Kønsskifteopereret fik i løbet af 2006 tilladelse til at skifte tilbage til sit oprindelige køn.

Vist 438 gange.
I årsberetningen fra Retslægerådet for 2006 – udgivet i 2007 – kan på side 75 til 79 læses den herunder gengivne sag om en 61-årig transseksuel, der havde fortrudt sit kønsskifte. Sundhedsstyrelsen gav tilladelse til, at den 61-åriges kønsstatus blev tilbageændret fra kvinde til mand efter anbefaling fra Retslægerådet. Det er den første sag af sin art, der har været forelagt Retslægerådet.

Det er ikke mindst værd at bemærke sætningen i den afsluttende kommentar (min fremhævelse):

Rådet fandt således samlet, at “kriterierne for kønnet (må) være den subjektive, private opfattelse af kønsidentiteten og den offentlige manifestation af kønsopfattelsen”.

Tina Thranesen.

* * *
Kønsskifte – kriterier for kønsidentitet
En nu 61-årig mand havde for cirka 25 år siden fået foretaget kønsskifte samt tildelt kvindeligt navn og CPR-nummer, idet han opfattede sig som transseksuel. Efter få år fortrød han kønsskiftet, og genetablerede kontakten med sin tidligere hustru. Han havde i mange år herefter levet som mand, og han ønskede nu at få sit oprindelige (mandlige) navn og CPR-nummer tilbage. Ved sagens forelæggelse blev Retslægerådet anmodet om at tage stilling til…”spørgsmålet om, hvilke kriterier, der på nuværende tidspunkt bør lægges vægt på ved anerkendelsen af kønsskiftet.” Rådet fandt, at hverken kromosomer eller andre biologiske forhold er afgørende, men at “kriterierne for kønnet (må) være den subjektive, private opfattelse af kønsidentiteten og den offentlige manifestation af kønsopfattelsen.” (C 3636)

A er en nu 61-årig mand, der cirka 40 år gammel havde fået foretaget kønsskifteoperation (kastration samt tilvirken af en kunstig skede). I forbindelse med operationen fik han tilladelse til at skifte navn til et kvindeligt fornavn samt fik ændret sit CPR-nummer til et kvindeligt. A ansøgte nu om at få sit oprindelige (mandlige) navn og CPRnummer tilbage.

Af sagens akter fremgår, at A’s forældre blev skilt, da han var barn, hvorefter han opvoksede hos bedsteforældrene, som boede i et landdistrikt. A blev gift, da han var i begyndelsen af 20’erne, idet hustruen var blevet gravid. Parret fik efterfølgende endnu et barn.

Retslægerådet fik forelagt sagen om A’s oprindelige ønske om kønsskifte fra mand til kvinde og udtalte i 1982 blandt andet: “A ansøger om tilladelse til at gennemføre “kønsskifte” samt til ændring af navn og CPR-nummer.
Det fremgår af overlæge B’s erklæring af… 1981, at han (A) ønsker foretaget “kønsskifteoperation” i den hensigt at tilstræbe at leve som kvinde, idet han efter langvarig og indgående psykiatrisk undersøgelse vurderes som transseksuel. Han opfatter sig selv som hørende til det modsatte køn.

Han er normalt begavet. Karakterologisk beskrives han som pligtopfyldende, samvittighedsfuld og formentlig i nogen grad aggressionshæmmet. Han har været arbejdsmæssigt stabil, men er p.t. uden arbejde.

Han frembyder ikke tegn på sindssygdom. Han vurderes som legemlig rask.

Siden barndommen har han med ønske om at være en pige haft tilbøjelighed til at klæde sig i kvindetøj, praktiseret i hjemmet også efter ægteskabs indgåelse i 196X, og efter at være flyttet hjemmefra i foråret 198X færdes han nu næsten altid klædt som kvinde. Han føler udpræget velvære herved, og han har som begrundelse for sin separation angivet, at han herved uafhængigt af andre kunne føle sig som kvinde. I 1979-80 lod han sig behandle af sin læge med kvindeligt kønshormon for at udvikle bryster. Han føler sig som en kvinde i mandekrop, og han har en karakteristisk afsky for sine egne kønsorganer og ønsker dem fjernet.

Hans seksuelle forhold til hustruen var præget af sparsom aktivitet. Han føler sig tiltrukket af mænd, men forudsætter herved at være kvinde. Han opfatter sig således ikke som homoseksuel, hvilket er overensstemmende med den kliniskpsykiatriske vurdering.

A har efterhånden fundet det så belastende at leve som mand, at han flere gange har givet udtryk for tanker om selvmord.

De beskrevne træk har bestået i mange år, og han har i undersøgelsesperioden fastholdt sit ønske om “kønsskifte”, også efter nøje at have overvejet sociale og familiære konsekvenser herved.
Han forstår omfanget og følgerne af en kønsmodificerende operation.

Hans hustru og to børn angives alt i alt at være indforstået med hans ønskes gennemførelse.

Retslægerådet skal herefter anbefale, at A’s ansøgning af…1981 imødekommes, således at der, som led i kønsmodificerende kirurgiske indgreb meddeles ham tilladelse til kastration og således at fornavn og CPR-nummer ændres i overensstemmelse med hans ansøgning herom.”

Efterfølgende meddelte Justitsministeriet tilladelse til, at A blev kastreret og skiftede navn og CPR-nummer.

I forbindelse med A’s ansøgning om at generhverve sit oprindelige navn og CPR-nummer forelå en erklæring fra overlæge C, X psykiatrisk afdeling.
Af denne fremgår blandt andet, at det af journalmaterialet vedrørende den oprindelige undersøgelse (fra 1982) fremgår, at der havde været en vis tvivl om, hvorvidt A virkelig var transseksuel – han mødte blandt andet op til undersøgelsen iført ulasteligt jakkesæt og slips. Samtidig oplyste han, at han fra 9 års alderen havde følt sig som pige, men at han havde forsøgt at modarbejde dette på grund af en “god og ordentlig opdragelse”. Han havde i adskillige år, også før ægteskabets indgåelse, i smug gået i kvindetøj, hvilket hans senere hustru var orienteret om.
I forbindelse med kønsskifteoperationen blev parret skilt, men A bosatte sig meget tæt ved den fraskilte hustru.
Han forsøgte gennem de følgende par år at etablere forhold til mænd, hvor han opfattede sig som kvinde, men den kunstigt tildannede skede var for snæver, hvilket ikke kunne løses ved en reoperation, hvorfor han efter tre år opgav dette, og i stedet knyttede han sig igen nærmere til den tidligere hustru. De boede fortsat hver for sig, men så jævnligt hinanden og støttede hinanden på forskellig måde. A kunne give forskellige eksempler på, hvorledes han havde illuderet dårligt som kvinde, og de sidste seks år havde han gået klædt som mand. I forbindelse med kønsskifteoperationen havde han fået foretaget brystimplantater, dem ønskede han nu fjernet. (Da sagen blev forelagt Retslægerådet, var brystimplantaterne fjernet).

A var klar over, at mandlige kønsorganer ikke kunne reetableres, ligesom der var relativ kontraindikation mod en operation pga. A’s aktuelle legemlige helbredstilstand.

A fremtrådte ved den aktuelle psykiatriske undersøgelse kun jævnt begavet, men i øvrigt psykisk upåfaldende. Han var udpræget maskulin af udseende og fremtræden. Stemmen var maskulin, han brugte størrelse 43 i sko og var 180 cm høj. Overlægen anbefalede, at A fik tilladelse til at generhverve mandligt CPR-nummer samt sit oprindelige mandlige navn.

Denne type sager blev tidligere behandlet af Civilretsdirektoratet, senere Civilstyrelsen (de behandles nu af Sundhedsstyrelsen), og foranlediget af overlæge C’s erklæring rettede Civilretsdirektoratet henvendelse til overlægen, hvor det blandt andet hedder: “Det er direktoratets umiddelbare opfattelse, at en persons køn bestemmes af personens fysiske fremtræden, og ikke personens subjektive følelse af kønsidentitet. Det giver derfor anledning til nærmere overvejelser, om ansøgeren vil kunne anses for at være vendt tilbage til det mandlige køn blot ved at få fjernet sine brystimplantater, ikke mindst da indsættelsen af brystimplantaterne ikke var afgørende for at anse kønsskiftet fra mand til kvinde for gennemført.

På den baggrund skal direktoratet anmode om en nærmere beskrivelse af, hvilke forandringer der er eller planlægges foretaget for at imødekomme A’s ønske om at vende tilbage til det mandlige køn. Det bedes samtidigt beskrevet, hvilken forskel dette vil medføre for A’s fysiske fremtræden, og hvilke forskelle og ligheder der herefter vil være i forhold til henholdsvis det mandlige køn og det kvindelige køn.”

I sit svar anfører overlæge C, at A’s ydre kønsorganer fremstod hverken som biologisk mandlige eller biologisk kvindelige, at yderligere kønsmodificerende operationer ikke var mulige, at A i en årrække ikke havde indtaget kvindeligt kønshormon, og at han havde en målelig, men lav produktion af mandligt kønshormon, og at supplerende behandling med mandligt kønshormon var kontraindiceret på grund af hans legemlige sygdomme.

Civilstyrelsen forelagde herefter sagen for Retslægerådet med blandt andet følgende bemærkning: “Vi skal i den forbindelse anmode Retslægerådet om særligt at forholde sig til spørgsmålet om, hvilke kriterier, der på nuværende tidspunkt bør lægges vægt på ved anerkendelsen af kønsskiftet.”

Retslægerådet afgav herefter følgende udtalelse: “A blev i 1982 kastreret som led i et ønske om kønsskifte fra mand til kvinde. Han søger nu sin oprindelige kønslige status tilbage, idet han igennem en årrække har fortrudt kønsskifteoperationen i 1982. A har ønsket fjernelse af brystimplantaterne, der blev indopereret i 1982, og generhvervelse af sit oprindelige navn samt opnåelse af et ulige CPR-nummer. Brystimplantaterne blev fjernet i…2004.

Det understreges, at der ikke er noget ønske om ændring af de ydre kønsorganer, og A’s helbredstilstand tillader ikke behandling med mandlige kønshormoner.

A har haft en emotionel belastet opvækst og viste som 9-årig sin kønsidentitetsusikkerhed ved at stræbe efter en kønsrolle som kvinde. Han giftede sig som 24-årig og fik i ægteskabet 2 børn.
Ved undersøgelserne op til kønsskifteoperationen i 1982 var der usikkerhed, om A skulle opfattes som transseksuel, men kønsskifteønsket blev imødekommet.

Operationen blev ikke tilfredsstillende for A, og efter 3 år erkendte han, at den var en fejltagelse, og at han subjektivt opfattede sig som mand. Han vendte tilbage til hustruen, som han havde forladt i tilslutning til kønsskifteoperationen. Igennem de sidste 6-10 år har han konsekvent gået klædt i herretøj, og han har været generet af at blive opfattet som kvinde, for eksempel når han har identificeret sig via sit CPRnummer.

A er siden 2002 blevet fulgt på psykiatrisk afdeling X, hvor man ikke finder væsentlige tegn til psykisk lidelse, men konstaterer, at han er forpint ved sin nuværende kvindelige fremtoning.
Man støtter derfor hans ønske om generhvervelse af maskulint CPR-nummer og af mandligt navn.

Genetisk og biologisk fremtræder A som en mand med amputerede ydre kønsorganer. Brystimplantaterne er blevet fjernet. De mandlige kønsorganer vil næppe kunne imiteres ved nye operationer. På denne baggrund må kriterierne for kønnet være den subjektive private opfattelse af kønsidentiteten og den offentlige manifestation af kønsopfattelsen. Til trods for det tidligere kønsskifte har A nu igennem
mange år opfattet sig som en mand og har stræbt efter en mandlig fremtoning.
Der er stabilitet i denne opfattelse og i fremtoningen samtidig med, at han er forpint ved sit nuværende kvindelige navn og personnummer. Det vil derfor, efter Retslægerådets opfattelse, være rimeligt at opfatte ham som mand og registrere ham som sådan.”

Efterfølgende modtog A følgende tilkendegivelse fra Sundhedsstyrelsen: “Sundhedsstyrelsen anerkender hermed, at de har gennemgået kønsskifte fra kvinde til mand. De kan nu få ændret Deres fornavn og personnummer.”

Kommentar:
Sagen gav anledning til mange overvejelser i Retslægerådet, såvel ved forelæggelsen i 1982 som ved den aktuelle.
I 1982 overvejede man blandt andet, om A var transseksuel, ligesom der på daværende tidspunkt var en vis usikkerhed om, hvad rådet egentlig skulle udtale sig om. Hertil var der terminologiske overvejelser, hvilket blandt andet viste sig i, at rådet anvendte betegnelsen “kønsskifte”, hvor citationstegnene blandt andet var udtryk for, at de (med rådets daværende terminologi) “kønsmodificerende indgreb” ikke medfører et egentligt kønsskifte, idet det biologiske køn er forankret i kromosomerne i hver enkelt celle.

I den aktuelle sag, som er den første af sin art, der har været forelagt Retslægerådet, blev rådet anmodet om “… særligt at forholde sig til spørgsmålet om, hvilke kriterier, der på nuværende tidspunkt bør lægges vægt på ved anerkendelsen af kønsskiftet.” Rådet fandt, at kromosomsammensætningen alene ikke kan lægges til grund for fastlæggelsen af kønnet. Der kendes således sjældent forekomne tilstande, hvor en biologisk dreng ved fødslen har testiklerne ligger i bughulen, hvorfor hormonproduktionen aldrig kommer i gang. Barnet opfattes som pige og vil oftest også senere i livet opfatte sig som kvinde. Kønsorganerne er heller ikke afgørende – en mand, der ved et ulykkestilfælde læderer penis og pungen, som derfor må fjernes operativt, vil stadig opfatte sig som – og være – en mand. Rådet fandt således samlet, at “kriterierne for kønnet (må) være den subjektive, private opfattelse af kønsidentiteten og den offentlige manifestation af kønsopfattelsen”. A havde i en årrække efter kønsskifteoperationen fra mand til kvinde opfattet sig som mand og gået klædt som mand, hvorfor Retslægerådet anbefalede, at hans ansøgning blev imødekommet, hvilket også blev resultatet.

* * *
Artikelen på side 75 – 79 i årsberetningen fra 2006 fra Retslægerådet.