Asyl til homoseksuelle flygtninge. Sag C-199/12, C-200/12 og C-201/12 – den 7. november 2013.

Vist 152 gange.

Den Europæiske Unions Domstol
Den Europæiske Unions Domstol
EU-Domstolen afsagde den 7. november 2013 dom i tre sager om asyl til homoseksuelle, som grundet deres ensartethed blev behandlet samlet.
Sagerne blev afgjort efter det nu ophævede asyldirektiv Р2004/83/EF af 29. april 2004.
Det nye asyldirektiv – 2011/95/EU af 13. december 2011 – indskr√¶nker ikke asylmylighederne for homoseksuelle, men pr√¶cicerer og udvider, hvilke personer, der kan betragtes som tilh√łrende en bestemt social gruppe. S√•ledes udvides denne gruppe til foruden bl.a. at omhandle seksuel orientering (homoseksuelle) ogs√• til at omhandle k√łnsidentitet (transpersoner).

DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
7. november 2013 (*)

¬Ľ2004/83/EF ‚Äď minimumsstandarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidi√¶r beskyttelsesstatus ‚Äď artikel 10, stk. 1, litra d) ‚Äď tilh√łrsforhold til en s√¶rlig social gruppe ‚Äď seksuel orientering ‚Äď √•rsag til forf√łlgelse ‚Äď artikel 9, stk. 1 ‚Äď begrebet ¬Ľforf√łlgelse¬ę ‚Äď velbegrundet frygt for forf√łlgelse p√• grund af tilh√łrsforhold til en s√¶rlig social gruppe ‚Äď handlinger, der er tilstr√¶kkeligt alvorlige til at begrunde en s√•dan frygt ‚Äď lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare ‚Äď artikel 4 ‚Äď individuel vurdering af kendsgerninger og omst√¶ndigheder¬ę

I de forenede sager C-199/12 ‚Äď C-201/12,

ang√•ende anmodninger om pr√¶judiciel afg√łrelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Raad van State (Nederlandene), ved afg√łrelser af 18. april 2012, indg√•et til Domstolen den 27. april 2012, i sagerne:

Minister voor Immigratie en Asiel
mod
X (sag C-199/12),
Y (sag C-200/12),
og
Z
mod
Minister voor Immigratie en Asiel (sag C-201/12),

procesdeltagere:
Hoog Commissariaat van de Verenigde Naties voor de Vluchtelingen (sag C-199/12 ‚Äď C-201/12),

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen (refererende dommer), Domstolens vicepr√¶sident, K. Lenaerts, som fungerende dommer i Fjerde Afdeling, og dommerne M. Safjan, J. Malenovsk√Ĺ og A. Prechal,
generaladvokat: E. Sharpston
justitssekretær: fuldmægtig V. Tourrès,
p√• grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsm√łdet den 11. april 2013,

efter at der er afgivet indlæg af:
  • X ved advocaten H.M. Pot og C.S. Huibers
  • Y ved advocaat J.M. Walls
  • Z ved advocaten S. Sewnath og P. Brochet, bist√•et af barristers K. Monaghan og J. Grierson
  • Hoog Commissariaat van de Verenigde Naties voor de Vluchtelingen ved P. Moreau, som befuldm√¶gtiget, bist√•et af barrister M.-E. Demetriou
  • den nederlandske regering ved B. Koopman, C.S. Schillemans, C. Wissels og M. Noort, som befuldm√¶gtigede
  • den tyske regering ved T. Henze, N. Graf Vitzthum og A. Wiedmann, som befuldm√¶gtigede
  • den gr√¶ske regering ved G. Papagianni og M. Michelogiannaki, som befuldm√¶gtigede
  • den franske regering ved G. de Bergues og S. Menez, som befuldm√¶gtigede
  • Det Forenede Kongeriges regering ved L. Christie, som befuldm√¶gtiget, bist√•et af barrister S. Lee
  • Europa-Kommissionen ved M. Condou-Durande og R. Troosters, som befuldm√¶gtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afg√łrelse i retsm√łdet den 11. juli 2013,

afsagt f√łlgende

Dom
  1. Anmodningerne om pr√¶judiciel afg√łrelse vedr√łrer fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra a), i R√•dets 2004/83/EF af 29. april 2004 om fasts√¶ttelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsl√łse som flygtninge eller som personer, der af anden grund beh√łver international beskyttelse, og indholdet af en s√•dan beskyttelse (EUT L 304, s. 12, herefter ¬Ľdirektivet¬ę), sammenholdt med samme direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), og artikel 10, stk. 1, litra d).

  2. Disse anmodninger er indgivet inden for rammerne af en tvist dels, i sag C-199/12 og C-200/12, anlagt af Minister voor Immigratie en Asiel (ministeren for immigration og asyl, herefter ¬Ľministeren¬ę) mod X og Y, som er statsborgere i henholdsvis Sierra Leone og Uganda, dels, i sag C-201/12, anlagt af Z, som er statsborger i Senegal, mod ministeren, vedr√łrende sidstn√¶vntes afslag p√• deres ans√łgninger om tidsbegr√¶nset opholdstilladelse (asyl) i Nederlandene.

    Retsforskrifter

    Folkeretten

    Konventionen om flygtninges retsstilling

  3. Konventionen om flygtninges retsstilling, som blev undertegnet i Gen√®ve den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), tr√•dte i kraft den 22. april 1954. Konventionen er blevet suppleret af protokollen vedr√łrende flygtninges retsstilling, indg√•et i New York den 31. januar 1967, der tr√•dte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter ¬ĽGen√®vekonventionen¬ę).

  4. If√łlge Gen√®vekonventionens artikel 1, afsnit A, stk. 2, f√łrste punktum, finder udtrykket ¬Ľflygtning¬ę anvendelse p√• enhver person, der ¬Ľsom f√łlge af velbegrundet frygt for forf√łlgelse p√• grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilh√łrsforhold til en s√¶rlig social gruppe eller politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til ‚Äď eller p√• grund af en s√•dan frygt ikke √łnsker ‚Äď at s√łge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og p√• grund af s√•danne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bop√¶l, og ikke er i stand til ‚Äď eller p√• grund af s√•dan frygt ikke √łnsker ‚Äď at vende tilbage dertil¬ę.

    Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

  5. Under overskriften ¬ĽRetten til respekt for privatliv og familieliv¬ę fasts√¶tter artikel 8 i den europ√¶iske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundl√¶ggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter ¬ĽEMRK¬ę):

    ¬Ľ1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

    2. Ingen offentlig myndighed kan g√łre indgreb i ud√łvelsen af denne ret, undtagen for s√• vidt det sker i overensstemmelse med loven og er n√łdvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets √łkonomiske velf√¶rd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller s√¶deligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.¬ę

  6. Under overskriften ¬ĽForbud mod diskriminering¬ę bestemmer EMRK‚Äôs artikel 14 f√łlgende:

    ¬ĽNydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel p√• grund af k√łn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilh√łrsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, f√łdsel eller ethvert andet forhold.¬ę

  7. Under overskriften ¬ĽFravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande¬ę EMRK‚Äôs fasts√¶tter artikel 15:

    ¬Ľ1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan enhver af de h√łje kontraherende parter i det omfang, det er strengt p√•kr√¶vet af situationen tr√¶ffe forholdsregler, der g√łr indgreb i dens forpligtelser if√łlge denne konvention, forudsat, at s√•danne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser if√łlge folkeretten.

    2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse g√łres afvigelse fra artikel 2 [med overskriften ¬ĽRet til livet¬ę], undtagen med hensyn til ber√łvelse af livet, der er en f√łlge af lovlige krigshandlinger, og ej heller fra artiklerne 3 [med overskriften ¬ĽForbud mod tortur¬ę], 4 (stk. 1) [med overskriften ¬ĽForbud mod slaveri og tvangsarbejde¬ę] og 7 [med overskriften ¬ĽIngen straf uden retsregel¬ę].

    […]¬ę

    EU-retten

    Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

  8. De rettigheder, som i henhold til EMRK‚Äôs artikel 15, stk. 2, ikke kan afviges, er fastlagt i artikel 2, artikel 4, artikel 5, stk. 1, og artikel 49, stk. 1 og 2, i Den Europ√¶iske Unions charter om grundl√¶ggende rettigheder (herefter ¬Ľchartret¬ę).

    Direktivet

  9. If√łlge ordlyden af tredje betragtning til direktivet udg√łr Gen√®vekonventionen hovedhj√łrnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge.

  10. Som det f√łlger af tiende betragtning til direktivet, l√¶st i lyset af artikel 6, stk. 1, TEU, respekterer direktivet de rettigheder, friheder og principper, som er fastsat i chartret. Direktivet tilsigter navnlig p√• grundlag af chartrets artikel 1 og 18, at asylans√łgeres menneskelige v√¶rdighed og ret til asyl respekteres fuldt ud.

  11. 16. og 17. betragtning til direktivet har f√łlgende ordlyd:

    ¬Ľ(16) Der b√łr fasts√¶ttes minimumsstandarder for definitionen og indholdet af flygtningestatus som en vejledning til medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder i forbindelse med anvendelse af Gen√®vekonventionen.

    (17) Det er n√łdvendigt at indf√łre f√¶lles kriterier for anerkendelse af asylans√łgere som flygtninge i overensstemmelse med Gen√®vekonventionens artikel 1.¬ę

  12. If√łlge direktivets artikel 1 har det til form√•l at fasts√¶tte dels minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsl√łse som berettigede til international beskyttelse, dels indholdet af en s√•dan beskyttelse.

  13. I henhold til direktivets artikel 2, litra c) og k), forstås ved:

    ¬Ľc) ¬Ľflygtning¬ę: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forf√łlgelse p√• grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilh√łrsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den p√•g√¶ldende er statsborger, og som ikke kan eller, p√• grund af en s√•dan frygt, ikke vil p√•ber√•be sig dette lands beskyttelse [‚Ķ]

    […]

    k) ¬Ľhjemland¬ę: det land eller de lande, hvor ans√łgeren er statsborger eller, for s√• vidt ang√•r statsl√łse, har haft sit s√¶dvanlige opholdssted.¬ę

  14. Direktivets artikel 4 fastsætter betingelserne for vurderingen af kendsgerninger og omstændigheder og bestemmer i stk. 3:

    ¬ĽVurderingen af en ans√łgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

    1. alle relevante kendsgerninger vedr√łrende hjemlandet p√• det tidspunkt, hvor der tr√¶ffes afg√łrelse om ans√łgningen, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den m√•de, hvorp√• de anvendes

    2. relevante udtalelser og dokumentation forelagt af ans√łgeren, herunder oplysninger om, hvorvidt ans√łgeren har v√¶ret eller kan blive udsat for forf√łlgelse […]

    3. ans√łgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, k√łn og alder, for p√• grundlag af ans√łgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har v√¶ret eller kan blive udsat for, kan udg√łre forf√łlgelse […]

    […]¬ę

  15. Det f√łlger af direktivets artikel 4, stk. 4, at hvis en ans√łger allerede har v√¶ret udsat for forf√łlgelse eller direkte trusler om s√•dan forf√łlgelse, er der ¬Ľgod grund til at formode, at ans√łgeren har en velbegrundet frygt for forf√łlgelse¬ę, medmindre der er god grund til at antage, at s√•dan forf√łlgelse ikke vil gentage sig.

  16. Direktivets artikel 9, stk. 1 og 2, definerer forf√łlgelse ved at fasts√¶tte f√łlgende:

    ¬Ľ1. Forf√łlgelse som omhandlet i artikel 1, afsnit A, i Gen√®vekonventionen skal:

    1. v√¶re tilstr√¶kkelig alvorlig p√• grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udg√łre en alvorlig kr√¶nkelse af de grundl√¶ggende menneskerettigheder, navnlig de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til [EMRK‚Äôs] artikel 15, stk. 2, [‚Ķ] eller

    2. best√• i anvendelse af flere foranstaltninger, herunder kr√¶nkelse af menneskerettighederne, der er tilstr√¶kkelig alvorlig til at ber√łre et menneske p√• en m√•de som omhandlet i litra a).

    2. Forf√łlgelse, der i henhold til stk. 1 kan betragtes som s√•dan, kan f.eks. tage form af:

    […]

    1. uforholdsm√¶ssig eller diskriminerende retsforf√łlgning eller straf

    […]¬ę

  17. Direktivets artikel 9, stk. 3, kr√¶ver, at der skal v√¶re en sammenh√¶ng mellem de i direktivets artikel 10 n√¶vnte forf√łlgelses√•rsager og denne forf√łlgelse.

  18. Under overskriften ¬Ľ√Örsagerne til forf√łlgelse¬ę bestemmer direktivets artikel 10 f√łlgende:

    ¬Ľ1. Ved vurderingen af √•rsagerne til forf√łlgelse tager medlemsstaterne hensyn til f√łlgende elementer:

    […]

    1. En gruppe betragtes som udg√łrende en bestemt social gruppe, navnlig n√•r:
      • medlemmerne af den p√•g√¶ldende gruppe har samme medf√łdte karakteristiske tr√¶k eller en f√¶lles baggrund, der ikke kan √¶ndres, eller er f√¶lles om et karakteristisk tr√¶k eller en tro, der er s√• grundl√¶ggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker b√łr tvinges til at give afkald derp√•

      • den p√•g√¶ldende gruppe har en s√¶rskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som v√¶rende anderledes af det omgivende samfund.

      Afh√¶ngigt af omst√¶ndighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis f√¶lles karakteristiske tr√¶k er seksuel orientering. Seksuel orientering kan ikke forst√•s s√•ledes, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. […]

      […]¬ę

  19. Medlemsstaterne skal if√łlge direktivets artikel 13 tildele en ans√łger, der bl.a. opfylder betingelserne i direktivets artikel 9 og 10, flygtningestatus.

    Nederlandsk ret

  20. Artikel 28, stk. 1, litra a), i Vreemdelingenwet 2000 (udl√¶ndingeloven fra 2000, Stb. 2000, nr. 495) bemyndiger ministeren til at im√łdekomme, afsl√• eller undlade at behandle ans√łgninger om en ¬Ľtidsbegr√¶nset opholdstilladelse¬ę.

  21. I henhold til artikel 29, stk. 1, litra a), i n√¶vnte lov af 2000 kan en udl√¶nding, ¬Ľder er flygtning i [Gen√®ve]konventionens forstand¬ę, f√• meddelt en tidsbegr√¶nset opholdstilladelse som omhandlet i n√¶vnte artikel 28.

  22. Vreemdelingencirculaire 2000 (udlændingecirkulæret fra 2000) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de omhandlede sagsanlæg, bestemmer i § C2/2.10.2:

    ¬ĽS√•fremt en asylans√łger p√•ber√•ber sig, at han eller hun har v√¶ret udsat for problemer p√• grund af sin seksuelle orientering, kan dette efter omst√¶ndighederne f√łre til den konklusion, at den p√•g√¶ldende er flygtning i Gen√®vekonventionens forstand.

    S√•fremt der er tale om straf p√• grundlag af en straffebestemmelse, der alene vedr√łrer homoseksuelle, er der tale om forf√łlgelse. Dette er eksempelvis tilf√¶lde, s√•fremt homoseksualitet eller tilkendegivelse af specifikke homoseksuelle f√łlelser er strafbare. For at det kan konkluderes, at der er tale om flygtningestatus, skal der v√¶re tale om en straffeforanstaltning af en vis h√•rdhed. S√•ledes er kun en b√łde almindeligvis ikke tilstr√¶kkelig til at konkludere, at der er tale om flygtningestatus.

    Den blotte omst√¶ndighed, at homoseksualitet eller homoseksuelle handlinger er strafbare i et land, er dog ikke uden videre tilstr√¶kkeligt til at konkludere, at en homoseksuel fra dette land er flygtning. Asylans√łgeren skal (om muligt med p√• grundlag af dokumenter) godtg√łre, at han personligt har en v√¶gtig grund til at frygte at forf√łlgelse.

    Det forlanges ikke af personer med en homoseksuel orientering, at de ved deres tilbagevenden holder denne hemmeligt.

    […]¬ę

    Tvisterne i hovedsagerne og de pr√¶judicielle sp√łrgsm√•l

  23. X, Y og Z er f√łdt henholdsvis i 1987, 1990 og 1982 og har s√łgt om tidsbegr√¶nset opholdstilladelse (asyl) i Nederlandene den 1. juli 2009, 27. april 2011 og 25. juli 2010.

  24. De har til st√łtte for deres ans√łgninger gjort g√¶ldende, at de b√łr meddeles flygtningestatus med den begrundelse, at de n√¶rer velbegrundet frygt for forf√łlgelse i deres respektive hjemlande p√• grund af deres homoseksualitet.

  25. De har bl.a. anf√łrt, at de i flere henseende har v√¶ret genstand for voldelige reaktioner fra deres respektive familier og omgivelser eller for repressive handlinger udf√łrt af myndighederne i deres respektive hjemlande p√• grund af deres seksuelle orientering.

  26. Det fremg√•r af forel√¶ggelseskendelserne, at homoseksualitet er strafbar i X, Y og Z‚Äôs hjemlande. S√•ledes straffes homoseksuelle handlinger i Sierra Leone (sag C-199/12) i henhold til section 61 i Offences against the Person Act 1861 (lov af 1861 om strafbare handlinger mod mennesker) med f√¶ngsel i mindst 10 √•r og h√łjst p√• livstid. I Uganda (sag C-200/12) straffes den, som kendes skyldig i at have beg√•et en strafbar handling, der beskrives som ¬Ľen naturstridig k√łdelig omgang¬ę, i henhold til artikel 145 i Penal Code Act 1950 (straffeloven fra 1950) med f√¶ngsling, og den maksimale straf er f√¶ngsel p√• livstid. I Senegal (sag C-201/12) straffes en person, som kendes skyldig i homoseksuelle handlinger, i henhold til artikel 319, stk. 3, i den senegalesiske straffelov med f√¶ngsel p√• mindst et og h√łjst 5 √•r og en b√łde p√• mellem 100 000 CFA-franc (BCEAO) (XOF) og 1 500 000 XOF (ca. 150 EUR-2 000 EUR).

  27. Ved afg√łrelse af 18. marts 2010, 10. maj 2011 og 12. janvier 2011 afslog ministeren at meddele X, Y og Z en tidsbegr√¶nset opholdstilladelse (asyl).

  28. Selv om de n√¶vnte ans√łgeres seksuelle orientering er trov√¶rdig, har sidstn√¶vnte if√łlge ministeren ikke i tilstr√¶kkeligt omfang godtgjort de p√•ber√•bte kendsgerninger og omst√¶ndigheder, og f√łlgelig har de ikke p√•vist, at en tilbagevenden til deres respektive hjemlande vil v√¶re forbundet med en velbegrundet frygt for forf√łlgelse p√• grund af deres tilh√łrsforhold til en bestemt social gruppe.

  29. Som f√łlge af afslaget p√• deres ans√łgninger om tidsbegr√¶nset opholdstilladelse (asyl) har X og Z anlagt sag ved Rechtbank ‚Äôs-Gravenhage. Y har ved samme retsinstans nedlagt p√•stand om, at der tr√¶ffes forel√łbige forholdsregler.

  30. Ved dom af 23. november 2010 og 9. juni 2011 gav Rechtbank‚Äôs-Gravenhage X medhold og tiltr√•dte Y‚Äôs anmodning. Denne ret fastslog bl.a., at ministeren med f√łje havde kunnet anse de beretninger, der l√• til grund for X og Y‚Äôs ans√łgninger, for ikke at v√¶re trov√¶rdige, men ministeren havde imidlertid ikke i nogen af de to sager afgivet en tilstr√¶kkeligt begrundet stillingtagen til sp√łrgsm√•let om, hvorvidt X og Y‚Äôs frygt for forf√łlgelse p√• grund af deres homoseksualitet var velbegrundet henset til bl.a. den omst√¶ndighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare i deres hjemlande.

  31. Ved dom af 15. august 2011 frifandt Rechtbank ‘s-Gravenhage ministeren i den af Z anlagte sag. Den fastslog ikke blot, at ministeren med f√łje havde kunnet anse den af Z afgivne beretning for ikke at v√¶re trov√¶rdig, men desuden, at det ikke fremgik af de af Z fremlagte oplysninger og dokumenter, at homoseksuelle generelt forf√łlges i Senegal.

  32. Ministeren appellerede de to domme, som annullerede ministerens afg√łrelser om afslag p√• X og Y‚Äôs ans√łgninger, til Raad van State.

  33. Z appellerede til samme retsinstans den dom, hvorved ministeren var blevet frifundet i den sag, som Z havde anlagt til pr√łvelse af afslaget p√• sin ans√łgning.

  34. Raad van State har for s√• vidt ang√•r alle tre hovedsager pr√¶ciseret, at hverken ans√łgernes seksuelle orientering eller den omst√¶ndighed, at ministeren med rette kunne anse de til grund for asylans√łgningerne liggende beretninger for utrov√¶rdige, er bestridt i appelsagerne.

  35. Denne retsinstans har desuden pr√¶ciseret, at ministeren bl.a. har gjort g√¶ldende, at selv om han ikke forventer af ans√łgerne, at de holder deres seksuelle orientering hemmelig i deres respektive hjemlande, jf. princippet i ¬ß C2/2.10.2 i udl√¶ndingecirkul√¶ret fra 2000, indeb√¶rer dette ikke, at de n√łdvendigvis skal kunne tilkendegive deres seksuelle orientering i al offentlighed p√• samme m√•de, som man kan i Nederlandene.

  36. Raad van State har endvidere anf√łrt, at hovedsagernes parter er uenige om, i hvilket omfang udlevelse af en seksuel orientering som den X, Y og Z har, er beskyttet ved direktivets artikel 9 og 10.

  37. P√• denne baggrund har Raad van State besluttet at uds√¶tte hovedsagerne og at forel√¶gge Domstolen f√łlgende pr√¶judicielle sp√łrgsm√•l, der formuleret p√• n√¶sten identisk vis i hver af hovedsagerne:

    ¬Ľ1) Udg√łr udl√¶ndinge med en homoseksuel orientering en bestemt social gruppe som omhandlet i [direktivets] artikel 10, stk. 1, litra d) [‚Ķ]?

    2) S√•fremt det f√łrste sp√łrgsm√•l skal besvares bekr√¶ftende: Hvilke homoseksuelle aktiviteter er omfattet af direktivet, og s√•fremt s√•danne aktiviteter g√łres til genstand for forf√łlgelse, og de √łvrige krav er opfyldt, kan dette da f√łre til anerkendelse af flygtningestatus? Dette sp√łrgsm√•l omfatter ogs√• f√łlgende undersp√łrgsm√•l:

    1. Kan det af udl√¶ndinge med en homoseksuel orientering forventes, at de i deres [respektive] hjemlande holder deres orientering hemmelig for alle for at undg√• forf√łlgelse?

    2. S√•fremt det forrige sp√łrgsm√•l besvares ben√¶gtende: Kan der af udl√¶ndinge med en homoseksuel orientering forventes tilbageholdenhed med at give deres orientering et indhold i hjemlandet for at undg√• forf√łlgelse, og hvis ja, i hvilket omfang? Kan der herved forventes en st√łrre tilbageholdenhed af homoseksuelle end af heteroseksuelle?

    3. S√•fremt der i denne sammenh√¶ng kan sondres mellem tilkendegivelser, der vedr√łrer orienteringens kerneomr√•de, og tilkendegivelser, der ikke g√łr det, hvad skal der da forst√•s ved en seksuel orienterings kerneomr√•de, og p√• hvilken m√•de kan dette fastsl√•s?

    3) Udg√łr kriminaliseringen af homoseksuelle aktiviteter og trussel om f√¶ngselsstraf i henhold til [Sierra Leones lov af 1861 om strafbare handlinger mod mennesker (C-199/12), Ugandas straffelov [af 1950] (sag C-200/12) og Senegals straffelov (sag C-201/12)] i sig selv forf√łlgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), l√¶st i sammenh√¶ng med stk. 2, litra c)? Hvis ikke, under hvilke omst√¶ndigheder er dette da tilf√¶ldet?¬ę

  38. Ved kendelse af 19. juni 2012 har Domstolens pr√¶sident besluttet at forene sagerne C-199/12 ‚Äď C-201/12 med henblik p√• den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

    Om de pr√¶judicielle sp√łrgsm√•l

    Indledende bemærkninger

  39. Det fremg√•r af 3., 16. og 17. betragtning til direktivet, at Gen√®vekonventionen udg√łr hovedhj√łrnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge, og at direktivets bestemmelser om betingelserne for tildeling af flygtningestatus og om indholdet af sidstn√¶vnte blev vedtaget som en vejledning til medlemsstaternes kompetente myndigheder i forbindelse med deres anvendelse af denne konvention p√• grundlag af f√¶lles begreber og kriterier (dom af 5.9.2012, forenede sager C-71/11 og C-99/11, Y og Z, endnu ikke trykt i Samling af Afg√łrelser, pr√¶mis 47 og den deri n√¶vnte retspraksis).

  40. Fortolkningen af direktivets bestemmelser skal derfor ske i lyset af dets generelle opbygning og form√•l samt under iagttagelse af Gen√®vekonventionen og andre relevante aftaler som omhandlet i artikel 78, stk. 1, TEUF. Denne fortolkning skal endvidere, s√•ledes som det f√łlger af tiende betragtning til direktivet, ske under iagttagelse af de rettigheder, som anerkendes i chartret (dom af 19.12.2012, sag C-364/11, Abed El Karem El Kott m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afg√łrelser, pr√¶mis 43 og den deri n√¶vnte retspraksis).

    Det f√łrste sp√łrgsm√•l

  41. Med det f√łrste sp√łrgsm√•l, som er stillet i hver af hovedsagerne, √łnsker den forel√¶ggende ret n√¶rmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal fortolkes s√•ledes, at homoseksuelle ved vurderingen af √•rsagerne til forf√łlgelse, der er p√•ber√•bt til st√łtte for en ans√łgning med henblik p√• opn√•else af flygtningestatus, kan anses for at udg√łre en bestemt social gruppe.

  42. Med henblik p√• besvarelsen af dette sp√łrgsm√•l henvises der til, at i henhold til direktivets artikel 2, litra c), er en flygtning bl.a. en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forf√łlgelse p√• grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilh√łrsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den p√•g√¶ldende er statsborger, og som ikke kan, eller p√• grund af en s√•dan frygt ikke vil, p√•ber√•be sig dette lands beskyttelse.

  43. Den p√•g√¶ldende statsborger skal alts√• p√• grund af omst√¶ndigheder i sit hjemland og handlinger beg√•et af akt√łrer, der kan st√• bag forf√łlgelse, v√¶re stillet over for en velbegrundet frygt for personlig forf√łlgelse af i hvert fald √©n af de fem √•rsager, som opregnes i direktivet og i Gen√®vekonventionen, heriblandt vedkommendes ¬Ľtilh√łrsforhold til en bestemt social gruppe¬ę.

  44. Direktivets artikel 10, stk. 1, definerer, hvad der forst√•s ved en bestemt social gruppe, hvortil et tilh√łrsforhold kan give anledning til en reel frygt for forf√łlgelse.

  45. I henhold til denne definition anses en gruppe for at udg√łre en ¬Ľen bestemt social gruppe¬ę, n√•r s√¶rligt to kumulative betingelser er opfyldt. For det f√łrste skal medlemmerne af den p√•g√¶ldende gruppe have samme medf√łdte karakteristiske tr√¶k eller en f√¶lles baggrund, der ikke kan √¶ndres, eller v√¶re f√¶lles om et karakteristisk tr√¶k eller en tro, der er s√• grundl√¶ggende for deres identitet, at ingen mennesker b√łr tvinges til at give afkald derp√•. For det andet skal den p√•g√¶ldende gruppe have en s√¶rskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som v√¶rende anderledes af det omgivende samfund.

  46. Med hensyn til den f√łrste af de n√¶vnte betingelser er det ubestridt, at en persons seksuelle orientering udg√łr et karakteristisk tr√¶k, der er s√• grundl√¶ggende for personens identitet, at vedkommende ikke b√łr tvinges til at give afkald derp√•. Denne fortolkning har st√łtte i direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), andet afsnit, hvoraf fremg√•r, at en bestemt social gruppe afh√¶ngigt af omst√¶ndighederne i hjemlandet kan omfatte en gruppe, hvis f√¶lles karakteristiske tr√¶k er seksuel orientering.

  47. Den anden betingelse forudsætter, at en gruppe, hvis medlemmer deler samme seksuelle orientering, har en særskilt identitet i det pågældende hjemland, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

  48. Det skal i denne forbindelse medgives, at det p√• grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastsl√•s, at disse personer udg√łr en s√¶rskilt gruppe, der af det omgivende samfund opfattes som v√¶rende anderledes.

  49. Det f√łrste sp√łrgsm√•l, der er stillet i hver af hovedsagerne, skal f√łlgelig besvares med, at direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal fortolkes s√•ledes, at det p√• grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastsl√•s, at disse personer skal anses for at udg√łre en bestemt social gruppe.

    Det tredje sp√łrgsm√•l

  50. Med det tredje sp√łrgsm√•l, som er stillet i hver af hovedsagerne, og som skal behandles f√łr det andet sp√łrgsm√•l, √łnsker den forel√¶ggende ret n√¶rmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes s√•ledes, at den blotte omst√¶ndighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare og straffes med f√¶ngselsstraf udg√łr forf√łlgelse. I tilf√¶lde af et afkr√¶ftende svar √łnsker denne ret oplyst, under hvilke omst√¶ndigheder forf√łlgelse da skal anses for at foreligge.

  51. Med henblik p√• besvarelsen af dette sp√łrgsm√•l henvises der til, at direktivets artikel 9 definerer, p√• grundlag af hvilke omst√¶ndigheder handlinger kan anses for at udg√łre forf√łlgelse som omhandlet i Gen√®vekonventionens artikel 1, afsnit A. I denne henseende pr√¶ciseres det i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), som den forel√¶ggende ret har henvist til, at den p√•g√¶ldende forf√łlgelse skal v√¶re tilstr√¶kkeligt alvorlig p√• grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udg√łre en alvorlig kr√¶nkelse af de grundl√¶ggende menneskerettigheder, navnlig af absolutte rettigheder, som i henhold til EMRK‚Äôs artikel 15, stk. 2, ikke kan fraviges.

  52. Endvidere pr√¶ciserer direktivets artikel 9, stk. 1, litra b), at anvendelse af flere foranstaltninger, herunder kr√¶nkelser af menneskerettigheder, der er tilstr√¶kkelig alvorlig til at ber√łre et menneske p√• en m√•de, som svarer til det, der er angivet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), ligeledes skal anses for forf√łlgelse.

  53. Det fremg√•r af disse bestemmelser, at for at en kr√¶nkelse af grundl√¶ggende rettigheder udg√łr forf√łlgelse som omhandlet i Gen√®vekonventionens artikel 1, afsnit A, skal den n√• en vis grad af alvor. Det er alts√• ikke n√łdvendigvis enhver kr√¶nkelse af en homoseksuel asylans√łgers grundl√¶ggende rettigheder, der n√•r af denne grad af alvor.

  54. Det skal i denne forbindelse indledningsvis fastsl√•s, at de grundl√¶ggende rettigheder, der specifikt er knyttet til den seksuelle orientering, som er omhandlet i hver af hovedsagerne, s√•som retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved EMRK‚Äôs artikel 8, hvortil chartrets artikel 7 svarer, sammenholdt i p√•kommende fald med EMRK‚Äôs artikel 14, som chartrets artikel 21, stk. 1, er inspireret af, ikke h√łrer til blandt de grundl√¶ggende menneskerettigheder, som ikke kan fraviges.

  55. Under disse omst√¶ndigheder kan en lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv anses for at ber√łre ans√łgeren s√• v√¶sentligt, at der foreligger den forn√łdne grad af alvor for, at denne straf udg√łr forf√łlgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1.

  56. Til geng√¶ld kan en f√¶ngselsstraf, der if√łlge lovbestemmelser som dem, der er omhandlet i hovedsagerne, er straffen for homoseksuelle handlinger, i sig selv udg√łre forf√łlgelse som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, under foruds√¶tning af, at f√¶ngselsstraffen faktisk anvendes i det hjemland, som har vedtaget en s√•dan lovgivning.

  57. En s√•dan straf er nemlig i strid med EMRK‚Äôs artikel 8, hvortil chartrets artikel 7 svarer, og udg√łr en uforholdsm√¶ssig eller diskriminerende straf som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 2, litra c).

  58. N√•r en asylans√łger, som det er tilf√¶ldet i hver af hovedsagerne, p√•ber√•ber sig, at der i vedkommendes hjemland g√¶lder en lovgivning, hvorefter homoseksuelle handlinger er strafbare, tilkommer det de nationale myndigheder inden for rammerne af deres vurderinger af kendsgerninger og omst√¶ndigheder i henhold til direktivets artikel 4 at unders√łge alle relevante kendsgerninger vedr√łrende dette hjemland, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den m√•de, hvorp√• de anvendes, s√•ledes som det er fastsat i direktivets artikel 4, stk. 3, litra a).

  59. Inden for rammerne af denne unders√łgelse tilkommer det bl.a. de n√¶vnte myndigheder at afg√łre, om den f√¶ngselsstraf, der er fastsat i en s√•dan lovgivning, anvendes i praksis i ans√łgerens hjemland.

  60. Det tilkommer i lyset af disse omst√¶ndigheder de nationale myndigheder at afg√łre, om ans√łgerens frygt for, at han ved tilbagevenden til sit hjemland vil blive forfulgt som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c), sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 3, faktisk kan anses for at v√¶re velbegrundet.

  61. Henset til samtlige disse betragtninger skal det tredje sp√łrgsm√•l, som er stillet i hver af hovedsagerne, besvares med, at direktivets artikel 9, stk. 1, sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes s√•ledes, at den blotte omst√¶ndighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv udg√łr forf√łlgelse. Til geng√¶ld skal en f√¶ngselsstraf, som er straffen for homoseksuelle handlinger, og som faktisk anvendes i det hjemland, der har vedtaget en s√•dan lovgivning, anses for en uforholdsm√¶ssig eller diskriminerende straf og udg√łr derfor forf√łlgelse.

    Det andet sp√łrgsm√•l

    Indledende bemærkninger

  62. Med det andet sp√łrgsm√•l, som er stillet i hver af hovedsagerne, √łnsker den forel√¶ggende ret n√¶rmere bestemt oplyst, om der i tilf√¶lde, hvor en homoseksuel ans√łger m√• anses for at have et tilh√łrsforhold til en bestemt social gruppe som omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), skal sondres mellem de homoseksuelle aktiviteter, der er omfattet af direktivets anvendelsesomr√•de, og dem, der ikke er og derfor ikke kan bevirke tildeling af flygtningestatus.

  63. Med henblik p√• besvarelsen af dette sp√łrgsm√•l, som den forel√¶ggende ret har opdelt i flere undersp√łrgsm√•l, bem√¶rkes, at sp√łrgsm√•let omhandler en situation, hvor ans√łgeren, som det er tilf√¶ldet i hovedsagerne, ikke har godtgjort, at han allerede har v√¶ret udsat for forf√łlgelse eller v√¶ret genstand for direkte trusler om forf√łlgelse p√• grund af sit tilh√łrsforhold til en bestemt social gruppe, hvis medlemmer har samme seksuelle orientering som ham.

  64. Den omst√¶ndighed, at der ikke foreligger et s√•dant v√¶gtigt bevis p√• en velbegrundet frygt hos ans√łgerne som omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 4, forklarer den forel√¶ggende rets behov for at vide, i hvilket omfang det er tilladeligt at kr√¶ve, at ans√łgeren, n√•r han ikke kan bygge sin frygt p√• allerede at have v√¶ret udsat for forf√łlgelse p√• grund af sit tilh√łrsforhold til n√¶vnte gruppe, ved tilbagevenden til sit hjemland fortsat undg√•r risikoen for forf√łlgelse ved at holde sin homoseksualitet skjult eller i det mindste ved at udvise tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Det andet sp√łrgsm√•l, litra a) og b)

  65. Med det andet sp√łrgsm√•l, litra a) og b), som er stillet i hver af hovedsagerne, og som skal behandles samlet, √łnsker den forel√¶ggende ret n√¶rmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes s√•ledes, at det ikke med rette kan forventes, at en asylans√łger holder sin homoseksualitet skjult for at undg√• at blive forfulgt i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for denne seksuelle orientering. Denne ret √łnsker desuden oplyst, om n√¶vnte tilbageholdenhed i givet fald skal v√¶re st√łrre end det er tilf√¶ldet for en heteroseksuel.

  66. I denne henseende pr√¶ciseres f√łrst, at seksuel orientering i henhold til direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), ikke kan forst√•s s√•ledes, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning.

  67. Bortset fra handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, er der ingen indikation i ordlyden af nævnte artikel 10, stk. 1, litra d), af, at EU-lovgiver har villet udelukke visse typer handlinger eller former for udtryk for en seksuel orientering fra denne bestemmelses anvendelsesområde.

  68. S√•ledes fasts√¶tter direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), ikke nogen begr√¶nsninger med hensyn til, hvilken holdning medlemmer af en bestemt social gruppe kan indtage vedr√łrende deres identitet eller adf√¶rd, der falder henholdsvis inden for eller uden for begrebet seksuel orientering som omhandlet i denne bestemmelse.

  69. Det kan ikke udledes af den blotte omst√¶ndighed, at det udtrykkeligt fremg√•r af direktivets artikel 10, stk. 1, litra b), at begrebet religion ogs√• omfatter deltagelse i privat eller offentlig gudstjeneste, at begrebet seksuel orientering, som direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), henviser til, udelukkende omfatter handlinger med tilknytning til den ber√łrte persons privatlivsf√¶re og ikke ogs√• handlinger, der h√łrer til vedkommendes liv i den offentlige sf√¶re.

  70. Det er i denne forbindelse vigtigt at fastsl√•, at et krav om at medlemmerne af en bestemt social gruppe, som har samme seksuelle orientering, holder denne orientering skjult, er i strid med selve anerkendelsen af et karakteristisk tr√¶k, der er s√• grundl√¶ggende for deres identitet, at de p√•g√¶ldende ikke b√łr tvinges til at give afkald derp√•.

  71. Det er derfor ikke tilladeligt at forvente, at en asylans√łger holder sin homoseksualitet skjult for at undg√• at blive forfulgt i sit hjemland.

  72. Med hensyn til den tilbageholdenhed, som en person b√łr udvise, bem√¶rkes, at de kompetente myndigheder ved vurderingen af, om en ans√łger har velbegrundet frygt for forf√łlgelse, inden for direktivets system skal unders√łge, om de omst√¶ndigheder, som kan l√¶gges til grund, udg√łr en s√•dan trussel, at den p√•g√¶ldende, henset til dennes individuelle situation, har grund til at frygte reelt at blive udsat for forf√łlgelse (jf. i denne retning dommen i sagen Y og Z, pr√¶mis 76).

  73. Denne vurdering af risikoens omfang, der i alle tilf√¶lde skal gennemf√łres med p√•passelighed og forsigtighed (dom af 2.3.2010, forenede sager C-175/08, C-176/08, C-178/08 og C-179/08, Salahadin Abdulla m.fl., Sml. I, s. 1493, pr√¶mis 90), beror alene p√• en konkret vurdering af de faktiske omst√¶ndigheder i overensstemmelse med de regler, der bl.a. findes i direktivets artikel 4 (dommen i sagen Y og Z, pr√¶mis 77).

  74. Ingen af disse regler angiver, at der ved vurderingen af, hvor stor risikoen reelt er for at blive udsat for forf√łlgelse i en given sammenh√¶ng, skal tages hensyn til den mulighed, som ans√łgeren har for at undg√• forf√łlgelse bl.a. ved at udvise tilbageholdenhed med hensyn til at give udtryk for sin seksuelle orientering som medlem af en bestemt social gruppe (jf. analogt dommen i sagen Y og Z, pr√¶mis 78).

  75. Heraf f√łlger, at den ber√łrte person b√łr f√• tildelt flygtningestatus i henhold til direktivets artikel 13, n√•r det er godtgjort, at personens homoseksualitet ved tilbagevenden til vedkommendes hjemland vil bevirke en reel risiko for forf√łlgelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 9, stk. 1. Der skal i denne forbindelse ikke tages hensyn til den omst√¶ndighed, at personen ville kunne undg√• risikoen ved at udvise en st√łrre tilbageholdenhed end en heteroseksuel i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

  76. Henset til disse betragtninger skal det andet sp√łrgsm√•l, litra a) og b), som er stillet i hver af de tre hovedsager, besvares med, at direktivets artikel 10, stk. 1, litra d), sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes s√•ledes, at udelukkende homoseksuelle handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, falder uden for bestemmelsens anvendelsesomr√•de. De kompetente myndigheder kan ikke ved behandlingen af en asylans√łgning med rette forvente, at asylans√łgeren for at undg√• risikoen for forf√łlgelse holder sin homoseksualitet skjult i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Det andet sp√łrgsm√•l, litra c)

  77. Henset til besvarelsen af det andet sp√łrgsm√•l, litra a) og b), er det uforn√łdent at besvare det andet sp√łrgsm√•l, litra c).

  78. Det bem√¶rkes ikke desto mindre, at det ved afg√łrelsen af, hvilke konkrete handlinger, der kan anses for forf√łlgelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 9, stk. 1, ikke er relevant at sondre mellem handlinger, der, s√•fremt det er muligt at identificere et kerneomr√•de for det at give udtryk for sin seksuelle orientering, henholdsvis kr√¶nker og ikke kr√¶nker et s√•dant kerneomr√•de (jf. analogt dommen i sagen Y og Z, pr√¶mis 72).

    Sagens omkostninger

  79. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udg√łr et led i den sag, der verserer for den forel√¶ggende ret, tilkommer det denne at tr√¶ffe afg√łrelse om sagens omkostninger. Bortset fra n√¶vnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indl√¶g for Domstolen, ikke erstattes.

    På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

    1. Artikel 10, stk. 1, litra d), R√•dets 2004/83/EF af 29. april 2004 om fasts√¶ttelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsl√łse som flygtninge eller som personer, der af anden grund beh√łver international beskyttelse, og indholdet af en s√•dan beskyttelse, skal fortolkes s√•ledes, at det p√• grundlag af en straffelovgivning som den, der er omhandlet i hver af hovedsagerne, som specifikt omhandler homoseksuelle, kan fastsl√•s, at disse personer skal anses for at udg√łre en bestemt social gruppe.

    2. Artikel 9, stk. 1, i direktiv 2004/83, sammenholdt med direktivets artikel 9, stk. 2, litra c), skal fortolkes s√•ledes, at den blotte omst√¶ndighed, at homoseksuelle handlinger er strafbare, ikke i sig selv udg√łr forf√łlgelse. Til geng√¶ld skal en f√¶ngselsstraf, som er straffen for homoseksuelle handlinger, og som faktisk anvendes i det hjemland, der har vedtaget en s√•dan lovgivning, anses for en uforholdsm√¶ssig eller diskriminerende straf og udg√łr derfor forf√łlgelse.

    3. Artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2004/83, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes s√•ledes, at udelukkende homoseksuelle handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning, falder uden for bestemmelsens anvendelsesomr√•de. De kompetente myndigheder kan ikke ved behandlingen af en asylans√łgning med rette forvente, at asylans√łgeren for at undg√• risikoen for forf√łlgelse holder sin homoseksualitet skjult i sit hjemland eller udviser tilbageholdenhed i forhold til at give udtryk for sin seksuelle orientering.

    Underskrifter

[Retur] * Processprog: nederlandsk.

Dommen hos CYRIA.
Dokumentliste vedr√łrende dommen hos CYRIA.

* * *
Den 8. november 2013 stillede Udvalget for Udl√¶ndinge- og Integrationspolitik, sp√łrgsm√•l 92 – Alm. del 2013-14 – til justitsministeren om hvilke direkte eller indirekte konsekvenser dommen vil f√• for Udl√¶ndingestyrelsens og Flygtningen√¶vnets praksis i asylsager, hvor forf√łlgelse p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet indg√•r.