Det Etiske R√•ds udtalelse om √¶ndring af juridisk k√łn for mindre√•rige. 8. marts 2021.

Vist 65 gange.

Udtalelse om √¶ndring af juridisk k√łn for mindre√•rige.
Udtalelse om √¶ndring af juridisk k√łn for mindre√•rige.
Det Etiske R√•d afgav den 8. marts 2021 den udtalelse (ISBN: 978-87-92915-26-9) om juridisk k√łnsskifte for b√łrn, som Ligestillingsudvalget bad om den 17. november 2020.
Udtalelsen journaliseret hos Folketinget som LIU alm. del, bilag 58, samling 2020-21.

Der ses at v√¶re delte holdninger hos medlemmerne af Det Etiske R√•d fra, at det ikke skal v√¶re muligt for b√łrn og unge at f√• juridisk k√łnsskifte, men m√• vente til de er fyldt 18 √•r, til en 15-√•rs gr√¶nse, en 10 til 12 √•rs-gr√¶nse, til en 10 til 12 √•rs gr√¶nse med mulighed for dispensation ned til 6 √•r.

Herunder gengives udtalelsen.

* * *
INDHOLD
Indledning
Rådets anbefalinger
Forhistorie til den aktuelle diskussion og sammenh√¶ngen med k√łnskorrigerende behandling
Argumenter for at v√¶re im√łdekommende: selvbestemmelse, anerkendelse og retten til at blive h√łrt
Argumenter for at være tilbageholdende: normer, modning og rummelighed

INDLEDNING
Folketingets Ligestillingsudvalg har forespurgt, om Det Etiske R√•d vil udtale sig om √¶ndring af juridisk k√łn for mindre√•rige. Baggrunden for henvendelsen er regeringsudspillet ?Frihed til forskellighed: styrkede rettigheder og muligheder for LGBTI-personer“. Dette udspil rummer et forslag om at udstr√¶kke muligheden for at √¶ndre juridisk k√łn til ogs√• at g√¶lde mindre√•rige.[1] Det Etiske R√•d besvarer henvendelsen med denne udtalelse.

Den eksisterende lovgivning tillader kun en √¶ndring af det juridiske k√łn for borgere der er fyldt 18 √•r. En √¶ndring af det juridiske k√łn indeb√¶rer en √¶ndring af k√łnsbetegnelsen, af personnummeret og evt. af fornavnet, og er s√•ledes ikke forbundet med k√łnskorrigerende behandling. Sp√łrgsm√•let om en √¶ndring af det juridiske k√łn ang√•r i udgangspunktet personer, som oplever et udtalt misforhold mellem deres f√łdselstildelte k√łn (det k√łn der konstateres ved f√łdslen og derefter tildeles det nyf√łdte barn) og det oplevede k√łn (det k√łn som personen identificerer sig med).

K√łnsidentitet betragtes i dag som et komplekst produkt af bio-psyko-sociale processer. En r√¶kke teorier peger p√•, at der med stor sandsynlighed er en biologisk pr√¶gning, hvor genetiske, hormonelle eller neurologiske mekanismer spiller en rolle. Mere konstruktivistiske tilgange understreger dog, at sociale og kulturelle milj√łers indflydelse har omfattende betydning. Der er s√•ledes stor usikkerhed om hvad der styrer udviklingen af k√łnsidentitet og hvilke faktorer der er involveret.[2]

Sp√łrgsm√•let om √¶ndring af juridisk k√łn for mindre√•rige h√¶nger sammen med en st√łrre diskussion om normer for k√łn og k√łnsidentitet. Vi lever i en brydningstid hvad ang√•r selvforhold og k√łn, og den bredere diskussion spiller derfor ind p√• bed√łmmelsen af sp√łrgsm√•let og g√łr, at det kan betragtes som alt ‚Äď fra en uproblematisk √¶ndring af det sidste ciffer i en praktisk registerordning, til en del af et politisk motiveret opg√łr med fundamentale biologiske kategorier. Det er for eksempel omstridt, hvilke begreber der overhovedet er d√¶kkende for problemstillingen. B√łr det k√łn, der i udgangspunktet refereres til, beskrives som det f√łdselstildelte k√łn, det oplevede k√łn, det oprindelige k√łn, det biologisk k√łn eller det naturlige k√łn? Valget af ord vil v√¶re med til at bestemme, hvorledes man overhovedet forst√•r sp√łrgsm√•let.

Endelig udg√łr det et s√¶rligt tr√¶k ved dilemmaet, at det drejer sig om mindre√•rige.
P√• den ene side er der i dansk lovgivning, og i samfundet generelt, en stor opbakning til ideen om, at b√łrn har rettigheder, og at b√łrn har retten til at blive h√łrt i forhold der ang√•r dem selv. P√• den anden side er der ogs√• bred opbakning til tanken om, at b√łrn og unge er s√¶rligt s√•rbare og derfor har krav p√• beskyttelse. Dette g√łr, at for√¶ldre og myndigheder har et s√¶rligt ansvar for at tage vare p√• disse.
R√•dets udtalelse best√•r af fire dele. F√łrst pr√¶senteres r√•dets anbefalinger. Derefter beskrives forhistorien til den aktuelle diskussion og hvorledes denne h√¶nger sammen med muligheden for at f√• foretaget k√łnskorrigerende behandling. Dern√¶st beskrives en r√¶kke argumenter for at v√¶re im√łdekommende i forhold til at √¶ndre den nuv√¶rende lovgivning. Afsluttende beskrives en r√¶kke argumenter for at v√¶re tilbageholdende med at √¶ndre den nuv√¶rende lovgivning.

R√ÖDETS ANBEFALINGER
Til en start skal det siges, at Det Etiske R√•d i sine diskussioner har v√¶ret yderst opm√¶rksomme p√• den f√łrn√¶vnte samfundsdiskussion om k√łnsidentitet. Muligheden for at √¶ndre juridisk k√łn kan spille en rolle i udviklingen af og dannelsen af en passende selvforst√•else ‚Äď og det kan for b√łrn og unge v√¶re en v√¶ldig opgave. Det Etiske R√•d er opm√¶rksom p√•, at en eventuel mulighed for at √¶ndre juridisk k√łn, kan indeb√¶re en udvidelse af mindre√•riges refleksionsliv om k√łn og identitet ‚Äď og at dette kan v√¶re p√• b√•de godt og ondt. Centralt for overvejelserne har s√•ledes v√¶ret balancen mellem hensynet til at hj√¶lpe et mindretal i deres udvikling af k√łnsidentitet og hensynet til ikke at vanskeligg√łre en udvikling af k√łnsidentitet for et flertal.

I tr√•d hermed √łnsker Det Etiske R√•d at g√łre opm√¶rksom p√•, at hele omr√•det omkring k√łnsidentitet og k√łnskorrigerende behandling kalder p√• mere forskningsbaseret viden. P√• f√• √•r har der indfundet sig en kraftig stigning i antallet af henvisninger til sexologiske klinikker i kombination med en pludselig stigning i antallet af henvendelser fra mindre√•rige piger. Begge dele uden at nogen egentlig ved, hvad √•rsagen er hertil.

Det Etiske R√•d √łnsker desuden, i forbindelse med diskussionen om √¶ndring af juridisk k√łn for mindre√•rige, at advare om, at diskussionen om mindre√•rige med k√łnsubehag isoleres til at v√¶re et sp√łrgsm√•l om at √¶ndre juridisk k√łn. Uanset om man √¶ndrer eller bibeholder den eksisterende lovgivning, vil dette n√¶ppe l√łse alle de problemer, som mindre√•rige kan opleve, og som m√•tte have sin grund i fordomme om k√łnsroller.

R√•dsmedlemmerne opfordrer derfor til, at en eventuel ret til eller mulighed for at √¶ndre juridisk k√łn ikke f√•r lov at st√• alene. Hvis valget er vigtigt, betyder det ogs√• noget, at det er rigtigt, og derfor er der brug for andre og yderligere st√łttemuligheder for de mindre√•rige og deres familier, som oplever at skulle tackle k√łnsubehag.

Et flertal af Det Etiske R√•ds medlemmer (Anne-Marie Ax√ł Gerdes, Jacob Giehm Mikkelsen, Leif Vestergaard Pedersen, Rune Engelbreth Larsen, Merete Nordentoft, Henrik Nannestad J√łrgensen, Lise M√ľller, S√łren M√łller, Knud Kristensen, Berit Andersen, Christian Gamborg, Bolette Marie Kj√¶r J√łrgensen, Mette Reissmann, Mia Amalie Holstein, Grete Christensen, Eske Willerslev) anbefaler en s√¶nkning af aldersgr√¶nsen for √¶ndring af juridisk k√łn. R√•dsmedlemmerne har lagt v√¶gt p√•, at den manglende mulighed for b√łrn og unge under 18 √•r til at f√• foretaget √¶ndring af det juridisk k√łn kan bevirke, at der opst√•r forklaringsproblemer, mistro, udelukkelse eller s√•gar chikane i m√łdet med omverdenen. Dette f√•tal af mindre√•rige, som lider af vedvarende k√łnsubehag, kan hj√¶lpes med forholdsvist f√• omkostninger for resten af samfundet.

R√•dsmedlemmerne peger p√•, at ogs√• mindre√•rige formes af hvilke holdninger de m√łdes med i hverdagen. B√łrn og unges k√łnsubehag, f√łlelsesm√¶ssige erfaringer og forst√•elser af hvad der er vigtigt for k√łnsidentiteten, kan n√¶ppe siges at v√¶re mindre relevante blot fordi de er mindre√•rige. At √•bne for en grad af selvbestemmelse tillader s√•ledes, at mindre√•rige kan blive h√łrt, og at deres √łnsker om personlig integritet og en sammenh√¶ng mellem selvopfattelsen, og hvordan man fremtr√¶der, kan respekteres.

R√•dsmedlemmerne l√¶gger endvidere v√¶gt p√•, at en √¶ndring af juridisk k√łn ville kunne omg√łres. Sammenlignet med irreversibel k√łnskorrigerende behandling udg√łr en √¶ndring af det juridiske k√łn en mulighed for at afpr√łve og g√łre sig erfaringer med et socialt k√łnsskifte.

R√•dsmedlemmerne stiller sig dog forskelligt til sp√łrgsm√•let om en evt. aldersgr√¶nse.

Et flertal af r√•dets medlemmer (Anne-Marie Ax√ł Gerdes, Jacob Giehm Mikkelsen, Leif Vestergaard Pedersen, Rune Engelbreth Larsen, Merete Nordentoft, Henrik Nannestad J√łrgensen, Lise M√ľller, S√łren M√łller, Knud Kristensen, Berit Andersen, Christian Gamborg, Bolette Marie Kj√¶r J√łrgensen, Mette Reissmann, Grete Christensen) anbefaler, at aldersgr√¶nsen for √¶ndring af juridisk k√łn s√¶nkes til 10‚Äď12-√•rs alderen. Ind til den mindre√•rige bliver 15 √•r b√łr en √¶ndring af juridisk k√łn ske med for√¶ldres samtykke. √ėnsket om denne aldersgr√¶nse er motiveret af, at beslutningen om at √¶ndre juridisk k√łn har store konsekvenser for den enkelte, ogs√• selv om beslutningens reversible karakter tages i betragtning.

Det m√• anses for tvivlsomt, om b√łrn f√łr puberteten kan gennemskue de grundl√¶ggende √•rsager til, og overskue konsekvenser af, en mulig √¶ndring af juridisk k√łn.
En s√•dan stillingtagen kr√¶ver et vist m√•l af modenhed og bevidsthed om de mulige konsekvenser. Det kr√¶ver, at oplevelser og f√łlelser kan bearbejdes og kognitivt forst√•s i et perspektiv, der r√¶kker ud over den umiddelbare oplevelse og erfaring. P√• en s√•dan baggrund kan man danne sig mere faste og realistiske forestillinger om egen k√łnsidentitet. Endelig er det ogs√• vigtigt, at man er i stand til sprogligt at videreformidle meget s√¶rlige oplevelser af sig selv og sin k√łnsidentitet.

En yderligere begrundelse for en aldersgr√¶nse ved 10‚Äď12 √•r lyder, at dette er alderen, hvor eventuel behandling med stophormoner ofte vil kunne besluttes og iv√¶rks√¶ttes.

Et mindretal af r√•dets medlemmer (Anne-Marie Ax√ł Gerdes, Jacob Giehm Mikkelsen, Rune Engelbreth Larsen, Merete Nordentoft, Lise M√ľller, Knud Kristensen, Mette Reissmann) anbefaler desuden, at der indf√łres en dispensationsmulighed, hvor mindre√•rige ned til 6 √•r, som vurderes ubetvivleligt at lide af k√łnsdysfori, f√•r adgang til √¶ndring af juridisk k√łn. En s√•dan mulighed b√łr gives undtagelsesvist, p√• baggrund af en myndighedsvurdering, og b√łr s√•ledes ikke v√¶re en automatisk ret.

Et mindretal af r√•dets medlemmer (Eske Willerslev) anbefaler, at muligheden for √¶ndring af juridisk k√łn udstr√¶kkes til alle mindre√•rige uden aldersgr√¶nse. Ind til den mindre√•rige bliver 15 √•r b√łr en √¶ndring af juridisk k√łn ske med for√¶ldres samtykke.

R√•dsmedlemmet anf√łrer, at den aktuelle udfordring, n√•r det ang√•r mindre√•rige der oplever k√łnsubehag er, at sikre st√łtte til de, der af for√¶ldre eller omgivelser, presses til at leve op til det f√łdselstildelte k√łn. Muligheden for at √¶ndre juridisk k√łn vil v√¶re med til at sikre en vej for de, som er ramt af k√łnsubehag i en s√¶rlig grad. En s√•dan h√•ndsr√¶kning vil udg√łre et vigtigt signal om accept af forskellighed og understrege, at transk√łnnede har lige s√• stor ret til at v√¶re en del af samfundet som alle andre borgere. Lovgivning kan v√¶re med til at √¶ndre kulturen, og i dette tilf√¶lde: hvorvidt en bestemt k√łnsopfattelse er legitim i samfundet, og derfor ogs√• udg√łr en almindelig, ukontroversiel beslutning placeret hos individ og familie.

Et mindretal af r√•dets medlemmer (Mia Amalie Holstein) anbefaler, at aldersgr√¶nsen for √¶ndring af juridisk k√łn s√¶nkes til 15 √•r. Efter denne opfattelse er situationen for unge med udtalt k√łnsubehag at sammenligne med situationen for unge, der kommer i kontakt med sundhedsv√¶senet. Efter sundhedsloven kan en patient, der er fyldt 15 √•r, som udgangspunkt selv give informeret samtykke til behandling.
Dette er bl.a. begrundet i, at unge under 18 √•r i vidt omfang, fuldt ud er i stand til at forst√• den behandlingssituation, de m√•tte st√• i. Beslutning om behandling tages dog ikke alene af den unge, men sammen med en sundhedsperson. Det betyder, at unge der er fyldt 15 √•r, som udgangspunkt selv kan tr√¶ffe beslutning om behandling for k√łnsidentitetsforhold uden deres for√¶ldres samtykke, svarende til ¬ß 17 i Sundhedsloven. Det ville v√¶re naturligt at lade en √¶ndring af juridisk k√łn flugte med de eksisterende regler herom i Sundhedsloven.

Et mindretal af r√•dets medlemmer (Morten Bangsgaard) anbefaler, at man fastholder den nuv√¶rende lovgivning, hvorefter det fortsat vil v√¶re en betingelse, at man ved ans√łgning om √¶ndring af det juridiske k√łn er fyldt 18 √•r.

Dette medlem anerkender, at en lovligg√łrelse af √¶ndring af juridisk k√łn for mindre√•rige vil udg√łre en hj√¶lp for et f√•tal af mindre√•rige, men anf√łrer, at der vil v√¶re store omkostninger for det √łvrige samfund. Gevinsterne for et f√•tal ved en eventuel lov√¶ndring, skal derfor holdes op mod samfundets bredere normer for k√łn, og hvad der er i alle b√łrns interesse. B√łrn har i udpr√¶get grad brug for hj√¶lp og st√łtte, og et yderligere fokus p√• k√łnsidentitet risikerer at fremprovokere identitetskriser, som muligvis ikke ville v√¶re opst√•et p√• anden vis.

Sp√łrgsm√•let om √¶ndring af juridisk k√łn indeb√¶rer en afvejning af hensynet til de mange b√łrn og unge, der p√•f√łres en mulighed som vil indeb√¶re overvejelser, der let kan fejlfortolkes eller udg√łre en belastning. Der er s√•ledes stor forskel p√•, at samfundet udviser den forn√łdne rummelighed med hensyn til k√łnsroller og k√łnsidentitet, og s√• at tilbyde en √¶ndring af det juridiske k√łn. B√łrn og unges opbygning af egen k√łnsidentitet kan v√¶re en skr√łbelig aff√¶re, og sammenlignet med kompleksiteterne i denne modningsproces, er det at skulle v√¶lge mellem to k√łn en forsimpling af udfordringerne forbundet med k√łnsubehag. R√•dsmedlemmet anbefaler, at man ikke p√•l√¶gger alle mindre√•rige en urealistisk forventning om afklaring. I stedet b√łr man v√¶rne om barnets √•bne udvikling og undlade at g√łre en mulig √¶ndring af juridisk k√łn til en del af ansvaret ved at v√¶re barn.

Endvidere anbefales det, at der indf√łres en dispensationsmulighed, hvor mindre√•rige ned til 6 √•r, som vurderes ubetvivleligt at lide af k√łnsdysfori, f√•r adgang til √¶ndring af juridisk k√łn. En s√•dan mulighed b√łr gives undtagelsesvist, p√• baggrund af en myndigheds vurdering, og b√łr s√•ledes ikke v√¶re en automatisk ret.

R√•dets medlemmer stiller sig forskelligt til sp√łrgsm√•let om en evt. vurdering af ans√łgere. R√•det har dr√łftet, men ikke taget stilling til, hvorvidt en b√łrnefaglig r√•dgivning b√łr v√¶re af l√¶gelig, psykologisk eller p√¶dagogisk karakter.

Et flertal af r√•dets medlemmer (Anne-Marie Ax√ł Gerdes, Jacob Giehm Mikkelsen, Merete Nordentoft, Henrik Nannestad J√łrgensen, S√łren M√łller, Knud Kristensen, Berit Andersen, Christian Gamborg, Mette Reissmann, Lise M√ľller, Grete Christensen) anbefaler en ‚Äôerkl√¶ringsmodel‚Äô, som svarer til den nuv√¶rende ordning, der er g√¶ldende for personer over 18 √•r. En s√•dan model vil indeb√¶re en ret til at ans√łge om √¶ndring af juridisk k√łn, men med et krav om, at en √¶ndring af juridisk k√łn kun kan forekomme efter, at den mindre√•rige samt familie har modtaget en b√łrnefaglig r√•dgivning.

Et mindretal af r√•dets medlemmer (Leif Vestergaard Pedersen, Rune Engelbreth Larsen, Eske Willerslev) andefaler en ‚Äôerkl√¶ringswodel‚Äô som svarer til den nuv√¶rende ordning, der er g√¶ldende for personer over 18 √•r. En s√•dan model vil indeb√¶re en ret til at ans√łge om √¶ndring af juridisk k√łn uden krav om r√•dgivning eller krav om en myndighedsvurdering. Der skal alene vedl√¶gges en erkl√¶ring om, at ans√łgningen er begrundet i en oplevelse af at tilh√łre det andet k√łn. Det anbefales dog, at der oprettes et tilbud om r√•dgivning i forbindelse med √¶ndring af juridisk k√łn, og at der fra myndigheders side opfordres til, at man g√łr brug af et s√•dant tilbud.

Et mindretal af r√•dets medlemmer (Morten Bangsgaard, Bolette Marie Kj√¶r J√łrgensen, Mia Amalie Holstein) anbefaler, at adgang til at √¶ndre juridisk k√łn kun kan ske p√• baggrund af en given myndigheds vurdering. Det anbefales s√•ledes ikke, at der etableres en generel ret til at √¶ndre juridisk k√łn, men alene en mulighed for at s√łge om adgang til at √¶ndre juridisk k√łn. Et udredningsforl√łb af l√¶ge- eller b√łrnefaglig karakter vil give mulighed for en efterpr√łvelse af, om ans√łgningen er velbegrundet og stemmer overens med, at personen har en k√łnsidentitet, som ikke passer med det f√łdselstildelte k√łn.
.

Det Etiske R√•d har ogs√• dr√łftet, hvorvidt aldersgr√¶nsen for √¶ndring af juridisk k√łn burde s√¶nkes til 6 √•r, uden at dette synspunkt har m√łdt tilslutning. P√• dette tidspunkt, lyder et argument, er familiens rummelighed ikke l√¶ngere ener√•dende. Barnet skal ved skolestart st√• sin f√łrste st√łrre pr√łve i et f√¶llesskab og begynde at indg√• i aktiviteter, hvor k√łnslig kategorisering spiller en vigtig rolle for selvforst√•elsen. Et vedvarende √łnske om at skifte k√łn i denne alder m√• dog regnes for us√¶dvanligt.
Man m√• formode, at intet f√łrskolebarn selv kan formulere et √łnske om √¶ndret juridisk k√łn, om end det sandsynligvis kan kommunikere et k√łnsubehag p√• forskellig vis. At eftersp√łrge en decideret √¶ndring af det juridiske k√łn, vil derfor n√¶ppe alene v√¶re ‚Äôbarnets stemme‚Äô, men inkluderer for√¶ldrenes, i en bestr√¶belse p√• at tage vare p√• barnets tarv. I de tilf√¶lde hvor barn og for√¶ldre f√łler sig sikre p√• behovet for at √¶ndre juridisk k√łn, kan det muligvis udg√łre en betydelig hj√¶lp for barnets videre f√¶rd.

FORHISTORIE TIL DEN AKTUELLE DISKUSSION OG SAMMENH√ÜNGEN MED K√ėNSKORRIGERENDE BEHANDLING
Forhistorie til den aktuelle diskussion
I 2014 blev det muligt for alle borgere over 18 √•r at √¶ndre deres juridiske k√łn. Den centrale passage fra loven lyder:

“√ėkonomi- og Indenrigsministeriet tildeler efter skriftlig ans√łgning nyt personnummer til en person, som oplever sig som tilh√łrende det andet k√łn. Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den p√•g√¶ldende afgiver en skriftlig erkl√¶ring om, at √łnsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilh√łre det andet k√łn, og at den p√•g√¶ldende efter en refleksionsperiode p√• 6 m√•neder fra ans√łgningstidspunktet skriftligt bekr√¶fter sin ans√łgning. Det er endvidere en betingelse, at den p√•g√¶ldende p√• ans√łgningstidspunktet er fyldt 18 √•r.”[3]

Forarbejdet til lovgivningen diskuterede forskellige modeller, bl.a. om der skulle v√¶re et krav om en diagnose eller en l√¶gefaglig vurdering for at f√• tilladelse til √¶ndring af det juridisk k√łn. Man endte dog wed en ‚Äôerkl√¶ringsmodel‚Äô, if√łlge hvilken der kan opn√•s en √¶ndring af det juridiske k√łn uden krav om deltagelse i et observationsforl√łb, om en stillet diagnose eller anden l√¶gefaglig vurdering eller om k√łnsmodificerende behandling i form af hormonbehandling eller kirurgi.[4]

I argumentationen for en lovændring blev det fremhævet, at fraværet af krav om en diagnose og
k√łnsmodificerende behandling
indebar den v√¶sentlige fordel, at den transk√łnnede hermed ville f√• mulighed for at gennemf√łre de reversible (juridiske og sociale) aspekter af et k√łnsskifte fuldt ud inden de irreversible (hormonbehandling er delvis irreversibel, og kirurgi er irreversibel). Det ville mindske risikoen for, at der tages irreversible skridt, som fortrydes. En anden v√¶sentlig fordel beskrevet var, at de transk√łnnede, som alene √łnsker at skifte k√łn juridisk, og som s√•ledes ikke √łnsker
k√łnsmodificerende behandling
, ikke tvinges til en s√•dan behandling for at opn√• en √¶ndring af det juridiske k√łn.

En yderligere begrundelse for at adskille en √¶ndring af det juridiske k√łn fra et krav om en
k√łnsmodificerende behandling
l√łd, at den dav√¶rende praksis, som kr√¶vede
k√łnsmodificerende behandling
for at en √¶ndring af det juridiske k√łn kunne gennemf√łres, muligvis var i strid med Den Europ√¶iske Menneskerettighedskonvention og domme fra Menneskerettighedsdomstolen.

Menneskerettighedsdomstolen pegede således i 2002 på, at:

[‚Ķ] der kan opst√• alvorlig indgriben i privatlivet i tilf√¶lde, hvor retstilstanden er i strid wed et vigtigt tr√¶k ved den personlige identitet [‚Ķ]. Det pres og den fremmedg√łrelse der opst√•r p√• baggrund af et misforhold, mellem den m√•de en k√łnskorrigeret transseksuel fremtr√¶der i samfundet, og en status tildelt af en lov, som n√¶gter at anerkende k√łnsskiftet, kan efter rettens mening ikke betragtes som en mindre ubelejlighed opst√•et p√• baggrund af en formalitet. Der er opst√•et en konflikt mellem den sociale virkelighed og loven, som s√¶tter den transseksuelle i en udsat position (anomalous position), hvor han eller hun risikerer at opleve en f√łlelse af s√•rbarhed, ydmygelse og angst.[5]

Det er muligt at forts√¶tte dette r√¶sonnement og sp√łrge, om ikke ogs√• transk√łnnede ‚Äď og transk√łnnede mindre√•rige ‚Äď der ikke har f√•et foretaget en k√łnskorrigerende operation, kunne siges at befinde sig i en s√•dan “anonalous position” i og med, at de i forskellige situationer bliver konfronteret med, at der ikke er overensstemmelse mellem det oplevede og det f√łdselstildelte k√łn.

Sp√łrgsm√•let om, hvorvidt et s√•dant menneskerettighedsperspektiv ogs√• √•bnede for, at en √¶ndring af det juridiske k√łn skulle muligg√łres for personer under 18 √•r, blev ber√łrt i det tv√¶rministerielle arbejde, der gik forud for lov√¶ndringen. P√• dav√¶rende tidspunkt var man i sundhedsv√¶senet i f√¶rd med at udvikle et m√•lrettet udrednings- og behandlingstilbud til unge transk√łnnede under 18 √•r. Da det endnu ikke var afklaret, hvilket udrednings- og behandlingstilbud man skulle tilbyde, undlod man i 2014 at vurdere, om der burde indf√łres mulighed for √¶ndring af juridisk k√łn for personer under 18 √•r.

Lov√¶ndringen genererede en r√¶kke praktiske udfordringer. CPR-registrering er brugt omfattende og i forskellige sammenh√¶nge. En √¶ndring af det juridiske k√łn har derfor en r√¶kke afledte effekter, blandt andet i relation til adgangen til nyt CPR-nummer, k√łnsmarkering i pas og anden identifikation mv., rettigheder i ligebehandlingslovgivningen og ligestillingsloven, k√łnskorrekthed ift. navne√¶ndring og fasts√¶ttelse af for√¶ldreskab mv. En r√¶kke lignende problematikker m√• forventes at dukke op i forbindelse med en evt. udvidelse af retten til at √¶ndre juridisk k√łn.

Et eksempel fra sundhedsomr√•det er de k√łnsspecifikke screenings- og vaccinetilbud, som er bundet op p√• CPR-registret. En √¶ndring af det juridiske k√łn indeb√¶rer, at personer med juridisk k√łnsskifte udelukkende fremst√•r som det k√łn, de har skiftet til, og herefter ikke l√¶ngere vil modtage de k√łnsspecifikke screenings- og vaccinetilbud, der relaterer sig til deres f√łdselstildelte k√łn
. Denne gruppe af personer med √¶ndret juridisk k√łn bliver i stedet gjort opm√¶rksom p√•, at de ikke l√¶ngere automatisk vil blive indkaldt til screeninger og vaccinationer. De bevarer retten til disse tilbud, men er selv ansvarlige for at udnytte dem.

En r√¶kke af s√•danne problematikker kan forventes at dukke op i forbindelse med mindre√•riges √¶ndring af juridisk k√łn.

Der er s√•ledes en balance der skal findes, mellem et veletableret CPR-register, der anvender f√łdselstildelt k√łn, og undtagelser for et mindretal af befolkningen.[6] Det Etiske R√•d vil i den forbindelse g√łre opm√¶rksom p√•, at indev√¶rende problemstilling i vidt omfang skyldes det k√łnsopdelte CPR-nummer. Det er muligvis en bekostelig aff√¶re, og der eksisterer en r√¶kke fordele for samfundet ved et k√łnnet CPR-nummer, men det er muligt at overveje, om man b√łr indf√łre et k√łnsneutralt CPR-nummer.

√Ündring af juridisk k√łn for mindre√•rige i Norge og Sverige
I Norge gennemf√łrtes der i 2016 lovgivning, som giver adgang til √¶ndring af juridisk k√łn for personer, der oplever at tilh√łre det modsatte k√łn. Muligheden for √¶ndring af juridisk k√łn g√¶lder b√•de for personer over og under 18 √•r.

Personer p√• 16 √•r og derover har i Norge en selvst√¶ndig adgang til at √¶ndre juridisk k√łn, dvs. uden krav om for√¶ldremyndighedsindehavernes samtykke.

B√łrn mellem 6 og 16 √•r kan ans√łge om √¶ndring af juridisk k√łn med for√¶ldremyndighedsindehaverens samtykke. Der er ikke krav om en l√¶gefaglig udredning forud for √¶ndring af juridisk k√łn, og den transk√łnnede skal blot erkl√¶re at opleve sig som tilh√łrende det modsatte k√łn. Der er ikke tilknyttet en refleksionsperiode til ans√łgningen.

I Sverige kan personer under 18 √•r kun ans√łge om √¶ndring af juridisk k√łn, hvis der er tale om en medf√łdt afvigelse i k√łnsudviklingen. En √¶ndring af personens k√łn skal b√•de v√¶re foreneligt wed k√łnsidentiteten og ‚Äôbedst foreneligt‚Äô med personens kropslige tilstand. For personer under 18 √•r skal der ved vurdering af ans√łgningen tages hensyn til personens vilje, alder og modenhed. I Sverige p√•g√•r der dr√łftelser om lovgivningen b√•de i forhold til sp√łrgsm√•let om, hvilke krav man skal stille til √¶ndring af juridisk k√łn samt til sp√łrgsm√•let om aldersgr√¶nse.[7]

Sammenh√¶ng med k√łnskorrigerende behandling
Det vurderes, at ca. 0,5 % af befolkningen, alt efter opg√łrelsesmetode, ikke trives med det f√łdselstildelte k√łn.[8] Tilstanden detegnes som ‚Äôk√łnsubehag‚Äô eller ‚Äôk√łnsdysfori‚Äô, og d√¶kker over en udtalt inkongruens mellem personens oplevede k√łnsidentitet og det tildelte k√łn samt et st√¶rkt √łnske om at leve og blive accepteret ud fra det oplevede k√łn. Med ordene ‚Äôudtalt‚Äô og ‚Äôst√¶rkt‚Äô peges der p√•, at k√łnsubehaget har en intensitet og udstr√¶kning over tid, som adskiller sig fra den usikkerhed p√• k√łnsroller– og status, som kan opst√• livet igennem.

Nogle af de, der tr√¶ffes af k√łnsdysfori, karakteriseres som ‚Äôtransk√łnnede‚Äô og tilstanden som ‚Äôtransk√łnnethed‚Äô. Transk√łnnethed regnes ikke l√¶ngere for en sygdomstilstand, men det er muligt at s√łge l√¶gelig behandling for at komme til at ligne det foretrukne k√łn mest muligt. Transk√łnnede har ofte problematiske og smertefulde oplevelser af ikke at h√łre til noget sted. Dette giver anledning til markant h√łjere forekomster af ensomhed, angst, depressioner, selvskade, selvmordsfors√łg og andre diagnosticerbare tilstande inden for psykiatrien.[9]

Et udrednings- og behandlingstilbud i sundhedsv√¶snet til personer under 18 √•r blev etableret i 2016. Varigheden af et gennemsnitligt udredningsforl√łb er ca. 6 m√•neder og best√•r af 6‚Äď8 ambulante bes√łg. Kontakt med sundhedsv√¶senet vedr√łrende k√łnsidentitetsforhold kan groft sagt deles op i to hovedgrupper: de meget tidlige, som altid har haft en st√¶rk f√łlelse af, at k√łnsidentiteten ikke stemte overens med kroppen, og de, som f√łrst oplever k√łnsdysfori i forbindelse med pubertetens indtr√¶den. For en oversigt over det samlede antal personer henvist til sygehusv√¶senet vedr√łrende k√łnsidentitetsforhold blandt b√łrn og unge fra 0‚Äď17 √•r, henvises til denne opg√łrelse[10]:

Tabel: Antal personer henvist til sygehusv√¶senet vedr. k√łnsidentitetsforhold blandt b√łrn og unge (0-17 √•r)

Alder 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
0 år 0 0 0 0 0 0 0 0 0
1 år 0 0 0 0 0 0 0 0 0
2 år 0 0 0 0 0 0 0 0 0
3 år 0 0 0 0 0 0 0 0 0
4 år 0 0 0 0 0 0
5 år 0 0 0 0 0 0 0
6 år 0 0 0 0 0
7 år 0 0 0 0 0
8 år 0 0 0 0 0 0
9 år 0 0 0 0 0
10 år 0 0 0 0 0
11 år 0 0 0 0 6 6
12 år 0 0 0 5 5 12
13 år 0 0 0 9 9 13
14 år 11 21 20
15 år 6 6 7 8 32 47 37
16 år 7 8 9 10 13 44 38 36
17 år 13 9 13 25 35 55 35
I alt   7 27 25 30 45 136 181 158

Kilde: Landspatientregisteret version 10. juli 2020, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Opg√łrelsen er baseret p√• en af diagnosekoderne DZ768E*, DF640, DF642, DF648, DF649, DF651 registreret som henvisningsdiagnose ved kontakt (skadestuebes√łg, ambulant bes√łg eller indl√¶ggelse) til det psykiatriske eller somatiske sygehusv√¶sen. √Öret angiver √•ret for henvisningsdatoen. Tabellen indeholder en opg√łrelse for personer som henvises til minimum √©n af de tre afdelinger: “Klinik for V√¶kst og Reproduktion“, “B√łrne- og Ungdomspsykiatrisk Center” eller “Sexologisk Klinik“. Alderen henviser til personens alder ved henvisningsdatoen. Da en person godt i l√łbet af et √•r kan henvises til minimum √©n af de tre afdelinger f√łr og efter sin f√łdselsdag det p√•g√¶ldende √•r, kan √©n person godt indg√• i op til to alderstrin og tallene summerer derfor ikke n√łdvendigvis til “i alt” i tabel 1. V√¶rdier mellem 1-4 er diskretioneret og angivet med (‚Äď) og totalerne i kolonner med diskretionerede v√¶rdier er afrundet til n√¶rmeste 5.

Som det fremg√•r, har der p√• f√• √•r indfundet sig en kraftig stigning i antallet af henvisninger. Ingen ved rigtig, hvad √•rsagen er, om end der ofte peges p√• to velkendte muligheder: enten er mindre√•rige transk√łnnede, som en konsekvens af st√łrre accept og et m√•lrettet behandlingstilbud, blevet mere synlige i dag, eller ogs√• har en bredere samfundsudvikling f√łrt til, at flere er villige til, at betegne eget oplevede k√łnsubehag som dysfori eller som et tilf√¶lde af transk√łnnethed. Det synes v√¶rd at medt√¶nke, om stigningen b√łr have konsekvenser for behandlingen af sp√łrgsm√•let om en udvidelse af retten til at √¶ndre juridisk k√łn for mindre√•rige.

Med til billedet h√łrer, at udforskningen af k√łnsidentitet blandt unge synes at tage til. Der er fx et stigende antal unge, som i unders√łgelser ikke besvarer, hvilket k√łn de tilh√łrer, mens andre √łnsker at identificere sig som ikke-bin√¶r.[11] P√• f√• √•r har der indfundet sig en kraftig stigning i antallet af henvisninger til sexologiske klinikker i kombination med en tydelig stigning i antallet af henvendelser fra mindre√•rige piger. S√•ledes er der blandt 11‚Äď17-√•rige henvist 103 piger mod 38 drenge til Sexologisk Klinik under Region Hovedstadens Psykiatri. Hos Center for K√łnsidentitet under Sexologisk Center i Aalborg, som tager imod personer over 18 √•r, var der tidligere en stor overv√¶gt af m√¶nd p√• ventelisten. Nu er der en stor overv√¶gt af unge kvinder. N√¶rmere bestemt er 200 kvinder og 136 m√¶nd i alderen 18‚Äď22 √•r blevet henvist de seneste to √•r.[12]

Hvorvidt k√łnsdysfori er blivende (persistens) eller fortager sig (desistens), viser sig ofte i alderen 10-13 √•r, men kan forekomme b√•de f√łr og senere. Opf√łlgningsstudier har vist, at ca. 20 % af pr√¶pubert√¶re b√łrn, som opfylder diagnosekriterierne for k√łnsdysfori, havde et vedvarende √łnske om k√łnsbekr√¶ftende behandling.[13] I rapporten “Gennemgang af lovgivningen p√• LGBTI-omr√•det” fremh√¶ves det, at der:

I forskellige studier er angivet estimater p√• mellem 40-80 %. At et h√łjt antal ikke √łnsker eller frafalder √łnske om behandling, er imidlertid ikke det samme som fortrydelse, men snarere et tegn p√•, at observations- og udredningsforl√łb har vist, at barnets eller de unges k√łnslige uoverensstemmelse og evt. k√łnslige ubehag ikke var vedvarende, hvorfor der f√łlgelig ikke fandtes behov for sundhedsfaglig intervention. Den relativt h√łje andel, der stopper forl√łbet efter endt udredning, er desuden baggrunden for, at man fagligt anbefaler at f√łlge barnets udvikling t√¶t (“watchful waiting”” samt afvente wed igangs√¶ttelse af k√łnsmodificerende hormonbehandling, indtil puberteten indtr√¶der.[14]


K√łnsmodificerende behandling
bliver tilbudt som medicinsk behandling med hormoner. I f√łrste omgang stophormoner (ofte, men ikke p√• alle omr√•der reversibelt), og senere i form af krydshormoner (ofte irreversibelt).

Ud over tilbud om udredning og behandling, kan transk√łnnede b√łrn og unge skifte fornavn til et k√łnsneutralt eller ikke-k√łnskorrekt fornavn. Da der er en nedre aldersgr√¶nse for √¶ndringen af det juridiske k√łn, men ingen nedre gr√¶nse for
k√łnsmodificerende behandling
, kan transk√łnnede b√łrn og unge s√•ledes have et k√łnsudtryk, navn og fysisk fremtoning, der ikke stemmer overens med deres personnummer.[15]

I 2017 blev diagnosebetegnelserne √¶ndret med den specifikke begrundelse, ikke at ville patologisere identitet og for at undg√• den stigmatisering, der historisk har ramt transk√łnnede. Tidligere baserede diagnoser sig alene p√• et l√¶geligt sk√łn, mens grundlaget for udredning og behandling i dag lyder, at en person bedst selv kan f√łle, hvorvidt der foreligger k√łnsinkongruens eller ej. Den sundhedsfaglige opgave er dermed skiftet til prim√¶rt at afklare, om der foreligger k√łnsligt ubehag i en s√•dan grad, at behandling er p√•kr√¶vet eller om der er afg√łrende forhold (fx psykisk sygdom), som taler imod et terapeutisk indgreb.[16]

ARGUMENTER FOR AT V√ÜRE IM√ėDEKOMMENDE: SELVBESTEMMELSE, ANERKENDELSE OG RETTEN TIL AT BLIVE H√ėRT
Anerkendelse og inklusion
En r√¶kke institutioner og praksisser g√łr brug af det bin√¶re personnummer i forbindelse med opdelinger, f√łrste m√łder og forventninger til k√łnsadf√¶rd. En ofte anvendt begrundelse for, at muligheden for at √¶ndre juridisk k√łn b√łr udstr√¶kkes til mindre√•rige lyder, at ogs√• de formes af, hvilke holdninger de m√łdes med i hverdagen. Den manglende mulighed for b√łrn og unge under 18 √•r til at f√• foretaget √¶ndring af det juridisk k√łn, kan bl.a. bevirke, at der kan opst√• forklaringsproblemer, n√•r barnet eller den unge skal opgive sit personnummer p√• biblioteket, til l√¶ge, tandl√¶ge mv., og modtageren grundet barnets kropslige udtryk ikke mener, at barnet eller den unge opgiver et korrekt personnummer. B√łrn og unge kan generelt m√łde udfordringer i paskontrollen, p√• arbejdspladsen og blandt mennesker, der insisterer p√• at fastholde deres k√łn ud fra pas, sygesikringskort, l√łnsedler m.m., mens barnet eller den unge selv fysisk fremst√•r og h√¶vder sig som v√¶rende et andet k√łn, end dokumentet indikerer.

Et andet eksempel kan v√¶re instanser og institutioner, der benytter personnummer til inddeling eller indkaldelse af klasser, grupper m.m., s√• barnet eller den unge bliver fejlplaceret i forhold til sin k√łnsidentitet. Der kan ogs√• v√¶re tale om, at barnet eller den unge udelukkes fra foreningsliv og social interaktion med kammerater i tilf√¶lde, hvor deltagelse er k√łnsopdelt p√• baggrund af personnummer.

Der kan s√•ledes argumenteres for, at hvis der mellem den mindre√•rige og for√¶ldrene kan etableres en klarhed om en alternativ k√łnsidentitet, s√• kan det hj√¶lpe et barn eller en ung forholdsvist meget ikke at skulle l√łbe ind i en r√¶kke af disse problemer. En √¶ndring af det juridisk k√łn vil muligvis ikke skabe aldeles ro omkring og anerkendelse af en anderledes fremtoning, men det vil givetvis bidrage til at l√łse en indre konflikt hos den mindre√•rige selv. Dermed handler √¶ndring af juridisk k√łn ogs√• om selvbestemmelse og egen integritet.

Selvbestemmelse
Det forekommer rimeligt, at en 8-√•rig ikke selv kan bestemme, at hun vil f√¶rdes ude om natten, mens det at forhindre en voksen i at g√łre det ville v√¶re etisk angribeligt. Men hvordan ser det ud, hvis der er tale om en 15-√•rig? Allerede med dette lille eksempel bliver det klart, at vi ikke uden videre anser mindre√•rige for at besidde autonomi p√• samme m√•de, som voksne kan siges at g√łre. Det bliver dog ogs√• tydeligt, at det at v√¶re mindre√•rig er at v√¶re undervejs. En 15-√•rig b√łr kunne bestemme selv p√• en anden m√•de end en 8-√•rig. Endelig kan det n√¶ppe siges, at den 8-√•rige eller den 15-√•rige er moralsk mindrev√¶rdige p√• grund af deres alder. B√łrn og unges k√łnsubehag, f√łlelsesm√¶ssige investeringer og forst√•elser af, hvad der er afg√łrende vigtigt, kan n√¶ppe siges at v√¶re mindre relevante, blot fordi de er mindre√•rige.

At anskue sp√łrgsm√•let om √¶ndring af juridisk k√łn for mindre√•rige som et sp√łrgsm√•l om selvbestemmelse, √•bner s√•ledes for at mindre√•rige ‚Äď p√• en eller anden m√•de ‚Äď g√łres ligev√¶rdige, n√•r det fx g√¶lder √łnsket om personlig integritet og en sammenh√¶ng mellem selvopfattelsen, og hvordan man fremtr√¶der. At l√¶gge m√¶rke til et behov for autonomi af denne type hos mindre√•rige, synes at indeb√¶re en respekt for mindre√•riges bed√łmmelser af sig selv og deres rolle i verden. Har den 11-√•rige, eller den 14-√•rige, ikke det samme behov for at leve et liv i overensstemmelse med sig selv, som den 19-√•rige har?

Behovet for integritet og et sammenh√¶ngende selv b√łr dog sammenholdes med, at retten til selvbestemmelse ogs√• m√• afspejle en evne til selvbestemmelse. Autonomi, kan man h√¶vde, er ikke noget der uden videre besiddes, det er resultatet af en modningsproces og betegner i et vist omfang opn√•elsen af en kompetence til at beslutte ting, til at bed√łmme egne forhold og til at forst√• deres samspil med omverdenen. Man kan s√•ledes tale om et minimum af kompetence, som skal v√¶re til stede for at have evnen til selvbestemmelse. Det ville v√¶re en person der:

som minimum ser sig selv ‚Äď og sine interesser og projekter ‚Äď som noget der varer ved over tid, og som kan reflektere over sine nuv√¶rende pr√¶ferencer i lyset af hvad der er i personens egen fremtidige interesse, egne personlige v√¶rdier og hvad der fundamentalt optager personen. En s√•dan person har hvad vi kunne kalde evnen til selvbestemmelse.[17]

N√•r det drejer sig om mindre√•rige, skal retten til selvbestemmelse balanceres af, hvad der er i barnets egen interesse eller barnets tarv. Det er s√•ledes ikke urimeligt, at afvise barnets ret til selv at v√¶lge, med henvisning til en formodning om, hvad der m√•tte v√¶re i barnets sande interesse. Barnets eller den unges aktuelle √łnsker skal balanceres af et mere langsigtet perspektiv, som for√¶ldre eller myndigheder er ansvarlige for at anl√¶gge.

En s√•dan forst√•else af selvbestemmelse l√¶gger stor v√¶gt p√• personens rationelle evne til at forholde sig til fremtidige konsekvenser af en beslutning. Man kan dog h√¶vde, at for strenge krav til, hvorn√•r b√łrn og unge er tilstr√¶kkeligt i stand til at ud√łve kvalificeret selvbestemmelse, risikerer at ofre det nuv√¶rende barns √łnsker til fordel for en endnu ikke kendt fremtidig person. Man kunne endvidere argumentere for, at det s√• langt fra alene b√łr v√¶re den mindre√•riges evne til at reflektere rationelt over egen fremtid, der afg√łr graden af medbestemmelse, men at det snarere graden af s√•rbarhed, der i transk√łnnedes tilf√¶lde giver dem retten til b√•de at komme med og udleve vurderinger om egen k√łnslige identitet.

Man b√łr s√•ledes overveje balancen mellem p√• den ene side den skade, som mindre√•rige med k√łnsdysfori kan lide ved ikke fuldt ud at forst√• konsekvenserne af at √¶ndre sit juridisk k√łn for sit fremtidige selv, og den skade, som den mindre√•rige her og nu vil lide ved ikke at blive tilstr√¶kkeligt respekteret som en selvst√¶ndig moralsk person.[18]

Endelig skal det m√•ske tilf√łjes, at de etiske sp√łrgsm√•l om mindre√•riges selvbestemmelse ofte opst√•r ud af n√łd. B√łrn kan blive tvunget, af omst√¶ndigheder de ikke selv er herre over, til at skulle medvirke i store beslutninger om egen sundhed og krop, fx i tilf√¶lde af leuk√¶mi, hvor piger skal medvirke til at tage stilling til nedfrysningen af egne
√¶ggestokke og drenge af egen s√¶d, eller i tilf√¶lde af skilsmisse, hvor b√łrn skal h√łres og dermed tage stilling til hvilken for√¶lder, man foretr√¶kker at bo hos. Der er tale om sv√¶re valg, som er p√•tvungne af ydre omst√¶ndigheder, men n√•r det nu ikke kan v√¶re anderledes, betragtes det stadig som et gode, at b√łrn bliver h√łrt og er med til at tage stilling til disse vanskelige sp√łrgsm√•l.

Retten til at blive h√łrt
FN‚Äôs B√łrnekonvention indeholder en r√¶kke grundl√¶ggende principper om ikke-diskrimination (artikel 2), om barnets bedste (artikel 3), om retten til livet (artikel 6), og om retten til at blive h√łrt (artikel 12), som alle i sig selv udg√łr selvst√¶ndige rettigheder for mindre√•rige. B√łrnekonventionens artikel 12 har til form√•l overordnet at fremh√¶ve, at b√•de for√¶ldre og myndigheder i forhold vedr√łrende barnet, skal tage hensyn til barnets egne synspunkter alt efter barnets alder og modenhed.[19]

Der er dog stor forskel p√•, hvad det vil sige, at blive h√łrt p√• en alderssvarende m√•de. Man kan have medindflydelse i familien, hvor barnets ideer og holdninger kan inddrages, lige fra k√łbet af en bil til langt st√łrre ting. Man kan have retten til at sige fra og dermed opleve at kunne g√• egne veje. Sammenlignet med disse to er retten til selvbestemmelse en anderledes avanceret ting.

Der findes en r√¶kke eksempler p√•, at mindre√•rige udfolder en stigende grad af selvbestemmelse i takt med alderen. For eksempel kan et barn, der er fyldt 10 √•r, anmode Familieretshuset om at indkalde for√¶ldrene til et m√łde om for√¶ldremyndigheden, barnets bop√¶l eller samv√¶r. Barnet har en egen initiativret til at g√łre for√¶ldrene opm√¶rksomme p√• sine √łnsker i de situationer, hvor for√¶ldrene ikke s√łrger for at finde l√łsninger, der er hensigtsm√¶ssige for barnet. St√łrre b√łrn p√• 15 √•r kan i visse forhold endda r√•de p√• egen h√•nd. Fx i sundhedslovens ¬ß 17, hvor personer, der er fyldt 15 √•r, kan give informeret samtykke til behandling. I tilf√¶lde af uenighed mellem for√¶ldrene og den unge, er kompetencen til at samtykke endegyldigt lagt hos den unge.[20]

ARGUMENTER FOR AT VÆRE TILBAGEHOLDENDE: NORMER, MODNING OG RUMMELIGHED
Det forekommer v√¶sentligt at overveje en evt. lovgivnings samspil med samfundets bredere normer for k√łn, og hvad der kan t√¶nkes at v√¶re i barnets eller den unges interesse. Samfundet af i dag er mere √•bent over for eksperimenter med livsstil og k√łnsidentitet. Det √•bner for sp√łrgsm√•let om, hvor meget oplevet k√łnsubehag blandt mindre√•rige der skyldes samfundets manglende anerkendelse af gr√¶nses√łgende k√łnsadf√¶rd. Man kan her argumentere for, at en √¶ndring af det juridiske k√łn n√¶ppe l√łser alle de problemer, som mindre√•rige kan opleve, og som har sin grund i fordomme om k√łnsroller.

Man kan s√•ledes argumentere for vigtigheden af, at der for mindre√•rige, som oplever k√łnsubehag, er rummelige normer for, hvad det vil sige at v√¶re dreng og pige, og at voksne kan rumme afvigelser fra normen, dvs. form√•r at reagere positivt p√• afs√łgninger af gr√¶nserne for k√łnnet, uden at b√łrn og unge f√łler sig forkerte.

Endvidere kan man argumentere for, at dette er vigtigere for mindre√•rige, end det er at f√• den juridiske mulighed for at √¶ndre sit k√łn. Der er forskel p√• at udvise rummelighed og s√• at tilbyde en √¶ndring af det juridiske k√łn, og det er vigtigt at videreudvikle samfundets muligheder for at v√¶re rummelige over for mindre√•riges k√łnsidentiteter, f√łrend man tilbyder et valg. B√łrn og unge b√łr forst√•s som undervejs i at opbygge en social forst√•else og en forst√•else af sig selv. Sammenlignet med kompleksiteterne i denne modningsproces, og sammenlignet med den n√¶vnte √•benhed over for mere eksperimenterende livsstile, kan det at skulle v√¶lge mellem to k√łn forekomme restringeret. Man kan sp√łrge, hvorfor b√łrn eller unge skal presses til et bin√¶rt valg. Er det ikke vigtigere at blive h√łrt i forbindelse med tvivl, usikkerhed og k√łnsubehag, end at blive tilbudt et valg mellem to k√łn? Sp√łrgsm√•let er, om mindre√•rige risikerer at p√•tvinges en valgsituation, som ikke er en naturlig f√łlge af et oplevet k√łnsubehag.

Omvendt b√łr muligheden for at √¶ndre det juridiske k√łn muligvis anskues som en del af en unders√łgende, selvdannende periode i livet, og derfor som et v√¶rdifuldt redskab i b√łrn og unges k√łnsidentitetsafklaring. Netop fordi b√łrn og unge er undervejs i at opbygge en social forst√•else og en forst√•else af sig selv, kan det at v√¶lge en k√łnsidentitet m√•ske v√¶re en hj√¶lp for de, der lider af k√łnsdysfori.

At v√¶re et stort barn eller ung i dag kan beskrives som et omfattende refleksivt projekt: ‚ÄôEr jeg den jeg burde v√¶re?‚Äô Den intensiverede ‚Äôforholden-sig‚Äô for moderne b√łrn og unge bidrager til, at tvivlen omkring egen identitet bliver desto mere grundl√¶ggende. Med adgangen til at √¶ndre juridisk k√łn risikeres der at s√¶tte yderligere fokus p√• en tvivl i forbindelse med k√łnsidentitet. Mere skeptisk kan man sp√łrge, om ikke muligheden for at √¶ndre juridisk k√łn som led i en selvdannelse, kan risikere at forst√¶rke bin√¶re konklusioner blandt s√•rbare og umodne unge. Valget som mulighed kan friste til en overdreven konklusion, i faser hvor k√łnsidentiteten modnes og er under udvikling ud fra devisen: ‚ÄôHvis man har problener wed at passe ind blandt piger, m√• det v√¶re fordi man ikke er pige‚Äô.

Sp√łrgsm√•let er s√•ledes, hvorvidt mindre√•rige evner at sondre mellem k√łnsdysfori og almindelig usikkerhed? Puberteten kan v√¶re en foranderlig tid med store s√•rbarheder. Meget skal l√¶res, og hvordan sikres det, at en beslutning om juridisk k√łnsskifte er udtryk for klarhed og ikke en forvirret reaktion p√• fx homoseksualitet, mobning, misbrug eller andet?

Endelig kan man argumentere for, at debatten om muligheden for at √¶ndre juridisk k√łn, er pr√¶get af en for stor lethed i omgangen med k√łn. Givet den store uenighed p√• omr√•det, b√łr man muligvis udvise en st√łrre forsigtighed, n√•r det g√¶lder √¶ndringen af det f√łdselstildelte k√łn (det k√łn der konstateres ved f√łdslen og derefter tildeles det nyf√łdte barn) og det oplevede k√łn. Er k√łnsidentitet virkelig s√• let udskiftelig en sag?
Burde man ikke have en st√łrre respekt for, at k√łnsidentitet er st√¶rkt influeret af biologi og dermed en langsom og meget gradvis udvikling, som f√łrst modnes sent?
At udvise forsigtighed n√•r det drejer sig om b√łrn og unges udvikling, er ogs√• at beskytte dem mod afpr√łvninger og eksperimenter p√• en baggrund af usikker viden.

Noter
  1. [Retur] Regeringen: “Frihed til forskellighed: styrkede rettigheder og muligheder for LGBTI-personer“, 22. august 2020, s. 9-11.
    https://fvm.dk/fileadmin/user_upload/MFVM/Ligestilling/lgbt_publikation_skaermlaesbar.pdf
  2. [Retur] Kaltiala-Heino, Riittakerttu et.al. (2018): “Gender dysphoria in adolescence: currect perspectives” in Adolescent Health, Medicine and Therapeutics 2018: 9, s. 32.
  3. [Retur] “Lov om √¶ndring af lov om Det Centrale Personregister”, LOV nr 752 af 25/06/2014
  4. [Retur] “Rapport fra ardejdsgruppen om juridisk k√łnsskifte“. Justitsministeriet, 27. fedruar 2014.
    https://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2014/
    Rapport%20om%20juridisk%20k%C3%B8nsskifte.pdf
  5. [Retur] “Rapport fra ardejdsgruppen om juridisk k√łnsskifte“, s. 32.
  6. [Retur] Social- og Indenrigsministeriet har i perioden fra den 1. september 2014 til den 31. august 2019 modtaget 1247 ans√łgninger om juridisk k√łnsskifte og meddelt nyt personnummer i 948 sager. Forskellen mellem de to tal er f√łrst og fremmest udtryk for ans√łgere, som afventer udl√łbet af refleksionsperioden. I samme periode har man i 24 sager gentildelt en person vedkommendes oprindelige personnummer, dvs. annulleret afg√łrelsen om juridisk k√łnsskifte som f√łlge af, at det juridiske k√łnsskifte er fortrudt. ‚ÄĚGennemgang af lovgivningen p√• LGBTI-omr√•det‚ÄĚ. Milj√ł- og F√łdevareministeriet, 20. august 2020, s. 93
  7. [Retur] “Gennemgang af lovgivningen p√• LGBTI-omr√•det“. Milj√ł- og F√łdevareministeriet, 20. august 2020, s. 103.
  8. [Retur] Frisch, Morten et.al. (2019): Sex i Danmark. N√łgletal fra Projekt Sexus 2017-2018, s. 281. https://files.projektsexus.dk/2019-10-26_SEXUS-rapport_2017-2018.
  9. [Retur] Frisch, Morten et.al. (2019): Sex i Danmark. N√łgletal fra Projekt Sexus 2017-2018, s. 747-754.
    https://files.projektsexus.dk/2019-10-26_SEXUS-rapport_2017-2018
    Becerra-Culqui, T.A.; Liu Y.; Nash R. et al. (2018): “Mental Health of Transgender and Gender Nonconforming Youth Compared With Their Peers” in Pediatrics 2018;141(5).
  10. [Retur] “Gennemgang af lovgivningen p√• LGBTI-omr√•det“. Milj√ł- og F√łdevareministeriet, 20. august 2020, s. 91.
  11. [Retur] Fris√©n, Louise; S√∂der, Olle & Rydelius, Per-Anders (2017): ‚ÄĚKraftig √∂kning av k√∂nsdysfori bland barn och unga‚ÄĚ i L√§kartidningen 9-10/2017.
  12. [Retur] “Langt flere piger end drenge √łnsker k√łnsskifte. I forskningen har de kort sagt ingen anelse om hvorfor”. Information, 16. januar 2021.
  13. [Retur] Kaltiala-Heino, Riittakerttu et.al. (2018): “Gender dysphoria in adolescence: current perspectives” in Adolescent Health, Medicine and Therapeutics 2018: 9, s. 33.
  14. [Retur] “Gennemgang af lovgivningen p√• LGBTI-omr√•det“. Milj√ł- og F√łdevareministeriet, 20. august 2020, s. 91.
    https ://mfvm .dk/ fileadmin/user_upload/MFVM/Ligestilling/Gennemgang_af_lovgivning_paa_LGBTI-omraadet_august_2020
    [Ny url: https://bm.dk/media/15701/gennemgang_af_lovgivning_paa_lgbti-omraadet_august_2020.pdf. 8. marts 2021. Tina Thranesen]
  15. [Retur] “Gennemgang af lovgivningen p√• LGBTI-omr√•det“. Milj√ł- og F√łdevareministeriet, 20. august 2020, s. 89.
  16. [Retur] Et eksempel p√• denne udvikling er, at diagnosen “DF640 Transseksualisme” er blevet erstattet af behandlingskoden ‚ÄĚDZ768E1 Kontakt pga. transk√łnnethed” og at diagnosen “DF649 K√łnsidentitetsforstyrrelse UNS (uden n√¶rmere specifikation)”, er blevet erstattet af behandlingskoden “DZ768E4 Kontakt pga. k√łnsidentitetsforhold UNS”.
  17. [Retur] Wiesemann, Claudia (2016): Moral Equality, Bioethics, and the Child. Springer, s. 21.
  18. [Retur] Wiesemann, Claudia (2016): Moral Equality, Bioethics, and the Child. Springer, s. 21.
  19. [Retur] “Gennemgang af lovgivningen p√• LGBTI-omr√•det“. Milj√ł- og F√łdevareministeriet, 20. august 2020, s. 100.
  20. [Retur] “Gennemgang af lovgivningen p√• LGBTI-omr√•det“. Milj√ł- og F√łdevareministeriet, 20. august 2020, s. 87-88.

* * *
Folketingets journal vedr. udtalelsen fra Det Etiske Råd.
Udtalelsen fra Det Etiske Råd i pdf-format hos Folketinget.
Udtalelsen i pdf-format hos Det Etiske Råd.