Vist 60 gange.
14 NOV 2023
PROCESBEVILLINGSNÆVNET
Om betydningen af juridisk kønsskifte i forbindelse med afsoningsforhold.
Procesbevillingsnævnet har den 9. november 2023 meddelt en person tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 24. maj 2023 (BS-9354/2022).
Personen, som var diagnosticeret med Klinefelters syndrom (et ekstra x-kromosom), identificerede sig som kvinde og havde i 2015 fået juridisk kønsskifte, men ikke en kønsskifteoperation.
Personen var i 1990 blevet idømt forvaring for voldtægt af særlig farlig karakter begået mod en kvinde. Efter at personen i 2009 var blevet prøveløsladt, begik personen i 2010 et væbnet røveri. Forvaringsdommen fra 1990 blev i den forbindelse ophævet, og personen blev idømt en ny forvaringsdom.
Personen anlagde i 2019 sag mod fængslet og Direktoratet for Kriminalforsorgen navnlig med anerkendelsespåstande om, at personen under sit fængselsophold ikke skulle nøgenvisiteres eller afgive urinprøve i nærvær af mandligt personale, som ikke var sundhedspersonale, og at personen ikke skulle placeres på en afdeling for mænd. Derudover havde personen nedlagt en betalingspåstand om godtgørelse på 80.000 kr.
Byretten frifandt i det væsentligste fængslet og Direktoratet for Kriminalforsorgen
Byretten lagde til grund, at personen havde det biologiske køn ”mand”, og fandt vedrørende påstandene om visitation og urinprøveaflæggelse, at der ved ordet ”køn” i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6[1], henvistes til biologisk køn, og at det med indførelsen af muligheden for juridisk kønsskifte ikke havde været hensigten at ændre på definitionen af ”køn” i anden lovgivning.
For så vidt angik påstanden om afdelingsplacering fandt byretten, at dette beroede på en sikkerhedsmæssig vurdering og på baggrund af et skøn, der måtte udøves af det fængsel, hvor den indsatte var placeret. På baggrund af en besvarelse fra Retslægerådet fandt byretten, at risikoen for nye overgreb var lille, uden at det dog kunne udelukkes. På baggrund af den af fængslet foretagne konkrete sikkerhedsvurdering fandt byretten, at der ikke forelå et fornødent sikkert grundlag for at tilsidesætte fængslets afgørelse om afdelingsplacering.
Byretten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at antage, at personen blev udsat for systematiske visitationer, der ikke var i forbindelse med besøg og udgang, eller at personen blev behandlet anderledes end de øvrige indsatte i forbindelse med gennemførelsen af visitationerne.
Byretten gav personen medhold i en påstand vedrørende tiltaleform i overensstemmelse med det juridiske køn og frifandt i øvrigt fængslet og Direktoratet for Kriminalforsorgen med henvisning til, at der ikke forelå en krænkelse, der kunne give anledning til godtgørelse eller erstatning.
Landsretten stadfæstede byrettens dom
Landsretten fandt, at ”køn” i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6[2], som udgangspunkt måtte forstås og skulle anvendes i overensstemmelse med en persons biologiske køn. Et juridisk kønsskifte i medfør af CPR-loven kunne derfor ikke i sig selv føre til, at en person i relation til straffuldbyrdelsesloven skulle betragtes som kvinde og ikke som mand. Landsretten fandt endvidere, at det måtte bero på en konkret og aktuel vurdering, om det ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8[3] at placere en person, der juridisk havde skiftet køn, på en afdeling svarende til personens biologiske køn.
I forhold til spørgsmålet om afdelingsplacering lagde landsretten ligesom byretten til grund, at placeringen måtte ske efter et skøn og på baggrund af en sikkerhedsmæssig vurdering af den indsatte. På baggrund af oplysningerne om den af personen begåede kriminalitet, lagde landsretten til grund, at personen var farlig, og at personen herefter udgjorde en ikke ubetydelig sikkerhedsmæssig risiko for de kvindelige indsatte. Da afdelingsplaceringen således ikke var funderet i en manglende retlig anerkendelse af personens juridiske kønsidentitet, men derimod beroede på en sikkerhedsmæssig afvejning, der lå inden for rammerne af artikel 8, stk. 2[4], fandt landsretten, at afdelingsplaceringen ikke udgjorde en krænkelse af personens rettigheder efter artikel 8[5].
For så vidt angik nøgenvisitationer og urinprøveaflæggelse tiltrådte landsretten, at de foretagne visitationer eller urinprøveaflæggelser ikke var sket i strid med straffuldbyrdelsesloven, og at det forhold, at visitationer blev foretaget af mandligt fængselspersonale, ikke i sig selv udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3[6].
Landsretten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at antage, at formålet med nøgenvisitationerne af personen ikke havde været sikkerhedsmæssigt begrundet, eller at personen havde været undergivet nøgenvisitation i videre omfang eller på mere indgribende måde end øvrige indsatte, ligesom visitationerne ikke vurderedes at have indebåret en nedværdigende behandling i strid med artikel 3.
Vedrørende urinprøveaflæggelse under opsyn af mandligt fængselspersonale lagde landsretten til grund, at der alene havde været tale om ganske få tilfælde, ligesom der ikke var oplyst om omstændigheder i forbindelse hermed, der havde karakter af nedværdigende behandling. Landsretten fandt på den baggrund, at de foretagne urinprøveaflæggelser heller ikke havde haft et omfang eller en karakter, der udgjorde en krænkelse af artikel 3.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/36053.
* * *
Procesbevillingsnævnets meddelelse om tilladelse til anke til Højesteret.
- [Retur til 1] [Retur til 2] Straffuldbyrdelsesloven – Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
§ 60. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages, herunder,
[…]
Stk. 6. Undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte. Dette gælder dog ikke for sundhedspersonale. - [Retur til 3] [Retur til 5] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Artikel 8
Ret til respekt for privatliv og familieliv
1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
[Retur til 4] 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed. - [Retur til 6] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Artikel 3
Forbud mod tortur
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.