Mandlig fysioterapeut (transvestit) udsat for forskelsbehandling pga. k√łn, da han ikke m√•tte g√• feminint kl√¶dt. Ligebehandlingsn√¶vet, KEN nr. 9631 af 5. april 2017.

Vist 168 gange.

Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsnævnet. J. nr. 2016-6810-33077.
En mandlig fysioterapeut (transvestit) oplyste i for√•ret 2015 afdelingens oversygeplejerske om, at han √łnskede at g√• mere feminint kl√¶dt. Afdelingen havde ingen s√¶rlige uniformeringsregler, og det blev aftalt, at fysioterapeuten m√•tte pr√łve sig frem med ballerinasko og diskret make-up.
Efter sommeren besluttede ledelsen, at fysioterapeuten ikke længere måtte gå feminint klædt på grund af reaktioner fra patienterne.
Fysioterapeutens √łnske om en feminin p√•kl√¶dning blev p√• ny afvist i for√•ret 2016.
Efterf√łlgende indf√łrte afdelingen et bekl√¶dningsdirektiv, der var ens for alle.

N√¶vnet vurderede, at fysioterapeuten var udsat for direkte forskelsbehandling p√• grund af k√łn i forbindelse med beslutningen om, at han ikke m√•tte g√• feminint kl√¶dt og fik medhold i denne del af klagen.
Da ledelsen havde udvist im√łdekommenhed over for fysioterapeuten, fik han ingen godtg√łrelse.
Han havde ikke p√•vist faktiske omst√¶ndigheder, der tydede p√• forskelsbehandling i anledning af det indf√łrte bekl√¶dningsdirektiv og fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Ligebehandlingsn√¶vnets afg√łrelse
Beslutningen om, at klager ikke måtte gå feminint klædt i forbindelse med sit arbejde som fysioterapeut var i strid med ligebehandlingsloven.

Sagsfremstilling
Klager er ansat som fysioterapeut i den indklagede region. Han er tilknyttet et smertecenter på et af regionens sygehuse.

Klager henvendte sig i for√•ret 2015 til afdelingens oversygeplejerske og oplyste, at han var transvestit og √łnskede at kl√¶de sig mere feminint.

Det fremg√•r af referat fra et m√łde den 21. marts 2016 mellem klager og oversygeplejersken, at det som f√łlge af klagers henvendelse i for√•ret 2015 blev aftalt, at klager m√•tte fors√łge sig frem. Det blev konkret aftalt, at klager m√•tte b√¶re ballerinasko, men ikke h√łje h√¶le, da dette ikke var i overensstemmelse med uniformsetiketten. Klager m√•tte b√¶re diskret make-up, men ikke ‚ÄĚaften make-up‚ÄĚ, og kjoler m√•tte vente, til de havde gjort sig nogle erfaringer. Det fremg√•r ogs√• af referatet, at personalet ikke bar uniform, da uniform p√• smertecentret, der fungerede som et ambulatorium, kunne v√¶re en barriere i kontakten med patienterne. Medarbejdernes p√•kl√¶dning m√•tte dog ikke forstyrre relationen og kontakten med patienterne.

If√łlge referatet fik afdelingsledelsen hen over sommeren og sensommeren 2015 adskillige henvendelser fra klagers kolleger om klagers p√•kl√¶dning, s√¶rligt om en bekymring p√• patienternes vegne og konkrete observationer af patienternes reaktioner. Afdelingsledelsen besluttede derfor, at klager ikke l√¶ngere m√•tte v√¶re feminint p√•kl√¶dt. If√łlge referatet p√•virkede denne beslutning klager st√¶rkt, og han f√łlte sig svigtet af sine kolleger.

Klager anmodede if√łlge referatet om en ny dr√łftelse af sin p√•kl√¶dning. Oversygeplejersken afviste p√• vegne af afdelingsledelsen dette, da p√•kl√¶dningen i afdelingen generelt skulle v√¶re neutral og ikke i vejen for etablering af den professionelle kontakt og relationen til patienten.

Den 12. april 2016 kom klager med bem√¶rkninger til referatet. Han oplyste, at det ikke p√• m√łdet blev n√¶vnt, at der havde v√¶ret adskillige henvendelser fra kolleger, og at oversygeplejersken derimod svarede nej til, at det konkret havde noget med kollegerne at g√łre. Klager anf√łrte ogs√•, at der heller ikke blev sagt noget om observation af konkrete reaktioner fra patienter, hvilket klager heller ikke tidligere var blevet forelagt, eller at der var modtaget klager.

Klager bem√¶rkede, at han p√• m√łdet den 21. marts 2016 oplyste, at han √•bent havde talt med patienterne om sin p√•kl√¶dning, og at han ikke havde modtaget negative tilbagemeldinger. Hertil havde oversygeplejersken if√łlge klager udtalt, at man ikke kunne regne med, at patienterne talte sandt, og at de ikke havde et valg om at g√• andre steder hen. If√łlge klager oplyste oversygeplejersken ogs√• p√• m√łdet, at p√•kl√¶dningen p√• smertecentret ikke m√•tte v√¶re anderledes for at undg√• at flytte fokus, og hun henviste til en situation med en anden fagperson, der i efter√•ret 2015 havde en ‚ÄĚanderledes‚ÄĚ p√•kl√¶dning, og hvor der ligeledes opstod en anstrengt/m√¶rkelig situation.

Det fremg√•r af oversygeplejerskens kommentarer af 19. april 2016, at fastholdelsen af beslutningen over for klager ikke skete af hensyn til de √łvrige medarbejdere, og at afdelingsledelsen havde fastholdt beslutningen uden inddragelse af andre parter end HR. I forhold til klagers beskrivelse af oversygeplejerskens bem√¶rkning om patienterne, pr√¶ciserede hun, at hun p√• m√łdet oplyste, at p√•kl√¶dningen skulle v√¶re neutral og ikke m√•tte v√¶re i vejen for relationen mellem patienter og fagprofessionelle.

Efterf√łlgende indf√łrte indklagede krav om arbejdst√łj p√• smertecentret. Det fremg√•r af udateret uniformsetikette/bekl√¶dningsdirektiv:

‚ÄĚBaggrund: Smertecentret er et atypisk afsnit i An√¶stesiologisk Afdeling, hvor der har v√¶ret s√¶dvane for (uskreven regel), at personalet ikke var uniformeret. Afdelingsledelsen er blevet gjort opm√¶rksom p√•, at vores hidtidige instruktioner vedr√łrende p√•kl√¶dning i Smertecentret har v√¶ret diskriminerende. Dette √łnsker vi naturligvis at rette op p√•, og vi vil samtidig gerne bruge denne lejlighed til, at profilere Smertecentret via uniformeringen, og skabe tydelighed i forhold til hvem er personale og hvem er patient / p√•r√łrende. Indf√łrelsen af dette sker i to step. Step 1 skal fjerne diskriminationen nu og her, og indf√łres fra uge 21, og Step 2 skal profilere Smertecentret og skabe ensartethed.

Formålet med uniformsetiketten: den fagprofessionelles fremtoning må ikke virke forstyrrende eller dominerende i relationen med patienten, jf. [sygehus] værdisæt

Step 1: Personale, som manuelt h√•ndterer patienter (fysiske unders√łgelser) er uniformeret (l√¶ger og fysioterapeuter). Det √łvrige personale forts√¶tter med privat t√łj frem til indf√łrelse af Step 2. For l√¶gernes vedkommende kan det v√¶re kittel over privat t√łj, alternativ overdel i kombination med private bukser. For fysioterapeuternes vedkommende er institutionsuniformen “bl√• bukser og hvid overdel”.

Step 2: Der indk√łbes ca. 5 stk. T-shirts til alle medarbejdere med logo for Smertecentret, som kan b√¶res til neutrale, lange bukser. Dette vil fremstille det tv√¶rfaglige team som en ensartet gruppe.

√ėvrige elementer af uniformeringen:
  • Fodt√łj skal v√¶re fladt og praktisk / uden h√¶l og praktisk
  • Smykker: ingen h√•ndb√•rne smykker, og i √łvrigt diskrete smykker i forhold til √łrer og hals
  • Make-up: diskret make-up‚ÄĚ

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 27. juni 2016.

Parternes bemærkninger

Klager g√łr g√¶ldende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling p√• grund af k√łn i forbindelse med indklagedes reaktion p√• hans √łnske om at kl√¶de sig mere feminint.

Forskelsbehandlingen fandt sted ved ledelsens beslutning om, at klager m√•tte vente med at g√• i kjoler, at klager m√•tte oph√łre med at g√• feminint kl√¶dt, og at der skulle indf√łres et uniformskrav. Klager √łnsker godtg√łrelse, som passende kan fasts√¶ttes til 30.000 kr. efter praksis.

Klager er ikke enig i, at der ved m√łdet i april 2015 var en f√¶lles forst√•else af, at klager ikke m√•tte g√• i kjole. Det var en ledelsesm√¶ssig beslutning. Det er heller ikke afg√łrende, om der forel√• en f√¶lles forst√•else, da der er tale om forskelsbehandling, uanset om der forel√• en aftale eller et ledelsesm√¶ssigt p√•bud.

Ved indklagedes brede formulering af kravet, blev klager pålagt en særlig byrde og begrænsning i sin personlige fremtoning, da han selv skulle fortolke, hvad der anses for at være feminin påklædning.

Der var ingen aftale eller ledelsesudstedte retningslinjer for kvindelige medarbejderes brug af kjoler eller feminin p√•kl√¶dning. Klager er dermed blevet forskelsbehandlet p√• grund af sit k√łn.

Indklagedes beslutning over for klager blev truffet på grundlag af en stereotyp opfattelse af, hvad der anses for at være feminin og maskulin påklædning.

P√• et m√łde den 2. juli 2015 traf indklagede beslutning om, at klager m√•tte oph√łre med at g√• feminint kl√¶dt, da indklagede havde f√•et adskillige henvendelser fra klagers kolleger, og da klagers p√•kl√¶dning kunne forstyrre relationen mellem ham selv og patienter.

Klager fors√łgte at indordne sig efter indklagedes beslutning, indtil han anmodede om et opf√łlgende m√łde om p√•kl√¶dningen. Klagers tillidsrepr√¶sentant, der deltog i m√łdet den 21. marts 2016 som klagers bisidder, anf√łrte, at indklagedes beslutning var i strid med menneskerettighederne. Indklagede fastholdt, at klagers p√•kl√¶dning skulle v√¶re neutral og ikke feminin. Der fandtes fortsat ingen nedskrevne retningslinjer for personalets p√•kl√¶dning.

Klager bestrider ikke, at kolleger havde observeret noget, de ville kalde uhensigtsm√¶ssige reaktioner fra patienter, eller at patienter kan have bedt om at blive flyttet til en anden behandler. Det er dog uklart, om patienternes eventuelle √łnsker skyldtes klagers p√•kl√¶dning, og hvorn√•r en overl√¶ge har modtaget henvendelser fra patienter om at f√• en anden behandler.

Der findes ingen dokumentation for, at klagers påklædning har forstyrret relationen mellem ham og patienterne, og at hans faglighed derved led skade. Hvis relationen var blevet skadet, skyldes det forhold hos patienten og ikke klager.

Patientens specifikke √łnsker til, hvordan en behandler g√•r kl√¶dt eller i √łvrigt fremtr√¶der, er ikke et sagligt hensyn, der g√•r forud for personalets ret til ikke at blive forskelsbehandlet. Klager henviser til dav√¶rende indenrigs- og sundhedsministers svar af 22. februar 2011 p√• ¬ß 20-sp√łrgsm√•l [1a]. Det fremg√•r af ministerens svar, at patienten har ret til behandling, men ikke til at v√¶lge blandt sundhedspersonalet p√• en konkret afdeling. Det fremg√•r ogs√•, at hvis en patient n√¶gter at modtage behandling af en bestemt sundhedsperson, skal patienten s√• vidt muligt henvises til en anden behandler, hvis der er tale om akut sygdom. Hvis der ikke er tale om akut sygdom, har personalet ikke pligt til at fors√łge at omorganisere arbejdet, og hospitalet m√• henvise patienten til et andet sygehus efter reglerne om frit sygehusvalg.

Indenrigs- og sundhedsministeren skelner s√•ledes mellem patientens rimeligt begrundede √łnsker til ikke at modtage behandling af en bestemt sundhedsperson, og patientens urimelige √łnsker hertil. Den omst√¶ndighed, at en sundhedsperson b√¶rer bestemte religi√łse eller politiske symboler er ikke if√łlge ministerens svar en rimelig grund til at afvise behandling.

Et √łnske om ikke at blive behandlet af en mand, der g√•r feminint kl√¶dt, kan ikke anses for at v√¶re en rimelig begrundelse for at afvise at blive behandlet, p√• samme m√•de, som det ikke er en rimelig begrundelse at afvise at blive behandlet af en person, der b√¶rer bestemte politiske eller religi√łse symboler.

Hygiejnereglerne er ikke relevante i klagers situation, da klagers √łnske om at g√• mere feminint kl√¶dt ikke i sig selv udg√łr et hygiejneproblem. Kjoler og feminin p√•kl√¶dning kan ikke i sig selv v√¶re et hygiejneproblem, og et forbud imod dette vil s√•ledes ikke have hjemmel i lokale retningslinjer for hygiejne.

Et generelt forbud mod, at mandligt sundhedspersonale ikl√¶der sig kjoler eller feminin p√•kl√¶dning, har heller ikke hjemmel i sundhedslovgivningen. Det fremg√•r af sundhedslovens ¬ß 3, at regionerne har ansvaret for, at sundhedsv√¶snet stiller en befolkningsrettet indsats vedr√łrende forebyggelse og sundhedsfremme samt behandling af den enkelte patient til r√•dighed. Feminin p√•kl√¶dning kan ikke v√¶re en hindring for, at indklagede kan tilbyde en befolkningsrettet indsats vedr√łrende forebyggelse, sundhedsfremme og behandling.

Der er heller ikke andre steder i sundhedslovgivningen bel√¶g for, at sundhedspersoners p√•kl√¶dning i sig selv udg√łr en hindring for at opfylde sine forpligtelser. Det fremg√•r fx af autorisationslovens ¬ß 17, at en autoriseret sundhedsperson har pligt til at handle samvittighedsfuldt og med omhu. Dette retter sig alene mod personalets faglige handlinger og fasts√¶tter ingen begr√¶nsninger eller s√¶rligt ansvar i forhold til den fysiske fremtoning.

Det uniformskrav, der blev indf√łrt med bekl√¶dningsdirektivet, medf√łrte ens uniformer for begge k√łn, at medarbejderne skal b√¶re praktiske sko, og at medarbejderne alene m√• v√¶re if√łrt en let make-up. Indklagede anf√łrte ved et m√łde med klagers faglige organisation den 17. maj 2016, at det ikke l√¶ngere var n√łdvendigt at opretholde et krav om, at klager ikke m√•tte v√¶re feminint kl√¶dt.

Klager har noteret sig indklagedes bem√¶rkning om, at baggrunden for at indf√łre bekl√¶dningsdirektivet i smertecentret var et √łnske om at im√łdeg√• klagers p√•stand om, at der fandt forskelsbehandling sted. Det er klagers opfattelse, at uniformskravet alene blev indf√łrt med henblik p√• at undg√•, at klager kan g√• feminint p√•kl√¶dt, hvorfor der er tale om ulovlig forskelsbehandling. Forskelsbehandlingen er ikke objektivt begrundet i saglige form√•l.

Indklagede g√łr g√¶ldende, at klager ikke har v√¶ret udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Da klager henvendte sig i april 2015 og oplyste, at han var transvestit, var indklagede positivt indstillet over for klagers √łnske om at kl√¶de sig i overensstemmelse med sin seksualitet. Beslutningen om, at klager skulle vente med at g√• i kjoler, var udtryk for en f√¶lles forst√•else mellem parterne og ikke en ensidig beslutning fra indklagedes side. Dette underbygges af, at klager ikke bestred formuleringen herom i referat fra m√łde den 21. marts 2016 i forbindelse med fremsendelse af referatet.

Hvis n√¶vnet finder, at det er afg√łrende for sagens udfald, hvorvidt der var en f√¶lles forst√•else p√• m√łdet i april 2015, b√łr sagen afvises med henblik p√• parts- og vidneforklaringer.

Indklagede præciserede, at rammerne for civil påklædning fortsat var, at påklædningen ikke måtte forstyrre relationen og kontakten mellem patienten og den fagprofessionelle. Indklagede var ikke afvisende over for, at klager på sigt kunne gå klædt i kjoler under de nævnte forudsætninger. Der har ikke været tale om et generelt forbud mod, at mandligt sundhedspersonale iklæder sig kjoler eller feminin påklædning.

Indklagede har en uniformsetikette og retningslinjer for uniformshygiejne, herunder brug af arbejdsdragter mv. Kravene til arbejdsdragter var fraveget for smertecentret for at nedbryde barrieren mellem patient og den fagprofessionelle. Det var en foruds√¶tning, at medarbejdernes civile p√•kl√¶dning ikke skabte nye barrierer, og at medarbejdernes private p√•kl√¶dning overholdt den √łvrige uniformshygiejne. P√• grund af hygiejnen m√• medarbejderne ikke have neglelak p√• eller b√¶re smykker p√• h√¶nder og underarme. Derudover skal medarbejderne anvende fornuftige arbejdssko. Retningslinjerne om uniformshygiejne er relevant og g√¶ldende for klager, da klager varetager arbejdsopgaver, hvor der er krav om at udf√łre h√•ndhygiejne.

I perioden april-juli 2015 modtog afdelingsledelsen en række henvendelser fra kolleger, der var bekymrede på patienternes vegne, og som havde observeret uhensigtsmæssige reaktioner fra patienter.

Indklagede blev af hensyn til patienterne n√łdt til at reagere, og afdelingsledelsen traf i starten af juli 2015 beslutning om, at klager ikke l√¶ngere kunne g√• feminint kl√¶dt.

Ledelsen blev ogs√• bekendt med, at en af overl√¶gerne havde modtaget henvendelser fra flere patienter efter endt konsultation hos klager. Patienterne fremsatte √łnske om at blive overflyttet til en anden behandler p√• grund af klagers fremtoning. √ėnskerne var p√• linje med kollegernes observationer begrundet i klagers fremtoning.

Flere kolleger kan afgive vidneforklaringer om deres observationer og patienternes √łnske om en anden behandler.

De reaktioner, som overl√¶gen modtog, bekr√¶fter indklagede i, at beslutningen truffet i juli 2015 var n√łdvendig og hensigtsm√¶ssig. Det er muligt at inddrage dette forhold uanset, at det f√łrst kom til afdelingsledelsens kendskab efter, at beslutningen var truffet. Indklagede henviser til principperne i Vestre Landsrets dom af 3. juli 2015 om berettigelsen af arbejdsgivers bortvisning af en medarbejder.

Der var alene en anden fysioterapeut ansat ud over klager p√• smertecentret, og det ville v√¶re driftsm√¶ssigt vanskeligt at omorganisere arbejdet, hvor flytning af patienter kunne v√¶re muligt. Indklagede er enig i, at patienterne som udgangspunkt ikke kan frav√¶lge en behandler. Der bliver alene flyttet patienter mellem behandlerne, hvis det er begrundet i de faglige kompetencer, som de hver is√¶r besidder. Indenrigs- og sundhedsministeren bekr√¶fter i svaret p√• ¬ß 20-sp√łrgsm√•let [1b], at det f√łrst og fremmest er en ledelsesm√¶ssig opgave at l√łse den slags konflikter.

Klager anmodede om et nyt m√łde i marts 2016. Indklagede afviste at √¶ndre beslutningen, idet p√•kl√¶dningen ikke skulle st√• i vejen for etablering af den professionelle kontakt og relationen mellem patient og behandler.

If√łlge mail af 12. april 2016 havde klager inddraget flere patienter i en dr√łftelse af sin p√•kl√¶dning, hvilket bekr√¶fter indklagede i, at relationen mellem patienten og klager havde v√¶ret forstyrret. Klager brugte s√•ledes patienternes behandlingstid p√• at dr√łfte sin p√•kl√¶dning. Det kan derudover ikke forventes, at patienter √łnsker at blive inddraget i denne problemstilling, n√•r der henses til det afh√¶ngighedsforhold, der er uundv√¶rligt mellem en patient og en behandler. Det har haft betydning for klagers faglighed, at han inddrog patienterne i sp√łrgsm√•let om sin fremtoning.

Indklagedes beslutning i juli 2015 var begrundet i et sagligt form√•l, idet medarbejdernes p√•kl√¶dning ikke m√• forstyrre relationen mellem patienten og den fagprofessionelle. Hensynet til patienterne g√•r forud for klagers √łnsker til p√•kl√¶dning mv., da patienternes behov og krav p√• behandling i trygge rammer er afg√łrende, ligesom det er af afg√łrende betydning, at den fagprofessionelle i alle henseender udtrykker den n√łdvendige autoritet, herunder gennem sin p√•kl√¶dning. Indklagede m√•tte konstatere, at klagers p√•kl√¶dning ikke i tilstr√¶kkelig grad var tillidsskabende, og forbuddet mod feminin p√•kl√¶dning fra juli 2015-maj 2016 var n√łdvendig og hensigtsm√¶ssig.

Afdelingsledelsen havde en l√łbende forpligtelse til at vurdere, om baggrunden for fravigelsen af kravet til arbejdsdragter fortsat var til stede, da der var tale om en undtagelse for smertecentret. Da fravigelse af kravet var begrundet i et fors√łg p√• at nedbryde barriere mellem personalet og patienterne, var patienternes reaktioner p√• klagers p√•kl√¶dning et v√¶sentligt element ved vurderingen af, om fravigelsen fortsat skulle g√¶lde.

Indklagede oplyste ved en skriftlig orientering den 20. maj 2016 og p√• et efterf√łlgende personalem√łde den 26. maj 2016, at fysioterapeuterne og l√¶gerne igen skulle anvende arbejdsdragter, hvilket blev taget i brug den 30. maj 2016. I f√łrste omgang var det alene det personale, der har ber√łring med patienter, der skulle b√¶re arbejdsdragter. N√•r der var indk√łbt ensartede T-shirts til alle medarbejderne, ville hele personalet b√¶re disse.

Samtidig blev det pr√¶ciseret, at det ikke l√¶ngere var n√łdvendigt at opretholde kravet om, at klager ikke m√•tte g√• feminint kl√¶dt. Klagers fremtoning er i dag underlagt samme begr√¶nsninger som sine kolleger, og han g√•r med ballerinaer, hvilket er i overensstemmelse med retningslinjerne for uniformshygiejnen, samt let make-up.

Baggrunden for beslutningen om at genindf√łre arbejdsdragter var, at indklagede √łnskede at im√łdeg√• klagers p√•stand om, at der fandt forskelsbehandling sted, og at afdelingsledelsen √łnskede at profilere smertecentret samt skabe tydelighed i forhold til, hvem der er personale, og hvem, der er patient og p√•r√łrende.

Det er ikke korrekt, at genindf√łrelsen af uniformering prim√¶rt var begrundet i at im√łdeg√• klagers p√•stand om forskelsbehandling. Allerede forud for klagers henvendelse om sin p√•kl√¶dning var der en dr√łftelse af, om den civile p√•kl√¶dning nedbr√łd barrieren mellem patient og den fagprofessionelle, da patientens tillid til den fagprofessionelle kan styrkes gennem arbejdsdragten, der udtrykker professionalisme og trov√¶rdighed i behandlingen.

Beslutningen om at genindf√łre arbejdsdragter er i tr√•d med Ligebehandlingsn√¶vnets afg√łrelse af 4. september 2013 (j.nr. 7100584-12) [2].

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsn√¶vnet, finder n√¶vnet det ikke n√łdvendigt for sagens afg√łrelse, at der f√łres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningsp√•stand tages derfor ikke til f√łlge.

Ligebehandlingsn√¶vnet behandler klager over forskelsbehandling p√• grund af k√łn efter lov om ligebehandling af m√¶nd og kvinder med hensyn til besk√¶ftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, n√•r en person p√• grund af k√łn behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af det ene k√łn ringere end personer af det andet k√łn, medmindre den p√•g√¶ldende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt form√•l, og midlerne til at opn√• det er hensigtsm√¶ssige og n√łdvendige.

I smertecentret, hvor klager arbejdede, var der frem til maj 2016 ikke et krav om, at personalet skulle b√¶re arbejdsuniform. Der var heller ikke specifikke retningslinjer for, hvilken civil p√•kl√¶dning personalet m√•tte b√¶re udover, at p√•kl√¶dningen skulle opfylde hygiejnereglerne. Dette gjaldt uanset k√łn.

Klager blev ved indklagedes beslutning om, at han ikke m√•tte kl√¶de sig feminint, stillet ringere end en kvindelig medarbejder i tilsvarende situation, da der ikke var truffet beslutning om kvindelige medarbejderes p√•kl√¶dning. Indklagedes beslutning var efter det oplyste begrundet i hensynet til patienterne. N√¶vnet l√¶gger til grund, at patienternes reaktion over for klager alene rettede sig mod det forhold, at han som mand gik i t√łj, der traditionelt b√¶res af kvinder.

P√• denne baggrund vurderer n√¶vnet, at klager har v√¶ret udsat for direkte forskelsbehandling p√• grund af sit k√łn.

Klager får derfor medhold i denne del af klagen.

Klager har ikke p√•vist faktiske omst√¶ndigheder, der tyder p√•, at han i anledning af det indf√łrte bekl√¶dningsdirektiv har v√¶ret udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling p√• grund af k√łn.

N√¶vnet har lagt v√¶gt p√•, at indklagede med virkning fra 30. maj 2016 indf√łrte ens regler for, hvordan mandlige og kvindelige ansatte skal g√• kl√¶dt, og at klager p√• lige vilk√•r med kvindelige ansatte kan if√łre sig feminint fodt√łj og diskret make-up, hvis det overholder bekl√¶dningsdirektivet.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Uanset den kr√¶nkelse klager har eller m√•tte have oplevet, har indklagede udvist im√łdekommenhed over for klager. N√¶vnet vurderer derfor, at der ikke er grundlag for at tilkende klager godtg√łrelse.

Retsregler
Afg√łrelsen er truffet efter f√łlgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
  • ¬ß 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om n√¶vnets kompetence
  • ¬ß 8, n√¶vnets afvisning af klagen
  • ¬ß 9, stk. 1, om klagebehandling
  • ¬ß 12, stk. 1, om klagebehandling

  • ¬ß 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesomr√•de
  • ¬ß 4 om forbud mod forskelsbehandling
  • ¬ß 14, om godtg√łrelse
  • ¬ß 16 a om delt bevisbyrde

* * *
Kendelsen fra Ligebehandlingsnævnet hos Retsinformation.

Noter af Tina Thranesen.
  1. [Retur 1a] [Retur 1b] Det n√¶vnte ¬ß 20-sp√łrgsm√•l
    ¬ß 20-sp√łrgsm√•l S 1136. Om sundhedspersonale med symboler. Stillet den 10. februar 2011 af Liselott Blixt (DF) til indenrigs- og sundhedsmister, Bertel Haarder, der svarede den 22. februar 2011.
    Folketingets journal vedr. sp√łrgsm√•let.
    Skriftlig begrundelse for sp√łrgsm√•let hos Folketinget i pdf-format.
    Svaret hos Folketinget i pdf-format.

    I svaret henvises der også til besvarelse af:
    ¬ß 20-sp√łrgsm√•l S 261. Om l√¶ger og andet sundhedspersonale, der via deres bekl√¶dning udstr√•ler religi√łs dogmatisme. Stillet den 27. oktober 2010 af Liselott Blixt (DF) til indenrigs- og sundhedsmister, Bertel Haarder, der svarede den 4. november 2010.
    Folketingets journal vedr. sp√łrgsm√•let.
    Skriftlig begrundelse for sp√łrgsm√•let hos Folketinget i pdf-format.
    Svaret hos Folketinget i pdf-format.

  2. [Retur 2] Den n√¶vnte afg√łrelse af 4. september 2013
    Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at en kvindelig sygeplejerske i et f√¶ngsel blev anmodet om, at bruge kittel. Indklagede gjorde g√¶ldende, at klager bar kjoler s√• korte, at der var opst√•et en direkte sikkerhedsrisiko. N√¶vnet fandt, at indklagedes anmodning over for klager derfor var begrundet i et legitimt form√•l, og at p√•l√¶gget om at b√¶re kittel, ikke gik l√¶ngere end hvad der var hensigtsm√¶ssigt og n√łdvendigt.
    Klager fik derfor ikke medhold.
    Afg√łrelsen hos Retsinformation.