Eva blev fri. Af Nikolaj Lange den 9. juli 2003 om Erwin Maria Jöhnk.


Eva blev fri
Dette er historien om, hvordan Eva først måtte opdage, hvem hun selv var, inden hun kunne blive, den hun selv var.
Det er også en historie om, når det ydre hylster ikke passer til det menneske, der er indeni.
Nikolaj Lange, der er artiklens forfatter, har venligst givet tilladelse til at artiklen må bringes i Vidensbanken.
Eva, som artiklen fortæller om, er identisk med Erwin Maria Jöhnk.
Lørdag den 9. august 2003. Tina Thranesen.

* * *
Af Nikolaj Lange.

Da Eva Maria Koschke bliver født i Nordtyskland i 1957, har forældrene allerede bestemt sig for et drengenavn. I forvejen har de tre piger, og nu ønsker de sig en dreng. Et år senere bliver forældrene skilt. Eva og hendes tre søstre bliver hos moderen. Fire år senere flytter de til Sønderjylland, hvor moderen gifter sig med en dansk mand.
Evas stedfar er handelsrejsende, så familien flytter en del omkring i starten. Eva har svært ved at få venner og holder sig mest for sig selv. Hun går lange ture i skoven med sine to hunde. Her føler hun, at hun kan være fri.

Da Eva starter i skole, går hun kun i bukser og drengetøj.
Hun bliver indskrevet på en tysk privatskole i Sønderjylland. Skolens to lærere kontrollerer hver morgen, at børnene har rene negle og lommetørklæder. De bryder sig ikke om Evas tøj, og de giver hende anmærkninger og breve med hjem. Forældrene tager sig ikke af det.
Da Eva er starter i fjerde klasse, beslutter en af lærerne at tage Eva med til den nærmeste by. Eva skal have en ny kjole. Hun bliver sur, men følger tavs med.
I en tøjforretning, som læreren vælger, har Eva pænt at prøve de kjoler, som bliver vist frem. Læreren vælger en ærmeløs kjole i frotte. Den har et spraglet mønster med en masse farvede trekanter. Eva kan ikke lide den. Hun synes mest, den ligner et abstrakt maleri.
Et par dage senere skal Eva til tandlægen. Hun får den nye kjole på. Men pludselig får hun det så dårligt, at hun kaster op. Kjolen er ikke til at redde, og den ryger ud med det samme.
Det første forhold til en mand, har Eva, da hun er 18. Han er elektriker, og hun har fundet ham i en kontaktannonce. Han er også med i en walkie-talkie klub, og da der er Haderslev march, kører Eva med ham rundt i hans bil med og drikke til rastepladserne. De har det sjovt, og næste dag går Eva selv med i marchen.
En dag beslutter de, at Eva skal overnatte hos ham. I soveværelset skynder hun sig ind under dynen, da hun har fået tøjet af. De er begge usikre. Han kommer op til hende, og hun ser væk og rykker ind mod væggen. Hun er helt stiv.
De taler lidt sammen, og han fortæller, at han heller ikke har prøvet det før. Efter et stykke tid forsøger han at trænge op i hende. Det gør ondt, men Eva bider det i sig.
Han forsøger flere gange, og til sidst lykkes det. Eva kan ikke længere holde tårerne tilbage. Han fortsætter lidt endnu, men stopper så. Eva har meget ondt. Han spørger, om hun vil hjælpe ham til at få udløsning.
Hun svarer nej.
Det virker som om, han bliver sur over hendes reaktion.
Forholdet varer cirka et halvt år. Eva har efterfølgende et par andre forhold til mænd. Ingen af dem varer mere end et par uger.

I 1980 tager Eva på kvindehøjskole. Her møder hun Anette, som er lesbisk. Eva falder for den lille buttede pige og hendes udstråling.
I weekenderne tager de blandt andet på ture til København og Århus. Et af formålene med turene er, at Eva vil finde ud af, hvor hun skal slå sig ned efter højskolen. Hun tænker, at hvis hun skal leve som lesbisk, bliver det nødt til at være i en større by.
Forholdet til Anette varer ikke mere end et par måneder. I december begynder Eva at føle, at Anette lægger afstand til hende. Anette føler ikke længere, at hun har et forhold til en kvinde. Selvom Eva har en kvindes krop, er hun i Anettes øjne mere og mere en mand.

I det homoseksuelle miljø i Århus får Eva en ny ven.
Hun møder først Francois på Pan. Hans tøj er farvestrålende og minder Eva om de tre musketerer. Desuden går han ofte i dametøj. De begynder at snakke og bliver hurtigt venner.
Francois har det med at provokere folk. En dag da de er i en tur i City Vest, sidder der en flok piger og griner. Francios bliver sur og kaster en cola i hovedet på dem, mens han råber efter dem. Eva går videre, og lader som om hun ikke kender ham. Hun er slet ikke sikker på, at det overhovedet var ham, de grinede af.
NÃ¥r Eva og Francois er alene, begynder de at snakke om et nyt emne, der interesserer Eva meget.
Francois mener nemlig, at han er transseksuel. Han viser Eva nogle blade med artikler, der handler om transseksuelle og om at skifte køn.
Endelig forstår Eva, hvad der er galt med hende. Hun er en fejlproduktion fra naturens side. Hendes forældre havde virkelig fået en dreng, som de havde ønsket. Han var bare blevet født i en pigekrop.

Der går flere år, før Eva tør fortælle sin læge om sit problem.
På grund af en hjertefejl har hun fået tilkendt førtidspension. Alligevel står hun op om natten for at køre med aviser og holder opsyn på et offentligt toilet om dagen. Bare for at have noget andet at tænke på.
Flere gange går hun til lægen med andre problemer. Hver gang siger hun til sig selv, at nu vil hun fortælle lægen om sit virkelige problem. Men hver gang bliver hun bange, og det lykkes ikke.

I foråret 1985 ringer Eva igen til lægen. Uden at blive konkret fortæller hun i telefonen, at det, hun vil tale om, handler om hendes køn og hendes krop.
Eva er bange. Hun er nervøs for, hvad der kommer til at ske med hende, og på om lægen mon overhovedet vil tro på hende.
Turen til lægen føles som en evighed. Busturen, der tager 15 minutter, føles som flere timer. Turen op ad trapperne til første sal føles, som om hun skal op på tiende.
Lægen tror på Eva. De snakker om hendes problem, og Eva fortæller, at det, hun har det værst med, er hendes store bryster.
Eva tror knapt sine egne ører, da hun får en henvisning til plastikkirurgisk afdeling.
Da hun går ned at trapperne fra lægens kontor, føler hun sig som jordens lykkeligste menneske. Nu vil der snart ske noget.
Senere går Eva ned på Folkeregisteret i Århus. Her udfylder hun en blanket, der gør, at hendes fornavn officielt forkortes til E. Men navnet, som bliver brugt, er fra nu af Erwin.

Tiden går. Først efter et halvt år får Eva en tid til en samtale på plastikkirurgisk afdeling.
Selvom hun passer sine to jobs, kan hun ikke holde de mange tanker væk. Hun ved ikke, om hun kan leve med blot at få fjernet sine bryster. Hun vil jo stadig have sin menstruation, og indeni vil hendes krop stadig være kvindelig.
Den 2. august kl. 9.15 ankommer hun til plastikkirurgisk afdeling. Hun har besluttet, at der skal mere til. Hun vil gå hele vejen
Lægen støtter hendes beslutning. Men for at det kan lade sig gøre, må Eva videre. Han henviser hende i stedet til Psykiatrisk Hospital i Risskov. Der skal hun tale med en psykiater.
Det gør Eva nervøs. Hun er bange for, at de vil stemple hende som sindssyg eller fylde hende med medicin og håbe på, at hun kommer på bedre tanker.
Men hvis hun vil videre, er der ikke andet at gøre. Hun får en aftale kort tid efter. Hun skal møde klokken ni om morgenen.

Aftenen før aftalen med psykiateren er Eva i byen med Francois og et par andre venner. Eva bliver meget fuld, og de går fra den ene værtshus til det næste. Hun kommer ikke hjem før klokken fire om natten.
Efter en kort nats søvn er hun på vej til Risskov med tunge skridt og en krop fuld af alkohol.
Psykiateren er en lille, tør og grå mand i stiv jakke og slips. Han stiller en masse spørgsmål og sidder ellers bare stille og lytter.
Eva føler sig enormt ædru, da hun sidder over for ham. Alligevel slår hendes tunge knuder. Hun synes at ordene, der kommer ud, lyder som noget værre vrøvl. Manden overfor bliver bare siddende.
Endelig fortæller han noget.
Afdelingen, der tog sig af kønsskifter i Århus, er nedlagt et halvt år før.
Et øjeblik er Eva ved at opgive alt håb.
Psykiateren holder en pause. Så fortsætter han. Eva kan nemlig blive henvist til Rigshospitalet, hvor de også tager sig af folk, der vil skifte køn.
Eva er målløs. Nu kan hun slappe af. Hun føler resterne af nattens brandert vende tilbage til overfladen.
Nede på gaden, er fortovet ikke bredt nok til hende, og hun må beherske sig for ikke at begynde at synge højt på vej hjem i bussen for at sove branderten ud.
Men overførslen til Rigshospitalet betyder ikke, at Evas kamp er slut. Den er først lige begyndt.

I november 1985 er Eva første gang til samtale på Rigshospitalets Psykiatriske Poliklinik.
Mod slutningen af samtalen rejser den kvindelige læge sig fra sin stol bag det store vinkelformede skrivebord. Hun skal lige ud og aflevere nogle papirer. Da hun passerer bag om Eva på vej mod døren, taber hun hele bunken, der hvirvler ud over gulvet.
Eva rejser sig straks for at hjælpe lægen med at samle papirerne sammen. Først mange år senere finder hun ud af, at scenen bare var et trick. De skulle se, om hun reagerede som en mand og kom kvinden til hjælp.
Det bliver til tre samtaler på Psykiatrisk Poliklinik. Så får Eva besked, om at hun skal starte forfra på Sexologisk Klinik, som er bliver oprettet i april 1986.

I alt tretten gange kommer Eva til at tage færgen fra Århus for at se sin nye læge Bente Spanager.
Flere gange følges hun med en af sine homoseksuelle venner fra Århus. En af dem er Jes, der bor sammen med sin kæreste i samme bygning som Eva.
Jes er syg. De tror, at det er HIV. Men han er ikke blevet testet. Uvidenheden er stadig så stor, at selv sygeplejerskerne er bange for at komme i nærheden af ham.
Eva har hjulpet ham flere gange, og de to taler meget og godt sammen.

Efterhånden som tiden går og turene til København bliver stadig flere, begynder Eva at blive utålmodig.
16. marts 1987 er Eva alene i København. Hun fortæller Bente Spanager, at hun føler sig i en evig venten.
Eva er mødt op til samtalen i tweedjakke, mørke herrebukser, lys skjorte med slips og manchetknapper, og hendes mørke hår er nu klippet i tydelig herrefrisure.
Hun føler sin krop som et helt forkert hylster, og hun føler sig ydmyget og nedgjort over at skulle skjule sig, fortæller hun.
De taler om operationen. Eva har ikke tænkt sig at ville have en kunstig penis. Bente Spanager gør opmærksom på, at hun ikke bliver en mand alene af at få fjernet brysterne.
Eva svarer, at det vigtigste for hende er hendes egen fornemmele af at få en maskulin fremtoning.
Senere på dagen står hun på Hovedbanegården og venter på toget mod Kalundborg. En arabisk fyr spørger hende, om han kan låne en kuglepen. Det kan han selvfølgelig godt.
Eva føler, at den fremmede bliver nærgående. Han begynder at spørge hende om hjælp til enkelte ord. Hun svarer. Imens bliver han stadig mere nærgående.
Hun spørger ham, hvad han tror, hun er, en dreng eller en pige?
Han svarer, at hun er pige, men meget specielt påklædt.
Eva kan ikke sove den nat. Uanset hvad hun gør, vil hun hverken blive set som rigtig mand eller rigtig kvinde. Hun er blot et underligt væsen.
En kvinde i herretøj.

I august 1987 starter Eva på en behandling med mandlige hormoner.
Bente Spanager har forklaret, at hormonerne vil få hendes seksuelle lyst til at stige.
Næste gang, de mødes, er i november. Evas stemme er blevet dybere, og den første skægvækst er begyndt.
De taler om alt fra Evas arbejde, over at hun har meldt sig ind i civilforsvaret og fået en mandeuniform, til at hun samtidig er ved at flytte til en større lejlighed på samme vej.
Det eneste emne, Eva ikke vil tale om, er sin seksualitet. Hun svarer bare hurtigt, at det ikke interesser hende. Desuden har hendes seksualitet ikke noget at gøre med hendes ønske om at skifte køn.
Men det er ikke rigtigt. Hormonerne har fået hendes lyst til at stige. Men hvis de hører, at hun er i stand til at have et sexliv som kvinde, vil de ikke lade hende skifte køn. Så hun undviger.
Eva fortæller om Jes. Han er blevet mere syg. Han er nu indlagt på Marselisborg Hospital, hvor hun besøger ham meget.
Bente Spanager spørger, om de har haft seksuel kontakt.
Eva bliver oprørt. Hun minder om, at det er ti år siden, hun har haft sex med en mand.

I december 1987 skriver Eva et brev til Familieretsdirektoratet.
Hun ansøger om at få lov til at skifte sit køn. Men hun får at vide, at der ikke kan tages stilling, før hun har været på hormonbehandling i et år.
Først den 29. september 1988 sender Bente Spanager den nødvendige erklæring, hvor hun på ni sider fremstiller Evas sag. Hun anbefaler, at Eva får lov til at skifte køn.

Samme efterår er Eva med Jes og hans kæreste til fest.
Jes er stadig syg. Han har fundet ud af, at han i virkeligheden lider af sclerose. Sygdommen går ham på, og han har flere gange forsøgt selvmord.
Til festen er Jes blevet meget fuld. Da de er kommet hjem, ringer hans kæreste til Eva. Han fortæller, at han er bange for, at Jes vil forøge at tage sit liv igen.
Han springer nu, siger han pludselig.
Eva styrter ned på gaden. Der ligger han. Han er sprunget fra fjerde sal og er hårdt kvæstet. Der bliver tilkaldt en ambulance.
Jes dør på vej til hospitalet.
Under begravelsen sidder Eva på kirkebænken og kæmper en kamp med sig selv.
Hormonerne virker stadig kraftigere, og selv under sin vens begravelse, kan hun ikke holde lysten væk.

Eva prøver at indrykke et par kontaktannoncer i avisen.
Hun søger både efter kvinder og mænd. Men det er kun mænd, der henvender sig.
Hun mødes med et par stykker. De er indforståede med hendes situation. Selvom de siger, at de ikke kan forstå, hvorfor hun vil skifte køn.
Hun ser dem aldrig mere end en gang.

I november ringer Eva til Familieretsdirektoratet. Hun vil vide, hvornår de har taget stilling til hendes ansøgning og Bente Spanagers anbefaling.
De svarer, at det vil gå tre til fire uger.
I januar 1989 er det Bente Spanager, der rykker for en afgørelse. Hun får at vide, at sagen befinder sig hos Retslægerådet.
Da hun ringer til dem, undskylder de med, at flere af sekretærerne har været syge.
En uge senere skriver Retslægerådet tilbage, men ikke med en afgørelse. Der mangler oplysninger i sagen, mener de.

Bente Spanager skriver de manglende oplysninger, og til en samtale den 15. marts godkender Eva dem.
Eva fortæller om sin voksende seksuelle lyst. Hun kommer også til at nævne, at hun har haft sex med mænd.

Sidst i april ringer Eva til Bente Spanager. Hun forstår ikke, hvorfor Retslægerådet stadig ikke har fået de sidste oplysninger.
Hun får at vide, at oplysningerne er blevet tilbageholdt, så hun kan få ekstra tid til at få afklaret sin seksualitet.
Da Eva igen er til samtale, gentager hun, at hendes seksualitet intet har at gøre med hendes ønske om at skifte køn.
Alligevel vil de sidste oplysninger blive tilbageholdt yderligere en måned. Bare så hun er helt sikker på ikke at gøre noget forkert.
Eva siger, at det er grinagtigt, men accepterer.

Eva sidder og strikker, da Bente Spanager, dukker op i venteværelset. Hun undrer sig noget.
Det er 30. november, og Familieretsdirektoratet har tre uger tidligere fortalt, at tilladelsen til kønsskiftet er givet. De mangler bare at formulere det i et brev, før det bliver officielt.
Eva forklarer strikkeriet, med at hun har fået et lille birolle i en Tv-udgave af Blichers Hosekræmmeren. Hun skal til optagelse næste dag.

I april 1990 sker det endeligt. Kuverten med brevet fra Familieretsdirektoratet kommer.
Eva er ikke rigtig nervøs for resultatet. Alligevel har hun tænkt meget over, hvordan hun ville reagere, når hun så kuverten.
Først ville hun sidde et øjeblik med den uåbnede kuvert. Så ville hun flå den op og skynde sig at finde sidste side og læse konklusionen.
Der stod det så. Nu var det officielt. Eva havde fået tilladelse til at blive opereret og officielt skifte personnummer og navn.

En måned senere kommer brevet, om at Eva skal møde til samtale på plastikkirurgisk af Århus Kommune Hospital den 22. juni kl. 11.
Det bliver besluttet, at hun allerede den. 21. august kan blive opereret første gang. Da vil hun få fjernet livmor, æggestokke og æggeledere på gynækologisk afdeling.
Senere på året vil hun blive indlagt på plastikkirurgisk afdeling og få opereret brysterne væk.
Hun får også at vide, at hun skal stoppe med at tage hormoner tre uger før operationen.

Det regner, da Eva går op ad flisegangen mod gynækologisk afdeling.
Den blå cowboyjakke er trukket godt op om nakken, mens de lyse bukser ikke helt dækker de hvide sokker i de mørke sko.
På trods af regnen er hun glad. Den drøm, hun har kæmpet for så længe, er ved at gå i opfyldelse.

Da Erwin vågner efter operationen, er vejret slået om. Sensommervarmen hænger både ude og inde.
Erwin sveder voldsomt. Hans hormoner er helt ude af balance.
Han spørger overlægen, om han kan tage sine hormoner igen.
Lægen ved det ikke.
Erwin bliver rasende, og råber at han skal finde ud af det i stedet for at stå og glo dumt.
Lidt efter kommer den kvindelige læge, der opererede ham, ind på stuen og siger, at han roligt kan starte med hormonerne igen.
På trods af svedeturene og humørsvingningerne har Erwin det fantastisk.
Udenpå han man ikke rigtig se forskellen endnu. Men Erwin kan tydelig mærke det.
Det var som om han hele sit liv havde slæbt rundt på noget tungt, han ikke kunne slippe af med.
Nu var der tomt.
Nu var han endelig fri.