Vielse af to personer af samme k√łn er lovlig, afgjorde H√łjesteret den 23. marts 2017.

Vist 259 gange.

H√łjesteret
H√łjesteret
H√łjesteret afsagde den 23. marts 2017 dom om, at vielse af to personer af samme k√łn er lovlig.
Det har stor betydning for LGBT-personer.

Sagen blev anlagt af seks personer (John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen) mod Kirkeministeren og Social- og Indenrigsministeren.
Baggrunden for sagen var, at de seks personer fandt, at vedtagelsen af lovforslag L 106, der √¶ndrede √¶gteskabsloven og muliggjorde √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn og bekendtg√łrelse om autorisation af ritualer for vielse og kirkelig velsignelse af borgerligt indg√•et √¶gteskab mellem to af samme k√łn, var ulovlige.

Sagen startede ved K√łbenhavns Byret, der den 23. marts 2016 henviste sagen til behandling ved √ėstre Landsret.
√ėstre Landsret afsagde den 28. juni 2016 dom om, at lov√¶ndringen og bekendtg√łrelsen var lovlige.
De fem personer ankede sagen til H√łjesteret.
H√łjesteret stadf√¶stede den 23. marts 2017 dommen afsagt af √ėstre Landsret og bestemte, at de fem personer solidarisk skulle betale i alt 100.000 kr. i sagsomkostninger til Kirkeministeren
og B√łrne- og Socialministeren.

B√•de √ėstre Landsret og H√łjesteret har dermed fastsl√•et, at √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn er lovligt, og at det ogs√• er lovligt, at to personer af samme k√łn kan blive gift i kirken, samt at to personer af samme k√łn, der har indg√•et borgerligt √¶gteskab, kan f√• deres √¶gteskab kirkeligt velsignet.

* * *
H√łjesteret offentliggjorde den 23. marts 2007 f√łlgende meddelelse/resum√© om dommen.

Om reglerne om vielse af to personer af samme k√łn er i strid med grundloven

√Ügteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet √¶gteskab mellem to personer af forskelligt k√łn, blev ved en lov√¶ndring i 2012 √¶ndret, s√• den ogs√• fandt anvendelse p√• √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn. Der blev i forl√¶ngelse af loven bl.a. vedtaget en kongelig resolution, som fastsatte ritualer for vielse af to personer af samme k√łn.

Sp√łrgsm√•let i sagen var, om √¶ndringerne, for s√• vidt angik bemyndigelsen til, at pr√¶ster i den danske folkekirke kan vie to personer af samme k√łn, var ugyldige som f√łlge af bestemmelser i grundloven, en forfatningsretlig s√¶dvane eller Den Europ√¶iske Menneskerettighedskonventions regler om bl.a. religionsfrihed.

H√łjesteret bem√¶rkede, at folkekirken i henhold til grundloven hviler p√• et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt sk√łn med hensyn til, hvilke gr√¶nser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag s√¶tter for en s√•dan regulering.

H√łjesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsides√¶tte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemf√łrte ordning, der gav mulighed for indg√•else af √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn ved en pr√¶st i den danske folkekirke, l√• inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundloven.

H√łjesteret fandt desuden, at der ikke forel√• en retss√¶dvane som begr√¶nsede lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold. √Ündringerne var endelig ikke i strid med grundlovens eller Den Europ√¶iske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om tros- og religionsfrihed.

H√łjesteret stadf√¶stede herefter landsrettens dom.

* * *
√ėstre Landsrets dom i sagen afsagt den 28. juni 2016.

D O M

Afsagt den 28. juni 2016 af √ėstre Landsrets 16. afdeling
(landsdommerne Michael Kistrup, Malou Kragh Halling og Nikolaj Aar√ł-Hansen).

16. afd. nr. B-713-15:

1) John Hejlesen
2) Inger Kristensen
3) Edvind Kristensen
4) Mogens Skibsted
5) Gert Grube
6) Arne Heilsen
Biintervenient: Foreningen med Grundlov skal land bygges (advokat Nikolaj Nikolajsen for alle)

mod

1) Kirkeministeren
2) Social- og Indenrigsministeren (tidligere Ministeren for B√łrn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold) (Kammeradvokaten v/advokat Sune Fugleholm for begge)

Denne sag, der er anlagt ved K√łbenhavns Byret, er ved kendelse af 23. marts 2016 henvist til behandling ved √ėstre Landsret i medf√łr af retsplejelovens ¬ß 226, stk. 1.

Sags√łgerne har nedlagt f√łlgende p√•stande:
  1. Kirkeministeren tilpligtes at anerkende, at den af kirkeministeren udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for 2 personer af samme k√łn er ugyldig.
  2. Social- og Indenrigsministeren tilpligtes at anerkende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 (√Ügteskab mellem to personer af samme k√łn) om √¶ndring af lov om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning, lov om √¶gteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om oph√¶velse af lov om registreret partnerskab, er ugyldig for s√• vidt ang√•r den i loven iboende bemyndigelse til pr√¶ster i den danske folkekirke til at indstifte et √¶gteskab for to personer af samme k√łn.

De sags√łgte har p√•st√•et frifindelse.

Sagsfremstilling
Denne sag vedr√łrer pr√łvelse af, om lov nr. 532 af 12. juni 2012 om √¶ndring af lov om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning, lov om √¶gteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om oph√¶velse af lov om registreret partnerskab (√Ügteskab mellem to personer af samme k√łn), er i strid med grundlovens ¬ß¬ß 4 og 66, i det omfang loven giver pr√¶ster i folkekirken kompetence til at foretage vielse mellem to personer af samme k√łn. Sagen vedr√łrer endvidere pr√łvelse af, om den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme k√łn er i overensstemmelse med grundlovens ¬ß¬ß 4 og 66.

√Ügteskab som betegnelse har indtil indf√łrelsen af mulighed for vielse mellem to personer af samme k√łn i juni 2012 v√¶ret forbeholdt vielse af par af forskelligt k√łn.

Ved lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab fik to personer af samme k√łn mulighed for at indg√• registreret partnerskab med retsvirkninger, der i vidt omfang svarede til retsvirkningerne af √¶gteskab.

Registreret partnerskab kunne dog i modsætning til ægteskab ikke indgås ved en kirkelig handling, men kun ved en borgerlig handling. Muligheden for at indgå registreret partnerskab blev ophævet i juni 2012.

Siden 1997 har registrerede par haft mulighed for at få en gudstjenestelig markering i forbindelse med registreringen af deres partnerskab, og siden 2005 har Folkekirken haft et vejledende ritual for velsignelse af registrerede partnerskaber, som blev udarbejdet af 7 af folkekirkens biskopper.

I april 2010 nedsatte den dav√¶rende kirkeminister et udvalg for at belyse, hvordan folkekirken burde forholde sig til √łnsket om, at partnerskab mellem to personer af samme k√łn skulle kunne indg√•s ved en kirkelig handling. De dav√¶rende biskopper afgav alle h√łringssvar om rapporten.

Af Kirkeministeriets referat af et bispesamråd den 8. december 2011 fremgår blandt andet:

‚ÄĚAd 1. Regeringsbeslutningen
Ministeren b√łd velkommen og konstaterede, at baggrunden for samr√•det var, at regeringen har besluttet, at homoseksuelle fremover skal kunne indg√• √¶gteskab.
Formålet med samrådet var at få afstemt forventninger til det videre arbejde.

Ministeren understregede, at regeringens beslutninger handler om det civilretlige:
hvad der skal stå i lovgivningen. Regeringens beslutninger handler ikke om indholdet af ritualer.

Ministeren opsummerede situationen med hensyn til ritualer:

  • Udvalget om folkekirken og registreret partnerskab skitserede i sin rapport forslag til ritualer til brug ved henholdsvis velsignelse og indg√•else af partnerskab. Udvalgets forslag blev derefter af en arbejdsgruppe suppleret med forslag til b√łnner og tekstl√¶sninger. B√•de i udvalget og i arbejdsgruppen deltog biskopper i arbejdet.
  • Efter anmodning fra Per Stig M√łller forholdt biskopperne sig til ritualforslagene. Tilbagemeldingen i august og igen ved samr√•d den 14. november var, at forslagene var et godt grundlag, og et tilsagn fra biskopperne om at g√• ind i arbejdet med den endelige justering, n√•r Folketinget har afklaret det juridiske grundlag, som folkekirken skal handle p√•.

Ministeren konstaterede, at regeringen har afklaret sin holdning til det juridiske grundlag. Han var klar over, at der blandt biskopperne er forskellige holdninger til det, der er blevet resultatet af denne afklaring. Men han udtrykte h√•b, om at biskopperne fortsat st√•r ved tilsagnet om at g√• ind i arbejdet med at f√¶rdigg√łre ritualerne.

Karsten Nissen pegede p√•, at da biskopperne sagde ja til det videre arbejde med ritualerne, l√• det i luften, at tilsp√łrgslen skulle handle om livsf√¶ller. Han kunne ikke g√• ind for at stifte et homoseksuelt √¶gteskab i kirken. Det er ikke kun et sp√łrgsm√•l om en sproglig term, men om at √¶gteskab mellem mand og kvinde er bibelsk begrundet.

Lise-Lotte Rebel fastholdt, at hun og Steen Skovsgaard af teologiske grund ikke √łnsker et ritual.

Peter Skov-Jakobsen mente, at biskopperne må tage debatten om de teologiske holdninger internt. Biskopperne må arbejde med ritualet, til de er enige. To-tre biskopper er imod ritualer, men har tilkendegivet, at de ikke vil modsætte sig, at der udarbejdes ritualer.

Elisabeth Dons Christensen var blevet chokeret, da hun h√łrte om regeringens beslutning. Men biskopperne skal selvf√łlgelig arbejde videre med ritualer, s√• langt samvittigheden kan b√¶re.

Der blev tilkendegivet forskellige holdninger til hvilke ord, der b√łr bruges i ritualet.

Malene Vestergaard orienterede om gyldighedsbetingelserne for en vielse i henhold til ægteskabslovens § 20, stk. 2.

Karsten Nissen bad om en pause i m√łdet.

Efter pausen foreslog Karsten Nissen, at ministeren efter m√łdet kan sige: at biskopperne vil gerne samarbejde ‚Äď ministeren og biskopperne erkender, at √¶gteskab og partnerskab er to forskellige ordninger med hver sin ret ‚Äď at biskopperne gerne vil komme med et ritual p√• den baggrund.

Flere biskopper tilkendegav, at de ikke var enige i Karsten Nissens opfattelse af ægteskab og partnerskab.

Efter meningsudveksling om dette præsenterede ministeren biskopperne for et udkast til de meldinger, som ministeren ville give til medierne efter samrådet.

Udkastet blev dr√łftet, og der blev enighed om f√łlgende formulering af konklusionerne p√• samr√•det:

  • Regeringen har besluttet, at par af samme k√łn kan indg√• √¶gteskab. Biskopperne konstaterer, at det er Folketingets kompetence at bestemme den juridiske betegnelse for parforhold mellem to af samme k√łn.
  • Der er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forst√•else af henholdsvis √¶gteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme k√łn.
    Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet på at indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af ritualer.
  • Det er fortsat regeringens plan at frems√¶tte de n√łdvendige forslag til lov√¶ndringer efter nyt√•r.
  • Biskopperne har tilkendegivet, at deres arbejde med ritualforslag vil v√¶re afsluttet, s√• ritualet kan v√¶re klar til brug, n√•r Folketinget har afsluttet sit arbejde med lovgivningen.‚ÄĚ

Forud for frems√¶ttelsen af lovforslaget bag den omtvistede √¶ndringslov afgav biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, et h√łringssvar af 20. februar 2012 til et udkast hertil.
Heraf fremgår blandt andet:

‚Ä̂Ķ
Som det fremgår af nedenstående kan jeg ikke anbefale lovforslaget.
Jeg fastholder mit synspunkt, som kom til udtryk i min udtalelse af den 20. september 2010 til rapporten ‚ÄĚFolkekirken og registreret partnerskab‚ÄĚ ‚Äď hvor jeg blandt andet skrev:
Jeg kan … hverken gå ind for rapportens forslag til ritual for kirkelig velsignelse af registreret partnerskab eller for ritualet for indgåelse af partnerskab, og konstaterer som sagt med glæde, at det af et enigt udvalg betragtes som et legitimt synspunkt indenfor folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Samtidig vil jeg g√łre opm√¶rksom p√• udtalelsen fra bispem√łdet den 13. april 2010, hvor der st√•r flg.:

‚ÄĚBiskopperne konstaterer, at der i folketinget og i den danske befolkning er et flertal for, at der skal v√¶re en ligestilling imellem hetero- og homoseksuelle par.
Efter biskoppernes opfattelse er folkekirkens stilling til dette sp√łrgsm√•l, og den praksis folkekirken skal f√łlge, imidlertid et indre kirkeligt anliggende. Folketinget er folkekirkens lovgivende forsamling, og har folketinget lovgivet s√•ledes, at √¶gteskabet skal v√¶re for s√•vel hetero- som homoseksuelle par, er folkekirken forpligtet til efterf√łlgende at udarbejde ritualer der g√łr dette muligt.

Her skal jer understrege, at foruds√¶tningen for ovenn√¶vnte udtalelse var en forst√•else fra mine bispekollegers side for, at undertegnede af samvittighedsgrunde hverken kunne eller ville bidrage til det efterf√łlgende udvalgsarbejde, ligesom jeg heller ikke kan eller vil v√¶re med til udformningen eller autoriseringen af et evt. kommende ritual.

I lovforslaget st√•r der, at det ikke har milj√łm√¶ssige konsekvenser. Det er sikkert rigtigt. Men til geng√¶ld mener jeg ikke, at det i tilstr√¶kkeligt omfang og i overbevisende grad er blevet godtgjort, at en sidestilling af √¶gteskab mellem to personer af forskelligt k√łn og to personer af samme k√łn ikke har bekendelsesm√¶ssige konsekvenser.

Til slut skal jeg tillade mig at gentage min opfordring fra mit h√łringssvar af den 20. september 2010:

Som sagt er jeg overbevist om, at rapportens forslag n√¶ppe vil kunne tilgodese folketingets flertal, hvilket da ogs√• fremg√•r allerede i Kristeligt Dagblad den 16.9., hvor toneangivende politikere udtrykker skuffelse over rapportens konklusioner. Derfor vil jeg til slut opfordre kirkeministeren til at overveje ‚Äď i tilf√¶lde af at en eventuel folketingsbeslutning skulle g√łre det muligt at indg√• registreret partnerskab/vielse i kirken ‚Äď om det overhovedet er n√łdvendigt at udarbejde et fuldt og f√¶rdigt autoriseret ritual. Vielsesritualet/erne kunne efter min mening udm√¶rket stilles frit for pr√¶sterne, ligesom f.eks. begravelsesritualet, hvor kun jordp√•kastelsesordene er autoriseret. Det mener jeg ville kunne v√¶re en b√•de mindelig, rimelig og ordentlig l√łsning p√• et vanskeligt sp√łrgsm√•l.‚ÄĚ

Endvidere afgav biskoppen over Helsing√łr Stift, Lise-Lotte Rebel, den 20. februar 2012 et h√łringssvar. Heri hedder det blandt andet:

‚ÄĚIndledning
I forl√¶ngelse af vedtagelsen af lov om registrerede parforhold 1989 har sp√łrgsm√•let om folkekirkens forhold hertil flere gange v√¶ret genstand h√łringer og udtalelser. De danske biskopper tog stilling i en udtalelse fra 1997, hvori biskopperne, bl.a. undertegnede, betoner √¶gteskabet bibelske begrundelse og institutionelle karakter. Dette udelukkede imidlertid ikke, at indg√•else af registrerede parforhold kunne g√łres til genstand for en kirkelig markering eller fejring, hvilket biskopperne var enige om at anbefale. Senere, i forbindelse med kommissionsarbejde og efterf√łlgende h√łring 2010 om et eventuelt ritual for registrerede parforhold, blev distinktionen mellem √¶gteskab og en kirkelig ceremoniel markering af et indg√•et registreret parforhold ogs√• fastholdt af flertallet i kommissionen.

I overensstemmelse med biskoppernes udtalelse fra 1997 har der i samtlige stifter været muligheder for kirkelig markering af indgåelse af registreret parforhold ved en særgudstjeneste eller anden form for kirkelig ceremoni. Det er en mulighed, som et antal homoseksuelle par har benyttet sig af.

Disse hidtidige diskussioner, biskoppelige udtalelser, kommissionsarbejdet, h√łringer og kirkelige arrangementer i forbindelse med indg√•else af registreret parforhold har s√•ledes alle haft deres prim√¶re baggrund i √łnsket om en rituel eller ceremoniel markering af et borgerligt indg√•et parforhold. Samtidig har h√łringssvar og et flertal i kommissionen fastholdt, at √¶gteskabet som historisk, kulturel og teologisk bestemt institution blev ladt uantastet.

Lovforslaget
Af det tilsendte Udkast fremg√•r af bem√¶rkningerne s 3, at lovforslaget delvist √łnsker at udm√łnte et punkt i regeringsgrundlaget, hvori det hedder: Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken ‚Äď uanset deres seksuelle orientering. Regeringen vil derfor fjerne forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken og i √łvrigt unders√łge yderligere tiltag i retningen (sic) af en k√łnsneutral √¶gteskabslovgivning.

Det fremgår ikke, hvad der tænkes på med udtrykket ’forbuddet mod vielser af homoseksuelle i folkekirken’. Jeg er ikke bekendt med eksistensen af et sådant forbud. Hvad der menes må vel være, at et ægteskab efter hidtidig retlig og kirkelig praksis består af et forhold mellem en mand og en kvinde, hvorfor en vielse af et homoseksuelt par af indlysende årsager ikke har kunnet finde sted i kirken, ligesom det heller ikke har kunnet finde sted på rådhuset.

S√• meget synes dog at v√¶re klart, at der i regeringsgrundlaget f√łrst og fremmest t√¶nkes p√• mulighederne for en kirkelig vielse– dvs. p√• ceremonielle fejring ved √¶gteskabs (eller parforholds?) indg√•else.

I det konkrete forslag, ‚Äôudm√łntningen‚Äô, hedder det s. 4: Det overordnede form√•l med lovforslaget er at give personer af samme k√łn mulighed for at indg√• √¶gteskab. I forhold til den g√¶ldende retstilstand f√•r personer af samme k√łn mulighed for at indg√• √¶gteskab ved en kirkelig handling i stedet for som i dag at kunne indg√• registreret partnerskab ved en borgerlig handling.

Hermed udtrykker regeringen et ejerskab til folkekirken og dens liturgiske praksis, if√łlge hvilken et ‚Äôoverordnet form√•l‚Äô af politisk-moralsk karakter s√łges gennemf√łrt blandt andet med den folkekirkelige ritualpraksis som instrument.
Samtidig indf√łres en skelnen mellem rettighederne hos borgerne, alt efter hvilket religi√łst trossamfund de m√•tte tilslutte sig. Lovens intentioner kommer ikke til at udstr√¶kke sig til at omfatte f.eks. medlemmer af Islamisk trossamfund, Den romersk-katolske kirke, Mormonkirken og andre trossamfund. Med √łnsket om at skabe lighed mellem mennesker med forskellig seksuel orientering indf√łrer lovforslaget s√•ledes en helt ny forskel mellem menneskers rettigheder, beroende p√• kirketilh√łrsforhold.

Dette problem udspringer af, at landets politiske ledelse i denne sag optr√¶der som indehaver af ejerskabet til folkekirken, mens andre trossamfund behandles som autonome i deres trosgrundlag og liturgiske praksis. Samtidig kortsluttes ved denne tilgang de ‚Äôindre‚Äô linjer i den g√¶ngse folkekirkelige beslutningsproces, og de folkekirkelige embeder s√łges bragt i spil som led i den ‚Äôoverordnede‚Äô politiskmoralske agendas ‚Äôudm√łntning‚Äô.

…

Om ægteskabet teologi
√Ügteskabet er netop i dets egenskab af social og kulturel institution, der i vor kulturkreds omfatter et forhold mellem en mand og en kvinde, genstand for en specifik teologisk og kirkelig bestemmelse. Denne forst√•else har konfessionel karakter, idet en evangelisk-luthersk kirke forvalter et √¶gteskabssyn, der markant adskiller sig fra andre trossamfunds og religioners forst√•else. Et eventuelt Indgreb i den evangelisk-lutherske kirkes √¶gteskabsteologi og vielsespraksis ber√łrer s√•ledes potentielt kirkens konfessionelle identitet. Dette har vide konsekvenser ogs√• for folkekirkens √łkumeniske og religionsretlige forhold.

I mit h√łringssvar af dec. 2010 i forbindelse med den tidligere kirkeministerielle h√łring har jeg redegjort for nogle hovedtr√¶k i denne teologisk motiverede og kirkeligt g√¶ldende forst√•else af √¶gteskabet. Dette skal ikke gentages her. Men jeg g√łr opm√¶rksom p√• f√łlgende:

  1. Reformatoren Martin Luther h√¶vdede med v√¶gt, at netop √¶gteskabet verdslige karakter, dvs. √¶gteskabet som social og kulturel ordning p√• samfundsm√¶ssigt plan, er genstand for en ganske s√¶rlig teologisk og kirkelig bestemmelse. I Kirkeministeriets Bet√¶nkning nr. 943 D√•b og Brudevielse af 1983, s 62, gengives dette synspunkt pr√¶cist og loyalt bl.a. i f√łlgende s√¶tning:
    ‚ÄôLuther siger p√• den ene side, at √¶gteskabet er en verdslig stand, p√• den anden side, at det har Guds ord for sig, at det ikke er opdigtet eller stiftet af mennesker.‚Äô Dette er hovedbegrundelsen for, at en luthersk kirke overhovedet besk√¶ftiger sig med en ‚Äôverdslig ting‚Äô, som √¶gteskabet er. Hvis ikke denne teologiske begrundelse fastholdes, s√• er det ingenlunde givet p√• luthersk grund, at √¶gteskabet som institution overhovedet ville ang√• kirken. I s√• fald ville √¶gteskabet kunne betragtes p√• lige fod med andre samfundsinstitutioner, som kirken ikke har adkomst til at forholde sig til gennem p√•mindelse om Skriftens ord, med forb√łn og forkyndelse. Fjernes eller negligeres denne begrundelse, s√• forandres med andre ord kirkens rolle ved √¶gteskabs indg√•else fra at udtrykke en strengt teologisk begrundet kirkelig praksis. I stedet tildeles kirken rollen som en institution, der garnerer menneskelivet med religi√łse ceremonier alt efter behov og tilskyndelse.
  2. Denne lutherske forståelse af ægteskabet er forudsat og indskrevet i folkekirkens bekendelsesskrifter. Den forudsættes således i Luthers lille katekismus, og den er direkte udtalt i Den Augsburgske Konfessions artikler 16, 23 og 27.
    Allerede herved m√• √¶gteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde formelt siges at have en status, som g√łr, at disse konfessionelle bestemmelser ikke uden videre kan forbig√•s i en aktuel stillingtagen til sp√łrgsm√•l vedr√łrende folkekirke og √¶gteskab. Folkekirken har aldrig p√• officielt plan tilbagekaldt eller problematiseret denne √¶gteskabsteologi, men h√¶vder den tv√¶rtimod aktuelt i sin liturgiske praksis (pkt. 3), hvorfor der intet grundlag er, for ikke stadig at anse den som h√łrende til folkekirkens l√¶re.
  3. Denne lutherske forst√•else kan ikke blot betragtes som et historisk relikt, der er uden gyldighed i nutiden. En gennemgang af de senest autoriserede liturgiske b√łger (Ritualbog 1992, Alterbog 1992, Salmebog 2002) dokumenterer entydigt, at den lutherske √¶gteskabsforst√•else er indskrevet i og foruds√¶ttes uantastet som aktuelt g√¶ldende ogs√• i nuv√¶rende kirkelig praksis.
    1. Ritualbogen. Flere af de skriftsteder, som Martin Luther brugte til at fortolke √¶gteskabet med teologisk, og som begrunder, hvorfor kirken overhovedet har et anliggende i forhold til den borgerlige ordning, som √¶gteskabet grundl√¶ggende er, genfindes s√•ledes i det nug√¶ldende √¶gteskabsritual. Med tydelig reference til 1. Mosebogs skabelsesberetning hedder det i b√łnnen for √¶gteparret: ‚ÄôAlm√¶gtig Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i √¶gteskab og velsignede dem‚Äô. I slutningskollekten takker vi Gud ‚Äôfor √¶gteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os.‚Äô Alterbogen g√łr med sine formuleringer en klart konfessionelt defineret forst√•else af √¶gteskabet som en verdslig stand, ‚Äôder har Guds ord for sig‚Äô og som omfatter en mand og en kvinde, g√¶ldende. Det er en teologisk forst√•else, som adskiller sig markant b√•de fra andre kristne kirkesamfunds √¶gteskabsteologi og andre religi√łse traditioner. F.eks. anser den Romerskkatolske kirke √¶gteskabet for at v√¶re et sakramente, mens biblicistiske kirkesamfund ser det som en religi√łst kvalificeret samlivsform.
      Lutherdommen ser det som en social institution, der er forordnet til samfundets og menneskets bedste, det omfatter en mand og en kvinde, og det er velsignet af Gud selv.
    2. Salmebogen. I salmebogens vielsessalmer fastholdes den samme forståelse af ægteskabet, hvilket er genstand for menighedens taknemmelighed og lovprisning. Således rummer en af de salmer, som kom ind i salmebogen ved den seneste revision i 2002, og som har opnået en betydelig folkelig accept, en klar forkyndelse, når det hedder med allusion til skabelsesberetningen: ’I blev skabt som mand og kvinde.’ DDS 706
    3. Alterbogen. Siden Peder Palladius i 1550 udgav lutherske kollekter til s√łndagsgudstjenesten, har disse kollekter v√¶ret medvirkende til at fastholde den anden s√łndag i Hellig Tre Kongertiden som ‚Äô√¶gteskabets s√łndag‚Äô. Gennem √•rhundreder har der p√• denne s√łndag v√¶ret pr√¶diket og forkyndt om √¶gteskabet som en af Gud velsignet ordning. Trods utallige revisioner fastholder alterbogen stadig p√• denne s√łndag i indgangskollekten b√łnnen: ‚ÄôVi takker dig, fordi du n√•digt har skabt os som mand og kvinde og lader os h√łre sammen i √¶gteskab.‚Äô

    I dette h√łringssvar g√łr jeg s√•ledes g√¶ldende, at folkekirken som evangeliskluthersk kirke har en vel defineret og konfessionelt bestemt teologi og aktuel kirkelig liturgisk praksis vedr√łrende √¶gteskabet. S√•ledes har det forholdt sig lige siden den lutherske reformation blev gennemf√łrt i Danmark, hvor konsekvenserne heraf blev trukket i form af kirkelige og liturgiske bestemmelser.
    √Ügteskabsforst√•elsen kan ikke betragtes som noget, der blot ang√•r fortidige bestemmelser, s√•ledes at disse eventuelt skulle kunne tilsides√¶ttes med henvisning til tidernes skiften. Det kan heller ikke betragtes som blotte personlige meninger, eller som et felt, hvis udformning helt og holdent er overladt til det til enhver tid siddende politiske styre, idet de indg√•r i folkekirkens samlede l√¶re og er integreret heri med aktuel liturgisk gyldighed. Tidligere tiders kommissionsarbejde vedr√łrende vielse og vielsesritualer har da ogs√• v√¶ret s√¶rdeles opm√¶rksom p√• betydningen af disse konfessionelt og traditionelt givne forhold, hvilket kommer tydeligt frem i ovenn√¶vnte kirkeministerielle kommissionsarbejde fra 1983. Den evangelisk-lutherske kirkes syn p√• √¶gteskabet har dermed en status, som ikke uden videre lader sig annullere. Problemstillingen ang√•r i sidste instans den evangelisk-lutherske kirkes teologiske og konfessionelle egenart.

    Konklusion
    Med disse redeg√łrelser √łnsker jeg at p√•pege, at den nuv√¶rende h√łringsrunde markerer et helt andet niveau og perspektiv for problemstillingen, end det, der har v√¶ret g√¶ldende ved tidligere udtalelser, h√łringer og debatter. Det fremsendte lovforslag ang√•r forhold, som kalder p√• en dybtg√•ende unders√łgelse af retsteologisk, forfatningsm√¶ssig og religionsretlig art. Disse forhold kan p√• ingen m√•de siges at v√¶re belyst tilstr√¶kkeligt gennem tidligere offentlige debatter eller h√łringer. Folketinget har ubestridt retten til at lovgive ang√•ende det danske samfund, inklusive samlivs- og √¶gteskabsforhold. Som tidligere n√¶vnt hilser jeg det velkommen, at folketinget varetager et ansvar ogs√• i forhold til homoseksuelles forhold, og at ogs√• folkekirken er sig sit ansvar bevidst i forhold hertil. Men en lovgivning p√• et s√• komplekst omr√•de b√łr ikke overse farerne for at overskride gr√¶nsen mellem det politiske liv og s√• de forhold, der ang√•r kirker og trossamfund, herunder folkekirkens konfessionelle bestemmelser. I n√¶rv√¶rende sammenh√¶ng er folkekirken at betragte som et trossamfund, hvorfor den som trossamfund m√• kr√¶ve statens beskyttelse og v√¶rn om den n√łdvendige frihed til egen teologisk begrundet stillingtagen.

  • Hvis lovgiverne v√¶lger at se bort fra disse problemstillinger, s√• bringes den delikate balance mellem stat og kirke, udtrykt i Grundlovens ¬ß 4, i fare. Det er efter min mening ingenlunde indlysende, at folkekirken ene af alle trossamfund skulle kunne p√•l√¶gges at udforme ritualer for homoseksuelles vielser. Folkekirken unddrages i s√• fald den samme respekt for egen tradition og trosgrundlag, som andre trossamfund og religioner nyder.
  • Endvidere finder jeg, at den p√•t√¶nkte frihedslovgivning, som giver den enkelte pr√¶st ret til at n√¶gte at deltage i vielseshandlingen for homoseksuelle, ikke im√łdekommer den retssikring, folkekirken som helhed har krav p√• som et trossamfund, der har den fulde ret til at varetage sine egne legitime teologiske interesser.
  • Udkastets bem√¶rkning s. 6: En konsekvens af lovforslaget bliver s√•ledes, at de eksisterende vielsesritualer for vielse af mand og kvinde bliver suppleret med et vielsesritual for vielse af to personer af samme k√łn vil medf√łre, at der kommer til at eksistere flere vielsesritualer side om side. Disse vil imidlertid komme til at modsige hinanden, idet det nug√¶ldende vielsesritual i realiteten udtrykker en eksklusivitet vedr√łrende √¶gteskabet mellem mand og kvinde. Indf√łrelsen af ‚Äôsupplerende‚Äô vielsesritualer betyder derfor en fordunkling af kirkens l√¶re og praksis med derp√• f√łlgende forvirring og uklarhed.
  • Inden den p√•t√¶nkte lovgivning eventuelt gennemf√łres, b√łr det unders√łges, om processen vedr√łrende lovgivningen bringer den danske stat i modstrid med internationale konventioner vedr√łrende kr√¶nkelsen af religi√łse samfunds krav p√• beskyttelse af deres konfessionelle autonomi. Hvis den danske stat gennemf√łrer en revision af √¶gteskabslovgivningen med det form√•l at p√•l√¶gge √©t enkelt trossamfund pligten til at udforme et nyt religi√łst ritual, hvis indhold afviger b√•de fra trossamfundets l√¶regrundlag og fra 475 √•rs tradition, og hvis indhold dikteres af det politiske styres ‚Äôoverordnede form√•l‚Äô, s√• er der tale om en form for lovgivningsm√¶ssigt tiltag, der m√• forventes ogs√• at ville tiltr√¶kke sig opm√¶rksomheden fra overnational jurisdiktion.

    Jeg vil s√•ledes st√¶rkt frar√•de den p√•t√¶nkte lovgivning og anbefaler, at indsigterne fra de tidligere h√łringer og kommissionsarbejder, som alle fastholder egenarten af √¶gteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde, danner grundlag for alle videre tiltag vedr√łrende folkekirkens involvering.‚ÄĚ

K√łbenhavns biskop Peter Skov-Jakobsens notat af 21. februar 2012 er den 29. februar 2012 tilsendt Folketingets Kirkeudvalg, Kirkeudvalget 2011-12 KIU Alm. del, endeligt svar p√• sp√łrgsm√•l 16.

I biskoppens notat af 21. februar 2012 er blandt andet anf√łrt:

‚ÄĚIndtil nu har det v√¶ret en udbredt opfattelse i vores evangelisk-lutherske tradition, at der kun var et √¶gteskab. Jeg formoder, at der med ¬Ľkirkeligt √¶gteskab¬ę menes kirkelig vielse eller kirkelig velsignelse af borgerligt indg√•et √¶gteskab. At der i Danmark best√•r den mulighed, at √¶gteskabet kan indg√•s for den borgerlige eller den kirkelige myndighed, har dog indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser over, hvorvidt det i kirken indg√•ede √¶gteskab eller det i kirken velsignede √¶gteskab skulle have s√¶rlig status.

En s√•dan t√¶nkning ville v√¶re ny i en evangelisk-luthersk tradition, hvor et √¶gteskab altid har v√¶ret opfattet som ¬Ľein weltlich Ding¬ę. Hvis et √¶gteskab i kirken skulle v√¶re noget s√¶rligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed, ligesom det i h√łj grad ville problematisere den teologisk-etiske eftertanke over √¶gteskabet.

Den evangelisk-lutherske ægteskabsetik er blot antydet i bekendelsesskriftet CA.

I artikel 16 l√¶res der s√•ledes, at lovlige borgerlige ordninger er Guds gode v√¶rk, bl.a. kan mand og kvinde tage til √¶gte, ligesom den troende kan slutte handel efter loven, v√¶re soldat, f√łre retf√¶rdig krig og bekl√¶de √łvrighedsposter.

I artikel 23 om pr√¶sternes √¶gteskab redeg√łres der for det lovlige ved, at pr√¶ster kan bryde traditionen for c√łlibat. Der henvises til, at pr√¶sterne var gifte i den tidlige kirke, og desuden g√łres der opm√¶rksom p√• Paulus’ holdning i 1. Korintherbrev 7, 2-9, at √¶gteskabet er et middel mod den menneskelige svaghed (beg√¶r og ukyskhed).

I artikel 27 argumenteres der mod munkel√łfter og i den forbindelse fors√łger artiklen at berolige de klosterbundne, som har brudt deres l√łfter om kyskhed, lydighed og fattigdom, og har ladet sig √¶gtevie, idet der igen henvises til Paulus’ r√•d om, at √¶gteskabet er et middel mod menneskets svaghed.

Nogle finder, at disse f√• bem√¶rkninger i CA udg√łr en solid bund for det, man nyligt h√łrer omtalt som √¶gteskabsteologi.

I CA f√• bem√¶rkninger om √¶gteskabet ser jeg intet grundlag for andet end antydninger af en √¶gteskabs-etik. Bem√¶rkningerne g√łres blot for at tr√łste de mange pr√¶ster og klosterbundne, som har brudt deres l√łfter om c√łlibat og er kommet i tvivl og lever med plagede samvittigheder. Melanchton, som udf√¶rdigede CA, fors√łger med sine bem√¶rkninger at skabe rolige bevidstheder i de evangeliske menigheder.

Ægteskabet ansås på Luthers tid for at være en aftale mellem mand og kvinde.

Jeg finder det relevant at n√¶vne, at vi i vores teologiske tradition lever med en h√łj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medf√łrer, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer s√•vel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstidens situation.‚ÄĚ

Den danske folkekirke hviler p√• f√łlgende bekendelsesskrifter: Bibelen, Den Apostolske Trosbekendelse, Den Nik√¶nske Trosbekendelse, Den Athanasianske Trosbekendelse, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus.

Social- og integrationsministeren fremsatte den 14. marts 2012 forslag om √¶ndring af lov om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning, lov om √¶gteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om oph√¶velse af lov om registreret partnerskab (√¶gteskab mellem to personer af samme k√łn), der blev vedtaget af Folketinget som lov nr. 532 af 12. juni 2012. Med loven fik to personer af samme k√łn mulighed for at indg√• √¶gteskab, herunder mulighed for at indg√• √¶gteskabet ved en kirkelig handling for en pr√¶st i folkekirken.

Ministeren for ligestilling og kirke indstillede den 11. juni 2012 et forslag til to nye ritualer, henholdsvis et ritual for vielse (bryllup) af to af samme k√łn og et ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indg√•et √¶gteskab mellem to af samme k√łn, til autorisation af Hendes Majest√¶t Dronningen, hvilke blev gennemf√łrt ved bekendtg√łrelse nr. 544 af 13. juni 2012.

Den dav√¶rende minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen, har i samarbejde med Niels Ditlev i 2015 udgivet bogen ‚ÄĚManu‚ÄĚ p√• Politikens Forlag. Af bogens kapitel 10 om ‚ÄĚHomovielser og kirkehysteri‚ÄĚ fremg√•r blandt andet:

‚ÄĚI regeringsgrundlaget skrev vi f√łlgende:
‚ÄĚRegeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken ‚Äď uanset deres seksuelle orientering.‚ÄĚ
Så var den ged barberet! Næh. Kampen var lige begyndt. Jeg havde kun været minister i tre uger, da en mindre delegation af topembedsmænd fra ministeriet troppede op på mit kontor.
Departementchef Henrik Nepper f√łrte ordet, og denne gang var han meget alvorlig:
‚ÄĚDu kan ikke f√• dine b√łsser gift, Manu. Du er f√¶rdig, hvis du g√łr det,‚ÄĚ sagde han alvorligt med sin bornholmske accent.
Han var ellers en meget rolig mand, men nu dirrede hans stemme. Af en lille smule ophidselse og af stor bekymring. Nepper er af den gamle skole. Han vil g√łre alt for at beskytte sin minister. Men ogs√• sig selv og ministeriet, det er klart.
‚ÄĚTove Fergo d√łde p√• det, da hun blandede sig i kirkens arbejde. Du m√• ikke g√• mod biskopperne p√• den m√•de.‚ÄĚ
Som alle nybagte ministre havde jeg f√•et indprentet den f√łrste og vigtigste lov som minister: Du skal lytte til embedsm√¶ndene. Du er 100 procent afh√¶ngig af deres st√łtte.

De advarede mig mod at tvinge biskopperne til at lave et vielsesritual for homoseksuelle. Jeg syntes ellers, at det var den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget, og hvor sv√¶rt kunne det v√¶re? Biskopperne var statsansatte og fik ligesom embedsm√¶ndene l√łn af skatteyderne, s√• de m√•tte da bare i arbejdst√łjet og lave et ritual. Ritualet ville betyde, at b√łsser og lesbiske kunne blive gift, n√łjagtig som alle andre i den danske folkekirke, og kalde sig √¶gtefolk.
S√• langt ville embedsv√¶rket p√• ingen m√•de g√•. Deres vurdering var, at sagen skulle ordnes ved, at de homoseksuelle i fremtiden kunne komme i kirken og blive velsignet og til n√łd f√• l√¶st en tekst op ‚Äď og s√• kalde sig livsf√¶ller.

…

Biskopperne foretrak bestemt, at homoseksuelle kun kaldte sig livsf√¶ller, ikke √¶gtefolk. Et mindretal p√• to ville slet ikke deltage. De √łvrige var skeptiske og afventende. Biskop Kjeld Holm og biskop Peter Skov-Jakobsen var tydeligvis med mig, men alle de andre var samlet i en modstand mod, at der nu skulle komme en indisk minister og diktere noget i deres folkekirke. I huj og hast.
Min eneste mulighed for at f√• dem med var at give dem medejerskab til projekt homovielser. Det lykkedes p√• et m√łde den 7. december 2011 i ministeriet. P√• forh√•nd havde jeg besluttet, at der skulle laves en pressemeddelelse efter m√łdet med biskopperne, s√• alle kunne se, hvad vi fandt frem til.
Tanken med pressemeddelelsen var, at den ogs√• skulle binde de kritiske biskopper sammen. I slutningen af m√łdet den 7. december l√¶ste jeg pressemeddelelsen op.
Jeg sad p√• den ene side af det lange sorte bord i Kirkeministeriet, og p√• den anden side sad biskopperne side om side. De kiggede intenst p√• mig og fulgte koncentreret med i alt, hvad jeg sagde. Jeg l√¶ste h√łjt og gjorde mig meget umage for at g√łre det i et roligt tempo, s√• alle vidste, hvad de sagde ja til. Jeg kiggede rundt, efter at jeg havde l√¶st pressemeddelelsen h√łjt, og fik dem til at nikke. Det skulle i al ydmyghed vise sig at v√¶re en genistreg. I slutningen hed det:
‚ÄĚDer er blandt biskopperne uenighed om den teologiske forst√•else af henholdsvis √¶gteskab mellem mand og kvinde og mellem par af samme k√łn.
Til trods for denne uenighed er biskopperne indstillet p√• at indg√• i det videre arbejde med udarbejdelse af ritualer.‚ÄĚ
Meget uskyldigt, men f√¶lden klappede. Nu var der ingen vej tilbage. De to sidste linjer var min livsforsikring p√•, at det blev til noget, og de to f√łrste linjer var deres forklaring til deres respektive menigheder p√• at v√¶re med.

‚Ķ‚ÄĚ

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet vidneforklaring af tidligere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen.

Manu Sareen har blandt andet forklaret, at han skrev bogen ‚ÄĚManu‚ÄĚ sammen med Niels Ditlev, der n√¶rmest var et f√łrsteh√•ndsvidne til hans liv. Samarbejdet foregik p√• den m√•de, at de havde en lang r√¶kke samtaler gennem en del √•r, og at Ditlev p√• den baggrund skrev teksten til bogen. Han kan st√• inde for indholdet i bogens kapitel 10. homoseksuelles adgang til at indg√• √¶gteskab var, s√• vidt han husker, en m√¶rkesag for s√•vel De Radikale og SF, og vist nok ogs√• for Socialdemokraterne i forbindelse med partiernes forhandling af deres regeringsgrundlag. Det var ikke et initiativ, der kom fra biskoppernes side. Der var ganske vist allerede igangsat et arbejde, men han syntes, at dette, der alene sigtede p√•, at homoseksuelle par alene skulle kunne kalde sig for ‚ÄĚlivsf√¶ller‚ÄĚ, var utilfredsstillende og gik for langsomt.
Når han igangsatte arbejdet med det omtvistede lovforslag, skyldtes det både, at det stod i regeringsgrundlaget, og at han gik ind for det. Der var stor modstand fra nogle af biskopperne.

Retsgrundlag
Grundlovens ¬ß 4, ¬ß 66 og ¬ß 67 lyder som f√łlger:
‚ÄĚ¬ß 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og underst√łttes som s√•dan af staten.‚ÄĚ

‚ÄĚ¬ß 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.‚ÄĚ

‚ÄĚ¬ß 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud p√• den m√•de, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet l√¶res eller foretages, som strider mod s√¶deligheden eller den offentlige orden.‚ÄĚ

Af Beretningen om forhandlingerne p√• Rigsdagen, den forel√łbige behandling af Grundlovsudkastet, ¬ß¬ß 2 og 64, sp. 2506-2508, blandt andet:
‚Ä̂Ķ
Comiteens Ordf√łrer for det 7de Afsnit, Hall, opl√¶ste derefter Udkastets ¬ß 2, der lyder saaledes:

‚ÄĚDen evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori den den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som den danske Folkekirke og nyder, som saadan, Underst√łttelse af Staten.‚ÄĚ

Derpaa opl√¶ste Ordf√łreren Udvalgets Bem√¶rkninger til denne Paragraph i den f√łrste Deel af dets Bet√¶nkning, saalydende:

‚ÄĚUdvalget har anseet det for afgjorte, at den i Kongeloven begrundede Opsattelse af den evangelisk-lutherske Kirke som Statskirke maatte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget maatte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde paatage sig L√łsningen af alle de kirkelige Reformsp√łrgsmaal, som endnu i h√łi Grad dele Gemytterne.
Men ligesaa lidt kunde man finde det passende, aldeles at forbigaae det hele Sp√łrgsmaal om Kirken.‚Ä̂Ķ

‚Ä̂ĶMen naar Grundloven saaledes h√¶vder Religionsfrihedens Grunds√¶tning, medf√łrer den en Forandring i den hidtilv√¶rende Statskirkes hele retlige Stilling i Statssamfundet, der paa den ene Side skjenkede denne Kirke Statens h√łieste Beskj√¶rmelse og Forsorg, men paa den anden Side ogsaa gav den √łverste Statsmagt en saagodtsom uindskr√¶nket Magt og Myndighed over dens indre og ydre Anliggender. Om end derfor den hidtilv√¶rende Statskirke i Grundloven kaldes og i Vvirkeligheden bliver den danske Folkekirke, og om end Staten just paa Grund deraf maa ansee sig s√¶rlig forpligtet imod den, saa formener Udvalget dog, at det er n√łdvendigt, at dens fremtidige Forsatning bliver ordnet ved en s√¶regen Kirkelov, der navnlig maatte gaae ud paa at bestemme Formerne og Gr√¶ndferne for den Medvirkning, som Kirkesamfundet selv b√łr have ved Sammes Bestyrelse, saavelsom ved Afgj√łrelsen af kirkelige Sager, ved Siden af den forholdsviis st√łrre Myndighed, som Statsmagten for ovrigt foruds√¶ttes at ville komme til at ud√łve over denne Kirke frem for over de √łvrige Religionssamfund i Landet.
‚Ķ‚ÄĚ

‚ÄĚArt. 9
Stk 1. Enhver har ret til at t√¶nke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at ud√łve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religi√łse skikke.

Stk. 2. Frihed til at ud√łv sin religion eller tro skal kun kunne underkastes s√•danne begr√¶nsninger, som er foreskrevet ved lov og er n√łdvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller s√¶deligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.‚ÄĚ

Ved lov nr. 532 af 12. juni 2012 om √¶ndring af lov om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning, lov om √¶gteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om oph√¶velse af lov om registreret partnerskab (√Ügteskab mellem to personer af samme k√łn) blev den hidtidige ¬ß 1 i lov om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning oph√¶vet, og i stedet blev blandt andet indsat f√łlgende bestemmelse:
‚ÄĚ¬ß 1. Loven finder anvendelse p√• √¶gteskab mellem to personer af forskelligt k√łn og mellem to personer af samme k√łn.‚ÄĚ

Af bekendtg√łrelse nr. 544 af 13. juni 2012 om autorisation for ritualer for vielse (bryllup) af to af samme k√łn og kirkelig velsignelse af borgerligt indg√•et √¶gteskab mellem to af samme k√łn fremg√•r de to autoriserede ritualer til brug i den danske folkekirke.

Ved lov nr. 531 af 12. juni 2012 om √¶ndring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sogneb√•ndsl√łsning, blev der i loven indsat en bestemmelse (¬ß 7a), hvorefter en pr√¶st kan undlade at vie og meddele kirkelig velsignelse af et √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn.

Af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 til denne lov fremgår blandt andet:

‚Ä̂Ķ

3. Hovedpunkterne i lovforslaget
3. 1. Gældende ret
…

3.1.3. Ritualer for kirkelige handlinger

Ritualer for kirkelige handlinger h√łrer sammen med gudstjenesteordningen, bibelovers√¶ttelse og salmebog til det, der ofte betegnes som indre kirkelige anliggender. Til de indre kirkelige anliggender regnes ogs√• tilsynet med de specifikt gejstlige dele af pr√¶sternes embedsf√łrelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne.

Siden 1849 har regeringen i kraft af en forfatningss√¶dvane ved vedkommende minister st√•et for reguleringen af de indre kirkelige anliggender i det omfang, det er n√łdvendigt at regulere dem. Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og p√• ministerens ansvar.

Som eksempler p√• den retlige regulering i medf√łr af den n√¶vnte retss√¶dvane kan n√¶vnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret bibelovers√¶ttelser, salmebog og ritualer for d√•b, nadver i hjemmet, vielse og jordp√•kastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, pr√¶stevielse og provsteinds√¶ttelse. Der er ogs√• ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om d√•b, konfirmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).

Kompetencen til at foretage den retlige regulering af anliggender, der betragtes som indre kirkelige, tilkommer ministeren for ligestilling og kirke. Fra lovgivers side anses det for en foruds√¶tning, at ministeren g√łr brug af sin kompetence, idet Folketinget hidtil har afst√•et fra at lovgive for disse omr√•der, og idet en retlig regulering af de indre anliggender er n√łdvendig, for at folkekirken kan fungere.

Siden 1849 har skiftende kirkeministre generelt udvist stor sk√łnsomhed og v√¶ret tilbageholdende med at regulere de indre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede anordninger p√• disse omr√•der er derfor blevet ud√łvet p√• grundlag af indstillinger fra biskopper eller i form af r√•dgivning i form af bet√¶nkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Der er sket autorisation af vielsesritualer ved kongelig resolution af 22. marts 1897, 18. juli 1912 og ved kongelig resolution af 12. juni 1992 er der autoriseret ritual for vielse (bryllup), og senest ved kongelig resolution af 12. juni 1992 er der autoriseret ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab.

Vielsesritualet skal ses i sammenh√¶ng med √¶gteskabslovens bestemmelser. I √¶gteskabsloven ¬ß 20, stk. 3, er det bestemt, ¬Ľat n√¶rmere regler om fremgangsm√•den ved vielse i folkekirken fasts√¶ttes af kirkeministeren¬ę (ministeren for ligestilling og kirke). I bekendtg√łrelse nr. 547 af 15. december 1969 om kirkelig vielse inden for folkekirken er der i ¬ß 3, stk. 3, fastsat f√łlgende bestemmelse:

¬ĽStk. 3. Vielsen, der skal foreg√• i overv√¶relse af mindst 2 vidner, foretages i overensstemmelse med et af de autoriserede ritualer for brudevielse i folkekirken.
(‚Ķ).¬ę

I bekendtg√łrelsens ¬ß 5, stk. 4, er f√łlgende fastsat:
¬ĽStk. 4. Kirkelig velsignelse meddeles i kirken i overensstemmelse med det autoriserede ritual.¬ę

Vielsesritualet indeholder tilsp√łrgslen og forkyndelsen og regulerer i √łvrigt den kirkelige handlings forl√łb.

√Ügteskabslovens ¬ß 20, stk. 2, er rammen om tilsp√łrgelsens og forkyndelsens indhold:

¬ĽStk. 2. Parterne skal ved samtidigt m√łde p√• sp√łrgsm√•l af vielsesmyndigheden erkl√¶re at ville √¶gte hinanden og derp√• af denne forkyndes at v√¶re √¶gtefolk.¬ę

Det er en forudsætning for vielsens gyldighed, at vielsen er foregået under iagttagelse af bestemmelsen i ægteskabslovens § 20, stk. 2. Folkekirkens vielsesritualer er derfor udformet i overensstemmelse med ægteskabslovens § 20, stk. 2.

3.2 Overvejelser og lovforlagets udformning
Social- og integrationsministeren har samtidig med frems√¶ttelsen af dette lovforlag fremsat forslag til √¶ndring af √¶gteskabsloven, som bl.a. betyder, at to personer af samme k√łn f√•r mulighed for at blive viet ved en pr√¶st i folkekirken.

Et medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af pr√¶sten eller pr√¶sterne for den menighed, som medlemmet h√łrer til, jf. medlemskabslovens ¬ß 6, stk. 1.
Retten til kirkelig betjening indebærer, at et medlem blandt andet har ret til at få foretaget en vielse eller velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab. Hertil kommer medlemmets ret til kirkelig betjening i den kirke, medlemmet har særlig tilknytning til, jf. ovenfor i afsnit 3.1.1.

Der er blandt folkekirkens pr√¶ster forskellige opfattelser af, hvorvidt samliv mellem to personer af samme k√łn kan accepteres inden for de rammer, som fasts√¶ttes af Bibelen og folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det fremg√•r af grundlovens ¬ß 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og underst√łttes som s√•dan af staten. Det indeb√¶rer, at lovgivningsmagten skal respektere evangelisk-luthersk l√¶re, s√•ledes at der blandt andet ikke lovgives eller administreres i modstrid hermed. Den evangelisk-lutherske l√¶re er ikke n√¶vnt, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Herefter er bekendelsesskrifterne: Bibelen, tre trosbekendelser, der er formuleret i oldkirken, den Augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes n√¶rmere forst√•else. I Kirkeret almindelig del (Preben Espersen, Kirkeret Almindelig del, 2. reviderede og for√łgede udgave 1999, s. 75) anf√łres f√łlgende:
¬ĽEn anden sag er, at Grundloven naturligvis ikke fastsl√•r noget om bekendelsesskrifternes n√¶rmere forst√•else, alts√• om de skal udl√¶gges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Matzen og Timm (Henning Matzen og Johannes Timm, Haandbog i den danske Kirkeret, 1891, s. 120) anf√łrer s√•ledes, at udfindelsen af den rette l√¶sem√•de af de bibelske skrifter ¬Ľer den kirkelige videnskabs sag¬ę, og Berlin udtaler, at der, ligesom det allerede var tilf√¶ldet f√łr grundloven, m√• v√¶re plads for en opfattelse, ¬Ľder stemmer med tids√•nden¬ę¬ę I en note (15) anf√łrer Preben Espersen blandt andet: ¬ĽBerlin henviser i denne forbindelse til, at det fx i den Augsburgske Konfession art. 18 (skal v√¶re 17. P. E. ‚Äôs bem. ) fastsl√•s, at de vantro eller ugudelige mennesker skal ¬Ľpines uden ende¬ę, og i art. 9, at b√łrn, som for√¶ldrene ikke har f√•et d√łbt, er evig ford√łmte. Berlin karakteriserer disse udsagn som ¬Ľs√¶tninger, som vel de f√¶rreste af folkekirkens pr√¶ster i nutiden opfatter helt bogstaveligt¬ę¬ę.

Folketingets Kirkeudvalg stillede den 7. februar 2012 (Omtrykt den 8. februar 2012) KIU alm. del Samr√•dssp√łrgsm√•l A til ministeren for ligestilling og kirke:
¬ĽGrundlovens ¬ß 4 forpligter staten til at underst√łtte folkekirken som evangeliskluthersk. Ministeren bedes redeg√łre for, i hvilket omfang denne forpligtelse begr√¶nser Folketingets mulighed for at lovgive om kirkelige anliggender ‚Äď herunder det kirkelige √¶gteskab.¬ę P√• baggrund af samr√•dssp√łrgsm√•let bad ministeren K√łbenhavns biskop om en vurdering af, hvorvidt der er formuleringer i Den Augsburgske Bekendelse, som g√łr, at det m√• anses for at v√¶re i strid med bekendelsesskrifterne, hvis der foretages kirkelig vielse til √¶gteskab af et par af samme k√łn. Biskoppens notat af 21. februar 2012 er den 29. februar 2012 tilsendt Folketingets Kirkeudvalg, Kirkeudvalget 2011-12 KIU Alm. del, endeligt svar p√• sp√łrgsm√•l 16.

…[1]
P√• den baggrund er det Ministeriet for Ligestilling og Kirkes vurdering, at en lovgivning, der giver mulighed for indg√•else af √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn ved en pr√¶st i folkekirken, ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Da der som n√¶vnt er forskellige opfattelser af dette sp√łrgsm√•l blandt folkekirkens pr√¶ster, f√•r folkekirkens pr√¶ster i overensstemmelse med den frihedstradition, der allerede eksisterer i folkekirken, if√łlge lovforslagets ¬ß 1, nr. 1, en ret til at undlade at vie to personer af samme k√łn. Hermed gives der plads til disse opfattelser.

Tilsvarende foresl√•s det, at en pr√¶st, der ikke √łnsker at medvirke til en kirkelig velsignelse af et borgerligt indg√•et √¶gteskab mellem et par af samme k√łn, f√•r ret til at undlade at medvirke hertil.

Lovforslaget medf√łrer ingen √¶ndringer i den ret, som medlemmer af folkekirken har til at f√• stillet kirken i bop√¶lssognet til r√•dighed til en kirkelig handling ved en pr√¶st i folkekirken, som ikke er ansat ved den p√•g√¶ldende kirke, jf. bestemmelserne herom i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. Denne ret indeb√¶rer, at et menighedsr√•d ikke kan mods√¶tte sig, at der fx foretages vielse af to personer af samme k√łn i kirken. Tilsvarende kan den lokale pr√¶st heller ikke mods√¶tte sig det, uanset at pr√¶sten ikke selv vil foretage handlingen.

Som nævnt i afsnit 3.1.1. har et medlem også krav på kirkelig betjening i en kirke som medlemmet har en særlig tilknytning til. Præsten ved kirken kan ikke med henvisning til sin adgang til at afslå at medvirke ved vielsen af medlemmet forhindre, at en anden præst i folkekirken forestår denne. Tilsvarende kan menighedsrådet ikke blokere for, at handlingen finder sted i kirken, jf. også afsnit 3.1.2.

De ved kongelig resolution autoriserede ritualer for henholdsvis vielse (bryllup) og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab forudsætter, at ægteskabet indgås mellem mand og kvinde.

De foresl√•ede √¶ndringer i √¶gteskabsloven, hvorefter √¶gteskab kan indg√•s mellem to personer af samme k√łn foruds√¶tter s√•ledes, at der tilvejebringes et ritual for vielse af to personer af samme k√łn.

En konsekvens af lovforslaget bliver s√•ledes, at de eksisterende vielsesritualer for vielse af mand og kvinde bliver suppleret med et vielsesritual for vielse af to personer af samme k√łn.
‚Ķ‚ÄĚ

Af betænkning 1544/2014 om Folkekirkens styre fremgår side 149 ff blandt andet:
‚ÄĚ6.1 Folkekirken som evangelisk-luthersk kirke

Folkekirken er, som nævnt i grundloven, en evangelisk-luthersk kirke. Det indebærer, at folkekirken har et bestemt grundlag i form af en række bekendelsesskrifter 11. Nogle af disse bekendelsesskrifter har de evangelisk-lutherske kirker fælles med andre kristne kirker. Andre af dem er særegne for de evangelisklutherske kirker. Det har betydning for den forkyndelse, som lyder i folkekirken.
Det har også betydning for den måde, som folkekirken er organiseret på.

Kirken er if√łlge de s√¶rlige evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter et f√¶llesskab af mennesker, hvor evangeliet bliver forkyndt, og hvor sakramenterne d√•b og nadver bliver forvaltet 12.

Det betyder, at menigheden, som samles om forkyndelsen af evangeliet og om dåb og nadver, er central i forståelsen af folkekirken.
…
Folkekirken forst√•s som et rummeligt f√¶llesskab, hvor enhver, der er d√łbt, har ret til at v√¶re med, og hvor enhver, der er med, har mulighed for at tage del i et f√¶lles ansvar. Det er formentlig medvirkende til, at et stort flertal af Danmarks befolkning er med i folkekirken. Den er dermed ogs√• en kulturb√¶rende faktor, der er med til at skabe folkelig sammenh√¶ng og fortolkning af livsmening ind i det enkelte menneskes liv og det danske samfund.

…
6.2 Syv pejlemærker
6.2.1 Folkekirken og folket
…
Selv om der blandt danskerne har v√¶ret og fortsat er mange forskellige opfattelser af, hvordan evangelisk-luthersk kristendom b√łr forst√•s, og hvilke konsekvenser det har for den enkelte, er folkekirken blevet holdt sammen som √©t trossamfund.
Det er bl.a. muligt i kraft af en tradition for kirkelig frihedslovgivning, som giver plads for, at de forskellige opfattelser har mulighed for at udfoldes inden for folkekirken.
…
9 Folkekirkens indre anliggender

9.1 Indre anliggender ‚Äď hvad er det, og hvem har kompetencen?

9.1.1 Gældende ret
…
Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibelovers√¶ttelse og salmeb√łger for at h√łre til det, der ofte betegnes som folkekirkens indre anliggender. Til de indre anliggender regnes ogs√• tilsynet med de specifikt gejstlige dele af pr√¶sternes embedsf√łrelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne.

P√• baggrund heraf og med folkekirkens bekendelsesskrifter som ramme f√łrer biskopperne tilsyn med pr√¶sternes embedsf√łrelse. Det vil bl.a. sige forkyndelsen, herunder gudstjenestetilrettel√¶ggelse med salmevalg og kirkelige handlinger, forvaltningen af sakramenterne, sj√¶lesorg og konfirmandundervisning m.v.

I g√¶ldende ret har der ikke traditionelt v√¶ret sondret mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. Det skal bl.a. forst√•s s√•ledes, at det i almindelighed har v√¶ret antaget, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketinget og regeringen er s√•ledes folkekirkens √łverste beslutningsorgan og fastl√¶gger de retlige rammer for folkekirkens virksomhed.

Folketingets adgang til at vedtage love om kirkelige anliggender er dog begrænset af den udtrykkelige og normative bestemmelse i Grundlovens § 4:

“¬ß 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og underst√łttes som s√•dan af staten.”

Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt i grundloven, men er forudsat på grundlag af de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1: Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser, Den Augsburgske Konfession og Luthers lille Katekismus.

Folketinget og regeringen er bundet af grundlovens § 4, 1. led, og kan således ikke regulere folkekirkens forhold på en måde, der er i strid med den evangelisklutherske bekendelse. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse, dvs. om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning.

Henset til bekendelsesskrifternes historiske karakter sker den nærmere fortolkning på baggrund af såvel en (rummelig) kirkelig og teologisk tradition som den aktuelle kontekst.
Af grundlovens § 66 fremgår:

“¬ß 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.”

I sammenh√¶ng med indf√łrelsen af religionsfriheden var det under forberedelserne af grundloven af 1849 tanken at indf√łre en vis frihed for folkekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, hvor folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repr√¶sentativt selvstyre ang√•ende folkekirkens egne forhold.

Grundlovens ¬ß 66 er imidlertid ikke blevet udm√łntet i en samlet forfatning for folkekirken, men der er lovgivet p√• en r√¶kke omr√•der. I dag har bestemmelsen n√¶ppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.

I praksis er der lovgivet om medlemskab, om styrelse og kompetence for menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, om ansættelse af præster, provster og biskopper og om disses kompetencer samt om ansættelse af kirkefunktionærer.
Der er ogs√• lovgivet om de uddannelsesm√¶ssige krav m.v., der stilles som foruds√¶tning for at v√¶re ansat som pr√¶st i folkekirken. Disse krav er fastsat i lov om ans√¶ttelse i stillinger i folkekirken m.v. samt i bekendtg√łrelser og cirkul√¶rer, der er udstedt med hjemmel i denne lov.

Der er dog også enkeltstående eksempler på, at der er lovgivet om forhold, der må siges at falde ind under begrebet folkekirkens indre anliggender.

Et eksempel er den s√•kaldte ‚ÄĚLex Vaalse‚ÄĚ fra 1917, hvorefter en sognepr√¶st blev indsat i et embede uden kollats fra biskoppen, og hvor tilsynet med pr√¶sten for s√• vidt angik pr√¶steembedet, sakramenternes forvaltning og sj√¶lesorgen blev overf√łrt fra biskoppen til kirkeministeren.

Lovgivningen fra 1947/1948 om kvinders adgang til at s√łge pr√¶stestillinger og om adgang for biskopper til fritagelse i visse tilf√¶lde for at f√łre tilsyn med en menighed og dennes pr√¶ster er et andet eksempel.

Et tredje eksempel er loven om domstolsbehandling af gejstlige læresager fra 1992.
…
Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling til liturgiske sp√łrgsm√•l, gudstjenesteordning m.v. Folketinget har s√•ledes aldrig lovgivet herom.

Siden 1849 har regeringen s√•ledes i kraft af en s√¶dvane ved vedkommende minister st√•et for reguleringen af disse indre kirkelige anliggender i det omfang, det har v√¶ret n√łdvendigt at regulere dem.

Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Ministeren kan uden at inddrage Folketinget udstede bindende retsregler om disse indre kirkelige anliggender.

Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den principielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at beslutte at lovgive på disse områder.

Som eksempler p√• den retlige regulering i medf√łr af den n√¶vnte s√¶dvane kan n√¶vnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret gudstjenesteordning, bibelovers√¶ttelse, salmebog og ritualer for d√•b, nadver i hjemmet, konfirmation, vielse og jordp√•kastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, pr√¶stevielse og provsteinds√¶ttelse.
…
Det er kirkeministeren, som i medf√łr af en s√¶dvane har kompetencen til at foretage den retlige regulering af disse anliggender, uanset om de betegnes som folkekirkens indre kirkelige anliggender.

Det er kun ministeren, som kan anmode om en kongelig resolution eller kongelig anordning, og der er hverken ved lovgivning, der er vedtaget af Folketinget, eller på anden måde fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skal anvende i forbindelse med regulering af indre anliggender.

Fra lovgivers side anses det for en foruds√¶tning, at ministeren g√łr brug af sin kompetence, idet en vis retlig regulering af de indre anliggender er n√łdvendig for, at folkekirken kan fungere. Ministeren skal naturligvis handle inden for grundlovens rammer, herunder grundlovens ¬ß 4, der fastsl√•r, at det er den evangelisk-lutherske kirke, som er den danske folkekirke.

9.1.2 Praksis

Ministerens kompetence til at regulere folkekirkens indre anliggender ud√łves i praksis ved, at ministeren forel√¶gger indstillinger til Dronningens underskrift.

Indstillingen indeholder en kort sagsfremstilling underskrevet af ministeren med forslag til en ekspedition, som underskrives af Dronningen. For kongelige anordningers vedkommende vil disse være forsynet med ministerens kontrasignatur.

Der er ikke fastlagt regler om proceduren, som f√łrer frem til en indstilling, idet fremgangsm√•den hviler p√• en tradition.

I praksis vil sager om folkekirkens indre anliggender, der afg√łres ved kongelig resolution eller kongelig anordning, have v√¶ret dr√łftet med biskopperne og – forinden disse dr√łftelser finder sted – oftest ogs√• have v√¶ret genstand for et udvalgsarbejde. Og ofte vil sager have v√¶ret genstand for omfattende h√łringer.

Der er ikke fastlagt regler om, at nogen kirkelig instans, f.eks. en s√¶rligt udpeget biskop, biskopperne i f√¶llesskab eller andre, formelt har krav p√• at medvirke ved udformningen af regler p√• disse omr√•der, eller selv kan udstede, √¶ndre eller dispensere fra egentlige retsregler. Realiteten er dog, at ministeren orienterer sig bredt inden for folkekirken, og at ministeren altid r√•df√łrer sig med biskopperne.

Der findes ingen regler om, at ministeren er forpligtet til helt eller delvis at f√łlge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

De skiftende ministre siden 1849 har imidlertid generelt udvist stor sk√łnsomhed og v√¶ret tilbageholdende med selvst√¶ndigt at regulere de indre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede anordninger p√• disse omr√•der er derfor oftest blevet ud√łvet p√• grundlag af indstillinger fra biskopper eller r√•dgivning i form af bet√¶nkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige samt efter omst√¶ndighederne l√¶gfolk og eventuelt anden sagkundskab end den teologiske.

Enhver minister forvalter sin kompetence i lyset af den aktuelle kontekst, herunder den konkrete sags karakter.

Ministerens neds√¶ttelse af kommissioner, arbejdsgrupper og udvalg sker p√• baggrund af en problemstilling, der √łnskes belyst. Problemstillingen beskrives i et kommissorium, og udpegning af medlemmerne til et udvalg sker bl.a. under hensyntagen til de interesser, som m√• antages at blive umiddelbart ber√łrt af kommissoriets indhold, og de n√łdvendige fagkyndige bidrag.

I relation til de udvalgsarbejder, som ministeren s√¶tter i gang med henblik p√• en n√¶rmere unders√łgelse af en sag, har ministeren lejlighed til at bed√łmme og kommentere arbejdet, n√•r det er afsluttet, og der skal tages stilling til, hvad der videre skal ske, og ministeren er ikke bundet af de forslag, som et udvalg freml√¶gger.

Som medlem af regeringen er ministeren underlagt de parlamentariske regler og principper, hvilket bl.a. indeb√¶rer, at det st√•ende folketingsudvalg (Kirkeudvalget) og folketingsmedlemmerne kan stille sp√łrgsm√•l til ministeren. Indenfor ministerens ressort kan der stilles sp√łrgsm√•l til ministeren om s√•vel indre som ydre anliggender. Det juridiske grundlag for Folketingets kontrol med regeringen er parlamentarismen, som er fastlagt i grundlovens ¬ß 15. Bestemmelsen indeb√¶rer, at ministeren m√• g√• af, hvis Folketinget udtaler sin mistillid til ministeren. Og regeringen m√• g√• af eller udskrive valg, hvis Folketinget udtrykker sin mistillid til statsministeren.
…

9.1.3 Sondringen mellem indre og ydre anliggender

Som anf√łrt ovenfor har der i g√¶ldende ret traditionelt set ikke v√¶ret sondret mellem folkekirkens indre og ydre anliggender. August Roesen anf√łrer s√•ledes i ‚ÄĚDansk Kirkeret‚ÄĚ, 3. udgave, 1976, side 19, f√łlgende om indre og ydre anliggender:

‚ÄĚRent bortset fra, at det ville v√¶re overordentligt vanskeligt at finde en p√•lidelig afgr√¶nsning af ‚Äôindre‚Äô og ‚Äôydre‚Äô anliggender, er der ikke noget retligt grundlag for opstilling af s√•dan en sondring.‚ÄĚ

Preben Espersen anf√łrer i ‚ÄĚKirkeret i grundtr√¶k‚ÄĚ, 1. udgave, 2000, side 41 f., bl.a. f√łlgende:

‚ÄĚDer kan [‚Ķ] ikke af den kirkelige lovgivning umiddelbart udledes en bestemmelse af begrebet ‚Äôindre anliggender‚Äô. Der er da ogs√• b√•de i den hidtidige juridiske og teologiske teori overvejende enighed om, at en retlig sondring mellem kirkens ydre og indre anliggender ikke kan udledes af den g√¶ldende retsordning.‚ÄĚ

Det udelukker dog ikke, at der meningsfuldt kan tales om folkekirkens indre anliggender.

Grundlovens ¬ß 67, der beskytter religionsfriheden, har f√łlgende ordlyd:

“¬ß 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud p√• den m√•de, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet l√¶res eller foretages, som strider mod s√¶deligheden eller den offentlige orden.”

Hans Gammeltoft-Hansen anf√łrer i √Örbog for √Örhus Stift, 2002, side 64 ff., om grundlovens ¬ß 67, at:

‚ÄĚ[D]en s√¶rlige beskyttelse [efter bestemmelsen] f√łrst og fremmest tager sigte p√• de egentligt kultiske handlinger og deres rammer (b√łn, gudstjeneste m.v.). Hertil kommer en r√¶kke aktiviteter, som efter omst√¶ndighederne kan udg√łre de n√łdvendige praktiske foruds√¶tninger for de kultiske og rituelle handlingers ud√łvelse, f.eks. opf√łrelse af kirker, templer, klostre m.v., uddannelse og udpegning af pr√¶ster og andre religi√łse embedsindehavere, udformning af salmeb√łger eller tilsvarende, etc.
…

EMRK artikel 9, stk. 1, kan opdeles i en indre frihed (retten til at t√¶nke frit og tro) og en ydre frihed (‚ÄĚud√łve‚ÄĚ), dvs. afholdelse af gudstjeneste, kostregler, bekl√¶dning, overholdelse af ritualer og bestemte forskrifter. Mens den indre frihed er absolut, kan den ydre frihed begr√¶nses efter artikel 9, stk. 2, hvis betingelserne er opfyldt. Det indeb√¶rer, at en begr√¶nsning af friheden til at ud√łve sin religion eller tro skal have hjemmel i lovgivningen og v√¶re ‚ÄĚn√łdvendig i et demokratisk samfund‚ÄĚ (relevant, tilstr√¶kkeligt og proportionalt) og forf√łlge et af de hensyn, der er n√¶vnt i artikel 9, f.eks. at beskytte ‚ÄĚandres rettigheder og friheder‚ÄĚ. P√• den baggrund har den hidtidige regulering af de s√•kaldte ‚ÄĚindre anliggender‚ÄĚ, som p√• dette punkt adskiller sig fra den ‚ÄĚindre frihed‚ÄĚ i konventionens artikel 9‚Äôs forstand, v√¶ret i overensstemmelse med EMRK artikel 9.

Der kan i den forbindelse ogs√• henvises til Jens Elo Rytter, der i ‚ÄĚIndividets grundl√¶ggende rettigheder‚ÄĚ, 2013, side 292, anf√łrer f√łlgende om folkekirkens religionsfrihed:

‚ÄĚNogle mener, at Folkekirkens religionsfrihed er det virkelige problem, navnlig fordi Folkekirken ikke nyder samme beskyttelse mod indgreb i indre anliggender som andre trossamfund. Folketinget og kirkeministeren kan ‚Äď kun begr√¶nset af Grl. ¬ß 4, som beskytter selve Folkekirkens l√¶re ‚Äď tr√¶ffe beslutning om f.eks. formerne for gudstjeneste, salmebog etc. Dette sker i praksis. Her kunne ligge et problem, eftersom artikel 9 principielt beskytter Folkekirken p√• linje med andre trossamfund i Danmark. Det forekommer imidlertid n√¶rliggende, at EMD inden for ret vide rammer vil acceptere en s√•dan regulering af statskirkens anliggender som en naturlig konsekvens af selve statskirkeordningen.‚ÄĚ
‚Ķ‚ÄĚ

Procedure

Sags√łgerne har i det v√¶sentlige procederet i overensstemmelse med p√•standsdokument af 21. marts 2016, hvoraf fremg√•r blandt andet:

‚ÄĚTil st√łtte for den nedlagte p√•stand g√łres det g√¶ldende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et ritual for vielse af 2 personer af samme k√łn er grundlovstridigt og mangler hjemmel i Danmarks Riges Grundlov, Tillige g√łres det g√¶ldende, at den forfatningsm√¶ssige s√¶dvane, som Kirkeministeren har p√•ber√•bt sig i forbindelse med den p√•g√¶ldende kongelige resolution, ikke er af en s√•dan karakter, at den kan p√•ber√•bes i forhold til indf√łrelsen af retlig regulering af Folkekirkens indre forhold af teologisk omtvistet karakter i strid med Folkekirkens bekendelsesgrundlag, med henblik p√• at gennemf√łre en klart politisk motiveret ligestillingspolitik ‚Äď ogs√• p√• det religi√łse omr√•de i Danmark.

Det g√łres g√¶ldende, at Grundlovens ¬ß 66 indeb√¶rer et lovgivnings- og delegationsforbud ‚Äď for s√• vidt ang√•r Folkekirkens indre anliggender kun gennemsk√•ret af den forfatningsm√¶ssige retss√¶dvane, der efter sags√łgernes opfattelse er af n√łdretlig karakter.

Endeligt g√łres det g√¶ldende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 er ugyldig, idet omfang, at den giver pr√¶ster i Folkekirken vielsesmyndighed i forbindelse med vielse af to personer af samme k√łn, idet loven i den henseende strider imod Danmarks Riges Grundlov.

Det g√łres g√¶ldende, at der ikke kan lovgives om Folkekirkens indre forhold i strid med ordlyden af kirkens bekendelsesskrifter ud fra den l√łsere teologiske fortolkning fra K√łbenhavns biskop.

Det bestrides, at der er plads til at f√łlge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tids√•nden, s√•fremt denne teologiske forst√•else strider mod ordlyden af bekendelsesskrifterne.

Det g√łres g√¶ldende, at det i den af tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i samarbejde med Niels Ditlev, udgivne forel√łbige selvbiografi, ‚ÄĚManu‚ÄĚ anf√łrte ‚Äď s√¶rligt i kapitel 9 og 10 ‚Äď alene g√łr, at ritualet og lovgivningen er uforenelig med Grundlovens princip om selvstyre for Folkekirken i dens indre anliggender.
Initiativet er klart kommet fra regeringens side ‚Äď ikke fra Folkekirkens ‚Äď og reguleringen er blevet presset og manipuleret igennem.

Sags√łgerne g√łr g√¶ldende, at Grundlovens ¬ß 66 ‚Äď i en samlet forst√•else af Danmarks Riges Grundlov bestemmelser om Folkekirken, herunder s√¶rligt Grundlovens ¬ß 4 ‚Äď skal fortolkes og forst√•s i overensstemmelse med tilkendegivelser, der blev afgivet i den grundlovsgivende Rigsdagsforsamling i 1849, s√•ledes Grundlovens ¬ß 66 m√• forst√•s s√•ledes, at Folketinget og regeringen afsk√¶res fra at lovgive om Folkekirkens indre forhold.

Sags√łgerne g√łr g√¶ldende, at sp√łrgsm√•let om, hvorvidt et forhold mellem to personer af samme k√łn kan indg√• et √¶gteskab i en kirkelig-religi√łs forstand, henh√łrer under kirkens indre forhold. Dette st√łttes p√• at de sags√łgte i forarbejderne til lovene nr. 531 og nr. 532, begge af 12.juni 2012, har lagt dette til grund i forbindelse med frems√¶ttelsen af lovforslagene.

Folkekirkens retlige regulering
Kirkens retlige regulering har r√łdder langt tilbage i tiden. Ved Grundlovens vedtagelse i 1849 var det springende punkt ‚Äď det afvigende moment i forhold til de √łvrige kirkeretninger ‚Äď den Augsburgske bekendelse.

Det var denne bekendelse, der adskilte den kirkeordning, som den grundlovgivende rigsdagsforsamling forholdte sig til, fra katolske kirke, den roman-katolske kirke, den ‚ÄĚpapiftiske‚ÄĚ og den reformerte kirke og Baptisterne, jf. referatet fra den grundlovsgivende rigsdagsforsamling af 1849, spalte 3360.

Man var vant til den kirkeordning, der var blevet indf√łrt ved Frederik den 3.‚Äôs Kongelov fra 1665, hvor den Augsburgske bekendelse, tillige med de √łvrige bekendelsesskrifter for den danske kirke: Bibelen, bilag 1, den apostolske trosbekendelse, bilag 2, den nik√¶no-konstantinopolitanske trosbekendelse, bilag 3, den athanasianske trosbekendelse, bilag 4, den augsburgske Bekendelse, bilag 5 og Luthers lille katekismus, bilag 6, var opregnet som det ‚ÄĚvedt√¶gtsm√¶ssige grundlag‚ÄĚ for den danske kirke.

Der findes ikke grundlag i den grundlovgivende rigsdagsforsamlingers dr√łftelser for at antage, at det var den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings vilje, at det ‚ÄĚvedt√¶gtsm√¶ssige grundlag‚ÄĚ, der ved den udf√łrlige opregning af, hvilke bekendelsesskrifter i Frederik den 3.‚Äôs Kongelov af 1665, der var bestemt som fundamentet for kirken i Danmark, skulle √¶ndres. P√• den baggrund m√• det klart antages, at det bekendelsesm√¶ssige fundament til stadighed er det samme.

Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at denne kongelov var af konstitutionel karakter som et enestående eksempel i det senmiddelalderlige Europa.

S√•fremt det havde v√¶ret den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings vilje, at det vedt√¶gtsm√¶ssige grundlag for kirken skulle √¶ndres, var det n√łdvendigvis fremg√•et af referaterne af dr√łftelserne i forsamlingen.

Den kirke, som medlemmerne af den grundlovsgivende rigsdagsforsamling kendte, og som man besluttede skulle ‚ÄĚ… v√¶re den danske folkekirke og underst√łttes som s√•dan af staten ‚ÄĚ, havde et klart og entydigt defineret bekendelsesgrundlag.

Det blev der p√• intet tidspunkt sat sp√łrgsm√•lstegn ved under de meget omfangsrige og langvarige dr√łftelser.

Det er sags√łgernes anbringende, at dette vedt√¶gtsm√¶ssige grundlag for den danske folkekirke, der etableres ved Grundlovens vedtagelse i 1849, har forfatningskarakter og forfatningsm√¶ssig retskraft, der ikke kan fraviges ved ministeriel bestemmelse i kraft af anordning eller kongelig resolution, endsige almindelig lov.

Sags√łgerne g√łr g√¶ldende, at den retss√¶dvane, som den kongelige resolution af 12. juni 2012 er st√łttet p√•, i kraft af legalitetsprincippet og den retlige trinf√łlge, ikke uden bemyndigelse kan √¶ndre p√• noget, der har karakter af lov eller forfatning.

Det er endvidere sags√łgernes opfattelse, at den grundlovsgivende rigsdagsforsamling ville adskille kirke og stat s√•ledes, at der ikke l√¶ngere skulle v√¶re mulighed for, at staten ‚Äď personificeret i den enev√¶ldige konge ‚Äď skulle kunne r√•de over kirkens bekendelsesgrundlag eller det vedt√¶gtsm√¶ssige grundlag for kirken.

Det er sags√łgernes opfattelse, at det var den grundlovsgivende rigsdagsforsamlings klare hensigt, at der med Grundlovens ¬ß 66, sammenholdt med Grundlovens ¬ß 4, skulle skabes et grundlag for, at kirken selv ‚Äď uden mulighed for indgriben fra lovgivningsmagten; det v√¶re sig en enev√¶ldig konge eller en regering og et folketing i forening ‚Äď skulle have mulighed for at regulere sine indre forhold selv.

Det er ogs√• den praksis, der har v√¶ret f√łrt fra vedtagelsen af Grundloven til vedtagelsen af lovforslag L 105 og L 106, folketingssamlingen 2011-12.

Dette bestyrkes endvidere af det af Kirkeministerens fremf√łrte i bem√¶rkningerne til lovforslag L 105, under punkt 3.1.3. Ritualer for kirkelige handlinger, hvor det anf√łres:

‚ÄĚSiden 1849 har regeringen i kraft af en forfatningsm√¶ssig s√¶dvane ved vedkommende minister st√•et for reguleringen af de indre kirkelige anliggender i det omfang, der er n√łdvendigt at regulere dem. (Min understregning) Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, der udstedes efter ministerens indstilling og p√• ministerens ansvar.

Som eksempler p√• den retlige regulering i medf√łr af den n√¶vnte retss√¶dvane kan n√¶vnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret bibelovers√¶ttelser, salmebog og ritualer for d√•b, nadver i hjemmet, vielse og jordp√•kastelse samt for bispevielse, kirkeindvielse, pr√¶stevielse og provsteinds√¶ttelse. Der er ogs√• ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om d√•b, konfirmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).

Kompetencen til at foretage den retlige regulering af anliggender, der betragtes som indre kirkelige, tilkommer ministeren for ligestilling og kirke.
Fra lovgivers side anses det for en foruds√¶tning, at ministeren g√łr brug af sin kompetence, idet Folketinget hidtil har afst√•et fra at lovgive for disse omr√•der, og idet en retlig regulering af de indre anliggender er n√łdvendig, for at folkekirken kan fungere. (Min understregning)

Siden 1849 har skiftende kirkeministre generelt udvist stor sk√łnsomhed og v√¶ret tilbageholdende med at regulere de indre kirkelige anliggender.
Ministerens kompetence til at udstede anordninger p√• disse omr√•der er derfor blevet ud√łvet p√• grundlag af indstillinger fra biskopper (min understregning) eller i form af r√•dgivning i form af bet√¶nkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige. ‚ÄĚ

Det g√łres endvidere g√¶ldende, at den retlige regulering, der er sket ved den kongelige resolution af 12. juni 2012, lov nr. 531 af 12. juni 2012 og lov nr. 532 af 12. juni 2012, ikke var n√łdvendig for, at folkekirken kunne fungere, hvorfor den kongelige resolution af 12. juni 2012 ikke st√łttes p√• den p√•g√¶ldende retss√¶dvane, og derfor strider mod legalitetsprincippet, da indgreb i borgeres retsforhold kr√¶ver hjemmel.

Det må dertil antages, at et sådant indgreb i borgernes retsforhold af den omtvistede karakter har så en intensiv og indgribende virkning, at der må kræves en klar hjemmel.

Retssædvanens retlige karakter
Det skal i den forbindelse bem√¶rkes, at retss√¶dvanen har haft en n√łdretlig karakter ‚Äď set i lyset af den manglende vedtagelse af en forfatning for Folkekirken jf. Grundlovens ¬ß 66.

Folkekirken har fungeret siden 1849 til 2012 uden et ritual for vielse af to personer af samme k√łn ‚Äď og kan ogs√• fungere uden.

Det g√łres samtidigt g√¶ldende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012 ikke var noget, der var √łnsket af Folkekirken eller af Folkekirkens biskopper. Det samme g√¶lder muligheden for, at Folkekirkens pr√¶ster skulle have adgang til at indstifte et √¶gteskab for to personer af samme k√łn.

Det g√łres i den forbindelse g√¶ldende, at der ‚Äď efter sags√łgernes opfattelse ‚Äď end ikke har v√¶ret tale om, at et flertal af biskopperne i Folkekirken har √łnsket et ritual, som det, der blev autoriseret ved den kongelige resolution af 12. juni 2012.

Dette st√łttes p√• artikel af 9. december 2011 fra Kristeligt Dagblad‚Ķ artikel af 23. februar 2012 fra Kristelig Dagblad‚Ķ artikel af 17. marts 2012 fra Kristeligt Dagblad‚Ķ samt debatindl√¶g af 17. marts 2012 forfattet af biskopperne Henning Toft Bro, Elisabeth Dons Christensen og Karsten Nissen…

Der henvises endvidere til ‚Ķ h√łringsskrivelse fra biskop Lise-Lotte Rebel, og ‚Ķ h√łringsskrivelse fra biskop Steen Skovsgaard.

Der til kommer, at biskop Kresten Drejergaard ville foretr√¶kke, at Folkekirken selv skulle kunne afg√łre, hvorvidt man vil bruge muligheden for at vie to personer af samme k√łn, jf. h√łringsskrivelse af 16. februar 2012…

Endvidere udtaler biskop Niels Henrik Arendt i sin h√łringsskrivelse af 22. februar 2012‚Ķ at han ville foretr√¶kke, at vielsesmyndigheden blev gjort rent borgerlig, og han anf√łrer, at det er uhensigtsm√¶ssigt at iv√¶rks√¶tte ordningen. Endeligt anf√łrer biskop Niels Henrik Arendt, at han ville foretr√¶kke, at man havde fastholdt √¶gteskab som begreb for det heteroseksuelle parforhold, og partnerskab som begreb for det homoseksuelle parforhold.

Endeligt henvises til Manu Sareens bog…, hvoraf det fremgår, at der var 8 biskopper, der var imod et vielsesritual for homoseksuelle i folkekirken.

Sags√łgerne har hermed dokumenteret, at de danske biskopper p√• dav√¶rende tidspunkt var modstandere af, at det skulle v√¶re muligt for to personer af samme k√łn at blive viet som √¶gtefolk i Folkekirken.

Sags√łgerne g√łr p√• baggrund af ovenst√•ende g√¶ldende, at retss√¶dvanen kun hjemler det absolut n√łdvendige indgreb.

Biskoppernes deltagelse i udarbejdelsen af ritualet
En del af biskopperne, der deltog ved udformningen af ritualet ‚Äď de, som var mod en √¶ndring af lovgivningen ‚Äď har efter sags√łgernes formening deltaget med henblik p√• ‚ÄĚdamage control‚ÄĚ for at afv√¶rge, at Kirkeministeren autoriserede et ritual, udarbejdet uden deltagelse af biskopperne, eller med deltagelse af et mindretal af biskopperne. Sags√łgerne g√łr g√¶ldende, at biskopperne ikke ved deres blotte deltagelse herved har approberet eller ratihaberet ritualet.

Det synes tillige at forholde sig således, at den kongelige resolution af 12. juni 2012, L 105, folketingssamlingen 2011-12 og L 106 folketingssamlingen 2011-12 bygger på den grundlæggende misforståelse, at Folkekirken er en etat under Kirkeministeriet, som Kirkeministeren efter forgodtbefindende kan forholde sig til, eller en offentlig serviceudbyder, som borgerne har et ubetinget retskrav på at få leveret serviceydelser fra.

Det er ikke tilfældet. Det er et trossamfund med et forfatningsmæssigt beskyttet bekendelsesgrundlag.

Det forholder sig ikke s√•ledes, at de i Folkekirken ansatte pr√¶ster, provster og biskopper er ‚Äď eller skal v√¶re ‚Äď forpligtede til at forrette alle de borgerligt forordnede handlinger, som borgerne i Danmark m√•tte have interesse i. Der er intet til hindre for at f√• foretaget en borgerlig vielse uden en pr√¶sts medvirken, hvis en pr√¶st af samvittigheds- eller teologiske grunde ikke vil forest√• en kirkelig vielse.

Det teologiske grundlag
Tillige g√łres det g√¶ldende, at det teologiske grundlag ‚Äď som Kirkeministeren st√łttede sig p√• i forhold til, om det var i strid med Folkekirkens bekendelses grundlag at betragte et samliv mellem 2 personer af samme k√łn som et √¶gteskab ‚Äď var meget spinkelt.

P√• trods af den n√¶sten 500-√•rige lutherske-reformerte tradition besluttede kirkeministeren ‚Äď ogs√• i strid med 2 tusinde √•rs kirkelig tradition om det modsatte ‚Äď at √¶ndre p√• den teologiske opfattelse af √¶gteskabet.

Det eneste, der er forskelligt i den danske kirkes bekendelsesgrundlag i forhold til den romerskkatolske og den gr√¶sk katolske kirkes bekendelsesgrundlag vedr√łrende √¶gteskabet, er den augsburgske bekendelse, Luthers lille katekismus, der ikke p√• nogen m√•der synes at tilskynde til en opfattelse af det betimelige og retsm√¶ssige i et √¶gteskabeligt samliv mellem 2 personer af samme k√łn.

Overfor dette massiv af kirkelig teologisk tradition l√¶gger regeringen en rapport fra et udvalg, nedsat af kirkeministeren, fra 2010, bilag 15, og en ganske kort redeg√łrelse fra biskoppen over K√łbenhavns stift, der er gengivet i bem√¶rkningerne til lovforslaget 105, folketingssamlingen 2011-12, til grund for en ny reformation.

Over for dette teologiske grundlag var kirkeministeren senest ved h√łringsfasen afslutning opm√¶rksom p√•, at der var 2 andre biskopper, der grundl√¶ggende var uenige med K√łbenhavns biskop; nemlig Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters stift og Lise-Lotte Rebel, Helsing√łr Stift.

Det g√łres g√¶ldende, at den af Kirkeministerens udstedte kongelige resolution af 12. juni 2012, Folketingets vedtagelse af L 105, folketingssamlingen 2011-12 og L 106, folketingssamlingen 2011-12, m√• betragtes som en s√• voldsom redaktion af bekendelsesgrundlaget for den evangelisk – lutherske kirke, at det m√• betragtes som en anden reformation.

Sags√łgerne g√łr g√¶ldende, at den kirke, der formelt best√•r, ikke l√¶ngere er den evangeliske- lutherske kirke, som den grundlovsgivende rigsdagsforsamling i 1849 besluttede skulle underst√łttes af staten som Folkekirke, men i realiteten er en humanistisk radikal ligestillingsforsamling.

Det bestrides ikke, at staten er berettiget til at underst√łtte en s√•dan forsamling.

Det er bare ikke den evangeliske-lutherske kirke, som staten Danmark er forpligtet til at underst√łtte i henhold til Grundlovens ¬ß 4.

Det g√łres i den forbindelse g√¶ldende, at der med vedtagelsen af lovforslag L 105, folketingssamlingen 2011-12, lovforslag L 106, folketingssamlingen 2011-12 og ved udstedelsen af den kongelige resolution af 12 juni 2012 var tale om et politisk indgreb i trosfriheden, der er sikret b√•de ved Grundlovens ¬ß 67 og Den Europ√¶iske Menneskerettigheds Konventions artikel 9; et overgreb mod et trossamfund ‚Äď imod dets vilje ‚Äď af en stat, der havde en ganske anden dagsorden end det p√•g√¶ldende trosamfunds bedste; nemlig at indf√łre humanistiske standarder ‚Äď og ikke kirkelige standarder, evangeliske eller lutherske standarder ‚Äď for, hvordan samliv mellem 2 personer kan v√¶re.

Sags√łgerne bestrider ikke, at det danske kongerige i henhold til den danske Grundlov kan give de samme borgerlige rettigheder til 2 personer af samme k√łn, der √łnsker at leve sammen, som de borgerlige rettigheder, der tilkommer 2 personer af hvert sit k√łn, der √łnsker at leve sammen i et √¶gteskab.

Det er i god overensstemmelse med Luthers princip og lære om de 2 regimenter.

Sags√łgerne bestrider derimod, at regeringen og folketinget lovligt ved bekendtg√łrelse og almindelig lov kan voldf√łre et trossamfund, hvis bekendelsesgrundlag er beskyttet af regulering af forfatningsretlig karakter, til at anerkende forhold, som det selvsamme bekendelsesgrundlag betragter som noget syndigt; som et forhold, der er Gud velbehageligt, og som kan danne grundlag for Guds velsignelse.

Sags√łgerne er enig med sags√łgte i ‚Ķ, at bestemmelsen i Grundlovens ¬ß 4 indeb√¶rer, at der ikke om Folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-luthersk l√¶re. Man er endvidere enig i, at den evangelisklutherske l√¶re ikke er beskrevet i Grundloven, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1.

Sags√łgerne er enig med sags√łgte i, at Grundloven intet siger om bekendelsesskrifternes n√¶rmere forst√•else men g√łr g√¶ldende, at der ikke kan lovgives om Folkekirkens indre forhold i strid med ordlyden af kirkens bekendelsesskrifter ud fra den l√łsere teologiske fortolkning for K√łbenhavns biskop.

Det bestrides, at der er plads til at f√łlge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tids√•nden, s√•fremt denne teologiske forst√•else strider mod ordlyden af bekendelsesskrifterne.‚ÄĚ

Sags√łgerne har under hovedforhandlingen endvidere gjort g√¶ldende, at kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender i henhold til den g√¶ldende forfatningss√¶dvane kun kan ske, s√•fremt der blandt biskopperne er enighed om indholdet af den p√•g√¶ldende regulering.

De sags√łgte har i det v√¶sentlige procederet i overensstemmelse med p√•standsdokument af 22. marts 2016, hvoraf fremg√•r blandt andet:

‚ÄĚ Folkekirkens retlige regulering
Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-luthersk lære. Den evangelisk-lutherske lære er ikke beskrevet i grundloven, men er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Bekendelsesskrifterne er i henhold hertil: Bibelen, tre oldkirkelige trosbekendelser, Den augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529. Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse.

I sammenh√¶ng med indf√łrelsen af religionsfriheden var det under forberedelserne af grundloven af 1849 tanken at indf√łre en vis frihed for folkekirken i forhold til statsmyndighederne. Dette skulle ske ved en kirkeforfatning, jf. grundlovens ¬ß 66, hvorefter folkekirken skulle etableres med et vist niveau af repr√¶sentativt selvstyre ang√•ende folkekirkens egne forhold.

Grundlovens ¬ß 66 er imidlertid ikke blevet udm√łntet i en samlet forfatning for folkekirken, men der er lovgivet om folkekirken p√• en r√¶kke omr√•der. I dag har bestemmelsen n√¶ppe andet retligt indhold end et krav om, at folkekirkens styrelsesforhold skal reguleres ved lov.

Beskyttelsen i grundlovens ¬ß 67 omfatter frihed til alene eller sammen med andre at manifestere sin tro gennem gudstjeneste, undervisning og andagt, og en frihed til at overholde religi√łse skikke.

Folkekirken er organisatorisk en del af den statslige forvaltning, og alle kirkelige anliggender er underlagt regeringens og Folketingets almindelige lovgivningskompetence.

Folkekirkens anliggender opdeles ofte i ydre og indre anliggender. De ydre anliggender omfatter de overordnede organisatoriske rammer for folkekirken. De indre anliggender omfatter de forhold, som direkte vedr√łrer folkekirkens kultus og ritus som evangelisk-luthersk kirke (omr√•det for grundlovens ¬ß 67). Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibelovers√¶ttelse, salmeb√łger og tilsynet med de specifikt gejstlige dele af pr√¶sternes embedsf√łrelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramenterne for at h√łre til folkekirkens indre anliggender.

Retligt sondres der imidlertid ikke mellem folkekirkens ydre og indre anliggender, hvilket bl.a. giver sig udslag i, at folkekirkens indre anliggender ikke er unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketing og regering er folkekirkens √łverste beslutningsorgan og fastl√¶gger de retlige rammer for folkekirkens virksomhed.

Der er enkeltst√•ende eksempler p√•, at der er lovgivet om forhold, der falder ind under folkekirkens indre anliggender. Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling til liturgiske sp√łrgsm√•l og gudstjenesteordningen. Folketinget har s√•ledes aldrig lovgivet herom.

Kirkens indre anliggender er siden 1849 med hjemmel i sædvane reguleret af kirkeministeren ved kongelig resolution eller anordning, der udstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Der er hverken ved lovgivning vedtaget af Folketinget, eller på anden måde, fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skal anvende ved regulering af de indre anliggender.

Kirkeministeren kan således, uden at inddrage Folketinget, udstede bindende retsregler om de indre kirkelige anliggender. Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den principielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at lovgive på disse områder.

Kirkeministeren vil normalt r√•df√łre sig med biskopperne inden udarbejdelse af indstilling til kongelig resolution eller anordning, men der er ikke fastlagt regler om proceduren frem til en indstilling. Skiftende kirkeministre har dog generelt v√¶ret tilbageholdende med selvst√¶ndigt at regulere de indre kirkelige anliggender, og ministerens kompetence p√• omr√•det er derfor oftest blevet ud√łvet p√• grundlag af indstillinger fra biskopper, eller r√•dgivning i form af bet√¶nkninger fra udvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopper og andre teologisk sagkyndige.

Der er imidlertid ikke nogen kirkelig instans, som har krav p√• at medvirke ved udformningen af regler p√• disse omr√•der, og der findes ingen regler om, at kirkeministeren er forpligtet til at h√łre biskopperne eller helt eller delvis at f√łlge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

Det teologiske grundlag
Folketingets adgang til at lovgive om kirkelige anliggender er kun begr√¶nset af bestemmelsen i grundlovens ¬ß 4 om, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og at den som s√•dan underst√łttes af staten. Folketinget og regeringen er derfor afsk√•ret fra at administrere eller lovgive om folkekirken p√• en m√•de, der er i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse.

Den evangelisk-lutherske lære er ikke nævnt i grundloven, men det er fast antaget, at den evangelisk-lutherske lære er forudsat som de skrifter, der er opregnet i Danske Lov 2. bog, kapitel 1. Efter denne bestemmelse er bekendelsesskrifterne:
Bibelen, de tre trosbekendelser, der er formuleret i oldkirken (Den apostolske Trosbekendelse, Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse og Den athanasianske Trosbekendelse), Den augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus fra 1529.

Grundloven siger intet om bekendelsesskrifternes nærmere forståelse og fastslår ikke, om de skal udlægges bogstaveligt eller ud fra en friere fortolkning. Det er derfor en teologisk opgave at fastsætte, hvordan de bibelske skrifter skal læses.
Der er samtidig plads til at f√łlge en teologisk opfattelse, som stemmer overens med tids√•nden, hvilket ogs√• var tilf√¶ldet f√łr grundloven.

Forud for frems√¶ttelsen af lovforslaget om √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn bad kirkeministeren p√• baggrund af et samr√•dssp√łrgsm√•l K√łbenhavns biskop om en vurdering af, hvorvidt der er formuleringer i Den augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana), som g√łr, at det m√• anses for at v√¶re i strid med bekendelsesskrifterne at foretage kirkelig vielse til √¶gteskab af et par af samme k√łn. K√łbenhavns biskop er traditionelt blevet anset for r√•dgiver for ministeren i teologiske sp√łrgsm√•l.

Selv om K√łbenhavns biskop ikke ser teologiske hindringer for vielser af personer af samme k√łn i folkekirken, er der blandt folkekirkens pr√¶ster og biskopper forskellige opfattelser af, hvorvidt √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn kan accepteres inden for de rammer, som fasts√¶ttes af folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Det forhold, at der mellem biskopper og pr√¶ster er divergerende opfattelse af √¶gteskabet teologiske betydning og hensigtsm√¶ssigheden af at give mulighed for vielse af personer af samme k√łn i folkekirken, betyder imidlertid ikke, at Folketinget eller ministeren er afsk√•ret fra at regulere folkekirkens forhold.

…

Anbringender
Til st√łtte for den nedlagte p√•stand g√łres det g√¶ldende, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 om √¶ndring af lov om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning, lov om √¶gteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om oph√¶velse af lov om registreret partnerskab (√¶gteskab mellem to personer af samme k√łn) er i overensstemmelse med grundlovens ¬ß¬ß 4 og 66, n√•r den giver pr√¶ster i den danske folkekirke kompetence til at foretage vielse mellem to personer af samme k√łn.

Den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme k√łn er ligeledes i overensstemmelse med grundlovens ¬ß¬ß 4 og 66.

Hverken reglerne om vielse mellem to personer af samme k√łn eller den af kirkeministeren udvirkede kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme k√łn strider imod det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, som det er forudsat i Danske Lov 2. bog, kapitel 1.

Reglerne om vielse mellem to personer af samme k√łn strider heller ikke p√• nogen m√•de imod medlemmer af folkekirkens absolutte ret til at t√¶nke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed efter den europ√¶iske menneskerettighedskonventions artikel 9 eller ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud p√• den m√•de, der stemmer med deres overbevisning efter grundlovens ¬ß 67.

Den skriftlige vidneafh√łring af de dav√¶rende biskopper under sagens forberedelse har, som antaget, ikke tilf√łrt sagen relevant nyt.‚ÄĚ

De sags√łgte har for landsretten endvidere bestridt det af sags√łgerne h√¶vdede synspunkt om, at kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender i henhold til den g√¶ldende forfatningss√¶dvane kun kan ske, s√•fremt der blandt biskopperne er enighed om indholdet af den p√•g√¶ldende regulering.

Landsrettens begrundelse og resultat

Grundlovens § 4 forudsætter, at folkekirken hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.
Det er i den forbindelse ubestridt, at folkekirkens bekendelsesgrundlag er de i Danske Lov 2-1 anf√łrte bekendelsesskrifter. Fortolkningen af folkekirkens bekendelsesgrundlag er ikke reguleret i grundloven. Sp√łrgsm√•let om, hvorvidt en lovgivning, der giver mulighed for indg√•else af √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn ved en pr√¶st, er foreneligt med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og herunder den eksisterende uenighed herom blandt folkekirkens pr√¶ster, blev n√¶rmere omtalt i pkt. 3.2 i de almindelige bem√¶rkninger til lovforslag nr. L 105 af 14. marts 2012 om lov om √¶ndring af lov om medlemskab af Folkekirken, kirkelig betjening og sogneb√•ndl√łsning (pr√¶sters ret til at n√¶gte at vie to personer af samme k√łn), der blev fremsat samtidig med frems√¶ttelsen af den omtvistede √¶ndring af √¶gteskabsloven. Ministeriet for Ligestilling og Kirke vurderede heri efter indhentelse af et notat fra K√łbenhavns biskop, at en s√•dan lovgivning ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Det er ikke ved det, der er fremkommet for landsretten, herunder h√łringssvarene fra biskopperne over Helsing√łr og Lolland-Falsters stifter af 20. februar 2012, godtgjort, at en lovgivning, der giver mulighed for indg√•else af √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn ved en pr√¶st skulle v√¶re i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, i den forstand, at den ikke legitimt skulle kunne rummes inden for dette grundlag.

Som sagen er forelagt, er der allerede herefter ikke grundlag for at anse den omtvistede √¶ndringslov ‚Äď lov nr. 532 af 12. juni 2012 om √¶ndring af lov om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning, lov om √¶gteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om oph√¶velse af lov om registreret partnerskab (√Ügteskab mellem to personer af samme k√łn) ‚Äď for at v√¶re i strid med bestemmelserne i grundlovens ¬ß 66 og ¬ß 4 for s√• vidt ang√•r den i loven iboende bemyndigelse til pr√¶ster i den danske folkekirke til at indstifte et √¶gteskab for to personer af samme k√łn.

Der er ikke efter ordlyden af bestemmelsen i grundlovens ¬ß 66 eller de af sags√łgerne p√•ber√•bte citater fra forhandlingerne p√• Rigsdagen grundlag for den af sags√łgerne h√¶vdede opfattelse, hvorefter regulering af folkekirkens indre anliggender kun kan ske i medf√łr af ‚ÄĚen forfatningss√¶dvane af n√łdretlig karakter‚ÄĚ. Der er ‚Äď uanset den sk√łnsomhed og tilbageholdenhed, som skiftende kirkeministre hidtil har udvist med hensyn til reguleringen af folkekirkens indre anliggender ‚Äď heller ikke grundlag for den af sags√łgerne h√¶vdede opfattelse om, at udnyttelse af den eksisterende retss√¶dvane, der danner grundlag for kirkeministerens regulering af folkekirkens indre anliggender, foruds√¶tter, at der er enighed mellem biskopperne om indholdet af en s√•dan regulering. De n√¶vnte opfattelser er i √łvrigt heller ikke forudsat i forarbejderne til lov nr. 531 og lov nr. 532 af 12. juni 2012.

Efter den anf√łrte √¶ndring i √¶gteskabsloven var der som ogs√• forudsat i de ovenn√¶vnte lovbem√¶rkninger pkt. 3.2 behov for et till√¶g til det eksisterende vielsesritual, s√•ledes at det ogs√• kunne omfatte vielse af to personer af samme k√łn. Allerede derfor er der heller ikke grundlag for at anse den kongelige resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme k√łn for at v√¶re uhjemlet i henhold til den retss√¶dvane, som siden 1849 har dannet grundlag for vedkommende ministers regulering af folkekirkens indre anliggender.

Folkekirken anses for at v√¶re en s√¶rlig forgrening af den offentlige forvaltning, og den vedtagne lov√¶ndring og den kongelige resolution er s√•ledes vedtaget af de i relation til folkekirken kompetente organer. Det er ikke godtgjort, at den omtvistede regulering skulle v√¶re vedtaget i strid med folkekirkens ‚ÄĚvilje‚ÄĚ som anf√łrt af sags√łgerne. Sags√łgerne er endvidere ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lov√¶ndring eller udstedelsen af den kongelige resolution afsk√•ret fra at ud√łve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i sags√łgernes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens ¬ß 67 eller Den Europ√¶iske Menneskerettighedskonventions artikel 9.

Landsretten tager p√• den baggrund de sags√łgtes frifindelsesp√•stand til f√łlge.

Efter sagens udfald, forl√łb og omfang skal sags√łgerne betale sagsomkostninger for landsretten til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren med 50.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Bel√łbet er inkl. moms, da ministrene ikke er momsregistrerede.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t :

Kirkeministeren og social- og indenrigsministeren frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvin Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen in solidum betale 50.000 kr. til kirkeministeren og social- og indenrigsministeren.

De id√łmte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens ¬ß 8 a, skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

* * *
√ėstre Landesrets dom i pdf-format hos H√łjesteret.

* * *
H√łjesterets dom dom i sagen afsagt den 23. marts 2017

H√ėJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 23. marts 2017

Sag 159/2016
(1. afdeling)
John Hejlesen,
Inger Kristensen,
Edvind Kristensen,
Mogens Skibsted,
Gert Grube
og
Arne Heilsen
(advokat Nikolaj Nikolajsen for alle)
mod
Kirkeministeren
og
B√łrne- og Socialministeren
(Kammeradvokaten ved advokat Sune Fugleholm for begge)
Biintervenient til st√łtte for appellanterne:
Foreningen med Grundlov skal land bygges
(advokat Nikolaj Nikolajsen)

I tidligere instans er afsagt dom af √ėstre Landsrets 16. afdeling den 28. juni 2016.

I p√•d√łmmelsen har deltaget syv dommere: Jytte Scharling, Poul S√łgaard, Vibeke R√łnne, Jens Peter Christensen, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Kurt Rasmussen.

Påstande
Appellanterne, John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen, har gentaget deres påstande.

De indst√¶vnte, Kirkeministeren og B√łrne- og Socialministeren, har p√•st√•et stadf√¶stelse.

Supplerende sagsfremstilling
Der er for H√łjesteret fremlagt Kirkeministeriets notat af 31. oktober 2016. Heraf fremg√•r f√łlgende bl.a.:
‚ÄĚRegulering af folkekirkens indre forhold 1849-2012 trods modstand fra biskopperne Kirkeministeriet er blevet bedt om at belyse f√łlgende sp√łrgsm√•l:

‚ÄĚEr der fra regeringens og/eller folketingets side i perioden fra stadf√¶stelsen af junigrundloven i 1849 til den 12. juni 2012 gennemf√łrt en regulering af folkekirkens indre forhold, som ikke var √łnsket af et flertal af de til enhver tid siddende biskopper i den danske folkekirke, hvad enten en s√•dan regulering er sket ved lov, bekendtg√łrelse, anordning eller kongelig resolution?‚ÄĚ

Der er flere eksempler p√•, at der er gennemf√łrt regulering af nogle af folkekirkens indre forhold, selv om et flertal af biskopperne eller andre markante kredse i folkekirken var imod det.

I det f√łlgende beskrives f√łrst to forhold, hvor b√•de et flertal af biskopperne og mange af folkekirkens √łvrige gejstlige erkl√¶rede sig imod lovgivningen. Det drejer sig om:

  • Lov af 15. maj 1868 om valgmenigheder og
  • Lov nr. 173 af 4. juni 1947, der gav kvinder adgang til at blive pr√¶ster i
    folkekirken.

Dern√¶st beskrives mere kortfattet reguleringen af kirkelig vielse af fraskilte, som er gennemf√łrt p√• trods af markante protester fra andre kredse i folkekirken end biskopperne.

Endelig omtales autorisation af ny h√łjmesseordning i 1992. Biskopperne var delte i opfattelsen af, hvilken ordlyd der skulle anvendes i Fadervor, nadverritualet og den aronitiske velsignelse og bad derfor i f√łrste omgang kirkeministeren om at tr√¶ffe beslutningen. Det afviste ministeren, og biskopperne n√•ede derefter selv frem til et kompromis.
‚Ķ‚ÄĚ

Anbringender
Appellanterne har supplerende anf√łrt, at lov nr. 532 af 12. juni 2012 (√Ügteskab mellem to personer af samme k√łn) og kongelig resolution af 12. juni 2012 om autorisation af et vielsesritual for to personer af samme k√łn er i strid med en retss√¶dvane p√• grundlovsniveau, der forhindrer kirkeministeren og Folketinget i at regulere folkekirkens indre forhold. Kirkeministeriets notat af 31. oktober 2016 indeholder ingen eksempler p√•, at regeringsmagten har foretaget √¶ndringer eller reguleringer i folkekirkens indre forhold, hvor en eller flere biskopper har givet udtryk for, at der var tale om en √¶ndring af den lutherske kirkes bekendelsesgrundlag.

Der er sket et uproportionalt og un√łdvendigt indgreb i folkekirkens indre forhold, og der er dermed sket en individuel kr√¶nkelse af hver enkelt af appellanterne, jf. Den Europ√¶iske Menneskerettighedskonventions artikel 9 sammenholdt med artikel 11.

De indst√¶vnte har supplerende anf√łrt, at der ikke er dannet en retss√¶dvane med grundlovsrang, som forhindrer Folketinget eller kirkeministeren i at regulere folkekirkens indre forhold uden biskoppernes deltagelse, endsige samtykke, idet betingelserne for dannelse af en s√•dan retss√¶dvane ikke er opfyldt. En regel, hvorefter √¶ndringer vedr√łrende folkekirkens indre anliggender ikke kan gennemf√łres uden biskoppernes deltagelse, blev forkastet ved grundlovsforslaget af 1939 ved folkeafstemningen den 23. maj 1939.

Supplerende retsgrundlag
Lov om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning (lovbekendtg√łrelse nr. 1818 af 23. december 2015 om √¶gteskabs indg√•else og opl√łsning) indeholder bl.a. f√łlgende bestemmelser:
‚ÄĚ¬ß 15. √Ügteskab indg√•s ved kirkelig eller borgerlig vielse.

Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået ved borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:
1) inden for folkekirken, n√•r en af parterne h√łrer til denne,
…

§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken, der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt hertil.

H√łjesterets begrundelse og resultat
√Ügteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet √¶gteskab mellem to personer af forskelligt k√łn, blev ved lov nr. 532 af 12. juni 2012 √¶ndret s√•ledes, at loven ogs√• finder anvendelse p√• √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn. Denne udvidelse af lovens √¶gteskabsbegreb gav anledning til, at kirkeministeren, efter at have indhentet kongelig resolution af 12. juni 2012, udstedte bekendtg√łrelse nr. 544 af 13. juni 2012 om autorisation af ritualer for vielse (bryllup) af to af samme k√łn og kirkelig velsignelse af borgerligt indg√•et √¶gteskab mellem to af samme k√łn.

Sp√łrgsm√•let i sagen er, om den kongelige resolution af 12. juni 2012 og lov nr. 532 af 12. juni 2012, for s√• vidt ang√•r den i loven iboende bemyndigelse til, at pr√¶ster i den danske folkekirke kan indstifte √¶gteskab for to personer af samme k√łn, er ugyldige som f√łlge af grundlovens ¬ß¬ß 4, 66 og 67, en forfatningsretlig s√¶dvane eller Den Europ√¶iske Menneskerettighedskonventions artikel 9 sammenholdt med artikel 11.

Det fremg√•r af grundlovens ¬ß 4, at ‚ÄĚDen evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke‚ÄĚ.
Folkekirken hviler således på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.

Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt sk√łn med hensyn til, hvilke gr√¶nser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag s√¶tter for en s√•dan regulering.

H√łjesteret finder, at der ikke er grundlag for at tilsides√¶tte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemf√łrte ordning, der giver mulighed for indg√•else af √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn ved en pr√¶st i den danske folkekirke, ligger inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundlovens ¬ß 4.

Det bem√¶rkes herved, at Ministeriet for Ligestilling og Kirke indhentede et notat fra K√łbenhavns biskop, der fandt, at ordningen med mulighed for indg√•else af √¶gteskab mellem to personer af samme k√łn ved en pr√¶st ikke var i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at h√łre nogen kirkelig instans. Uanset dette skete der forud for den gennemf√łrte ordning bl.a. inddragelse af landets biskopper.

Grundlovens ¬ß 66 bestemmer, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Bestemmelsen har st√•et indholdsm√¶ssigt u√¶ndret siden grundloven af 1849. Der er ikke gennemf√łrt en s√•dan forfatning, og i praksis er folkekirkens organisatoriske og personalem√¶ssige forhold mv. blevet reguleret ved forskellig lovgivning. Der f√łlger ikke af grundlovens ¬ß 66 nogen begr√¶nsning i lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retss√¶dvane, som begr√¶nser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold.

Som anf√łrt af landsretten er appellanterne ikke ved vedtagelsen af den omtvistede lov√¶ndring eller udstedelsen af den kongelige resolution afsk√•ret fra at ud√łve deres religion, herunder uden for folkekirken, og der er allerede derfor ikke sket et indgreb i appellanternes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens ¬ß 67.

Den omtvistede lov√¶ndring og udstedelsen af den kongelige resolution forhindrer ikke appellanterne i at tro og t√¶nke frit. Lov√¶ndringen mv. er besluttet af lovgivningsmagten og kirkeministeren, som det tilkommer at regulere folkekirkens forhold inden for rammerne af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, og har i √łvrigt til form√•l at sidestille homoseksuelle med heteroseksuelle ogs√• med hensyn til indg√•else af √¶gteskab. H√łjesteret finder, at der ikke er grundlag for at antage, at lov√¶ndringen og udstedelsen af den kongelige resolution er i strid med artikel 9 sammenholdt med artikel 11 i Den Europ√¶iske Menneskerettighedskonventions.

H√łjesteret stadf√¶ster herefter dommen.
The kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for H√łjesteret skal John Hejlesen, Inger Kristensen, Edvind Kristensen, Mogens Skibsted, Gert Grube og Arne Heilsen solidarisk betale i alt 100.000 kr. til Kirkeministeren og B√łrne- og Socialministeren.

De id√łmte sagsomkostningsbel√łb skal betales inden 14 dage efter denne h√łjesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens ¬ß 8 a.

* * *
H√łjesterets dom i pdf-format.