Af Malene Sakskilde, der modtog stafetten fra Kirsten Poulsen (navneskiftet til Kirsten Mols).
Jeg er fået stafetten trods min status som ganske almindelig heteroseksuel. Jeg har fået tildelt taletid i et medie som ellers er forbeholdt monoriteteter. Et privilegie, må jeg sige.
Jeg lærte Kirsten at kende for mindre end et Ã¥r siden, da jeg gerne ville sætte rammerne for en kønsdebat i et fagligt kvindenetværk ved navn FIX. Jeg havde læst om Erik Hansen‘s liv som mand, mor til 2 – i Information.
Jeg ville også gerne møde en transseksuel med modsat fortegn. Jeg fik et tip af en ven og scenekunstner, João Lobo, som har arbejdet med temaerne i flere af sine forestillinger.
Kontaktede da NGP Network, som lovede at sende min mail videre til den oplægsholder, jeg havde hørt om. og fik prombte svar tilbage fra Kirsten Poulsen, som var på. Vi aftalte at mødes på Probs på Nørrebro og tale om rammerne for debatten. Men virkeligheden ville at dette blev starten på et venskab.
Min intention med at lave en kønsdebat i et forum af kvinder, handlede om at ville udfordre vores forestillinger om hvilke roller, dyder og værdier mænd og kvinder har traditionelt set. Hvor kommer forestillingerne fra? Er vi kodede? Kan man lave forestillingerne om? Og hvad sker der sÃ¥, nÃ¥r vi opdrager vores børn – med biler og dukker?
Selve dagen for debatten oprang og Kirsten og Erik tog plads i den røde sofa, mens cirka 20 kvinder var mødt frem. Begge fortalte åbenhjerteligt deres livshistorier. Bagefer kunne man stille spørgsmål.
Et af de spørgsmål som blev allermest centrale, blev for mig det om børn og vores kodede opdragelserne af dem. Både Kirsten og Erik har børn. Erik to drenge og Kirsten har en af hvert køn.
I mødet med Kirsten blev det endnu mere klart for mig at man har begge sider i sig. En feminine og makulin side som gerne ikke skulle være to konkurrenter, men leve side om side i et gensidigt og respektfuldt “kærlighedsforhold”. De fleste af af os er fra barndommen blevet opdraget, eller kodet, til at leve “single-liv” med den ene del – givet det køn vi er født med.
Hvad ville der være sket hvis min far var transseksuel og havde udfyldt en del af en moderrolle i stedet for far-rolle? Hvilke kønskoder, ville jeg da have fået med mig? Hvordan ville jeg opleve dette mix af køn i min forælder?
Eller var der allerede vendt op og ned på kønsrollerne i og med at det var min mor som forsørgede familien? Har mine to indre køn et godt forhold? Jeg tror både menneskeligt og eksistentielt set, at det er i mødet med den anden (uanset køn) at man får udviklet sine to halvdele og kan blive et helt menneske.
Jeg hÃ¥ber, at Kirsten og andre som leve pÃ¥ kanten af det køn de inderst inde ville ønske de havde valgt selv, fÃ¥r mulighed for i det mindste mÃ¥ blive gode venner med sin indre “bedre halvdel”.
MÃ¥ske har transseksuelle en større sansynlighed for at finde balancen mellem manden og kvinden i sig selv end os andre “normaler”, der blot lever som kodet! MÃ¥ske netop ved at stille spørgsmÃ¥l ved det køn man er givet ved fødslen, kan man fÃ¥ brugt sit hele jeg – dvs. Sit indre ægteskab?
Jeg selv – kodet eller ej – har et barn pÃ¥ vej. Mit første. En dreng, som jeg har et ansvar for at opdrage til at kunne forholde sig til begge sider af sig selv. Og forhÃ¥bentlig “kode” til at bruge og elske begge køn i sig. Stor opgave – ønsk mig held & lykke…
Stafetten er videregivet til scenekunstneren João Lobo.
* * *
Oversigt over stafetartikler.