl√§tzchen f√ľr ihn finden”” (s. 194-5). At springe ud af skabet er ikke Lottchens problem, men derimod at beslutte sig for, hvor det skal st√•.[7]

Af en transvestitbiografi at v√¶re spiller damet√łj ogs√• en forbavsende lille rolle. von Mahlsdorf elsker at g√łre rent og st√łve af, og hun g√•r for det meste kl√¶dt som tjenestepige: “Ich schminke mich nie, f√§rbe meine Haare nicht, und mit auff√§lligem Schmuck sollen sich andere beh√§ngen. So wie ich hin, hin ich eben. Meistens trage ich Sch√ľrze und Kopftuch und bin zufrieden als Hausmagd” (s. 191). Vi er meget langt fra tiarasmykkede drag queens med tommetyk makeup, fjerboaer og pailletter. “Lottchen”, som hun kaldes blandt venner, kl√¶dte sig p√¶nt p√• ved festlige lejligheder, men gik til daglig med nederdel og t√łrkl√¶de. Hendes stolthed er to folkedragtnederdele, som hendes lesbiske medbeboere for√¶rede hende til hendes 63 √•rs f√łdselsdag, og en h√•ndsyet damefrakke, som h√¶nger i hendes n√łddetr√¶sskab (s. 192).

Fra Lothar til Lottchen
von Mahlsdorfs barndom og ungdom i Berlin er beskrevet i sort/hvide-termer. Den elskede moder, grandonklen, en old school gentleman, og tanten, der er godsbestyrer i √ėstpr√łjsen, er alle fremstillet som elskelige og k√¶rlige mennesker, der lader t√łsedrengen om at pleje sine pigede interesser, is√¶r yndlingsbesk√¶ftigelsen: at t√łrre st√łv af.

Den bredskuldrede og smalhoftede tante bliver en slags – omvendt – rollemodel for pigedrengen, for hun er lesbisk og g√•r i mandet√łj. I hendes bogreol finder Lothar et signeret eksemplar af den tyske sexolog Magnus Hirschfelds[8] bog, Die Transvestiten, der bliver en √łjen√•bner for ham. Han er alts√• ikke alene i verden. Da tanten senere overrasker ham i damet√łj, g√łr hun – med klirrende sporer! – sagen krystalklar for ham: “”Weißt du, mit uns beiden hat die Natur sich einen Scherz erlaubt. Du h√§ttest ein M√§dehen werden m√§ssen und ich ein Mann.” Dann trat sie mit ihren Stiefeln kr√§ftig auf, die Sporen klirrten, und ciamit war alles erledigt” (s. 51). Lothar er blevet til Lottchen.

At “springe ud” er helt un√łdvendigt for den feminine dreng, for hvem homo- og transvestitidentiteten fremst√•r som uafvendelig sk√¶bne: “Ich hatte ein Coming out nie n√∂tig. Ich habe mir nie einen Kopf gemacht √ľber meine Existenz. Alles war selbstverstandlich. “Ich kann doch gar nicht anclers sein”, wußte ich, selbst als mich die Schulbengels eine “rotblonde Zicke” nannten undmirdie Spange aus dem Haar rillen” (s. 191). Tanten er ogs√• forst√•ende, da nev√łen kaster sig ud i erotiske drengelege, og hun k√łber ham hans f√łrste kjole. En pragtfuld scene beskriver, hvordan de to promenerer rundt i Berlin i henholdsvis herre- og piget√łj “som en bedstefader og hans barnebarn”. Denne tante, hvis k√¶reste blev “hentet” af nazisternes eutanasiprogram, blev senere en vigtig politisk forhandler mellem de polske frihedsk√¶mpere og den polske eksilregering i London. Da hendes gods bliver raseret under krigen, redder von Mahlsdorf flere af kunstgenstandene, der bliver en grundstamme i det Griindertidsmuseum, hun senere grundl√¶gger i sit eget barndomshjem og vier sit liv til.

Krig på hjemmefronten
Uhyret i familien er den voldelige og sadistiske fader, der tidligt bliver nazist, og som terroriserer familie og omgivelser, ikke mindst den √¶ldste s√łn, som han forg√¶ves fors√łger at g√łre til et mandfolk med klassisk pr√łjsiske opdragelsesmetoder og blandt andet tvinger ind i Hitlerjugend. Moderen s√łger forg√¶ves skilsmisse, men frygter med rette for sit og sine b√łrns liv. Ved krigens slutning flygter hun med Lothar og de to yngre s√łskende til tanten i √ėstpr√łjsen, men faderen henter den √¶ldste s√łn hjem til Mahlsdorf. Dramaet tilspidses, og for at redde sin moder og sine sm√• s√łskende ender Lottchen i januar 1944 med at myrde sin fader med en kagerulle(!). Hans revolver t√łr hun ikke anvende.

Efterf√łlgende underkastes hun psykiatriske unders√łgelser af tvivlsomme medicinske eksperter, der is√¶r arbejder med zigeunersp√łrgsm√•l (“blandinger” skulle udryddes, mens “racerene” skulle i reservater). Dommen lyder p√• fire √•r i et ungdomsf√¶ngsel, der kort efter rammes af de allieredes bomber. De indsatte l√łslades under kaotiske omst√¶ndigheder. Herefter f√łlger tekstens mest dramatiske skildringer af perioden omkring russernes erobring af Berlin.
Desperate tyske soldater ops√łger beskyttelsesrum for at lede efter desert√łrer, som skydes p√• stedet. Lothar fanges, men en √¶ldre officer griber ind og sp√łrger om hans alder. Sk√łnt sytten siger han i forvirringen seksten, hvilket redder hans liv. Officeren bander, at de dog endnu ikke er kommet s√• vidt som til at sl√• skoleb√łrn ihjel og standser henrettelsen. Efter tumultariske omst√¶ndigheder forenes von Mahlsdorf med sin familie, og de hutler sig gennem hungersn√łd og kaos i efterkrigs√•renes Berlin.

Den f√łrste k√¶rlighed
Som skoledreng har Lottchen sine f√łrste erfaringer med j√¶vnaldrende drenge, men den vigtigste k√¶rlighed m√łder han i den marskandiserforretning, hvor han efter skoletid begynder som frivillig arbejdsdreng. Her grundl√¶gges hans store interesse for historie og fortidens m√łbler, ikke mindst den livslange k√¶rlighed til Gr√ľndertiden.[9] Forretningen har travlt i krigs√•rene, for der er masser af lejligheder, der skal ryddes. De tilh√łrer j√łder, der er blevet “hentet”.
Deres borgerlige interi√łrer br√¶nder sig ind i den unges erindring ligesom chokket over j√łdernes uvisse sk√¶bne.

Den unge Lothar tror ligesom sin arbejdsgiver, at de er udskrevet til tvangsarbejde i Polen; kun Mutter i forretningen ved instinktivt, at de bliver myrdet. Drengens solidaritet med andre outsidere f√łdes i denne periode, ikke mindst da hans j√łdiske k√¶reste, der ogs√• var arbejdsdreng hos familien, en sk√łnne dag pludselig ogs√• er blevet “hentet”. Senere opdager han, at han er blevet henrettet i Hviderusland.

Lottchen udtrykker klart sin identifikation med andre af samfundets marginalgrupper, som hun f√łler sig besl√¶gtet med: “Meiner Liebe und meiner Zardichkeit werden immer all jene teilhaftig werden, die sich zu wehren haben gegen eine feindliche Umwelt, die wie ich AuBenseiter sind. Immer werde ich Partei ergreifen – f√ľr die Huren auf der StraBe mit ihren Traumen, die fr√ľhreifen Stricher, die Lesben und Schwulen, die Roma und Sinti und die Juden” (s. 40).

von Mahlsdorfs fascination af antikviteter og gammel ragelse rummer ogs√• et etisk aspekt: et √łnske om at bevare fortiden, at leve sig ind i tidligere tider og sk√¶bner og at huske den uret, der blev beg√•et mod konkrete mennesker af k√łd og blod. Og netop Berlin med b√•de nazisternes og kommunisternes forskellige omskrivninger af historien er et overdetermineret “erindrings sted”, et stykke ark√¶ologi, som de allieredes bomber og DDR-tidens moderniseringsovergreb, kun har efterladt i brudstykker som s√¶rskilte “tidslommer”.[10] En s√•dan er barndomshjemmet Mahlsdorf, som Lottchen egenh√¶ndigt restaurerer.
Dette bliver blot den f√łrste af en r√¶kke nedrivningstruede bygninger, som hun resten af sit liv arbejder p√• at frelse.

Translogik og transgrammatik
Ved siden af von Mahlsdorfs store k√¶rlighed, Gr√ľndertiden, g√•r hun p√• opdagelse i Berlins erotiske underverden i form af toiletter og skumle barer. Hun har en fork√¶rlighed for √¶ldre m√¶nd og senere ogs√• for gammeldags “opdragelse”. Tre elskere dyrker hun i over tyve √•r – delvis overlappende – men “den store k√¶rlighed”, anf√łrer hun i 1992, har hun aldrig kendt. I beskrivelsen af erotiske oplevelser er det sl√•ende, at aktiv/passiv-binariteten n√¶sten overskygger k√łnsforskellen.
Lottchens erotiske oplevelser er ikke udelukkende med m√¶nd: hun fort√¶ller om at blive “taget” ogs√• af mandhaftige, lesbiske kvinder, mens passive kvinder er udelukkede som seksualpartnere.

Som 22-√•rig bliver hun “voldtaget” af en mandhaftig kvinde, en “b√łsseelskende amazone”, i et “vanvidsridt”, hvor Lottchen f√łler sig som kvinde, og butch‘en er “manden”. Senere har Lottchen tilsvarende oplevelser med en lesbisk kromutter, der ogs√• bekender sig til gammeldags afstraffelse i sit homov√¶rtshus – og som har en bred smag: “Ein bifkhen bi schadet nie” (s. 114). For von Mahlsdorf er sex med biokvinder ikke noget, der s√¶tter sp√łrgsm√•lstegn ved hendes feminine identitet; at butchlesbiske “tager” hende, synes snarere at bekr√¶fte, hvor meget “pige” hun er.

I mods√¶tning til hovedparten af transbiografier[11] udtrykker disse memoirer ikke splittelse mellem krop og sj√¶l eller mellem biologisk og socialt k√łn, og der er intet kropshad. Lottchen er ogs√• som 63-√•rig stolt af sin smalle figur og udtrykker ikke noget √łnske om at skifte fysisk k√łn. Hun beskriver tidligt i teksten sig selv som en pige i en drengekrop, som dog ikke er noget problem for hende: “Von Wesen her f√ľhle ich mich als Frau, was aber nicht heißt, daß ich mich meiner mannlichen Geschlechtsteile gemere. Nein, ich hin kein Transsexueller” (s. 55).

Heller ikke sproget synes noget problem, hvilket atter adskiller disse memoirer fra mange andre transtekster. von Mahlsdorf beskriver sig selv – eksistentielt s√•vel som grammatisk – som hunk√łn, men veksler ubesv√¶ret mellem han- og hunk√łnsformer, ogs√• n√•r hun skal beskrive en transvestit ven/inde som Tutti/Peter: “Ungef√§hr zur selben Zeit lernte ich Tutti, die eigentlich Peter heißt, kennen. Sie arbeitete als Tierpfleger auf dem Gutshof neben meinem Museum” (s.152). Sk√łnt Tutti omtales som “hun”, er hun i sin profession beskrevet i hank√łn (“Tierpfleger” i stedet for “Tierpflegerin”).
Teksten navigerer problemfrit rundt i sprogets “k√łnsdiktatur” og skaber sin egen “transgrammatik”, en diskret “k√łnsballade” gennemf√łrt helt ud i sprogets mindsteelementer.

En overraskende “tredjek√łns”-form introduceres, da von Mahlsdorf beretter om sin √¶ldre, biseksuelle elsker Max, der indleder et forhold til ogs√• en meget yppig kvinde. Kvinden √łnsker som indledning at overv√¶re sex mellem Lottchen og Max, men det ender med at v√¶re Max og matronen, der har samleje, for von Mahlsdorf f√łler intet seksuelt for kvinden: “F√ľr mich war diese Frau ein Neutrum” (s. 118). I tekstens “transgrammatik” er den kvindelige kvinde “intetk√łn”.

von Mahlsdorf er ganske klar over, at hendes fork√¶rlighed for sadomasochistiske seksualpraktikker falder visse folk for brystet, men endnu en gang er hun afdramatiserende og n√łgtern: “Sollen sich doch die Psychologen mit meiner Art, Sexualitat auszuleben, besch√§ftigen, ich geillle mich nicht standig mit der Frage, warum ich so geworden hin, wie ich hin. Es macht mir Spaß, ich schade mit dem, was ich tue, niemandem, im Gegenteil, also, warum soll es etwas Schlechtes sein” (s. 119). Hun sv√¶rger ikke til monogami, men er livet igennem √•ben for mangfoldige relationskombinationer s√• som trekanter. Jalousi er et fremmedord i hendes univers (s. 195).

Stuk
Den mest forbavsende k√¶rlighed er dog den arkitektoniske: Gr√ľndertiden med dens historicisme.[12] Denne stil har l√¶nge i kunsthistoriske og arkitektoniske kredse nydt et tvivlsomt ry og ul√łseligt v√¶ret koblet til nyrige spekulanter og parvenuagtig d√•rlig smag. Dens “kannibalistiske”, masseproducerede kopiering og – til tider tvivlsomme – efterligning af tidligere stilepoker – den romanske, gotikken, ren√¶ssancen, barokken, rokokoen, klassicismen, empire og s√•gar biedermeier – har givet den et ry som “fattigfin” simili.

I Danmark har Gr√ľnder- eller Klunketiden f√•et sin helt s√¶rlige kritik i Herman Bangs eminente roman Stuk fra 1887, og det er takket v√¶re denne tekst, at glosen “stuk” p√• dansk har f√•et sin biklang af noget u√¶gte og forlorent. Romanen, der rummer en generel kritik af samtidens s√¶der og skikke, tager udgangspunkt i et prangende teaters kortvarige storhed og fald. Kalkeret efter Dagmar-Teateret beskriver Bang i romanens to dele “Viktoria”-Teatrets opblomstring i en “Regn af Guld” og dets dramatiske deroute i en “Regn af Aske”. Ligesom Danmark if√łlge Bang er m√¶rket af nederlaget i 1864, “Saar-Feberen fra Dybb√łl”, er dets finansielle opblomstring af usund karakter, og denne hyperaktive “febersyge” pr√¶ger ogs√• personernes indbyrdes relationer: illegitim seksualitet, falske veksler og usunde spekulationer dominerer s√•vel samfunds- som familieliv. Alt er “stuk”.[13]

Intet sted er dette mere h√•ndgribeligt end i teaterets overd√•dige indretning. Englene er ikke af marmor, men af pap eller gips med marmorpuds, “egetr√¶s”d√łrene er af finer ligesom “mahogni”m√łblerne, “brokaden” er imitation med falske guldtr√•de, og “bronze”skulpturerne har blot et tyndt lag forgyldning. Smykkerne er simili, K√łbenhavn beskrives som “en tom Bl√¶re”, og byens hektiske indbyggere fremstilles som sminkede lig.[14] I mods√¶tning til den efterf√łlgende Jugendstil,[15] som eftertiden har “rehabiliteret”, har Gr√ľndertiden ikke f√•et hverken ren√¶ssance eller retrospektiv interesse.
Hvor Jugendstilen med dens krummelurede, ornamenterede hyldest til kunstigheden og det unaturlige er blevet koblet til b√•de f√¶nomertet camp og til mandlig homoseksualitet,[16] har Gr√ľndertiden bibeholdt sin arkitektoniske lavstatus som kitsch.[17]

Trygheden
Hvorfor v√¶lger von Mahlsdorf at vie sit liv og sin k√¶rlighed til bevarelsen af Gr√ľndertiden, som normalt betragtes som indbegrebet af d√•rlig smag?[18] Hun er selv fuldkommen klar over, at denne periode og stil ikke nyder kunsthistorisk respekt. Hun vedkender sig dens surrogatkarakter, men elsker den opm√¶rksomhed mod detaljen, der pr√¶ger dens kopieringsbestr√¶belser, om det s√• handler om neoren√¶ssance eller efterligninger af andre epoker. For hende er Klunketidens redebyggeri indbegrebet af tryghed: “ich habe hier das Gef√ľhl der Geborgenheit, der Bestandigkeit” (s. 127). Denne l√¶ngsel efter tryghed er den r√łde tr√•d i memoirerne, og den pr√¶ger s√•vel arkitektur som partnervalg. De √¶ldre m√¶nd, Lottchen har forhold til, er alle beskrevet som tryghedsgivende som den st√¶rke Gerhard: “lch schlug als Frau die Augen nieder und fiihlte mich sicher und geborgen” (s. 196). Det f√łrste faste forhold, der varede fem √•r, er med en √¶ldre herre i tresserne, og igen st√•r “beskyttelse” i centrum (s. 112):
“Was kann eine Frau sich mehr wi.inschen?” Samme motiv g√•r igen i forholdet til den midaldrende gymnastikl√¶rer, Jochen, der varede 27 √•r: “Als braves W eib tat ich, was J ochen mir sagte. Ich s ah in meinen Mannern das, was ein Madel in der damaligen Zeit in einem Mann sah.
Ich f√ľhlte mich beschirmt, konnte auf sie z√§hlen, wenn ich in Not war, und deshalb faszinierten sie mich” (s. 120). M√•ske kan man sammenligne von Mahlsdorfs forhold til sine √¶ldre elskere med hendes fork√¶rlighed for √¶ldre kitsch.

Endelig kan Gr√ľndertidsfascinationen ogs√• kobles til hendes “beskedenhed”. Jugendstilen er muligvis for prangende for hende, ligesom hun tager afstand fra for megen luksus. Hun foretr√¶kker borgerlige middelklassem√łbler, og n√•r “overklassedamen” og “husmoderen” i hende kommer i konflikt, ja, s√• vinder “husmoderen” altid. Lottchens k√¶rlighed til Gr√ľndertiden er ikke ironisk eller distanceret, hun dyrker ikke stilen p√• camp-maner, fordi den er d√•rlig smag, men fordi den udstr√•ler tryghed og k√¶rlighed til detaljen. Kontrasterne er tyvernes “neue Sachlichkeit” og kommunistdiktaturets nytte√¶stetik, som teksten i den grad tager afstand fra, is√¶r DDRs kulturbarbariske nedrivning af alt, der mindede om junkertidens Pr√łjsen og dertil h√łrende “falske bevidsthed”. Dr√łmmen om fortiden kan s√•ledes ogs√• l√¶ses som en protest mod nazisterne og socialisternes kulturbarbari.

DDR-tyranniet
√Örene under det socialistiske DDR-diktatur er pr√¶get af kampe med det enorme bureaukrati og konflikter med Statssikkerhedstjenesten, Stasi, der s√• sk√¶vt til individuelle privatmuseer og arv fra en overst√•et kapitalistisk fase som junkertidens Pr√łjsen. Myndighederne fors√łger i flere tilf√¶lde at rive huset i Mahlsdorf ned. Det lykkes Lottchen at f√• stilling som opsynsmand p√• godset, hun egenh√¶ndigt har restaureret.
Teksten beskriver med indg√•ende k√¶rlighed, hvordan hun gennem flere √•rtier skaffer sig bygningsdele og inventar ved at ops√łge byggepladser og nedrivningstomter, og hvordan hun anskaffer sig grammofoner, plader, ure, kommoder, t√¶pper, lysekroner, skabe, symaskiner, porcel√¶n og andet m√łblement fra sin yndlingsperiode.

Nede i k√¶lderen indretter von Mahlsdorf “Berlins t√łrreste knejpe”, nemlig inventaret fra en homo– og luderbar fra Mulackstrasse: Die Mulackritze, der blev revet ned i 1961. Knejpen har haft en bev√¶get historie med et broget klientel af alle k√łn, mange p√• kant med lovgivningen. Der foregik alskens transaktioner fra v√¶rtshusslagsm√•l i stuen til kommerciel s/m-sex i loftsrummene. Hele inventaret fra Gr√ľndertidsdisk til afstraffelsesbrikse frelser Lottchen over til museet.
Selv den farverige kromutter Minna Mahlich f√•r hun til at g√¶steoptr√¶de ved s√¶rlige omvisninger. I 1974 besluttes det, at Mahlsdorf-museet skal nedrives, og Lottchen for√¶rer i desperation al inventaret v√¶k til museumsg√¶sterne. Ved en skuespillerindes og en jurists hj√¶lp afv√¶rges katastrofen i sidste √łjeblik.

Regeringen forts√¶tter dog med at chikanere hende, is√¶r da de opdager, at hun ogs√• holder foreningsm√łder for homoseksuelle i museet. Dramatiske episoder med Stasi-medarbejdere slet forkl√¶dt som rige amerikanere, der skal lokke hende til at s√¶lge til udl√¶ndinge (hvad der naturligvis var strengt forbudt) , er dele af statens fors√łg p√• at bringe von Mahlsdorf i miskredit. Is√¶r i slutningen f√łr murens fald havde den stadigt mere √łkonomisk desperate DDR-regering fundet ud af, at den kunne tjene h√•rd, vestlig valuta ved at s√¶lge ud af landets kulturarv, og s√•ledes t√łmte regeringsvogne det ene gods efter det andet.

En √łsttysk “Coming Out”
von Mahlsdorfs memoirer fra de halvskjulte seksuelle berlinske subkulturer i DDR-tiden er interessant l√¶sning, is√¶r heroiske og modige homov√¶rtshusejeres kampe mod s√•vel nazister som socialister. P√• grund af sine historiske samlinger og enorme viden om Gr√ľndertiden bliver den autodidakte transkvinde hurtigt involveret i ogs√• tv- og ftlmarbejde, hvor hun b√•de fungerer som skuespiller, statist og konsulent. Naturligt blev hun involveret i DDRs eneste “homo-film”, den fremragende “Coming out” om en ung, homoseksuel l√¶rer, der fik premiere i 1989 den selvsamme aften, hvor muren faldt. I filmen spiller hun en servitrice p√• den homobar, hvor helten finder – og senere mister – sin unge ven, der i begyndelsen af filmen har fors√łgt at tage sit eget liv. L√¶reren ender med at sige sit job op i en √•ben slutning cyklende mod solen.

von Mahlsdorf havde dog kunnet rejse til vesten, eftersom hun √•ret f√łr var fyldt 60 (DDR s√łgte at spare p√• folkepensionen ved at tillade √¶ldre medborgere fri udrejse). Men hendes genvordigheder med myndighederne forts√¶tter, og hun opdager til sin gru, at visse af DDR-regimets v√¶rste bureaukrater stadig er ved magten i det genforenede Tyskland. Og som et h√¶sligt ekko fra Lottchens ungdom begynder nynazister at chikanere hendes homosammenkomster p√• museet. Men memoirerne slutter lykkeligt med, at hun i 1992 tildeles det tyske “Bundesverdienstkreuz” og fire dage senere f√•r officiel ejendomsret til museet i Mahlsdorf. von Mahlsdorf er nu endelig frue i eget hus.[19] I forhold til et andet trans– og homo-ikon, Karen Blixen, som koketterede med, at hun var tretusind √•r gammel (Blixen; s. 174), er Charlotte von Mahlsdorf – naturligvis – mere beskeden. Hun slutter sine memoirer med at angive sin alder til 120. Hun, den perfekte klunketidshusmor, har jo levet siden 1870, “hendes” Gr√ľndertids f√łdsel.

Litteratur:
Bang, Herman(1887): Stuk. K√łbenhavn: Borgen. 1987.

Bech, Henning (1987): N√•r m√¶nd m√łdes. K√łbenhavn: Gyldendal.

Blixen, Karen: Samlede essqys. K√łbenhavn: Gyldendal. 1997.

Elbe, Lili (1931): Fra Mand til Kvinde, K√łbenhavn: Hage & Clausens Forlag.

Halperin, David (2011): How to be Gay. Cambridge, MA: Harvard University Press.

Hausman, Bernice (1995): Changing Sex. Transsexualism, technology and the ide a of gender. Durham and London: Duke University Pres s. 2006.

von Mahlsdorf, Charlotte(1992): Ich bin meine eigene Frau. M√ľnchen:
Deutscher Taschenbuch V erlag. 199 5).

Stone, Sandy (1991): “The Empire Strikes Back: A Posttransexual Manifesto“; in: Julia Epstein and Kristina Staub: Bocfy Guards. London: Routledge.

Zichau, Alex (2013): Ubehagets soundtrack. K√łbenhavn: Autre.

Dag Heede (f. 1962) er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Han var en af de f√łrste til at introducere queerteorien i Danmark blandt andet gennem monografier om Michel Foucault, Karen Blixen, Herman Bang og H.C. Andersen. Som s√• mange andre p√• feltet st√•r han i naturlig g√¶ld til Hennings Bechs banebrydende (homo) seksualitetsteoretiske pionerarbejde.

Noter
  1. [Retur] Jeg v√¶lger i overensstemmelse med fort√¶lleren i biografien at omtale von Mahlsdorf som “hun” med undtagelse af ungdomsperioden.
  2. [Retur] Hun giver dog udtryk for gl√¶de over dette: “Das ist wie Sonnenstrahlen im Herbst, in denen ich mich w√§rme” (s. 192). Samtlige uledsagede sidehenvisninger er til von Mahfsdorf.
  3. [Retur] Det er ikke usandsynligt, at udgiveren Peter S√ľß har v√¶ret ghost writer p√• Mahlsdorfs selvbiografi. I 2006 forfattede S√ľß desuden et skuespil om von Mahlsdorf. Mere kendt er dog Doug Wrights prisbel√łnnede Off-Broadway-monolog “I am my own wife” fra 2003, som er oversat til en r√¶kke sprog. I 2009 blev monologen opf√łrt p√• dansk under titlen “Jeg er min egen kone” p√• Aalborg Teater. Forestillingen har efterf√łlgende v√¶ret p√• turne rundt i landet.
  4. [Retur] von Mahlsdorf n√•ede ogs√• at indtale sin tekst som lydbog f√• dage f√łr sin d√łd. Her kan man nyde hendes pr√łjsisk pr√¶cise diktion, hvor ingen endelser afsnubbes, og hver eneste stavelse samvittighedsfuldt udtales.
  5. [Retur] Herved adskiller den sig markant fra f.eks. genrens “arketype”: Lili Elbes Fra Mand til Kvinde fra 1931, som er pr√¶get af en ekstrem trang til normalisering og idyllisering (Elbe). Splittelsen er n√¶sten et vandm√¶rke for genren helt frem til i dag. I den aktuelle danske transtekst Ubehagets soundtrack fra 2013 er splittelsen f√łrt helt ud til fort√¶lleteknikken, idet fort√¶lleren rummer b√•de et “jeg” og et “du” i samme person (Zichau). Om splittelsen som topos i transtekster jf. Sandy Stones skels√¶ttende essay: “The Empire Strikes Back: A Posttransexual Manifesto“. Titlen henviser til Janice Raymonds transfobiske afhandling The Transsexual Empire. Boston: 1979.
  6. [Retur] En vertikow eller “vertiko” er et lille prydskab opkaldt efter dets berlinske opfinder, Vertikow. Det var et af grundertidens yndlingsm√łbler.
  7. [Retur] Visse skuffede anmeldere har efterlyst mere sex og mindre arkitektur i von Mahlsdorfs tekst; populært sagt: flere klunker og mindre klunketid.
  8. [Retur] Magnus Hirschfeld (1868-1935) var Tysklands toneangivende sexolog og homorettighedsfork√¶mper. Hirschfeld udgav tidsskriftet, Jahrbuch f√ľr sexuelle Zwischensttifen og definerede homoseksuelle som en slags “tredje k√łn“. Die Transvestiten fra 191O er en klassiker indenfor transforskningen. Hirschfeld, som ogs√• var homoseksuel og socialist, blev af Hitler betegnet som “Tysklands farligste j√łde”. Hans videnscenter; Institut fur Sexualwissenschaft, blev √łdelagt af fascisterne i 1933, mens Hirschfeld selv var p√• en verdensomsp√¶ndende foredragsrejse. To √•r senere d√łde han i eksil i Nice. von Mahlsdorf er ikke entydigt tilh√¶nger af tredjek√łnsteorien, men udtrykker stor beundring for Hirschfeld (s. 16, s. 51, s. 140-1), som er tekstens eneste teoretiske reference.
  9. [Retur] I sn√¶ver forstand beskriver begrebet den finansielle opgangsperiode 1871-3, hvor finansmarkederne kortvarigt boomede, men herefter brat landede i et b√łrskrak; den bredere betegnelse g√•r p√• det nittende √•rhundredes sidste tre √•rtier, og s√•ledes anvender von Mahlsdorf ogs√• begrebet (s. 128),
  10. [Retur] En popul√¶r dansk indf√łring i en r√¶kke af disse “tidslommer” findes i Aarhus Universitetsforlags glimrende rejseguide: Berlin fra 2012.
  11. [Retur] Forskellen mellem transseksuelle og transvestitter b√łr naturligvis her understreges. For en bred behandling af transbiografier jf. Hausman.
  12. [Retur] Historicismen beskriver 1800-tallets fork√¶rlighed for at blande stilarter fra tidligere perioder. Nye byggematerialer og -teknikker i denne tidlige industrialiseringsfase gjorde det muligt at reproducere fortidens mere komplekse og arbejdskr√¶vende stilarter i forenklet, masseproduceret form f.eks. ved hj√¶lp af beton. Hvad der tidligere havde kr√¶vet m√łjsommeligt og specialiseret h√•ndv√¶rk kunne nu produceres billigt og hurtigt. Historicismen kan i dens frie genbrug eller “citering” af tidligere stilarter ses som en tidlig parallel til postmodernismen. Historicismen forsvandt ikke i det tyvende √•rhundrede, men dyrkedes i Danmark blandt andet af 1. Verdenskrigs nyrige “gullaschbaroner”.
  13. [Retur] von Mahlsdorf er ganske bevidst om ogs√• disse aspekter af perioden: “Sicher, Kuponschneiderei und Spekulationsskandale pragten die Gr√ľnderzeit” (s. 126).
  14. [Retur] En af hovedskurkene i Stuk er en arkitekt, der er blevet hovedrig p√• at udstaffere lejligheder med billigt “forsk√łnnende” elementer:

    “Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres j√¶vne Leje paa Broerne, blev han ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kul√łrer – ligesom han i L√¶retiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling- hele Tiden halv forundret over sine egne Vidundere.

    Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han s√łgte Hj√¶lp hos Arkitekter og Dekorat√łrer, byggede og byggede …
    Bevarende, under det altsammen, Smaamandens K√¶rlighed til det grelle i Kul√łrerne og uv√¶gerligt byggende alle sine Huse – disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indf√łrte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, de forgyldte Gel√¶ndere og eftergjorte Parketgulve – ubekvemme, indskr√¶nkede og sn√¶vre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de smaa Rum, hvor man kan r√¶kke med H√¶nderne mellem V√¶ggene, og til en tung Luft” (Bang; s. 35).

  15. [Retur] Jugendstilen var især populær i perioden 1900-1910.
  16. [Retur] Den klassiske tekst er her naturligvis Susan Sontags ber√łmte essay, “Notes on “camp”” fra 1964, men der findes utallige studier af forholdet mellem camp og homoseksualitet (f. eks. Bech og Halperin).
  17. [Retur] Om forholdet mellem kitsch og mandlig homoseksualitet jf. f.eks. Bech.
  18. [Retur] von Mahlsdorfs fork√¶rlighed for fortidens “d√•rlige smag” kan m√•ske indl√¶ses i en mandlig homoseksuel tradition for at dyrke glemt kitsch-kultur s√• som afblomstrede divaer, svundne tidsaldres popul√¶rkultur (70er-disco, dansktopsangerinder, Morten Korch-film for nu at blive indenfor en dansk kontekst). Er hormoer og transkvinder en slags modernitetens √•dsels√¶dere, nyttige, men ikke altid elskede skraldem√¶nd m/k, der m√¶sker sig i efterladenskaber, som mainstreamkulturen har fortr√¶ngt eller forkastet?
  19. [Retur] Efter von Mahlsdorfs d√łd i 2002 er bygningen forblevet museum og kan stadig bes√łges:
    www.gruenderzeitmuseum.de

* * *
Artiklen indg√•r som et kapitel (side 183 – 195) i bogen “Byen og blikkets lyst: Festskrift til Henning Bech”, der blev udgivet i 2014 af Center for Seksualitetsforskning, Sociologisk Institut, K√łbenhavns Universitet – ISBN: 978-87-993544-5-0.

Dag Heede har venligst givet tilladelse til, at artiklen bringes her i Vidensbanken om k√łnsidentitet.
Tina Thranesen.