AIDS-Fondet, R√•dgivning for transpersoners udaterede h√łringsskrivelse til SST‚Äôs h√łringsudkast af 2. juni 2017.

Vist 50 gange.
AIDS-Fondet, R√•dgivning for transpersoners udaterede h√łringsskrivelse til Sundhedsstyrelsens udkast af 2. juni 2017 til “Vejledning om sundhedsfaglig hj√¶lp ved k√łnsidentitetsforhold og k√łnsmodificerende behandling” til Sundhedsstyrelsen.

AIDS-Fondets h√łringsskrivelse gengives herunder.

H√łringssvaret er udformet af
Nico Miskow Friborg og Kris Vinther

For mere information kontakt
n.miskow.friborg@gmail.com
kris@aidsfondet.dk
Rådgivning for transpersoner

Indholdsfortegnelse

  1. OVERORDNEDE KOMMENTARER TIL DEN NYE VEJLEDNING
  2. KORT OM R√ÖDGIVNING FOR TRANSPERSONER
  3. EN NOTE OM K√ėN
  4. DEFINITION AF TRANSPERSONER
  5. SIKRING AF IKKEBINÆRE TRANSPERSONERS RETTIGHEDER
  6. ANBEFALINGER OM SPROGBRUG
  7. MULTIDISCIPLIN√ÜRE TEAMS OG K√ėNSIDENTITETSKLINIKKER
    1. K√ėNSIDENTITETSKLINIKKER
    2. MULIGHED FOR BEHANDLING UDEN FOR K√ėNSIDENTITETSKLINIKKER
    3. BEHANDLINGSGARANTI OG VENTETIDER
  8. AFSKAFFELSE AF KRAV OM UDREDNING
    1. VIGTIGHEDEN AF ADGANG TIL BEHANDLING
    2. KONKRETE ANBEFALINGER I FORHOLD TIL ADGANG TIL BEHANDLING
    3. UDREDNING AF PSYKIATRISK KARAKTER SYGELIGG√ėR TRANSPERSONER
    4. VURDERING AF, HVEM DER ER EN TRANSPERSON
  9. BEHANDLINGSFORL√ėB
    1. OVERORDNEDE ANBEFALINGER TIL BEHANDLINGSFORL√ėB
    2. KONGRUENSKRAVENE SKAL FJERNES
    3. KONTRAINDIKATIONER
    4. VALG AF OG R√ÜKKEF√ėLGE AF BEHANDLINGER
  10. SEKSUALITET, SEKSUALLIV OG REPRODUKTION
  11. B√ėRN OG UNGE
    MEN VI VIL GERNE IGEN UNDERSTREGE, AT VI IKKE MENER, DET NUVÆRENDE UDKAST ER BRUGBART TIL BRUG FOR TRANSPERSONER UNDER 18 ÅR. VI OPFORDRER DERFOR KRAFTIGT TIL, AT SUNDHEDSSTYRELSEN OPPRIORITERER ARBEJDET MED EN VEJLEDNING FOR TRANSPERSONER UNDER 18 ÅR.
  12. TILBUD OM R√ÖDGIVNING OG ST√ėTTENDE SAMTALER
  13. KVALITETSSIKRING OG VIDEREUDDANNELSE AF SUNDHEDSPERSONALE
  14. OPSUMMERING AF OVERORDNEDE ANBEFALINGER TIL DEN NYE VEJLEDNING
  15. OPSUMMERING OG OVERORDNEDE ANBEFALINGER
    1. TRANSINKLUDERENDE PRAKSIS I SUNDHEDSVÆSENET
    2. OPSUMMERING AF OVERORDNEDE ANBEFALINGER TIL DEN NYE VEJLEDNING
  16. LITTERATUR

[Indhold] 1.0 OVERORDNEDE KOMMENTARER TIL DEN NYE VEJLEDNING
I R√•dgivning for transpersoner arbejder vi for at forbedre vilk√•rene for transpersoner. Et meget centralt aspekt af transpersoners trivsel er, if√łlge internationl forskning (FRA 2014) muligheden for at f√• adgang til n√łdvendig k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.
Transpersoners helbredm√¶ssige udfordringer ‚Äď b√•de psykisk, socialt og somatisk ‚Äď h√¶nger meget t√¶t sammen med muligheden for dette, og at arbejde for at sikre transpersoners adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling er derfor ogs√• en vigtig del af det, vi i R√•dgivning for transpersoner besk√¶ftiger os med.

S√•dan som vi har forst√•et intentionerne med √¶ndringen og flytningen af diagnosekoden, samt revideringen af behandlingsvejledningen, afspejler de et politisk √łnske om at afstigmatisere og afsygeligg√łre transpersoner. Mens √¶ndringen af diagnosekoden sender et vigtigt signal, er det uden tvivl revideringen af behandlingsvejledningen, der har mulighed for at f√łre denne afsygeligg√łrelse og afstigmatisering af transpersoner til d√łrs. Vi mener dog desv√¶rre, at dette langt fra lykkes med det udkast Sundhedsstyrelsen har sendt ud til h√łring med frist d. 1/8 2017.

I det f√łlgende vil vi n√łje gennemg√•, hvad vi ser som de st√łrste problemer med det nuv√¶rende udkast, hvilket vi her kort vil opsummere til f√łlgende punkter:

  1. Transpersoner skal ikke igennem en udredning for at opn√• adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.
  2. Det er problematisk, at udredningen fortsat har psykiatrisk karakter.
  3. Det er problematisk, at udredning og behandling som udgangspunkt fortsat skal ske i et multidisciplin√¶rt team (MDT) placeret p√• s√•kaldte k√łnsidentitetsklinikker.
  4. Der skl ikke v√¶re krav om r√¶kkef√łlge af udf√łrelse af forskellige behandlinger.
  5. Det skal pr√¶ciseres i de enkelte afsnit, at behandling afh√¶nger af, om personen √łnsker
    den.
  6. Det skal tydeligt fremg√•, at det ikke er et m√•l med behandlingen, at personen skal kunne leve op til g√¶ldende normer for k√łn og seksualitet. Det b√łr derimod v√¶re opfyldelsen af personens individuelle behov for behandling, der er m√•let.
  7. Vejledningen er langt fra specifik og konkretiseret nok og for meget overlades til, at sundhedspersonalet kan lave deres egne fortolkninger. Dette g√¶lder is√¶r formuleringer omkring tidsrum og brug af ord som ‚Äôudvisning af s√¶rlig omhu‚Äô, ‚Äôsamvittighedsfuldhed‚Äô, ‚Äôtilstr√¶kkelig‚Äô og ‚Äôrimelig‚Äô da det, n√•r der ikke er pr√¶ciseringer af fx tidsfrister kan bruges til at tr√¶kke forl√łbene i langdrag.
  8. Sprogbrugen er upr√¶cis og til tider stigmatiserende og bin√¶r, hvilket sygeligg√łr transpersoner og ekskluderer nonbin√¶re fra k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.
  9. Ikkebinære transpersoners rettigheder til behandling skal sikres og indskrives i vejledningen.
  10. B√łrn og ungeafsnittet er ikke gennemarbejdet nok og skal v√¶re i en separat vejledning.
  11. St√łttende samtaler, terapi og r√•dgivning af transpersoner skal foreg√• i eksternt regi.
  12. De internationale retningslinjer anf√łrt i Standards Of Care version 7 (SOC7) skal overholdes og henvises til i den nye vejledning.

[Indhold] 2.0 KORT OM R√ÖDGIVNING FOR TRANSPERSONER
R√•dgivning for transpersoner er et r√•dgivningstilbud, der startede som et pilotprojekt i AIDS-Fondet i 2015, og som i udgangen af 2016 l√łsrev sig fra AIDS-Fondet og nu eksisterer som en selvst√¶ndig indsats. [1] Vi tilbyder gratis r√•dgivning til transpersoner om fx k√łnsidentitet, k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandlingsmuligheder, transition, relationer, sundhed og trivsel samt diskrimination og stigmatisering. De personer, der arbejder i og udg√łr R√•dgivning transpersoner har mange√•rige erfaringer med at arbejde med k√łn, k√łnsidentitet og transpersoner, og vi har b√•de kompetencer inden for r√•dgivning, communitybaserede indsatser og forskning samt personlige livserfaringer. Vi besidder derfor en stor viden om disse emner, funderet i praksiserfaringer samt den nyeste nationale og internationale forskning p√• omr√•det.

I R√•dgivning for transpersoner arbejder vi communitybaseret, hvilket vil sige, at vores indsatser og projekter udformes, tilrettel√¶gges og udvikles i t√¶t samarbejde med de personer, projekterne m√•lrettes. I forhold til arbejdet med transpersoner betyder det, at vi l√łbende afholder m√łder, workshops og fokusgrupper med transpersoner og repr√¶sentanter for forskellige interesseorganisationer for transpersoner. Dette bevirker, at vi har en stor indsigt i transpersoners livsvilk√•r, hvilke udfordringer transpersoner oplever, samt hvilke k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandlingstilbud, m√•lrettede r√•dgivninger og andre tiltag, som transpersoner benytter og savner i Danmark. R√•dgivning for transpersoner er p√• nuv√¶rende tidspunkt i en udviklingsproces og har et √łnske om at udvide de indsatser og projekter, vi tilbyder, for bedre at kunne im√łdekomme transpersoners behov.

[Indhold] 3.0 EN NOTE OM K√ėN
N√•r man arbejder med transpersoner, finder vi det helt centralt at have en grundl√¶ggende forst√•else for k√łn, som noget man g√łr. Teoretiske v√¶rkt√łjer fra k√łnsforskningen, antropologien og queerteori hj√¶lper os til at forst√•, at k√łn og kroppe ikke er essentielle, uforanderlige st√łrrelser, men at k√łn og kroppe derimod konstant g√łres, skabes, udfordres, genskabes og forhandles i relationer mellem mennesker og i forskellige kontekster, situationer og tidsperioder (Butler 1993, 2004). Disse teoriapparater er ogs√• behj√¶lpelige til at udfordre antagelser som fx, at k√łn er noget man f√łdes med, at der kun findes to k√łnskategorier ‚Äď m√¶nd og kvinder ‚Äď at de to kategorier er hinandens mods√¶tninger, og at en genkendelig og legitim k√łnsidentitet h√¶nger sammen med en heteroseksuel praksis (Butler 1993, 2004; Halberstam 2005).

Den essentialistiske forst√•else af k√łn, institutionaliseringen heraf samt andetg√łrelsen af alt, hvad der ligger uden for disse normer er ogs√• blevet udfordret af transstudier, hvis form√•l til dels er at afmedikalisere transkategorien og g√łre op med sygeligg√łrelsen af transpersoner.
Transstudier problematiserer derfor ogs√• den fortsatte anvendelse og reproduktion af medicinske modeller, der bygger p√• for√¶ldede medicinske praksisser og forst√•elser af k√łn og argumenterer for, at videref√łrelsen af disse har f√łrt til en sygeligg√łrelse af transsubjekter og fors√łg p√• at ‚ÄĚnormalisere‚ÄĚ transpersoner gennem k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandlingsforl√łb (Meyerowitz 2002; Stryker 2006).

En vejledning, der regulerer adgangen til og muligheden for at f√• transspecifik sundhedspleje som fx k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling er et dokument, der i h√łj grad har risiko for at videref√łre, reproducere og styrke medicinske praksisser, der sygeligg√łr transpersoner. Det er derfor helt centralt, at man har dette for √łje i udformningen af vejledningen, s√•ledes at dette ikke bliver tilf√¶ldet.

[Indhold] 4.0 DEFINITION AF TRANSPERSONER
I R√•dgivning for transpersoner arbejder vi med en processuel og relationel forst√•else af k√łn, k√łnsidentitet og identitet, hvilket betyder, at vi opfatter k√łn som noget, man g√łr, snarere end noget man er, og som noget der kan udvikle sig gennem livet og i forskellige omgivelser, situationer og personlige relationer.
Vi anerkender derfor, at der findes langt flere k√łnsidentiteter end de to k√łn, som personer tildeles ved f√łdslen (mand/kvinde).
De transpersoner, der benytter vores indsatser udg√łr en mangfoldig gruppe. Vi arbejder derfor ikke ud fra en fastl√•st og begr√¶nset definition af, hvad en transperson er.
En transperson er i vores arbejde en person, der selv definerer sig som transperson.
Overordnet kan man sige, at en transperson er en person, der ikke identificerer sig med det k√łn, vedkommende blev tildelt ved f√łdslen.

Når man arbejder med denne definition af transpersoner anerkender man samtidig, at ’transperson’ er et ord, der dækker over en stor og varieret gruppe af personer og identiteter.
Europ√¶isk forskning viser, at 0,6 ‚Äď 2,2% af befolkningen har en k√łnsidentitet, der p√• forskellig vis ikke stemmer overens med det ved f√łdslen tildelte k√łn (Van Caenegem et. al. 2015).
Overf√łres dette til den danske befolkning, drejer det sig om mellem 34.537-126.636 personer. [2]

Vi m√łder i vores arbejde i R√•dgivning for transpersorner mange forskellige transpersoner med meget varierende k√łnsidentiteter og k√łnsudtryk, udfordringer og forskelligartede behov for k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandlinger.

[Indhold] 5.0 SIKRING AF IKKEBINÆRE TRANSPERSONERS RETTIGHEDER
I den nyeste version af Standards of Care udgivet af WPATH i 2012 inkluderes og ben√¶vnes tre forskellige grupper af transpersoner: transsexuals [3], transk√łnnede og nonbin√¶re (Gender-Nonconforming People). Vi opfordrer ikke n√łdvendigvis til, at Sundhedsstyrelsen g√łr det samme i den nye vejledning, men vi tilskynder, at man arbejder med en bred forst√•else af, hvad en transperson er, s√•ledes at der tages h√łjde for, hvor mangfoldig en gruppe, der er tale om.
Kun s√•ledes kan der skabes adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling for alle de transpersoner, inklusive nonbin√¶re transpersoner, der har behov for dette. N√•r man arbejder med en sn√¶ver definition af ‚Äôtransperson‚Äô og/eller en bin√¶r k√łnsforst√•else, afsk√¶rer man en masse transpersoner fra k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.

Transpersoner er en mangfoldig gruppe, der rummer stor diversitet i k√łnsidentiteter, sociale og k√łnnede positioner og k√łnsudtryk. Nogle transpersoner har identiteter og erfaringer, der transcenderer en bin√¶r opdeling af k√łn i mand/kvinde. Som WPATH fremh√¶ver (WPATH 2012), beskriver nogle transpersoner sig som ikkebin√¶re og som tilh√łrende et andet k√łn, end det de fik tildelt ved f√łdslen (Bockting 2008). Eksempelvis kan man v√¶re en nonbin√¶r transmaskulin person, der har f√•et foretaget hysterektomi og top-operation. Eller man kan v√¶re en nonbin√¶r transfeminin person, der har f√•et lavet brystfor√łgelse og tager √łstrogen. Nogle transpersoner har en nonbin√¶r k√łnsidentitet og ser ikke sig selv som v√¶rende hverken mand eller kvinde (se fx Bornstein 1994; Stone 1991). Det kan v√¶re, de anvender termer som nonbin√¶r, Gender-Nonconforming, genderqueer, queer, ak√łnnet mm. Nonbin√¶re personer oplever ikke n√łdvendigvis den identitetsbekr√¶ftende proces som en ‘transition‘, idet de ikke n√łdvendigvis udf√łrer deres k√łnsidentitet og k√łnsudtryk p√• en m√•de, der involverer et skift fra √©t k√łn til et andet. Desv√¶rre ved vi fra vores arbejde i R√•dgivning for transpersoner, at nonbin√¶re af behandlingssteder i Danmark ikke opfattes som en del af m√•lgruppen af transpersoner og som havende behov for k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling. Vi ved ogs√•, at mange ikkebin√¶re transpersoner er blevet n√¶gtet adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.

WPATH understreger i Standards of Care, at sundhedsprofessionelle b√łr assistere transpersoner, herunder ogs√• ikkebin√¶re transpersoner, i at bekr√¶fte deres k√łnsidentitet, med at udforske forskellige m√•der at udtrykke denne identitet p√• og med at tage beslutninger om k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandlingsmuligheder, der kan fremme livskvalitet og trivsel (WPATH 2012: 15). Dette g√¶lder ogs√• i tilf√¶lde, hvor der er forskelle mellem k√łnsidentitet og k√łnsudtryk. Eksempelvis hvis en transmaskulin person/transmand bruger makeup og smykker eller en transfeminin person/transkvinde har sk√¶g.

WPATH opfordrer til, at sundhedsprofessionelle udviser respekt for patienter med ikkebin√¶re identiteter, at forskelle mellem k√łnsidentitet og k√łnsudtryk ikke sygeligg√łres, og at man ud√łver en behandling, der bekr√¶fter patienters k√łnsidentiteter og mindsker mistrivsel og stress, n√•r den er tilstede ‚Äď eller henviser til andre kollegaer, der er i stand til dette (WPATH 2012: 9).

WPATH anbefaler ogs√•, at psykiatere og psykologer ikke p√•l√¶gger et bin√¶rt k√łnssyn, men at de derimod giver plads til, at den enkelte transperson kan udforske forskellige muligheder for k√łnsidentitet og k√łnsudtryk (WPATH 2012: 22).

Vi finder b√•de den nye vejlednings udformning, den bin√¶re k√łnsforst√•else, den manglende ben√¶vnelse af nonbin√¶re transpersoner, samt s√¶tninger som denne problematiske: ‚ÄĚDer b√łr generelt udvises forsigtighed og anbefales tid til refleksion hvis den p√•g√¶ldende netop er begyndt at udforske sin k√łnsidentitet, eller hvis det k√łnslige ubehag er nyopst√•et, episodisk eller kun i mindre grad p√•virker den enkeltes samlede livssituation‚ÄĚ (s. 7). Denne formulering kan tolkes som om, at personer, der kun i bestemte situationer eller perioder oplever, det der i citatet kaldes ‚Äôk√łnsligt ubehag‚Äô, eller som har en flydende k√łnsidentitet, eller i perioder f√łler sig mere eller mindre som et bestemt k√łn, ikke har ret til behandling. Mulighed for at f√• adgang til behandling, m√• bero p√•, hvorvidt den enkelte √łnsker behandling eller ej og ikke andet.

Vi henstiller derfor til, at Sundhedsstyrelsen underst√łtter og inkorporerer WPATHs anbefalinger i den nye vejledning, s√•ledes, at f√łlgende fremg√•r tydeligt:

  1. Sundhedsprofessionelle, der arbejder med transpersoner b√łr ikke stille sp√łrgsm√•lstegn ved en transpersons identitet, men derimod bekr√¶fte den.
  2. Den sundhedsprofessionelles prim√¶re rolle er at give den enkelte transperson adgang til den k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling, der giver mening for vedkommende.
  3. Det skal tydeligt fremg√•, at det ikke er et m√•l med behandlingen, at personen skal kunne leve op til g√¶ldende normer for k√łn og seksualitet. Det b√łr derimod v√¶re opfyldelsen af personens individuelle behov for behandling, der er m√•let.
  4. Ikkebin√¶re personers rettigheder til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling sikres og indskrives i vejledningen.

[Indhold] 6.0 ANBEFALINGER OM SPROGBRUG
I Rådgivning for transpersoner arbejder vi ud fra den forståelse, at sprog er med til at forme den virkelighed, vi er en del af. Derfor finder vi det også helt centralt, at en vejledning, der regulerer mulighederne for at få adgang til transspecifik sundhedshjælp og behandling er skrevet i et præcist, respektfuldt og antistigmatiserende sprog.

De ord og formuleringer, vi vil anbefale Sundhedsstyrelsen at bruge konsekvent gennem vejledninger er derfor:

Vi anbefaler, at Sundhedsstyrelsen undg√•r at bruge f√łlgende formuleringer i den nye
vejledning:
  • ‚ÄôK√łnsligt ubehag‚Äô (f√łrste gang s. 2) ‚Äď ordet ‚Äôubehag‚Äô dels kan forst√•s og bruges bagatelliserende og er en forsimplende m√•de at beskrive transpersoners oplevelser og udfordringer p√•. Samtidig er ‚Äôk√łnsligt‚Äô upr√¶cist ‚Äď er der tale om k√łn eller om nedre dele?
    I stedet kunne man bruge formuleringen ‚Äô√łnske om og/eller behov for k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.‚Äô
  • ‚ÄôMedf√łdte k√łnskarakteristika‚Äô og ‚Äôk√łnskarakteristika‚Äô (s. 2 og 10) er problematisk, idet det er upr√¶cist og reproducerer antagelser om, at der kun findes to (bin√¶re) k√łn, og at k√łn defineres af nedre dele. I stedet kan formuleringen ‚Äô√łnsker om at √¶ndre eller tilpasse kroppen‚Äô anvendes.
  • ‚ÄôK√łnsskifte‚Äô (s. 10, 14 og 15) ‚Äď ogs√• i angivelserne ‚Äô k√łnsskifteoperation‚Äô (s. 13) og ‚Äôk√łnsskiftekirurgi‚Äô (s. 13) er et problematisk udtryk, der ikke b√łr anvendes nogen steder i vejledningen, da det er simplificerende og i de fleste sammenh√¶nge bin√¶r, hvilket usynligg√łr nonbin√¶r og fratager nonbin√¶re muligheden for adgang til behandling.
  • ‚ÄôK√łnsorganer‚Äô (s. 7, 9 og 10) ‚Äď vi anbefaler at man i stedet bruger nedre dele for ikke at skabe en sammenh√¶ng mellem bestemte nedre dele og et specifikt k√łn eller det at k√łnne.
  • Hvis man v√¶lger at bruge ‚Äô√łvre‚Äô og ‚Äônedre‚Äô kirurgi b√łr det g√łres konsekvent. Vi frar√•der klart at bruge formuleringer som ‚Äômandligt brystparti‚Äô, og ‚Äôbryst‚Äô eller ‚Äôbrystkasse‚Äô (s. 8) i denne sammenh√¶ng, da de er k√łnnede og bin√¶rt opstillede ‚Äď hvis en nonbin√¶r person fx √łnsker √łvre kirurgi er der ikke tale om en ‚Äômandlig brystkasse‚Äô.
  • N√•r der beskrives ‚Äôirreversible‚Äô behandlinger og forandringer, finder vi en uddybelse n√łdvendig, da det ikke er konkret nok. Man kan fx specificere ved at angive, at behandlingen efter et tidsrum kan v√¶re irreversibel (se fx s. 6, 7, 8 og 10).
  • Formuleringen ‚Äôraske organer‚Äô er un√łdvendig og problematisk (s. 8), da den bagatelliserer indgrebet og reproducerer en sygeligg√łrende tilgang til transpersoner.
  • Ordene ‚Äôskadevirkning‚Äô og ‚Äôdestruktiv‚Äô virker voldsomme og meget negativt ladede (se fx s. 2 og 10).
  • Beskrivelser af ‚Äôpositive og negative‚Äô aspekter/forandringer mm. er problematiske, da hverken det ene eller andet er vist og b√łr derfor slettes.
  • Vi anbefaler, at man undg√•r at bruge ord som ‚Äônaturlig‚Äô og ‚Äônormal‚Äô (se fx s. 2 og 9).
  • At bruge betegnelsen ‚Äôm.v.‚Äô i slutningen af et afsnit er for uspecifikt og efterlader for √•bent et rum til selvfortolkning og er derfor dybt problematisk. Dette g√¶lder is√¶r, n√•r der er tale om beskrivelser af behandlingssteder (se fx s. 4, 7 og 9), sundhedspersonale (se fx s. 5), faglige retningslinjer (se fx s. 6 og s. 8) og unders√łgelser (se fx s. 12).
  • Ord som ‚Äôtilstr√¶kkeligt‚Äô (s. 8, 10 og 12) og ‚Äô rimeligt‚Äô (s. 6 og 13) er ikke pr√¶cise nok, og bliver s√¶rligt problematiske n√•r de angives i relation til tidsbetegnelser, da de √•bner for muligheden for, at p√•begyndelse af behandling kan tr√¶kkes i langdrag.

[Indhold] 7.0 MULTIDISCIPLIN√ÜRE TEAMS OG K√ėNSIDENTITETSKLINIKKER
Som udkastet til vejledningen formuleres nu, fremg√•r det ikke tydeligt, om kravet om MDT ogs√• foruds√¶tter, at omr√•det fortsat klassificeres som et h√łjtspecialiseret omr√•de? Det lader til, at kravene, om tilstedev√¶relse af forskellige sundhedspersoner afh√¶nger af, om der er tale om hormonbehandling eller kirurgi. Umiddelbart lyder det fortsatte krav om tilstedev√¶relsen af MDT meget n√¶r enslydende med kravene til et h√łjtspecialiseret omr√•de. Som vi tidligere har gjort Sundhedsstyrelsen opm√¶rksom p√•, f√łrer dette krav til, at Sexologisk Klinik har monopol p√• behandling af transpersoner i Danmark, da de er de eneste, der kan leve op til kravene for et h√łjtspecialiseret omr√•de samt stille med et multidisciplin√¶rt team. Dette er uhensigtsm√¶ssigt af flere √•rsager.

For det f√łrste fordi det har skabt lange ventetider til b√•de udredning og behandling. For det andet fordi det er en geografisk (og √łkonomisk eller administrativ) udfordring for transpersoner, der bor uden for hovedstadsomr√•det, hvilket i v√¶rste tilf√¶lde kan vanskeligg√łre adgangen til behandling. For det tredje fordi mange transpersoner har oplevet diskrimination og kr√¶nkende behandling p√• Sexologisk Klinik (se fx Johansen et. al. 2015; Amnesty 2016).

Hvis vejledningen med formuleringen ‚ÄĚved etablering af fysiske eller murstensl√łse tv√¶rfaglige k√łnsidentitetsklinikker‚ÄĚ (s. 5) √•bner for muligheden for, at der kan √•bnes s√•kaldte k√łnsidentitetsklinikker andre steder i landet, er vi fortsat uforst√•ende over for, hvorfor man √łnsker at samle al behandling samme sted, og hvorfor man fortsat kr√¶ver tilstedev√¶relse af MDT. Ligeledes lader kravene om minimumsforl√łb p√• hhv. 30 og 100 til at indskr√¶nke antallet af mulige k√łnsidentitetsklinikker betydeligt.

Forskellige formuleringer i vejledningen antyder en ny fleksibilitet ifht. udredning og behandling af transpersoner. For det f√łrste, l√¶ser vi det som om, at der kan v√¶re behandlingssteder, der kun tilbyder hormonbehandling, og derfor ikke beh√łver at stille med en plastikkirurg i MDT. Vi finder det dog uklart om behandlingssteder, der kun tilbyder kirurgi, skal stille med alle de tv√¶rfaglige kompetencer, der f√łr blev afkr√¶vet p√• det h√łjtspecialiserede omr√•de? Det lyder ogs√•, at ‚ÄĚAfh√¶ngigt af lokale forhold kan en speciall√¶ge i intern medicin: endokrinologi erstatte gyn√¶kologens funktion.‚ÄĚ Hvad betyder denne formulering?

[Indhold] 7.1 K√łnsidentitetsklinikker
Der mangler i vejledningen en definition af, hvad en k√łnsidentitetsklinik er, hvor i landet man har t√¶nkt sig at oprette disse klinikker, hvordan de skal fungere, og hvorfor man finder det n√łdvendigt at centralisere al transspecifik behandling p√• samme sted.

Hvis ikke Sundhedsstyrelsen opfatter transpersoner som psykisk syge, finder vi det problematisk og irrelevant, at der skal v√¶re psykiatere og psykologer til stede p√• k√łnsidentitetsklinikkerne som en del af MDT.

Vi mangler i vejledningen ligeledes en begrundelse for, hvorfor har man valgt at indf√łre krav om minimum antal forl√łb, samt hvorfor man har valgt netop disse antal? Desuden mangler vi en definition p√•, hvad der defineres som et forl√łb. Vi √łnsker desuden at Sundhedsstyrelsen tager stilling til, hvilken betydning det kommer til at have, at s√¶tte dette minimumskrav. Vi er bekymrede for, at det kommer til at begr√¶nse antallet af k√łnsidentitetsklinikker betydeligt.

Mens vi finder det vigtigt, at de l√¶ger, der skal udskrive hormoner og udf√łre kirurgi p√• transpersoner har de relevante kompetencer, mener vi ikke at dette n√łdvendigvis sker ved at stille krav om at samle kompetencerne p√• disse s√•kaldte k√łnsidentitetsklinikker.

Der findes i Danmark l√¶ger med mange√•rig erfaring i at udskrive, dosere og tilpasse hormonbehandling af transpersoner, men vi er bekymrede for kompetencer og ekspertise i henhold til kirurgi. S√¶rligt i forhold til falloplasti, hvor der har v√¶ret katastrofale f√łlger af d√•rligt udf√łrte operationer. Vi mener derfor ogs√•, at det b√łr fremg√• i vejledningen, at der skal v√¶re mulighed for henvisning til behandling i udlandet, hvis kompetencerne ikke er at finde i Danmark.

[Indhold] 7.2 Mulighed for behandling uden for k√łnsidentitetsklinikker
Vi kan ikke finde nogle argumenter for, at det skulle v√¶re en fordel eller n√łdvendighed at samle tv√¶rfaglige kompetencer p√• √©t sted. Der findes allerede en r√¶kke sundhedsprofessionelle med ekspertise og erfaring omr√•det, som transpersoner tidligere har v√¶ret tilfredse med at anvende. Vi henstiller til, at det igen skal blive muligt at benytte disse.
Her tænker vi både på hormonbehandling og på kirurgi.

Privatklinikker og privathospitaler n√¶vnes ogs√• flere gange i udkastet. Betyder det, at det igen bliver muligt at f√• adgang til kirurgi p√• privathospitaler og hormoner hos privatpraktiserende gyn√¶kologer? Dette b√łr fremg√• tydeligt af vejledningen.

[Indhold] 7.3 Behandlingsgaranti og ventetider
Vi anbefaler, at det skrives tydeligt ind i vejledningen, at transpersoner har ret til at modtage k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling, og at transpersoner har ret til at ops√łge behandling/blive henvist til behandling privat efter g√¶ldende regler om behandlingsgaranti p√• andre omr√•der.

Vi beder ligeledes Sundhedsstyrelsen om klart og tydeligt at lade det fremg√•, at det er patientens behov og √łnsker for behandling, der er styrende og centrale.

Som beskrevet i afsnittet om sprogbrug er vi bekymrede over de l√łse formuleringer i henhold til tidsangivelser p√• udredning og behandling, da dette giver mulighed for at tr√¶kke udredning og behandling i langdrag.

[Indhold] 8.0 AFSKAFFELSE AF KRAV OM UDREDNING
P√• trods af, at diagnosekoden er blevet √¶ndret og flyttet, og man i den nye vejledning skriver, at diagnoser ikke er bestemmende for adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling, fastholder man kravet om udredning af transpersoner forud for adgang til behandling. Dette finder vi dybt problematisk og paradoksalt.

[Indhold] 8.1 Vigtigheden af adgang til behandling
I unders√łgelser udf√łrt af bl.a. Amnesty International (2014), Statens Institut for Folkesundhed (Johansen et. al 2015), Amnesty International (2016), Det Europ√¶iske Rettighedsagentur (FRA 2014) samt i WPATH‘s Standards of Care fremg√•r det, at adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling er st√¶rkt forbundet til transpersoners trivsel og livsvilk√•r. Flere af disse unders√łgelser peger desuden p√•, at der p√• Sexologisk Klinik er lange ventetider (Johansen et. Al. 2015; Amnesty 2016) p√• helt op til 6-8 √•r (Simonsen et. al 2016).
N√•r 46% af alle transpersoner i Danmark har et d√•rligt selvvurderet mentalt helbred (Johansen et. Al. 2015), og 26% af de unge transpersoner har fors√łgt selvmord (Gransell & Hansen 2009), og vi ved, at denne mistrivsel er direkte knyttet til den begr√¶nsede adgang til behandling, s√• b√łr det v√¶re af h√łjeste prioritet at skabe adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling for alle transpersoner, der har et behov herfor.

Vi mener derfor, at udredning af transpersoner skal afskaffes. Vi anbefaler, at der gives adgang til alle former for k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling til transpersoner p√• baggrund af informeret samtykke (se mere herom i afsnittet l√¶ngere nede).

[Indhold] 8.2 Konkrete anbefalinger i forhold til adgang til behandling
Vi anbefaler i forhold til adgang til behandling og behandlingsopstart:
  1. Udredning skal ikke være et krav for at få adgang til hverken hormonbehandling eller kirurgi.
Den ansvarlige behandler ‚Äď gyn√¶kologen eller plastikkirurgen ‚Äď vurderer, om patienten kan afgive et informeret samtykke og kan overskue konsekvenserne af behandlingen, ligesom det er tilf√¶ldet for andre patientgrupper, og som det g√¶lder j√¶vnf√łr sundhedslovens paragraf 15.
  1. Hvis krav om udredning bibeholdes, skal der være en udredningsgaranti, ligesom det er gældende for andre behandlingsområder i sundhedsvæsenet.
  2. Hvis krav om udredning bibeholdes, skal udredningen foregå inden for en
    begrænset tidsramme og via enkelte samtaler.
Det kan eksempelvis v√¶re 1-3 samtaler i l√łbet af en m√•ned. Vi henviser til, at man, hvis man p√• trods af anbefalinger fra WPATH, m√•lgrupper og interesseorganisationer √łnsker at fastholde kravet om udredning, forholder sig til praksis p√• andre omr√•der i Sundhedsv√¶senet. Vi er dybt bekymrede over udkastets meget √•bne formuleringer omkring tidsrammer og brug af ord som ‚Äôrimeligt‚Äô (s. 6 og 13) og ‚ÄĚst√• i rimeligt forhold til‚ÄĚ er for vage og upr√¶cise og kan dermed √•bne op for n√¶gtet adgang og at udskyde eller tr√¶kke behandling eller udredning i langdrag.
  1. Transpersoner, der har p√•begyndt k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling i udlandet skal ikke gennemg√• udredning.
Har man p√•begyndt behandling i udlandet, skal man umiddelbart efter ans√łgt behandling tildeles koden DZ768E1 (kontakt pga. transk√łnnethed) eller DZ768E3 (kontakt pga. k√łnsidentitetsforhold i barndommen) og behandlingen b√łr √łjeblikkeligt forts√¶ttes (i det tilf√¶lde at man √łnsker fortsat at anvende denne i det danske behandlingssystem, og at man har f√•et adgang til behandling i henhold til internationale retningslinjer som SOC7).
  1. Sundhedspersonale skal ikke vurdere eller beskrive ‚ÄĚgraden af k√łnsligt ubehag‚ÄĚ.
Det er op til den enkelte person at vurdere, hvorfor vedkommende har behov for at s√łge behandling, og dette skal ikke forklares eller bevises over for den sundhedsprofessionelle. Se mere herom i afsnit 9.2.
  1. Der skal ikke v√¶re nogle psykiske kontraindikationer for p√•begyndelse af behandling, og de b√łr derfor heller ikke vurderes i en eventuel udredning.
Dette betyder ogs√•, at det ikke skal kr√¶ves, at psykiske s√•rbarheder eller psykiatriske diagnoser behandles forud eller sidel√łbende. Se mere herom i afsnit 10.3.
  1. Somatiske tilstande skal kun opfattes som kontraindicerende og/eller kan kun kræves behandlet forud, hvis de er akutte somatiske tilstande og/eller kan være livsskadende.
  2. Alle former for personlighedstest, IQ-test, diagnostiske interviews af psykiatrisk karakter samt vurdering af den enkeltes socio√łkonomiske forhold og sp√łrgsm√•l om barndom og om seksualitet skal afskaffes, da disse forhold ikke har relation til eller relevans for den enkeltes k√łnsidentitet.
Vi er is√¶r bekymrede over, at der p√• s. 6 i udkastet n√¶vnes, at ¬Ā”Standardiserede testmetoder kan anvendes ud fra en konkret vurdering, i det omfang de er relevante og valide ift. form√•let med udredningen, og p√• en m√•de som ikke bidrager til √łget stigmatisering.” Dette giver mulighed for, at den enkelte behandler kan v√¶lge at anvende problematiske testmetoder, hvilket vi mener, at vejledningen b√łr specificere, ikke er relevant. Ud fra vores praksiserfaringer, er det desuden heller ikke vores oplevelse, at sundhedspersonalet p√• det nuv√¶rende behandlingssted, Sexologisk Klinik, er i stand til at vurdere, som det fremg√•r af udkastet p√• s. 6 om en test ¬Ā”bidrager til √łget stigmatisering.”
  1. Der skal ikke tilbydes st√łttende samtaler i en eventuel udredning, og der skal ikke kr√¶ves eller opfordres til refleksionstid.
Al r√•dgivning, terapi og st√łttende samtaler b√łr foreg√• eksternt og fuldst√¶ndig afkoblet fra den k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling ‚Äď se mere herom i afsnit 13.0. Eventuelle udredende samtaler b√łr kun fokusere p√• at finde frem til, hvilke former for behandling den enkelte transperson √łnsker.

Den nye vejledning til b√łr generelt afspejle, at den tidligere diagnose F64.0 er blevet omformuleret og flyttet ud af psykiatrien, og k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling til transpersoner b√łr derfor f√łlge sundhedsloven og praksis p√• andre omr√•der i sundhedsv√¶senet.

[Indhold] 8.3 Udredning af psykiatrisk karakter sygeligg√łr transpersoner
Den nye vejledning b√¶rer pr√¶g af, at Sundhedsstyrelsen fortsat betragter det at v√¶re transperson som en psykiatrisk problemstilling, eftersom der hele vejen igennem tales om psykisk lidelse som en del af udredningen, samt j√¶vnf√łr kravet om, at en psykiater skal v√¶re en del af MDT. Dette er ikke i overensstemmelse med afskaffelsen af diagnosen F64.0 og oprettelsen af en ny kode.

I den nye vejledning lyder det, at: ‚ÄĚK√łnsidentitetsforhold kan medf√łre √łnske om sundhedsfaglig hj√¶lp for tilstande, der i sig selv hverken er udtryk for psykisk eller somatisk lidelse.‚ÄĚ (s. 2), samtidig beskriver udkastet til den nye vejledning en udredningsproces, som er af psykiatrisk karakter, og hvor ‚ÄĚDet tv√¶rfaglige team skal desuden omfatte relevante kompetencer indenfor vurdering af psykosociale forhold, herunder psykologer og speciall√¶ger i psykiatri med s√¶rlig erfaring og kompetencer‚ÄĚ (s. 6). Vi forst√•r ikke, at der skal v√¶re en psykiater i MDT, n√•r det at v√¶re transperson ikke betragtes som en psykisk lidelse? Og n√•r den behandling, der s√łges af transpersonen, ikke er af psykiatrisk karakter?

Kravet om, at en psykiater skal v√¶re en del af MDT sender ligeledes et klart signal om, at Sundhedsstyrelsen fortsat betragter transpersoner som personer med overvejende psykiske problemstillinger, og at tilgangen til transpersoners √łnsker om og behov for behandling er mist√¶nkeligg√łrende og sygeligg√łrende. Det er is√¶r problematisk, at vejledningen giver mulighed for, at en speciall√¶ge i psykiatri kan v√¶re den hovedbehandlingsansvarlige, n√•r selve behandlingen er af somatisk karakter.
Det skal fremgå i vejledningen, at der ikke er tale om en psykiatrisk udredning, og der skal ikke være en psykiater i MDT.
L√¶s mere om mulighed for henvisning til st√łttende samtaler og terapi i afsnit 13.0, og om psykiske kontraindikationer i afsnit 10.3.

[Indhold] 8.4 Vurdering af, hvem der er en transperson
Vi finder, at der i vejledningen og i sundhedsv√¶senet, i henhold til vidnesbyrd fra de transpersoner, vi er i kontakt med gennem vores arbejde, samt adskillige nationale unders√łgelser (se fx Amnesty 2014, 2016; Johansen et. al. 2015), gives udtryk for og praktiseres en sn√¶ver opfattelse af, hvem der er en transperson. Konsekvensen af at anvende en sn√¶ver definition af transpersoner og/eller en bin√¶r k√łnsforst√•else er, at en stor gruppe af transpersoner afsk√¶res fra k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.

Amnesty finder i deres seneste rapport om transpersoners adgang til sundhed i Danmark, at transpersoner, s√¶rligt p√• Sexologisk Klinik, er blevet m√łdt med strenge forventninger til, hvordan man agerer kvinde eller mand, samt at ‘kvinde’ og ‘mand’ er de to eneste anerkendte k√łnskategorier. Vi ved fra forskning og unders√łgelser, samt fra vores arbejde med m√•lgruppen, at konsekvensen af dette er, at transpersoner fors√łger at passe ind i de k√łnsforst√•elser, som behandlingssystemet opererer med, og at de mennesker, der ikke passer ind i disse forst√•elser ikke kan rummes i behandlingssystemet og derfor presses til at finde alternative behandlingsmuligheder. Behandlingsmuligheder som kan v√¶re farlige, p√• grund af manglende sundhedsfaglig vejledning og kontrol.

Det er vigtigt at have en vejledning og behandlingstilbud, som arbejder for m√•lgruppen og ikke imod m√•lgruppen. Derfor er det ogs√• altafg√łrende at have respekt for transpersoners ret til at bestemme over egen identitet og krop. Den eneste, der kan vurdere om en person er transk√łnnet, er alts√• vedkommende selv.
Vi anbefaler derfor, at Sundhedsstyrelsen i vejledningen anvender en bred definition af transpersoner, som bygger p√• den enkeltes egen vurdering af, om vedkommende er transperson. Form√•let hermed skal v√¶re at skabe adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling for alle transpersoner, der har behov herfor.
Vi tilskynder, at Sundhedsstyrelsen sletter kravet om at konstatere og beskrive ‚Äôk√łnsligt ubehag‚Äô samt pr√¶ciserer, at det ikke er en n√łdvendighed eller et m√•l med behandlingen, at den enkelte transperson kan leve op til normer for k√łn og seksualitet.

Vi mener, det er vigtigt at have en vejledning og et behandlingstilbud, som arbejder for m√•lgruppen og ikke imod m√•lgruppen. Derfor er det ogs√• altafg√łrende at have respekt for transpersoners ret til at bestemme over egen krop og identitet.

[Indhold] 9.0 BEHANDLINGSFORL√ėB
I det f√łlgende vil vi komme med en r√¶kke overordnede anbefalinger i forhold til behandlingsforl√łb, samt en r√¶kke konkrete kommentarer til udkastet, som vi mener, skal fremg√• tydeligt i den kommende vejledning.

[Indhold] 9.1 Overordnede anbefalinger til behandlingsforl√łb
  1. K√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling skal tilbydes af sundhedsprofessionelle med erfaring og ekspertise p√• det konkrete omr√•de.
Hormonbehandling skal fx tilbydes af gyn√¶kologer og andre sundhedsprofessionelle med erfaring og ekspertise p√• omr√•det. Den enkelte behandler vurderer i forbindelse med f√łrste samtale med patienten, om der, i henhold til Sundhedslovens paragraf 15, kan afgives informeret samtykke, og om den enkelte patient kan overskue konsekvenserne af behandlingen, ligesom det er tilf√¶ldet for andre patientgrupper.
  1. Der skal være behandlingstilbud flere steder i landet.
Her mener vi ikke, at √•bningen af endnu en Sexologisk Klinik/k√łnsidentitetsklinik er tilstr√¶kkeligt. Der skal v√¶re mulighed for frit at v√¶lge mellem behandlere med ekspertise p√• omr√•det, som ikke er tilknyttet MDT eller k√łnsidentitetsklinikker.
  1. Der skal være frit sygehusvalg/mulighed for selv at vælge behandler, som det er gældende for andre patientgrupper i det danske sundhedsvæsen.
  2. K√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling skal v√¶re omfattet af behandlingsgarantien.
Det b√łr ikke kunne lade sig g√łre og er ikke acceptabelt, at transpersoner skal vente i √•revis p√• at p√•begynde behandling.
  1. Forud for p√•begyndt hormonbehandling eller kirurgiske indgreb b√łr den sundhedsprofessionelle tilbyde fyldestg√łrende information om behandlingens kortsigtede og langsigtede konsekvenser.
Dette materiale b√łr sendes til patienten i skriftlig form, j√¶vnf√łr sundhedslovens paragraf 15, stk. 3. I henhold til formuleringen om, at ‚ÄĚForventede forandringer b√łr visualiseres‚ÄĚ p√• udkastets s. 8, mener vi desuden, at der skal st√•, at forventede forandringer skal visualiseres.
  1. Blodpr√łvekontrol og andre sundhedstjek skal v√¶re tilg√¶ngeligt for alle transpersoner, ogs√• de, der har p√•begyndt behandling andetsteds, fx i udlandet eller ved selvmedicinering.
Vi vil gerne bede Sundhedsstyrelsen om at lade det tydeligt fremg√• i vejledningen, at det skal v√¶re muligt fx at f√• en recept p√• et nyt hormonpr√¶parat eller at f√• √¶ndret dosis, hvis der ikke opn√•s den √łnskede effekt, og at dette skal v√¶re muligt UDEN FOR k√łnsidentitetsklinikkerne og/eller MDT, s√•ledes at man ikke skal vente p√• en ny tid der, som det antydes p√• s.
  1. Det skal v√¶re muligt at anvende WPATH-breve til at blive overf√łrt til, forts√¶tte eller udvide sin k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling i Danmark.
Behandling p√•begyndt i udlandet skal alts√• ikke f√łre til en udredning i Danmark inden behandling kan forts√¶ttes.
  1. Real Life Testen skal afskaffes.
Real Life Testen (RLT) er for mange transpersoner er umulig at gennemf√łre grundet diskrimination, familieforhold, arbejde, uddannelsessted mm, og da den ikke siger noget om en persons k√łnsidentitet. K√łnsidentitet og k√łnsudtryk kan ikke observeres og vurderes. Den enkelte transperson kender selv sin k√łnsidentitet. Vi finder is√¶r formuleringen om nedre kirurgi foruroligende. Her lyder det, at der generelt b√łr v√¶re ‚ÄĚtale om et vedholdende k√łnsligt ubehag og √łnske om kirurgi, med afklaret k√łnsidentitet i minimum 12 sammenh√¶ngende m√•neder svarende til de k√łnskarakteristika, der s√łges opn√•et med de √łnskede kirurgiske indgreb‚ÄĚ (s. 10). Dette lyder som om, at man har t√¶nkt sig at uds√¶tte transpersoner for RLT, hvilket vi finder dybt problematisk. Formuleringen ekskluderer desuden ikkebin√¶re transpersoner fra adgang til behandling.
  1. Der skal ikke v√¶re nogen krav om sammenh√¶ngen eller r√¶kkef√łlgen af k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandlinger.
Den enkelte transperson vurderer selv, hvilke behandlinger denne har behov for, hvornår og i
hvilken r√¶kkef√łlge. Se mere herom i afsnit 10.3.
  1. Det skal v√¶re muligt at f√• foretaget kirurgiske indgreb i udlandet, som kirurger i Danmark ikke har den n√łdvendige ekspertise og erfaring til at udf√łre, med tilskud fra den danske stat.
I kraft af vores n√¶re kontakt til m√•lgruppen har vi kendskab til transpersoner, der ikke er tilfredse med resultatet af deres k√łns- og kropsbekr√¶ftende kirurgi af denne √•rsag, samt til transpersoner, der ops√łger behandling i udlandet, fordi ekspertisen er st√łrre.
  1. Der skal ikke s√łges om tilladelse til kastration hos Sundhedsstyrelsen.
Det b√łr v√¶re op til den enkelte at beslutte, hvilke operationer, man √łnsker. Det er desuden problematisk, at vejledningen henviser til den afskaffede diagnose F64.0 jf. en henvisning til sundhedsloven: ‚ÄĚEfter g√¶ldende regler [xii] kan en ans√łger f√• tilladelse til kastration som led i k√łnsskifte, hvis ans√łgeren har f√•et stillet diagnosen transseksualitet, har et vedholdende √łnske om kastration og kan overskue konsekvenserne heraf.‚ÄĚ (s. 14), p√• trods af, at der tages h√łjde for dette, og det omskrives til ‚ÄĚden p√•g√¶ldende har en vedvarende tilstand af ubehag eller forpinthed som f√łlge af uoverensstemmelse mellem f√łdselsk√łn og egen k√łnsidentitet, og at denne tilstand af k√łnsligt ubehag er vurderet og bekr√¶ftet af en speciall√¶ge med s√¶rlige kompetencer som led i et tv√¶rfagligt udredningsprogram‚ÄĚ (s. 14). Se mere om afskaffelse af udredning i afsnit 8.
  1. Det skal v√¶re muligt at f√• en ‘second opinion’ fra en anden
    sundhedsprofessionel, hvis der ikke gives adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.
  2. Det skal være muligt at klage over beslutningen, hvis der ikke gives adgang
    til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.
  3. Det skal fremgå tydeligt i vejledningen, at sundhedspersonale skal arbejde
    efter internationale retningslinjer som SOC7.
I udkastet st√•r det n√¶vnt flere gange, at sundhedspersonale skal forholde sig til faglige retningslinjer b√•de nationalt og internationalt, men det er ikke specificeret hvilke. Dette b√łr tydeligt fremg√•.
  1. Hvis sundhedsprofessionelle vil udf√łre forskning om transpersoner, skal den enkelte transperson give sit samtykke til, at data anvendes til forskning.
Beslutningen om at give samtykke til forskning m√• ikke have nogen betydning for patientens videre behandlingsforl√łb.

[Indhold] 9.2 Kongruenskravene skal fjernes
Formuleringen om, at ‚ÄĚtilstedev√¶relsen og graden af k√łnsligt ubehag‚ÄĚ skal konstateres og beskrives for at opn√• adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling er uhensigtsm√¶ssig.

For det f√łrste manifesterer formuleringen ideen om, at k√łn og k√łnsidentitet er vedvarende gennem livet og hermed ikke afspejler forst√•elsen af, at k√łn er processuelt, flydende og relationelt. For det andet anerkendes det hermed heller ikke, at et forholdsvis nyt √łnske om at f√• adgang til k√łns- og kropsmodificerende behandling er lige s√• validt som et mange√•rigt √łnske. For det tredje fremg√•r det ikke, hvordan man gradb√łjer k√łnsligt ubehag? Og for det fjerde er den m√•de, hvorp√• ‚ÄĚtilstedev√¶relsen og graden af k√łnsligt ubehag‚ÄĚ er blevet vurderet indtil nu yderst problematisk.

Amnestys (2016) rapport viste, at en lang r√¶kke transpersoner er blevet tvunget til at vise billeder fra deres barndom, og at en stor del er blevet afkr√¶vet p√•r√łrendesamtaler, hvor for√¶ldre eller s√łskende skulle bevidne om den enkelte transpersons oplevelser i barndommen (ibid.). Dette med form√•let at bevise, om den enkelte transperson gennem l√¶ngere tid har haft √łnske om at gennemg√• behandling. S√•danne krav og praksisser viser begr√¶nset indsigt i transpersoners livsvilk√•r og udfordringer. Eksempelvis er det for mange transpersoner fuldst√¶ndig umuligt at udforske og/eller udleve k√łnsidentitet og k√łnsudtryk i hjemmet, familien, skolen, p√• arbejdspladsen etc., p√• grund af diskrimination, trusler om vold, samt dominerende normer for k√łn i samfundet generelt.

Desuden kr√¶ver man ikke af andre patientgrupper, at de skal bevise ‚ÄĚtilstedev√¶relsen og
graden‚ÄĚ af det ubehag eller forhold, der g√łr, at de s√łger behandling.
Vi anbefaler derfor, at Sundhedsstyrelsen fjerner kravet og formuleringen
om, at ‚ÄĚtilstedev√¶relsen og graden af k√łnsligt ubehag‚ÄĚ skal konstateres og beskrives for at man kan p√•begynde k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.

[Indhold] 9.3 Kontraindikationer
P√• side 2 i vejledningen st√•r der, at: ‚ÄĚK√łnsidentitetsforhold kan medf√łre √łnske om sundhedsfaglig hj√¶lp for tilstande, der i sig selv hverken er udtryk for psykisk eller somatisk lidelse.‚ÄĚ (side 2), og p√• side 6, at tilbud om k√łns- og kropsmodificerende behandling ikke foruds√¶tter bestemte diagnoser. P√• trods af dette n√¶vnes psykiske og somatiske kontraindikationer flere steder i vejledningen og s√¶rligt i henhold til udredning.

R√•dgivning for transpersoner er enige i vejledningens udsagn om, at transpersoner ikke er syge, og at transk√łnnethed ikke er udtryk for en sygdomstilstand. Vi henstiller derfor til, at denne holdning skinner igennem i hele vejledningen.

R√•dgivning for transpersoner anbefaler, at det g√łres klart i vejledningen, at tilstedev√¶relsen af psykiske og somatiske lidelser IKKE anses som hindringer eller kontraindikationer for at p√•begynde en k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling.

Da man ikke anser det at være transperson som en sygdomstilstand, giver det ikke mening at tale om psykiske sårbarheder og/eller psykiatriske diagnoser som kontraindicerende.
Ligesom det heller ikke giver mening at kr√¶ve dem behandlet forud eller sidel√łbende.
Omvendt er det faktisk s√•dan, at mange transpersoner har psykiske trivselsproblemer netop fordi, de ikke kan opn√• adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling, og/eller fordi de oplever stigmatisering, diskrimination og social isolation forbundet med at v√¶re transperson.
Ingen psykiske s√•rbarheder eller psykiatriske diagnoser b√łr ses som kontraindicerende, og kravet om, at de skal behandles forud for eller sidel√łbende med k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling b√łr afskaffes. Har en transperson behov for psykiatrisk assistance eller for at se en psykolog, b√łr dette ops√łges eksternt og ses som fuldst√¶ndig frakoblet fra den transspecifikke behandling, s√•dan som det er tilf√¶ldet inden for andre behandlingsomr√•der i sundhedsv√¶senet.

R√•dgivning for transpersoner mener alts√•, at hvis man kan t√•le hormoner, skal man have mulighed for at f√• hormoner, og at hvis man kan klare en operation, skal man have mulighed for at f√• en operation. Der b√łr ikke v√¶re andre kontraindikationer end de somatiske, som er af en sv√¶r alvorlighedsgrad og/eller livstruende karakter.

[Indhold] 9.4 Valg af og r√¶kkef√łlge af behandlinger
Det skal v√¶re op til den enkelte transperson, at beslutte, hvilke k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandlinger vedkommende √łnsker, hvorn√•r og i hvilken r√¶kkef√łlge.

R√•dgivning for transpersoner finder det dybt problematisk, at man stiller hormonbehandling forud for kirurgi som et krav, at man henstiller til en specifik tidsramme p√• op til 24 mdr., hvor hormonbehandlingens effekter skal afventes, og at man fx anbefaler styrketr√¶ning til transpersoner, der √łnsker bilateral mastektomi (s. 9).

Vi finder det ligeledes problematisk, at man g√łr rekonstruktiv kirurgi til et krav, s√•ledes at kirurgi kun kan f√•s som en s√•kaldt pakkel√łsning. √ėnsker en transperson fx en bilateral mastektomi uden genplacering af brystvorter skal det v√¶re muligt. Vi finder ogs√• formuleringen: “Det bem√¶rkes i den forbindelse, at de beskrevne indgreb og den generelle faglige praksis p√•. omr√•det er bin√¶r fsv. at der tilstr√¶bes enten mandlige eller kvindelige k√łnskarakteristika ved den rekonstruktive kirurgi¬Ā” problematisk. Det m√• vare op til den enkelte transperson, hvilket resultat, der er √łnskvardigt. Ligeledes finder vi det problematisk, at man formulerer tilbuddet om √łvre kirurgi s√•ledes, at: ¬Ā”der kun tilbydes indgreb, s√• brystet bliver normalt anatomisk proportionelt til kropsbygningen¬Ā” (s. 9). Vi er meget uforst√•ende over for, hvad denne formulering betyder, da der ogs√• blandt cispersoner findes en meget bred variation af fx brystst√łrrelser og kropsst√łrrelser. St√łrrelsen og/eller udformningen m√• v√¶re op til den enkelte transperson at beslutte.

Generelt i forhold til beskrivelser af risici, skal det være tydeligt, hvilke risici, der er tale om, og det skal fremgå, at det i sidste ende er den enkelte transpersons eget valg og vurdering, om der er tale om relevante risici.

Overordnet set beskrives kirurgisk behandling i vejledningen som enten alt eller intet, og som noget, der skal foreg√• i en bestemt rakkef√łlge. Dette ekskluderer ikkebinare personer og personer med helbredsm√¶ssige forhold som umuligg√łr eller medf√łrer s√¶rligt forv√¶rrede risici ved dele af behandlingen.

Det skal fremg√• tydeligt af vejledningen, at det er op til den enkelte transperson, at beslutte, hvilke k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandlinger vedkommende √łnsker, hvorn√•r og i hvilken r√¶kkef√łlge.

[Indhold] 11.0 SEKSUALITET, SEKSUALLIV OG REPRODUKTION
I afsnit 8 i den nye vejledning, lyder det, at: ‚ÄúUdredningen skal i relevant omfang suppleres med fysisk unders√łgelse af bryst og k√łnsorganer, ligesom relevante fysiske og psykosociale forhold vedr. den p√•g√¶ldendes seksualitet og seksualliv skal v√¶re afd√¶kket og evt. fremtidige reproduktive √łnsker skal v√¶re dr√łftet.‚ÄĚ (s. 8). Vi finder en udgranskning af seksualitet og seksualliv fuldst√¶ndig irrelevant i denne sammenh√¶ng. Det er udelukkende relevant, at den behandlingsansvarlige l√¶ge beskriver de konsekvenser, som indgrebet vil have p√•. organernes funktioner – herunder de seksuelle – men derudover m√• det v√¶re op til den enkelte transperson
selv at tage stilling til, om operationen vil have konsekvenser for måden, personen bruger sine
nedre dele på. Det skal fremgå tydeligt af vejledningen, at den pågældende ikke skal
udsp√łrges om sin seksuelle praksis eller seksualitet.

Derudover virker det som om, at det i vejledningen antydes, at en persons seksualitet siger noget om en persons seksuelle praksis og om, hvordan vedkommende bruger sine nedre og √łvre dele, hvilket ikke er tilf√¶ldet, hvorfor det ikke giver mening at sp√łrge ind til seksualitet.

Senere i samme afsnit lyder det, at eventuelle fremtidige reproduktive √łnsker skal v√¶re dr√łftet. Det skal fremg√• tydeligt af vejledningen, at den enkelte transperson skal oplyses om, hvilke konsekvenser kirurgi vil have for reproduktionsmuligheder, og det skal ligeledes indskrives i vejledningen, at transpersonen skal oplyses om reproduktive rettigheder og efterf√łlgende muligheder for reproduktion.

[Indhold] 12.0 B√ėRN OG UNGE
Born og unge transpersoner og/eller b√łrn og unge, der udforsker deres k√łnsidentitet og k√łnsudtryk skal tilbydes en relevant hj√¶lp i det offentlige sundhedssystem. Overordnet set mener vi, at b√łrn og unge skal have de samme muligheder for vejledning, behandling og terapi som voksne transpersoner. Dette afsnit er med for at understrege, at der er bestemte forhold, der skal tages sarlige hensyn til, nar det drejer sig om b√łrn og unge.

For det f√łrste mener vi, at afsnittet langt fra er godt nok gennemarbejdet i n√¶rvarende udkast, og vi mener ogs√•, det er et omr√•de, hvor vi b√•de nationalt og internationalt vil se store forandringer i den n√¶rmeste fremtid.

Vi anbefaler derfor, at der laves en separat vejledning om muligheder for k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling for transpersoner under 18 √•r.

Dette vil g√łre det muligt at revidere vejledningen for b√łrn og unge oftere, uden samtidig at skulle revidere vejledningen for transpersoner over 18 √•r.

Derudover finder vi det helt centralt, at det prioriteres og sikres, at transpersoner kan tilbydes relevant behandling s√• tidligt som muligt, da dette i mange tilf√¶lde mindsker mistrivsel og f√łrer til gode medicinske og kirurgiske behandlingsresultater.

Vi anbefaler derfor, at det skal v√¶re muligt at starte p√• stophormoner F√ėR barnet eller den unge g√•r i puberteten. Det skal bero p√• en individuel vurdering, fx i forhold til Tanner stadie 2, og der skal ikke v√¶re noget nedre alderskrav.
Dette stemmer overens med WPATH‘s seneste anbefalinger til behandling af transk√łnnede b√łrn og unge (WPATH 2012: 10-21).

Behandlingen af b√łrn og unge transpersoner skal foreg√• p√• en respektfuld m√•de, s√•ledes at der i behandlingsforl√łbet tages h√łjde for, at ikke alle har en bin√¶r k√łnsidentitet, og at det varierer fra person til person, hvilke medicinske og kirurgiske behandlingsmuligheder, der er relevante. I behandlingen skal barnet eller den unge st√łttes i de √łnsker og behov som vedkommende har. Der b√łr tages udgangspunkt i det enkelte barn eller unges livssituation og behov (WPATH 2012: 10-21). Herved tages der ogs√• h√łjde for b√łrns ret til medbestemmelse i en hver alder og s√¶rligt ved 12. √•r, jf. b√łrnekonventionen og b√łrneloven.

Hvis barnet eller den unge ikke har for√¶ldre, der kan eller vil st√łtte op om barnets eller den unges k√łnsidentitet, skal der v√¶re mulighed for, at en anden myndig person t√¶t p√• vedkommende kan inddrages i behandlingsforl√łbet, hvis dette er n√łdvendigt. Ydermere skal det v√¶re muligt at modtage behandling flere steder i landet, s√• alle b√łrn og unge uagtet social og √łkonomisk status har mulighed for at f√• adgang til n√łdvendig behandling.

Vi anbefaler, at det skal v√¶re muligt for transpersoner under 18 √•r at have en bisidder med til samtaler under udrednings– og behandlingsforl√łb.

Men vi vil gerne igen understrege, at vi ikke mener, det nuværende udkast er brugbart til brug for transpersoner under 18 år. Vi opfordrer derfor kraftigt til, at Sundhedsstyrelsen opprioriterer arbejdet med en vejledning for transpersoner under 18 år.

[Indhold] 13.0 TILBUD OM R√ÖDGIVNING OG ST√ėTTENDE SAMTALER
Ttranspersoner er s√¶rligt udsatte for mistrivsel, social isolation og diskrimination i samfundet. I rapporten “LGBT-sundhed ‚Äď Helbred og trivsel blandt lesbiske, b√łsser, biseksuelle og transpersoner” (Johansen et. al. 2015) p√•peges det, at transpersoner mistrives n√•r det g√¶lder visse psykosociale problemstillinger. Fx svarer en markant andel af transpersoner i unders√łgelsen, at de ikke har nogle at snakke med, hvis de har problemer (ibid.).

Vi anbefaler derfor, at transpersoner skal kunne tilbydes kvalificeret og st√łttende terapi.
Behandlingen skal have til form√•l at st√łtte den ber√łrte transperson i, hvad end denne m√•tte have behov for. At v√¶re transperson i et cisnormativt [4] og transfobisk samfund kr√¶ver for mange transpersoner redskaber til at h√•ndtere m√łdet med andre mennesker. Derudover er det vigtigt af have adgang til et terapeutisk rum, der kan fungere som et trygt rum. Derfor anbefales det, at terapeutiske og r√•dgivende tilbud afkobles fuldst√¶ndigt fra den medicinske og/eller den kirurgiske behandling.

I dag fungerer det s√•dan, at b√•de udredning, behandling og terapi finder sted det samme sted, og i den nye vejledning l√¶gges der op til, at dette fortsat skal foreg√• samlet p√• en s√•kaldt k√łnsidentitetsklinik. Dette er uhensigtsm√¶ssigt, da der p√• den m√•de er gatekeeper/adgangsgivende funktion for k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling og terapi p√• samme sted. Der kan ikke oprettes et reelt terapeutisk og trygt rum p√• et sted, hvor der samtidig foretages vurderinger af personen med henblik p√• at give adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling. Beslutninger som alts√• har store konsekvenser for vedkommendes liv.

Vi anbefaler derfor, at der skabes psykoterapeutiske forl√łb til transpersoner, som er fuldst√¶ndigt afkoblet fra den medicinske og/eller kirurgiske behandling. Det skal fremg√• tydeligt i vejledningen, at sundhedspersonalet IKKE skal r√•dgive transpersoner og/eller tilbyde st√łttende samtaler.

Psykoterapi skal udbydes af terapeuter med viden og erfaring p√• omr√•det, og b√łr medt√¶nkes uanset, hvordan vejledningen kommer til at se ud.

[Indhold] 14.0 KVALITETSSIKRING OG VIDEREUDDANNELSE AF SUNDHEDSPERSONALE
I afsnit 4.1 formuleres det, at: ‚ÄúB√•de det samlede team og de deltagende sundhedspersoner skal opbygge og vedligeholde s√¶rlige kompetencer.‚ÄĚ Vi vil gerne have det pr√¶ciseret n√¶rmere, hvilke s√¶rlige kompetencer, der er tale om. Det b√łr ligeledes fremg√•, at der som minimum skal arbejdes i henhold til SOC7.

P√• side 8 st√•r der: ‚ÄúDe kirurgiske indgreb, der tilbydes, herunder deres type, omfang, r√¶kkef√łlge, kombination m.v., skal f√łlge etableret faglig praksis samt nationale og internationale faglige retningslinjer m.v. Ved anvendelse af nye behandlingsprincipper skal der sikres relevant og systematisk erfaringsopsamling og kvalitetssikring‚ÄĚ. Vi har meget sv√¶rt ved at forestille os, hvordan det skal kunne lade sig g√łre i praksis. Vejledningen l√¶gger umiddelbart op til, at det er de samme kirurger som hidtil har behandlet transpersoner, som fortsat skal udf√łre operationerne i fremtiden, til trods for, at hverken internationale retningslinjer eller standarder er blevet fulgt tidligere, og til trods for, at der har v√¶ret sager med meget ringe udf√łrte operationer med store konsekvenser for den enkelte.

Som nævnt i afsnittet om MTD undrer vi os også over, at der ikke stilles minimumskrav til de læger, der foretager de kirurgiske indgreb. Det burde netop være på dette område, at der fastsættes et krav om et minimum antal af operationer om året, for at sikre kvaliteten af de operationer som transpersoner tilbydes. Det skal derfor fremgå af vejledningen, at hvis kompetent behandling i Danmark ikke kan tilbydes, så henvises der til behandling i udlandet.

Vi finder det n√łdvendigt, at det pr√¶ciseres yderligere, hvordan man kan kvalitetssikre den k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling i Danmark, og vi finder det helt centralt, at dette sker i henhold til overholdelse af internationale retningslinjer som SOC7, hvilket ogs√• skal fremg√• tydeligt i vejledningen.

[Indhold] 15.0 INFORMERET SAMTYKKE
Overordnet set skal behandling af transpersoner bero p√• princippet om informeret samtykke. M√łdet med sundhedssystemet skal ske ud fra pr√¶missen om, at transpersoner, der s√łger k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling, s√•vel som andre patientgrupper i sundhedssystemet, er kompetente mennesker, som er eksperter i eget liv. Den umyndigg√łrende behandling, som, j√¶vnf√łr forskellige nationale unders√łgelser (se fx Johansen et. al. 2015; Amnesty 2016), har fundet sted p√• omr√•det gennem en √•rr√¶kke, skal stoppe.
Transpersoner skal have adgang til den k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling, som de har behov for, og det skal v√¶re muligt at modtage behandling som passer lige pr√¶cis til den enkeltes behov. De standardiserede udrednings– og behandlingsforl√łb, som finder sted i dag og som fortsat beskrives i den nye vejledning, skal udskiftes med individuelle forl√łb, til gavn for den enkelte transpersons trivsel og sundhedstilstand.

Vi anbefaler, at adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling skal ske gennem informeret samtykke.

Dette kan praktisk foreg√• ved, at den enkelte transperson m√łder op til en samtale hos den sundhedsprofessionelle, der varetager behandling p√• det specifikke omr√•de. Forud for samtalen f√•r patienten tilsendt fyldestg√łrende information om den √łnskede medicinske behandling og/eller kirurgiske indgreb. Til samtalen med den sundhedsprofessionelle skal der v√¶re mulighed for at stille sp√łrgsm√•l til behandlingen, og den enkelte transperson afgiver her sit skriftlige informerede samtykke til den beskrevne behandling. Herefter kan vedkommende starte i behandling eller blive skrevet p√• en venteliste, hvis der skulle forefindes s√•dan √©n til den √łnskede behandling. Principperne om informeret samtykke vil hermed v√¶re i overensstemmelse med sundhedslovens ¬ß15, som det er tilf√¶ldet for andre patientgrupper.

[Indhold] 16.0 OPSUMMERING OG OVERORDNEDE ANBEFALINGER
N√¶rv√¶rende dokument er R√•dgivning for transpersoners h√łringssvar, input og anbefalinger til Sundhedsstyrelsens arbejde med revisionen af ‘‚Äôvejledning om sundhedsfaglig hj√¶lp ved k√łnsidentitetsforhold og k√łnsmodificerende behandling‚Äô. I det f√łlgende vil vi opsummere vores overordnede anbefalinger til at arbejde transinkluderende og anerkendende i sundhedsv√¶senet, for derefter kort at opsummere vores overordnede anbefalinger til
vejledningen.

[Indhold] 16.1 Transinkluderende praksis i sundhedsvæsenet
F√łlgende anbefalinger er skrevet p√• baggrund af vores erfaringer med at r√•dgive transpersoner, udvikle trivsels- og sundhedsfremmende indsatser for transpersoner, samt opkvalificere relevant personale til at arbejde transinkluderende.

Vi anbefaler, at sundhedspersonale:

  1. Undg√•r at anvende sygeligg√łrende sprog, at lave cisnormative og heteronormative antagelser, at k√łnne personer, hvor de ikke kender pronomen og/eller k√łnsidentitet (dette g√¶lder ogs√• personens partnere, venner, for√¶ldre mv.), at fejlk√łnne og anvende forkerte navne og pronomener, at seksualisere eller eksotificere transpersoner.
  2. Ikke antager, at man kan se/g√¶tte k√łnsidentitet, eller at k√łnsidentitet og k√łnsudtryk er statisk.
  3. Udfordrer to-k√łnst√¶nkning.
  4. St√łtter transpersoner ved at sp√łrge (helst forud) om navn og pronomen, bekr√¶fter muligheden for at v√¶re transperson, bevidner (og evt. bekr√¶fter) transpersonens oplevelser, im√łdekommer tvivl og forandring.

[Indhold] 17.2 Opsummering af overordnede anbefalinger til den nye vejledning
Vi anbefaler selvf√łlgelig, at man l√¶ser det fulde dokument for at f√• en fyldestg√łrende forst√•else for vores input og anbefalinger, men her f√łlger en opsummering af vores mest centrale anbefalinger til revideringen af vejledningen:
  1. Vejledningen skal rumme en bred definition af ‘transpersoner‘, s√•ledes at der skabes adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling for alle transpersoner, der har behov for dette ‚Äď inklusive ikkebin√¶re transpersoner.
  2. Adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling af transpersoner, skal ske gennem informeret samtykke.
  3. Udredning forud for adgang til k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling skal afskaffes.
  4. K√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling skal tilbydes forskellige steder i landet af sundhedspersonale med erfaring og ekspertise p√• det konkrete omr√•de, hvor der √łnskes behandling. Behandling skal kunne tilbydes uden for de s√•kaldte k√łnsidentitetsklinikker og MDT.
  5. Det skal v√¶re op til den enkelte, hvilke behandlinger, der √łnskes og i hvilken r√¶kkef√łlge de skal udf√łres.
  6. Der skal v√¶re mulighed for frit at v√¶lge behandler, at f√• en ‘second opinion’ samt at klage over beslutningen om tilbud om behandling, og k√łns- og kropsbekr√¶ftende behandling skal v√¶re omfattet af behandlingsgarantien.
  7. Psykoterapeutiske forl√łb og st√łttende samtaler til transpersoner skal v√¶re afkoblet fra den medicinske og/eller kirurgiske behandling.
  8. Sundhedspersonale skal arbejde i henhold til internationale retningslinjer, der som minimum opfylder SOC7.

Vi regner med, at I vil tage vores bidrag seri√łst og ser frem til at l√¶se den reviderede vejledning. Vi st√•r til r√•dighed, hvis I har uddybende sp√łrgsm√•l.

Med venlig hilsen,
Rådgivning for transpersoner

[Indhold] LITTERATUR
Amnesty International (2014). The state decides who I am: lack of legal gender recognition for transgender people in Europe.

Amnesty International (2016). Transk√łnnedes adgang til sundhed i Danmark . En opf√łlgning p√• Amnestys rapport fra 2014.

Bockting, W. O. (2008). Psychotherapy and the real-life experience: From gender dichotomy to gender diversity. Sexologies, 17(4), p. 211-224.

Bornstein, K. (1994). Gender outlaw: On men, women, and the rest of us. New York, NY: Routledge.

Butler, Judith (1993). Bodies that matter. New York: Routledge.

Butler, Judith (2004). Undoing Gender. New York: Routledge.

FRA (2014). Being Trans in the European Union. Comparative analysis of EU LGBT survey data. Vienna: FRA.European Union Agency for Fundamental Rights.

Gransell, L., & Hansen, H. (2009). Lige og ulige? Homoseksuelle, biseksuelle og transkonnedes levevilkår. Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA).

Grant, Jaime M., Lisa A. Mottet, Justin Tanis, Jack Harrison, Jody L. Herman, and Mara Keisling. Injustice at Every Turn: A Report of the National Transgender Discrimination Survey. Washington: National Center for Transgender Equality and National Gay and Lesbian Task Force, 2011.

Graugaard, C., Giraldi, A. & Frisch, M. (2014). Sundhed og trivsel blandt danske LGBT-personer. I: Manedsskrift for almen praksis, Vol. 9, s. 735-743.

Halberstam, J. Jack (2005). In a queer time and place: Transgender bodies, subcultural lives. New York: New York University Press.

Johansen, Katrine Bindesbol Holm, Laursen, Bjarne & Juel, Knud (2015). LGBT-Sundhed. Helbred og trivsel blandt lesbiske, bosser, biseksuelle og transpersoner. Statens Institut for Folkesundhed, K√łbenhavn.

Larsson, Sam, John Lilja & Bjoorn Fossum (2008). Vem far man vara i varat samhalle? Om transpersoners psykosociala situation och psykiska halsa. Stockholm: Statens Folkhalsoinstitut.

Meyerowitz, Joanne (2004). How Sex Changed. A History of Transsexuality in the United States. Cambridge & London: Harvard University Press.

Murad, M. H., Elamin, M. B., Garcia, M. Z., Mullan, R. J., Murad, A., Erwin, P. J., & Montori, V. M. (2010). Hormonal therapy and sex reassignment: A systematic review and meta-analysis of quality of life and psychosocial outcomes. Clinical Endocrinology

Ortner, Sherry (1974). Is Female to Male as Nature is to Culture? I: Woman, Culture and Society. M. Z. Rosaldo and L. Lamphere (red.). Stanford University Press.

Simonsen, R. K., Hald, G. M., Giraldi, A. G. E., & Kristensen, E. M. (2015). A sociodemographic study of Danish individuals diagnosed with transsexualism. I: Sexual Medicine.

Stone, S. (1991). The empire strikes back: A posttransexual manifesto. In J. Epstein, & K. Straub (Eds.), Body guards: The cultural politics of gender ambiguity. London: Routledge, s. 280-304

Stryker, Susan, & Whittle, Stephen, red. 2006. The Transgender Studies Reader. New York: Routledge.

Van Caenegem E, Wierckx K, Elaut E, Buysse A, Dewaele A, Van Nieuwerburgh F, De Cuypere G, T’Sjoen G. Prevalence of Gender Nonconformity in Flanders, Belgium. (2015). I: Archives of Sexual Behavior, Vol. ;44(5), s. 1281-7.

WPATH (2012): Standards of Care – for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender-Nonconforming People. World Professional Association for Transgender Health (WPATH).

* * *
H√łringsskrivelsen i pdf-format.